Kære alle muler og mulinder og ikke mindst mennesker.

Kan I huske mig - verdens bedste pony? Mig har I da ikke glemt, vel?

Mit menneske, min mor, min rytter, min ejer eller skal vi bare kalde hende Anja, synes at det var lang tid siden jeg havde givet lyd fra mig her på HN. Så hun bad mig om at fortælle lidt om hvad der er sket af nyt her i Mulelunden, og ikke mindst vise hendes blændende gode, (ja, det er altså noget hun selv synes), billeder frem. Og jeg advarer jer, der er MANGE billeder.

Nå, men for at starte med mig selv først, så synes jeg det går rigtig godt, på trods af, at jeg bliver MEGET uretfærdigt behandlet. Men det kan vi altid vende tilbage til senere...

Jeg er blevet noget der hedder pensioneret, i stedet for at være dressurpony, hvilket jeg har det storartet med. D.v.s., nu foregår alt i mit tempo, hvorimod det før skulle gå så hurtigt alt sammen.

Så derfor trasker vi nu kun stille og roligt afsted i skoven i ny og næ. Dog har Anja truet med at jeg skal til at motionere noget mere, da hun mener det skulle være godt for helbredet og fordi hun synes jeg er blevet for buttet. Gisp, mig BUTTET - nu har jeg aldrig hørt mage...

Nå, men her er det så vi kommer til det med den uretfærdige behandling jeg får. jeg er nemlig blevet sat på skrump, sammen med Zariba. Vi går på en lille fold hvor der kun er meget, meget lidt græs. Og ved I hvad? Både Cashew og Willie går på den STORE fold med ALT græsset. Det er simpelthen SÅ uretfærdigt. Men heldigvis står de der ikke hele dagen. HA HA

Men nu til nogle af de her mange billeder jeg skulle vise jer.

Det her er mig, Cæsar. Jeg står i Mulehusets indgang, hvor jeg har god udsigt ud over foldene. Det er et af mine yndlings steder:

Her kigger jeg efter Willie og Cashew, der bare går og æder mængder af lækkert græs:

De næste billeder er af Willie og Cashew, der tror de er noget, bare fordi de står, noget af dagen, ude på det fede græs:

Cashew:

Willie:

Cashew:

Willie med Cashew i baggrunden:

Æv, se lige hvor de to guffer i sig:

Hyyl, jeg vil også derud.

Når Cashew og Willie så bliver lukket ind igen til Zariba og mig, så bliver de altid så vilde og kåde. At de gider...

Her løber Willie fjollet rundt sammen med Cashew:

Cashew og Willie i baggrunden:

Og de bliver ved med at løbe - man bliver jo helt forpustet af at se på det...

Dette er jo altså så Cashew, som nu er blevet 1 år og 1 måned gammel. Anja synes at han er såååååå smuk og sød:

Og ved I hvad? Cashew er også blevet vallak. Fnis... Anja synes ikke at det var så sjovt da han og Zariba blev lige lovligt glade for hinanden. Så Zariba måtte tilmed også have en abortsprøjte og så var det slut med alt det sjove for Cashew og Zariba. Tihi...

Cashew er min alle bedsteste ven og jeg synes selv at jeg har opdraget ham godt. Jeg vil nemlig gerne have, han tager ved lære af mig og bliver en stille og rolig hest. Se bare her, ingen grund til hastværk:

Men nu, efter at Willie er flyttet ind i Mulehuset, er der kommet lidt mere gang i den.

Her lige et billed af ballademageren Willie:

Ha ha ha, se lige hvor grim han kan være:

Kender I den leg der hedder "grimeleg"? Det er noget Cashew og Willie kan lege i laaang tid. De leger også en anden leg, hvor det gælder om at tage den andens fluemaske af først.

Her leger de grimelegen:

Læg her mærke til den lille flødekaramel, Zariba. Hun synes at Willie er sådan en lækker fyr, så hun bare bliver nødt til at slikke på ham. Bvadr, siger jeg bare... Hehe, Willie er mere interesseret i at lege med Cashew, så han ænser dårligt nok at han får en ordentlig vasketur af Zariba.

Nå men tilbage til mig:

I skal lige se min nye sadel. Er den ikke bare smart? Hehe, og så er det så sjovt når Anja skal op og sidde i den. Der er nemlig ingen stigbøjler i sadlen, så hun bliver nødt til at kravle op fra noget højt, når hun skal op og ride. Det sjove er så, at hver gang hun lige skal til at svinge benet hen over ryggen på mig, så tager jeg et skridt fremad...

Men det er altså sådan vi tuller afsted nu, frem for at løbe rundt i sandkassen, og det er bare noget så hygsomt. Her behøver jeg nemlig ikke at løbe så meget hele tiden. Ser det ikke også bare hyggeligt ud?

Her er vi på vej ud til skoven:

Her er vi så kommet ind i skoven:

Efter sådan en hæsblæsende skridttur er det skønt at se sine venner igen hjemme på folden:

Læg lige mærke til at Anja har givet mig lov til at få langt hår, så nu er min man ved at blive flot igen, efter at den var dressur kort.

Mig og min bedsteste ven:

Willie siger også pænt hej til mig, selvom han har taget fejl af mine ender:

Hvad Zariba angår, så synes Anja også at hun ligger til den lidt buttede side. Men hvis I spørger mig, så synes jeg altså at hun er MEGET tykkere end mig.

Anja går en del ture med Zariba, og her den anden dag, havde Anja kameraet med på turen. Billederne fra turen kommer her:

Først var der lige nogle blomster de skulle se på:

Anja synes at blomsterne var meget smukke, men Zariba kunne åbenbart ikke så godt se dem, så hun stak hele hovedet ned i blomsterne for at komme tæt nok på. Gad vide om hun er blevet blind?

Zariba har i øvrigt fået en ny grime. Det er sådan én der skulle være så moderne. Den er lavet ud af noget reb og kostede i følge Anja, en mindre formue. Om man forstår det, siger jeg bare. Men Zariba var åbenbart for fin til at hun kunne bruge en af sine gamle grimer når hun skulle ud og vise sig frem på turene. I hvert fald har hun den kun på når hende og Anja går tur.

På de næste billeder er de kommet ind i skoven. Og her er så endnu et bevis på hvor uretfærdigt jeg bliver behandlet. Zariba får åbenbart lov til at ÆDE på turen, hvilket er strengt forbudt når JEG er på tur. HRMF!

Endnu en blomst som Anja var nødt til at forevige:

Zariba på fold igen:

Willie er som sagt den nye beboer her og hold op hvor han fører sig frem. Han praler nemlig med at han har været avlshingst i England. Som om jeg skulle være misundelig eller noget? Næh, jeg har nu aldrig set noget særligt i hopper. De er ALT for hysteriske efter min smag....

Nå, men Willie, som rigtigt hedder noget så fint som Heatley Wilpower, er jo Anjas nye dressurhest, da jeg åbenbart ikke duede mere. Og ved I hvad hun siger? Hun har godt nok ikke sagt det direkte til mig, men jeg kom til at høre at hun sagde det her den anden dag til et andet menneske. Hun siger, at hun er glad for at have fået en hest, som går fremad og som hun ikke skal bære rundt på banen hele tiden...

Har I nogensinde hørt noget SÅ dumt? Jeg kan altså ikke huske noget om at vi ligefrem bakkede rundt på banen, eller at det var mig der sad på ryggen af hende.

Men her ser I så når Anja og Willie træner, i et for mig, fuldstændig vanvittigt højt tempo:

Det var så alt hvad jeg havde at fortælle for denne gang. Jeg håber at I trods alt kom hele vejen ned til denne linie.

Ha' det godt - nu vil jeg gå ud og tage mig en lille lur.