Savner virkelig denne dejlige hest, så sys li' at i skulle ha' lov til at se hende, og høre hendes historie..

Her er historien om loppen:

Loppen, red og "passede" jeg i 1 1/2 år. Hun var virkelig den (s)kønneste pony i verden. Hun var mit et og alt. Hun vandt over de fine og slanke 2 og 1 ponyer, i LB og LA spring, til stævner. Det var den bedste tid, i hele mit liv. Men så en dag blev hun halt. Der gik dage, der gik uger, der gik måneder, og stadigvæk var hun halt . Endelig efter 1/2 år, blev hun haltfri. Mig og Sisse (hende der passer hende rigtigt) begyndte at genoptræne hende, det hele gik fint. Hun var nu næsten helt genoptrænet, men så blev hun halt igen. Jeg var knust af sorg. Jeg var så bange for at hun skulle sendes tilbage til hendes rigtige ejer (rideskolen lånte hende bare af hendes ejer, som var hestehandler) . Jeg passede hende hver dag, nussede med hende, striglede hende og gik ture med hende. Så en dag hvor hun skulle have smed, sagde smeden at hun var hel varm på benet, og at han troede at hun havde noget inde i benet. Så fik hun dyrelæge igen, og han tog et røntgenbillede af hendes ene forben (Han havde taget et af det andet, som hun var halt på, der var ingenting). Så en dag, da jeg stod og nussede med hende, kom Sisse og sagde at Loppen aldrig blev klar igen. Det var som om at noget døde inden i mig. Jeg fik tårer i øjnene. Jeg vidste at hun skulle hjem til hendes ejer. Da jeg kom hjem, samme aften, græd jeg mig i søvne. Dagen kom, hun skulle afsted, vi vaskede og striglede hende (hun skulle jo være fin, til at hun skulle hjem). Hun plejede altid at gå direkte op i lastbilen, men denne gang tøvede hun. Det var som om, at hun vidste hvad der skulle ske. Vi kørete i en time. Da vi kom frem, fik vi hende ud, og satte hende ind på folden til hendes nye venner. Vi blev der i 2 timer, og tog så hjem igen. Inden vi tog hjem, viskede jeg: Jeg vil aldrig glemme dig skat, jeg elsker dig, ind i hendes øre. Der gik et par måneder, da Sisse en dag sagde til mig: Loppen skal aflives, hun har fået det dårligere. Mit hjerte sprang et slag over. Aflives? det kan de da ikke !, men inderste inde, vidste jeg godt, at det var det helt rigtige at gøre. Sisse spurgte, om jeg ville med derned og sige farvel til hende. Det ville jeg gerne. Weekenden efter tog vi derned igen. Hun stod på en mark for sig selv. Hendes øjne var helt matte, og uden det livs lys, som der plejede at være. Vi havde meget frugt med til hende (hun var MEGET madglad ). Hendes øjne lyste lidt op, da hun fik øje på maden. Vi fik sagt ordenligt farvel til hende. Hun vrinskede mega højt, da vi kørte væk. Det var som om at hun sagde: nej i må ikke gå, ta mig med. 3 uger efter, fik jeg afvide at hun var død nu. Jeg har aldig elsket en hest så meget.

Her er et billede af hende, inden hun skulle afsted:

Igen:

Da hun var kommer derned:

Da vi var dernede igen (inden hun skulle aflives):

Sorry, lidt langt..

Hvil i fred min lille engel