Hvor er dine forældre i alt det her?!

Jeg tænkte det samme som milh.

Men altså, min bror og jeg har heller aldrig været de bedste vvenner, for at sige det pænt Nu er det dog kommet dertil at vi for det meste hygger os sammen - vi er så 18 og 16 år hvor jeg er den yngste.

De prøver self. at opdrage ham, altså skælde ud og sådan (det er jo bare ikke altid de ser det).

Men det virker ikke - skal bestemt ikke gøre mig klog på børneopdragelse.

Og man skal virkelig presse den langt før han overhovedet vil tage 'skæld ud' seriøst. Ellers kan han være meget flabet og bare grine, eller når man prøver at tage en snak med ham bare sidde og sige 'okay' og prøve at undgå det med et 'skal jeg nok'.

..

Samme spørgsmål som Mihl.

Det kan ikke være rigtigt at han skal opføre sig sådan over for både dig og åbenbart dine forældre!! Har du prøvet at give igen? Det lyder måske meget umodent, men du er den ældste og det lyder som om du har prøvet på den søde måde.

- Så hvad med at du begyndte at ignorere ham eller noget efter at du havde fortalt ham den grimme sandhed: " f.eks at han er en idiot overfor dig og dine forældre, og sådan skal han fandme ikke opføre sig. Han er bare en lille @!#$ i forhold til.

(Jeg fortalte min voldelige nevø noget lignende. og han har været sød overfor mig siden.)

Men når nu det har stået på så længe, så ved jeg ikke rigtigt. Måske har han følt sig efterladt af jeres forældre? Jeg hører du klarer dig godt. Måske er noget opmærksomhed bedre end ingen for ham.

:)

Ihvertfald held og lykke med det.

Så ville jeg nok ignorere ham FULDSTÆNDIG.

Ikke engang et hej skal til, ik engang et lille suk han kan høre. Han vinder ved at i kommer op at toppes med ham og han bar kan sidde der og grine af det uden konsekvenser.

Jeg ville lade som om han aldrig havde været til.

Ved ikke hvad du skal gøre.

Jeg har selv en bror der har ADHD og damp. Tro mig det er ikke altid lige let! Han får heldigvis piller for det, ellers havde jeg heller ikke holdt ud at bo derhjemme mere. Men man kan ikke hade ham, for det er ikke hans skyld at han er født som han er...

Der kan være gode perioder, og dårlige.

- aldrig om mit barn, havde fået lov til at opföre sig sådan!

Det er ikke din opgave at opdrage på ham, eller tale ham til rette - men det er så SANDELIG dine foräldres opgave.

De kan vel ikke bare vende det döve öre til, eller ikke opdage det, hvis det er så slemt som du beskriver....!?

Takker af hele mit hjerte for, at mit forhold til begge mine söskende er helt fantastisk - verdens bedste. Men der er så også 6 og 10 år mellem os, hvor jeg er den äldste.

Ej, bliver lige nød til at skrive igen

Hvor gamel er man egentlig lige hvis man hælder en kande saft ud over bordet og siger "Så kan du lære det" Ihvertfald ikke 15 år

Men prøv at ignorer ham, som MILH skriver.

Først: Rigtig mange tak for jeres svar, det betyder en masse.

Jeg har prøvet at give igen, meget psykisk - hvor jeg simpelthen engang (for tre-to år siden) tog fat i hans trøje og stirrede ham ind i øjnene.

Det fik ham så til at græde, hvorefter han kom op og sagde undskyld.

Det hjalp heller ikke i længden, og han havde glemt det dagen efter.

Det kan være opmærksomhed, men synes bare min far er meget venlig overfor ham og tager med ham ud for at se fodboldkampe/ishockey.

Så måske skal jeg bare prøve at ignorere ham. Overvejer også lidt om han er psykisk syg - eller noget i den dur, for hans adfær er ihvertfald meget atypisk. Men på den anden side kan han jo godt opføre sig ordentlig uden for hjemmet.

Han er godt nok svær at finde ud af.

Jeg forstår bare ikke at han kan komme så langt ud, uden dine forældre gør særlig meget ved det.

Nej en skideballe er sgu ikke altid nok, jeg er også ligeglad med skideballer for jeg ved det hele ordner sig og jeg begynder også bare at grine fordi jeg synes det egentlig er en ret plat situation at stå i.

Der skal sgu skydes lidt konsekventer ind og nej ikke bare små latterlige "stuearrest" konsekvenser i en uge.

De skal være langvarige hvis det skal virke. Sæt nu at han ikke fik lov til at tage til fodbold/ishockey og det måske er en stor del af hans liv. Jamen kan det mon ændre noget?

syntes eLouise har fat i noget til sidst der. med at du altid klarer dig godt, det kan være han er "misundelig" på en måde. eller syntes du altid klarer dig så godt, og han ikke får nok opmærksomhed. det kan måske være han ikke selv er helt klar over det, men jeg tror måske det er noget af det der hænger sammen med. det er lidt svært at sige hvorfor, og hvad I præcist skal gøre, når jeg ikke rigtig er så godt inde i siturationen irl.

Hvordan er han i skolen?

Min lillebror har altid været meget dominerende, helt fra hel lille af. (Jeg husker ikke særlig meget om, hvordan mine forældre opdrog ham dengang - der er trods alt kun 2 år imellem os.)

Men det må vel være en blanding af forkert opdragelse og besværligt sind.

Mine forældre lader ham ikke bare behandle mig eller dem dårligt. Men de kan ikke rigtig sætte ham på plads, for hver gang de skal skælde ud - lukker han dem helt ude og ignorer det.

Det er ikke sådan at min lillebror er en djævel 24/7, men han har en meget kort lunte og bliver utrolig let nervøs/usikker (hvilket fører til hans til hans raseriudbrud.

Lotte:

Han har en del venner, og klarer sig nogenlunde fagligt.

Han er meget ærlig og pjækker aldrig. (Han har gjort eengang, hvor han sagde det til læren bagefter.)

Så i skolen opfører han sig vidst meget godt.

Sorry, men havde klappet ham SÅDAN en så han lå nede på jorden, og bagefter ville jeg spytte ham i hovedet. De ting han har kaldt dig, sagt til dig .... puha han må have det dårligt med sig selv - virkelig have et problem!

Ignorer ham, vær stærk - og skubber han til dig, skub igen! Du ved hvad jeg mener.. Sikke en..... :S omg.

mig og min lillesøster er heller ikke ligefrem bedstevenner.. Nogle dag er vi virkelig oppe og skændes, det skal lige siges at min lillesøster har et VIRKELIG stort temperament på trods af hendes størrelse, hold da op..

Men andre dage har vi det helt super sammen. Det svinger meget. Men det går desværre mest ud på skænderier, desværre..

Hun kan også finde på at svare mine forældre igen, osv. HVOR ER RESPEKTEN?!

men det ender i det mindste altid med, at mine forældre 'vinder'. Der er ikke noget værre end børn der ikke vil høre efter! ush møgunger!

Hvis jeg var dig, ville jeg edderp*kme ignorere din bror, sådan en idiot...

Har i overvejet at få ham adfærdstestet ved en psykolog?

EJ' det kan man jo ikke sige når jeg ikke kender situationen, men det lyder som om han har et autoritetsproblem!

Det lyder godt nok iik sjovt. men jjaaa som de andre . Hvor er forældrene henne i det her ? Hm

Ignorer ham . evt som de andre skriver.

min storebror & jeg har heller aldrig haft et særlig godt forhold til hinanden .

Men det var som om at da han fluttede hjemmefra som 19 årige og jeg var 17 fik vi et ebdere forhold til hianden .

Nu kan vi feste sammen snakke om mere private ting osv .

Hvis ikke han er syg trænger han seriøs til en opdragelse! Det kan ikke være rigtig at en 15 årig dreng skal opføre sig sådan! Fy føj. Dine forældre skal nok åbne øjene lidt mere, holde øje og virkelig komme på dupperne og sætte grænser.

Det kan simpelthen ikke passe at det skal gå sådan udover dig!

Ignorerer ham! Den knægt skal dælme lære at værdsætte nogle ting!

Jeg havde pandet ham én. Og fra den dag af ladet som om han ikke eksisterede så kunne han satme lære det. Hvis han så engang ønskede at tale med en igen kunne han komme og ikke et sekund før!

Jeg ville ignorere ham FULDSTÆNDIG.

Det er det værste man kan gøre mod folk.

- Så ved de nemlig ikke hvad der foregår og så tænker de straks over tingene.

Når nogen er en spasser over for mig så ignorerer jeg dem og få dage senere kommer de rendene med halen mellem benene og undskylder. Så nemt kan det klares

Kan godt se det er svært når det er din bror og i hele tiden er samme hus men du må bare prøve og sige til dig selv at du ikke vil finde dig i det!

Der er så mange ting og jeg undrer mig over nogle forslag.

Men nå..ligemeget. Jeg tror jeg havde forsøgt at ignorere det så hårdt som muligt i et stykke tid, og så se hvad der kom ud af det. For det er på ingen måde dig der skal opdrage ham eller noget.

Der kan ikke rettes/opdrages så meget mere, når drengen er 15 år.. Ikke at dine forældre ikke skal skælde ham ud, når han gør som han ikke må, for det skal han selvfølgelig ikke..

Men har en veninde der har været i samme båd med hendes lillebror (ingen stolede på ham, han måtte ingenting, osv.) hun begyndte at give ham længere snor, og udtryk for at hun stolede på ham.

^- Og så sent som i lørdags bestemte han af sig selv at han havde lyst til at komme på ferie hos hende i en hel uge! (idag er hun flyttet hjemmefra, men var hun ikke da hun "tog fat" om problemet")

Vil lige tilføje at du måske også kan prøve at snakke med ham om det (hvis du altså ikke allerede har prøvet det)

Du siger at han kalder dig grimme ting - måske er han meget usikker på sig selv hvis du klarer dig bedre end ham osv.. Det retfærdiggører selvfølgelig ikke hans opførsel men måske er han ked af det eller har det ikke godt psykisk.

Drenge viser jo sjælendt deres følelser og slet ikke overfor familie, men måske hvis du spørger?

Da min bror var 17 og jeg var 15, var vi absolut heller ikke gode venner. Vi gik og hak på hinanden - jeg gjorde specielt på ham. Sådan tror jeg bare det er. Ens forældre (vores herhjemme) har altid haft os sammen. Vi er næsten aldrig belvet skilt ad som små, da min mor synes vi skulle vokse op med hinanden. Det er både godt og skidt. Nu her når Michael er 18 og jeg er 16 (bliver 19 til april - jeg bliver 17 til sommer) har vi det rigtig godt sammen! Vi er også begyndt at skrive smser, skrive på messenger osv. Selvom han bor hjemme og jeg også gør, så skriver vi meget sammen, og vi bruger meget mere tid sammen om aftenen nu, end vi nogen sinde har gjort.

Det jeg vil sige med dette afsnit er, at det kommer med årene!!

Han er jo bare et barn som søger de grænser han aldrig har fået.

Men derfor kan dét jo stadig godt være et problem for dig. Uden tvivl.

det bedste forhold og hun gør også som din bror rimlig tit. Men jeg er så heller ikke helt "ren".

Jeg kender godt typen. Synes måske du skulle tage en snak med dine forældre om at prøve Milh's metode i en uges tid eller noget - det kunne meget vel virke

Ellers, kan det jo være han er begyndt at omgås nogle mærkelig typer (i skolen, fritidsklub etc.) som jo tit har nogle "vildt griner" ideer om hvordan man skal opføre sig, at forældre bare stinker osv osv.

Må være mega træls for dig og dine forældre. Fortæl endelig hvordan det går videre.