Æv, hvor hårdt Jeanette. Jeg håber, du får den hjælp du har brug for. Tre år er alt for lang tid at gå alene med sådan en svær sygdom.

Bliv ved med at bede om hjælp.

Mange knus og held og lykke til dig fra

Hanne

Depression er ikke noget der bare sådan lige går over af sig selv, desværre. Hvis du har brug for at snakke mere om det, vil jeg gerne lægge øre til og hjælpe så godt jeg nu kan, og give dig noge af de råd der har hjulpet mig igennem mange års opslidende depression.
Bare send mig en mail eller via besked centret hvis du hellere vil det

Hej Jeanette

jeg har også været ramt af depression. Mit liv har bare altid set så pænt ud, udadtil! - derfor har folk også ofte haft svært ved at forstå, hvorfor jeg havde det skidt.

- vil gerne fortælle mere, hvis du skriver og beskedcenter

Hej jeanette

Hvis du havde brækket et ben, ville du så ikke gerne have det gips?

Hvis du faldt i vandet, så ville hjælpende hånd være rar, så du kunne komme op igen.

Når man har en depression, skal man også søge hjælp, sådan som man vil gøre med et brækket ben.

god bedring

joan

Hej Jeanette

Jeg går også og tumler med mit, og jeg har måttet sande at man ikke bare klarer sig ud af sådan et problem selv, og det går heller ikke bare væk af sig selv.

Det er fint at du har fået piller, men har du ikke også en fast aftale med din læge om at komme og snakke med ham/hende mindst en gang om ugen?
Du kan ikke bare tage piller og så ikke få bearbejdet det chok det er at ens forældre er blevet skilt, det rører jo ved mange følelser som man ikke bare sådan kan lade være med at have.

Hvad med skolen, er der ikke en god lærer du kan betro dig til, også så de ikke bare tror at du er doven og ikke gider lave dine ting.

Tro mig, det letter utrolig meget at fortælle om det, og det er ikke flovt på nogen måder. Der er flere end du aner der går rundt med deres psykiske problemer. Jo mere vi taler om det, jo mere "lovligt" bliver det at sige at man er syg - som Joan siger, med et brækket ben ville man da selvfølgelig blive opereret og få gips på.

Mange medfølende hilsner

Winnie

Tak for jeres hjælpene svar allesammen.

Min lærer ved det hele, og hun vil også godt hjælpe mig videre hvis jeg bare siger til.

Jeg snakker med mange om dette her. Bårde vokse og nogle på min egen alder. Og det er dejligt at folk vil lytte for det letter på det hele.

Lise: Ja jeg kan godt se hvad du mener, men sådan har jeg bare aldrig kigget på det. Har godt nok fået avide at jeg burde blive hjulpet, men jeg er så lægeskræk at det bare er det der har taget over, og så har mit håb på at jeg selv kunne også været enormt stort. Men jeg på anerkende at jeg burde have haft hjælp før.

Tak for jeres allesammens svar, det er rart at have støtte.

Håber du får den hjælp som du har brug for.

Har li skrevet en SSO omkring depression.

Louise R.

Hvad er SSO?

Det er Den Store Skriftige Opgave( eksamens opg) i mit tilfælde på HF.

Mvh Louise

Nåår okay ..

Havde bare aldrig hørt den forkortelse..

måske lidt dårligt når jeg går i 9.

Det er helt ok- tænkte ikke li på, at ikke alle ved hvad SSO er.. hehe..

Hej Jeanette.

Mine forældre blev skilt for ca 6 år siden. Min far er alkoholiker, ikke noget man ser udadtil, men noget man mærker, når man lever en hverdag med ham. Jeg har siden, jeg var helt lille formået at lukke mig inde i mig selv, når min far kom fuld hjem. Dette var også min fremgangsmåde, da mine forældre så blev skilt, og jeg var/er utrolig god til at holde facaden. Ved at undgå at snakke om det, undgik jeg også at blive konfronteret med alle ens følelser. Jeg har heller aldrig villet virke svag overfor andre, og har stadig meget svært ved at græde, hvis andre ku se det.

Sidste år brød jeg så sammen, jeg havde gået længe med mange tanker. Ikke tanker der gik direkte på skilsmissen eller min far, men tanker, som fx at jeg ALDRIG følte mig god nok, jeg følte mig grim og var konstant i dårligt humør - indeni. Jeg talte med min læge, og da jeg blot sagde det første ord, stortudede jeg! Hun sendte mig videre til psykolog, og her er det, at jeg foreslår dig det samme. Eftersom du stadig går i skole, kan du komme til skolepsykolog, ganske gratis. Jeg følte ikke, at psykologen direkte hjalp mig, men måske har hun alligevel trængt lidt ind til mig - ihvertfald var det sikkert godt bare at få ord på alle ens tanker. Jeg fik det ihvertfald bedre, om det skyldes hendes hjælp ved jeg ikke. Men prøv det, det skader aldrig med proffesionel hjælp.

Håber du får det bedre, der er ikke noget værre end at gå og være ked af det.

kh vibe

Læste for nylig en artikel, om piger med ondt i livet.

Frivillige har dannet et netværk for disse...sitet hedder

girl talk.

Her kan du chatte eller ringe med unge kvinder, der selv har været der, hvor du er nu. Og kommet ud i lyset igen!

Skynd dig derind, og se hvad de kan gøre for dig.

Håber du snart får det bedre...knus herfra

Det er ikke godt at høre

Jeg har det næsten som dig.

Min far er jo ved at blive gammel.

Han har fået sin egen sygeseng og kan næsten ikke gå mere. Han har så fået ilt, som han går med konstant!

Jeg har ALDRIG haft en far, som kunne gå en tur med mig, eller cykle.

Eller endda rejse.

Sidst, da min mor lige ville have en pause, så fik min far mavesår og skulle indlægges.

mig og min søster var alene hjemme.

Min far er også døv (det har han næsten altid været)

Han kan ikke komme med op til familien, da han ryster hele tiden.

Min mor er ved at blive stresset og det går ud over mig og min søster.

Nu har jeg og min mor så besluttet at vi vil flytte (ikke for at efterlade ham) men for at vi ikke KUN skal arbejde for ham.

Han vil så få sin egen beskyttet bolig og prof. hjælp.

I den sidste tid, har jeg kun brudt sammen.

Mine venner "tør" næsten ikke at kmme over til mig.

Jeg er så begyndt at tage anti-depressiv (Lykkepiller) Og de hjælper mig, så jeg ikke græder hver eneste gang jeg snakker om det.

men indenvendigt hjælper de ikke.

p.g.a dette her, har jeg også -som dig- forsømt skolen.

Jeg har også flere gange besvimet af mavesmerter og min læge har henvist mig til en psykolog.

Vibe: Mange tak for sin historie. Det var meget rørende. Håber at du har det bedre nu. Det gør mig ondt at læse hvordan du har haft det/har det. Jeg vil gøre alt for at komme viderer, nu hvor jeg er staretet. Tak for dit råd.

Lene: tak for tippet. Jeg har været der inde og snuse lidt, da der også var en anden her inde fra der synes jeg skulle prøve det.

Jo tak, håber også snart det går beder.

Nathalie: Åh, det lyder da ikke godt. Jeg kender godt den der med at man bryder sammen når man snakker om det, det gør jeg også selv. Jeg kan også mærke at min medicin er ved at virke nu.

Jeg har dog aldrig besvimet af mine mavesmeter, men jeg har dog haft utrolig MANGE manvesmerter pga af dette. Og dte er ikke til at gå med. Jeg håber du snart får det bedre, og i finder ud af det bedste. Alt held og lykke fremover, håber i finder en god løsning på dette her.

Nu ved jeg hverfald at jeg ikke er alene om at have det dårligt. og at der er mange der har det som mig, og at man bare skal åbne op og vise ssandheden!