Jeg håber nogen gider at give sig tid til at læse, hvad jeg har været igennem. Jeg har virkelig haft svært ved at tale med folk om det, men nu fik jeg det skrevet ned. Jeg håber folk gider at hører på mig 
.
Mit livs marridt den 4 Juni 2003
For præcist 4 år siden, skete det .
Det var onsdag og jeg skulle til ridning på rideskolen, på det tidspunkt red jeg en frieser vallak Elvis hed han. Men min veninde ville ride ham,(heldigt for hende, for hun købte ham derefter)
så jeg blev nød til at skulle nøjes med den lille lortede pony La-Rouge, som jeg bare ikke brød mig om. Vi passede simpelthen ikke sammen !
Jeg havde redet godt og vel en halv times tid, og jeg hoppede af og sagde jeg ikke havde lyst mere, jeg ville hjem og ride min helt egen pony, en stille og rolig tur.
Turen var stille og rolig, der var ikke lagt op til uvejr eller noget på daværende tidspunkt. Min mor havde cyklet med på tur, for det var altid så hyggeligt.
Da jeg skulle til at skridte af, stoppede min mor op ved naboen og ga' sig til at hygge snakke og jeg sagtens selv kunne skridte de 2-300 meter, som der jo var hjem.
Jeg nød den stille tur på min højt elskede pony og havde ikke bemærket at det var helt gråt og koldt pludseligt.
Forskrækket blev vi begge, da torden brød ud, lyn nedslag var ret så tæt på os. Og det ville min pony ikke finde sig i, hun fór sammen og søgte tryghed, som hun jo kunne få der hjemme.
Så hun stak af, med lille mig på ryggen. Panikslagen som jeg var, jeg havde aldrig oplevet min stille og rolige pony være sådan.
Jeg prøvede bare at holde mig fast, det gik virkelig så stærkt husker jeg.
Første sving gled hun kun, fandt hurtigt balancen og intet var der at gøre. Hun ville hjem!
Sidste sving og så var vi hjemme, gled hun i svinget med hendes høje fart og 4 sko på.
Jeg husker tydeligt vi styrtede og jeg gled flere meter hen ad asfalten. Kom til mig selv igen og kiggede op, Julle stor blødte ud af skulderen og jeg skreg, "Juuulle, jeg er ked af det her" Hun stod bare og nussede mig i hovedet, som om intet var sket. Så ville jeg op, men av ?!
Noget gjorde ondt, noget var helt galt. Jeg vidste ikke hvad, men da jeg prøvede at komme på benene. Knækkede jeg sammen og kiggede ned på hvor smerten var slem, jeg nåede heldigvis at råbe om hjælp til nogen hørte det, inden jeg gik i chok og besvimede.
Jeg husker så, at jeg vågede og flere folk var rundt om mig, og jeg så min pony blev ført væk. Og jeg skreg da jeg var kommet til mig selv og opdagede var det virkelig var sket både med mig og ponyen. Jeg stor tudede, følte det hele var min skyld. Havde jeg ladt vær med at tage ud og ride så sent, så var det måske ikke sket ?! Hvem ved - måske var det bare skæbnen, det førte i hvert fald mig og min pony helt specielt sammen den dag. Jeg glemmer det aldrig og det ved jeg med sikkerhed min pony heller ikke gør, for hun panikker, når torden og uvejret bryder ud.
Men tilbage til den aften, jeg husker den højtlydende sirene, ambulancen var på vej. Da falckmændende havde fået sprættet mine ridebukser op og så hvor stor skade der var sket. Gik jeg i chok en gang til, da jeg så hvor slemt det var. Åben benbrud var der sket og selve knæskallen stikkede tydeligt frem, underligt nok, husker jeg der slet ingen blod var, men et smertehelvede!
Hele vejen i ambulancen råbte jeg og skreg på, at Julle IKKE måtte aflives, ikke uden min tilstedeværelse, hvis det virkelig var helt galt med hendes skulder, så ville jeg aldrig nogensinde tilgive mig selv, hvis Julle led af smerte!
Så ville jeg hellere have al smerten selv, koste hvad det ville. Ingen skulle tage min lille elskede Julle fra mig.
Turen til Esbjerg sygehus var meget lang følte jeg, selvom det var med udrykningen og fulde hammer til sygehuset. Var det et langt smerte helvede.
Ikke mindst, da vi ankommer til skadestuen, var der ikke plads. Så jeg lå ude på gangen og ventede i 2½ time på at blive tilset af læge?! Hvad var meningen med dette, at skulle vente så længe på at blive tilset og hva der ellers skulle gøres.
Men røntgenfotograferes skulle det til, de var ikke sikker på de kunne redde knæet.
Men heldigvis var det ikke så slemt som det så ud, syet med 16 sting, men knæet sad stadig skævt. De ville ikke risikere at lave om på det.
Det var næsten lyst inden vi var hjemme fra sygehuset, klokken 5 om morgenen var vi hjemme. Og jeg kom til skade klokken 9 om aftenen, det var virkelig et helvede for mig den aften/nat.
Jeg kom hjem og ville med det samme se til min pony, som faktisk havde det fint, dyrlægen havde ikke gjort det store andet end at give smertestillende, så aflivet det blev hun ikke.
Hun vrinskede højt til mig og så glad og tilfreds ud for at se mig. Bedre kunne det jo ikke være.
Få dage efter røg jeg på sygehus igen, der var gået streptokokker i hele lortet, det der var blevet syet og jeg blev omgående haste indlagt og skulle opereres.
Jeg fik fortalt, da jeg lå på operationsbordet og var ved at blive lagt i nakose, havde jeg spurgt om jeg så var død, "dumme Malene, som var så bange for hvad der skulle ske". Og så måtte jeg sige det sidste ord, inden jeg faldt i søvn. Sukkede bare stille og sagde JULLE og så faldt jeg i søvn.
Knæet blev rettet op på under operationen og alt kød blev fjernet fordi det var betændt.
Operationen gik som planlagt, men dagen efter tvivlede lægerne på jeg overhovedet kunne beholde benet, fordi det var så medtaget af det.
Heldigvis gik det ikke så "galt", andet at jeg fik forbud om at dyrke alt slags sport og måtte ikke anstrenge mig på noget tidspunkt.
Hvordan det så påvirkede sådan en frisk ung pige som mig, som var så aktiv både med hestene og springgymnastik og fodbold. "Ja det måtte jo være slut, sagde alle til mig. Knæet er smadret og ødelagt, du kommer ik til at bruge det ordenligt mere"
Samtlige læger havde forbudt mig at ride.
Men den del kan man altså ikke tage fra mig, koste hva det vil. At jeg skal ha nyt knæ inden særlig længe, fordi jeg lever et aktivt liv. Så er det det der skal til, heste, ridning - det er mit liv.
Nu sidder jeg her 4 år efter, med mange smerter i knæet,
knæskallen revede jo dengang, en sene sidder og stikker ud og som laver slitage ind på selve knæet.
Det bestemt ikke rart med alle de smerter. Men smerten bider jeg i mig, ridningen kan ingen tage fra mig.
Jeg fik afvide, at højst ti år ville der gå før jeg skulle have indsat nyt kunstigt knæ. Der er gået fire år, jeg overlever da smertende endnu. Og forhåbelig også en del år mere, inden der skal laves noget.
Selvom dette skete, ændrede det intet ved mig og min pony's forhold, vi blev bare ført mere sammen. Jeg har haft hende i 6 år nu og hende skal jeg følge, indtil hun ikke kan mere. For Julle? - Jeg elsker dig af hele mit hjerte !
Skrevet af Malene Pedersen .
^^ Min elskede pony Julia/Julle. Jeg vil altid elske hende, lige meget hva der sker ! 
Forresten så er det tydeligt at se hendes ar på skulderen derfra.
Stakkels pony 
sådan ser knæet ud 4 år efter, klamt 
!
- Håber nogen ga' sig lidt tid til at læse mit værste marridt, så ville jeg blive glad.
..
det motte være slæmt at skulle sige forvel til sport 
