Vil gerne have nogen til at læse mit essay, eventuelt kommentere eller give konstruktiv kritik 
Ved man ikke hvad et essay er, er det nok ikke en god ide at give kritik, men vil meget gerne have kommentarer. 
Dansk opg. Skriv et essay med overskriften "Glæden ved" til 22/3 2006
Nanna Tygstrup, 8b
Glæden ved Sebastian
Tænk at jeg gider. Hver dag tager jeg ud til min hest, i hverdagene efter skole og i weekenden kl 12 når andre teenagere er ved at vågne. Det er heller ikke altid jeg gider. Nogle gange vil jeg bare blive hjemme, være sammen med vennerne, eller bare lave ingenting. Men jeg bliver nødt til det. Den passer jo ikke sig selv! Og for det meste, når jeg først er derude, har jeg slet ikke lyst til at tage hjem igen.
Jeg ved ikke hvorfor det lige var den sportsgren jeg valgte, hvorfor lige den altopslugende hobby, det, der skulle sluge al min fritid og alle mine penge. Måske er det glæden ved at vide, at der findes en, der altid er der for dig, en der altid er din, en der ikke svarer igen eller stiller dumme spørgsmål. En mellemting mellem en sjælepartner og en slags tjener der ikke laver noget. En sjæletjener! Når alle vennerne svigter, så står den stadig klar i sin boks, klar til at man sætter sig op på ryggen af den og beder den om alle mulige ting. Klar til at den skal gøre alt for dig og du skal bare give den noget halm at stå på, og lidt mad at spise.
Jeg startede med at kunne lide heste, da jeg var helt lille. Men først ved min 12 års fødselsdag fik jeg et "gavekort" til at begynde til ridning. Jeg startede lige efter sommerferien, hver torsdag kl. 16. Sammen med mine 2 bedste veninder. I næsten et år var det kun 1 gang om ugen, men næste forår begyndte det at blive 2 gange om ugen, så 3 så 4 gange, nu er det hver dag.
Det er ikke kun hesten der trækker når jeg skal derud. Også de gode ridevenner, stemningen, bare det at være der. Engang kunne jeg komme en gang i mellem og bare være der, ikke lave noget, bare sidde og kigge på at andre passede deres heste. Det var inden jeg fik min egen.
I efteråret 2005 fik jeg min "egen". Han hedder Sebastian og er 5 år gammel. I starten kunne jeg slet ikke lide ham, men det var ham eller ingenting. Efterhånden kunne jeg lide ham bedre og bedre og nu er han mit et og alt.
Nogle gange kommer jeg ikke for at ride. Hvis jeg har haft en lortedag i skolen, derhjemme, med vennerne, så kan Sebastian rede min dag. Bare det, at komme ud og trykke sit hoved ind i hans varme, bløde pels og lugte duften af ham - ikke hest, bare ham - det kan virkelig gøre en forskel. Lytte til hans hjerte der banker, mærke hans varme mule der napper kærligt i min ryg, og høre lyden, når han fredeligt gumler halm, som om alt andet rager ham en høstblomst.
Nogle vil måske mene jeg er skør, når jeg sætter mig ned i hans boks og bare kigger på ham. Kigger på, når hans mule samler stråene op og krøller dem sammen i munden og med de store kæber maser det til ingenting og sluger det. Kigger på, at hans store, sorte øjne ser rolige, men hele tiden overvågende ud. Han kigger sig konstant omkring, er altid på vagt for ikke-eksisterende farer. Kigger på, at hans hale vifter fluerne væk og langsomt falder til ro igen, før den endnu engang kommer med et smæld når den rammer låret i et forsøg på at få de irriterende insekter væk. Kigger på, at hans mave langsomt går ud og ind når han roligt og uforstyrret trækker vejret.
Så løfter han med et sæt hovedet, kæberne står stille som var de frosset til is, ørene vender nysgerrigt frem ad og halen står stille. Efter at han har stået sådan i nogle få sekunder, vender han hovedet lidt til venstre, træder et skridt frem og kigger ud på staldgangen. Ser noget, der ikke er der.
Så stikker han mulen ned til mig, skal tjekke om jeg har noget, konkluderer, at det har jeg ikke, og så stikker han igen hovedet ned til den friske, gule halm og begynder igen at spise, på den helt samme og alt andet end nyskabende måde, som han har gjort det så mange timer før.
Måske er han får træt til at stå op, så skraber han lidt i halmen, vender rundt i boksen et par gange, skraber igen, og så falder hans ben, langsomt men sikkert, ned i den bløde halm, knæene først, og så hele benet. Han sukker dybt, lægger sig måske helt ned på siden og sover, mens hans krop hæver og sænker sig og man kan høre en sagte snorken, eller måske begynder han at spise imens han ligger ned. Knæene stikker frem under hans krop, han ser helt fredelig og rolig ud, men han holder hele tiden øje, og ved den mindste lyd kan han rejse sig op igen. Han kan stå på sine ben i løbet af halvandet sekund, halmen er stadig flad hvor hans tunge krop har ligget, men Sebastian står på sine ben, han er ikke klar over hvad han holder øje med, han ved bare at der er noget. Noget, man skal kigge efter.
Jeg kan sidde, og bare observere alt dette. Jeg har ingen grund til det, det er måske tidsspilde, men det er bedre end at jeg trækker ham ud, sætter mig op på ham og bliver uvenner med ham. Denne harmoni kan så nemt krakelere når jeg sætter mig op, bare det at jeg tager ham ud kan betyde alt eller intet. Derfor kan jeg så godt lide at sidde og kigge på ham, vide at han er glad når han selv bestemmer over tilværelsen. Andre siger måske, Nanna hvorfor tager du ikke ud og rider, og jeg kan ikke svare, jeg ved bare at det her er så meget bedre. Jeg kan fra boksen se og høre når andre skælder på deres heste, og jeg tænker om de aldrig har prøvet at spørge hesten hvad den bedre kan lide. Af samme grund elsker jeg at kigge når hestene løber rundt på marken, selv hvis de bare står og glor eller spiser græs, så elsker jeg at se dem have deres egen vilje.
Selvfølgelig kan hesten ikke altid få lov at bestemme. Og jeg rider da også på Sebastian flere gange om ugen. Jeg kan strigle ham på 2 minutter, eller jeg kan bruge lang tid på det. Jeg kan sadle op i løbet af ingen tid eller jeg kan bruge timer på det. I hvert fald har det stor betydning for hvordan jeg rider. Man rider som man sadler, siger et ordsprog. Det er rigtigt nok. Hvis jeg sadler hurtigt og stresset, så bliver ridningen noget @!#$. Hvis jeg tager mig god tid om at sadle op, så bliver ridningen også god.
Jeg kan huske, engang jeg skulle skynde mig at sadle op fordi så ville jeg få meget længere tid at ride i. Det endte med, at jeg red i under 20 minutter, fordi det gik helt galt fordi jeg havde stresset ham sådan ved at sadle så hurtigt op.
Men uanset om jeg kommer og bare kigger på ham, eller jeg får den værste ridetur i mands minde, så elsker jeg Sebastian over alt på jorden. Når han er dum, kan jeg finde alverdens grunde til at det er min skyld. Hesten er ejerens spejl, siger man. Det er ikke Sebastians skyld hvis det går dårligt når jeg sidder på ham. Det er min, min, MIN skyld! Sebastian gør aldrig noget forkert, aldrig. Det er altid mig der sidder på ham, mig der er hos ham, mig der har opdraget ham! Eller er det nu også det?
Jeg deler nemlig lidt Sebastian med min bedste veninde Simone. Hun rider godt nok kun en gang om ugen, men jeg kan godt huske første gang hun red ham rigtigt. Den følelse af, at en anden pludselig lånte mit kæreste eje og behandlede det som var det hendes eget. Men jeg havde jo for pokker selv givet hende lov - og der skete jo heller ikke noget. Hun var bare lykkelig for at komme over på MIN hest, en hest der var noget andet end hun var vant til, som havde man kørt i en Skoda og kom pludselig over i en Ferrari. Hun elsker ikke Sebastian på samme måde som jeg gør, hun holder af ham og kan lide at nusse om ham som var han hendes pony, men jeg ved at hun ikke har det samme forhold til Sebastian som jeg har. Det har ingen. Ikke engang hans rigtige ejere. Det er svært at forklare, jeg ved bare at jeg er den eneste der har det på den måde med Sebastian. Han elsker ikke mig, han ved jo ikke engang hvad jeg gør for ham og hvad jeg vil med ham.
Jeg tror ikke, heste elsker mennesker. Måske har Sebastian nogle hestevenner, men heste elsker ikke mennesker. Jeg tror ikke, de kan elske andre. Men man ved jo aldrig. Jeg kan jo ikke læse hans tanker. Jeg ved ikke hvornår han er glad eller sur, kun hvornår han ser ud som om.
Alt hvad jeg siger om Sebastian kan forstås på tusind måder. Siger jeg alt det her til et ikke-heste menneske, lyder det sikkert dybt åndsvagt og er garanteret enormt kedeligt. Men jeg vil så gerne have andre til at forstå hvad jeg mener, hvad jeg føler, når jeg bruger den overfladiske sætning "Jeg skal ud til min hest"
Det er følelser, man ikke kan sætte ord på. En glæde, der ikke kan beskrives. En glæde, der på et splitsekund kan vendes til vrede, frustration eller sorg. En glæde, der altid er der, bare tanken om den kan redde min dag. Det er glæden ved Sebastian.