Behandlingerne har vaeret mange og lange, da det tog 2-3 forskellige dyrlaegebesog med medfoelgende ubrugelig behandling, foer den rette diagnose blev stillet.
Den rette diagnose blev stillet i efteraaret 2006, men denne dyrlaege sagde, at jeg ikke kunne goere andet end vente til at alle giftstofferne var ude af kroppen, hvilket kunne tage 6 - 18 maaneder.
Samtidig spurgte jeg alle hestekyndige, jeg moedte, om deres erfaringer (selv Australien kontaktede jeg, da sygdommen oprindeligt startede dér), jeg surfede nettet tyndt, men nogen mirakelkur fandt jeg ikke.
I januar 2007 fik jeg navnet paa en tysk dyrlaege med speciale i homoepatisk medicin: Og saa skete der pludselig noget. Behandlingen bestod af ugentlige insproejtninger (det er jeg bare blevet ekspert i nu) og dagligt pulver, der er lavet paa basis af blodproever. Pulveret faar han stadigvaek, men det er ogsaa snart slut.
I sygdomsperioden kunne han godt holde sig oprejst, men han kunne ikke flytte sig ud af stedet. Det er en neurologisk sygdom, der kapper kommunikationen med bagparten.
Nogle dage var bedre end andre, og hvis jeg var heldig kunne jeg flytte ham 5 meter paa 2 timer, andre gange faldt han simpelthen sammen, hvis han proevede at gaa. Paa en rigtig god dag kunne vi flytte ham ved at han galoperede med forbenene og smed bagparten helt op i vejret for hvert skridt, hvorefter han ofte landede omvendt paa koderne. Det var skraemmende at se paa.
Det skal altsaa lige pointeres, at vi KUN flyttede ham i situationer, hvor det var paakraevet.
Dyrlaegerne siger, at hestene ikke lider fysisk af denne sygdom, men at de sommetider maa slaa dem ned, fordi de ikke kan klare det mentalt. Det er simpelthen for stressende for dem, at de ikke kan flygte, og de bliver meget aggressive.
Deseado har heldigvis et helt fantastisk sind, og naar han gerne ville flytte sig, stod han bare og stirrede undrende paa sin bagpart, der ikke flyttede sig ud af stedet, og gnaskede derefter videre paa sit hoe.
Men som sagt skete der en stor forandring i starten af 2007 og jeg fik haabet tilbage. Det stoerste glaedesudbrud kom, da jeg vendte tilbage efter tre ugers vinterferie og saa min hest kommende skridtende mod mig, som om han aldrig havde gjort andet.
Derefter gik det hurtigt fremad, og hver dag blev bedre og bedre. Jeg begyndte at traekke ture med ham og longere ham og endelig for ca halvandet maaned siden, satte jeg mig i sadlen igen.
Jeg gaar stadigvaek forsigtigt fremad, men kan baade skridte, trave og galopere og lave sidebevaegelser. Faktisk synes jeg, at han er blevet endnu bedre at ride paa end foer: Han kunne godt vaere lidt tung paa banen, og jeg havde altid sporer paa. Nu er han blevet let som en fjer, og sporerne er gemt langt vaek. Han er fyldt med lyst og energi til at lave noget.
Han kan stadigvaek godt have lidt mén efter sygdommen, naar han skal gaa over bomme paa jorden, ved sidebevaegelser, etc., der kraever lidt mere af hesten, men jeg tror paa, at det ogsaa kommer en dag.
Jeg skal holde jer opdaterede med, hvordan det gaar fremad.
Men hold op det må have været en hård tid for jer begge, godt i ikke gav 
