Ja jeg troede aldrig at jeg skulle komme til at lave sådan et indlæg.

Jeg købte i år 2005 en dejlig 2½ års hoppe. Hun har ikke vitterlig køn men havde de rareste øjne. Hun var stor og rød. En masse arbejde fra jorden, og da tiden kom til tilridningen var der ikke noget at komme efter. Gensidig respekt, og en unghest jeg kunne gøre ALT med.

Bette skulle altid være ved mig og jeg havde SÅ mange planer. Men fordi det er dyrt at have hest kom jeg i klemme. Efter 4 år sammen og et alt for stort lån i banken var der ingen vej udenom. Bette sku sælges..

Jeg ved hun har det godt hvor hun er nu og hun står ikke langt fra mig. Det er en måned siden hun blev hentet og jeg savner hende hver dag. Hun er min soulmate. Selvom det ord måske er blevet misbrugt eller overbrugt. Men jeg kan ikke beskrive det forhold jeg har til den hest. Det piner mig hver dag at hun ikke er min mere. Hun har hjulpet mig SÅ meget igennem mange svære situationer, hun har altid fået mig til at grine, hun har gjort mig stolt. Vi kunne alt når jeg sad på hende. Mig som aldrig har turde springe, kunne nu pludselig springe en bane på 130 cm.

Jeg kan ikke engang skrive dette indlæg uden at jeg begynder at græde. Man siger at tiden læger alle sår. Men hver dag og hvert minut uden min hest, gør det bare endnu værre og endnu sværre. Det er den værste beslutning jeg har "taget", og jeg fortryder hver eneste dag.

Hun var og er mit et og alt, og jeg fungere slet ikke på samme måde uden hende. Hun holdt mig oppe og holdt mig kørende.

Jeg fik min veninde ud et par dage før hun blev hentet for at tage lidt billeder..

Bette Skid og jeg: