Jeg skal op til en prøve hvor jeg har emnet Romantikken, som jeg skal fortælle om ud fra fagene historie og musik.
Jeg har tænkt mig at at bruge Adam Oehlenschläger's sang "Der er et yndigt land" som kilde. Det gør at jeg skal analysere denne sang ud fra et historisk perspektiv.
Romantikken er jo en udpræget musikalsk periode, med store følelser som kommer klart til udtryk i sange. Vores nationalsang handler meget om nationalfølelse, men er der nogen der har nogen guldkorn, eller nogen gode ting at kigge eller ligge vægt på? 
Jeg kan da lige smide sangen ind:
Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand;
det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal.
Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid;
så drog de frem til fjenders men,
nu hviler deres bene
bag højens bautasten.
Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt;
og ædle kvinder, skønne mør,
og mænd og raske svende
bebor de danske øer.
Vort sprog er stærkt og blødt,
vor tro er ren og lutret
og modet er ej dødt.
Og hver en dansk er lige fri,
hver lyder tro sin konge,
men trældom er forbi.
Et venligt syd i nord
er, grønne Danarige,
din aksbeklædte jord.
Og snekken går sin stolte vej.
Hvor plov og kølen furer,
der svigter håbet ej.
Vort Dannebrog er smukt,
det vifter hen ad havet
med flagets røde bugt.
Og stedse har sin farve hvid
dit hellige kors i blodet,
o Dannebrog, i strid.
Karsk er den danskes ånd,
den hader fordoms lænker,
og sværmeriets bånd.
For venskab åben, kold for spot,
slår ærlig jydes hjerte,
for pige, land og drot.
Jeg bytter Danmark ej
for Ruslands vinterørkner,
for sydens blomstermaj.
Ej pest og slanger kender vi,
ej Vesterlandets tungsind,
ej Østens raseri.
Vor tid ej står i dunst,
den hævet har sin stemme
for videnskab og kunst.
Ej Brages og ej Mimers råb
har vakt i lige strækning
et bedre fremtids håb.
Ej stor, vor fødestavn,
dog hæver sig blandt stæder
dit stolte København.
Til bedre by ej havet kom,
ja ingen flod i dalen,
fra Trondhjem og til Rom.
Med hellig varetægt
bevare du, Alfader!
vor gamle kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
hvor er en bedre fyrste,
af bedre helteblod?
Hil drot og fædreland!
hil hver en danneborger,
som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestå,
sålænge bøgen spejler
sin top i bølgen blå.
