Hallo, hvor er I andre 'lettere bedagede' læseheste?

Nu har jeg læst et par indlæg, der roser serierne Heartland og Fuldblod. Og får næsten fnidder. Alene titlen på den første serie, bvadr!
Fuldblod startede, da jeg var en bette teenager, og allerede dengang syntes jeg, det var et billigt afkog af Min Ven, Flicka. En eller anden åndet, skravlet hoppe, der bliver reddet af hovedpersonen. Hoppen avler efterfølgende føl, hvoraf nogle/et? var lige så skravlet som moren. Der selvfølgelig var blevet en vinder i pigens kyndige hænder. Intentionerne var sikkert gode; men mindede alt for meget om 'romaner' fra Hjemmet og Familiejournalen.

I min hestetossede barndom nød jeg simpelthen Jenny-serien. Andre, der husker den? Jenny med den røde araberhoppe, Shanti, som hun reddede fra et cirkus. Og alle de mystiske ting, der skete for hende, deroppe i det skotske højland. Og hun var knaldgod til at tegne, tjente faktisk på at sælge til en lokal biks med kunsthåndværk. Det, jeg elskede ved den serie, var, at Jenny ikke var så endimensionel, som mange personer bliver det.
Kan bl.a. huske et øjeblik, hvor Jenny indser ved et beredent krybbespil, at hun ser komplet latterlig ud i flagrende gylden morgenkåbe på en hest, der virker ude af kontrol - og at hun havde drømt om at virke sådan rigtig kunstnerisk.
Muligvis er Jenny lige så ringe som så mange andre serier; men er der nogle, der vil be/afkræfte det?

Så var der en serie blandede bolsjer, der simpelthen hed Hestebøgerne. Der kan jeg bedst huske novellesamlingen Sælsomme Hestehistorier. Især historien Grib Mig, Hvis Jeg Falder. Men der i den serie var der både skidt og kanel, de små grå husker så bare det meste som sidstnævnte.

Akke ja, det var tider. Dengang Min Hest levede, og Wendy hed Penny. Jeg stoppede med at læse Penny, da det blev til Wendy, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde den snottede møgtøs ud. *G* Men de oldgamle enkelthistorier var rigtigt gode... Tror jeg nok?