I søndags tog jeg med Nuser til militarystævne uden at have nogen hjælper med. Det var første gang jeg kørte alene med hest og også første gang vi var alene til stævne. Jeg havde dog allieret mig med en af de mere erfarene militaryryttere som også skulle ride, så jeg kunne stille nogen spørgsmål og hun kunne holde øje med at jeg ikke lavede noget fuldstændig tosset og til at trække os i startboks. Derudover havde jeg jo Nuser til at holde mig i hånden under alle 3 discipliner. Og så gjorde det det noget lettere for mig at det var et militarystævne, da jeg så mere var på "hjemmebane" og der er en god stemning til militarystævner.

Vi har stået stille hele vinteren, da en gammel skade betød, at vi måtte skridte 7 dage om ugen, igennem lang tid og at vi måtte bruge en mindre formue på dyrlæge. Derfor startede vi cnc80, for at se at formen og benene rakte til det.

Som sædvanligt til et et-dages stævne var rækkefølgen dressur, spring og terræn. Det betyder at vi starter med det ekvipagen er dårligst til og så bliver det bedre og bedre i løbet af dagen.

Da dressuren gik i gang var det en god fornemelse og jeg tænkte, yes - det kører bare det her. Vi startede da også med at få et 7-tal. Men da vi så skulle lave en galopvolte gik det noget galt med changement i volten. Jeg var ret ærgelig over galopvolterne, da det er noget jeg ellers syntes jeg havde fået godt styr på dem til træning. Til gengæld lykkedes overgangen fra skridt til trav i slangegangen så godt at dommeren mente det var til et 7-tal, og den øvelse havde jeg haft større problemer med i træningen op til stævnet. Resultatet blev 56,6 straf (62,3%), hvilket på den ene side rakte til en 15te plads ud af 19 og på den anden side kun var 8.5 strafpoint (5.7%) fra førstepladsen. Ikke dårligt når man har stået stille hele vinteren, men der er klart plads til forbedring.

Nå, men når man har reddet dressur skal man jo springe inden for en halv time (med mindre der er kø til springbanen). Så vi skynder os over og skifter saddel og får monteret klokker, springgemacher, rustning, airback og nummervest. Da springningen er på græs skal der også mordax i, men for at kunne nå det på en halv time, blev de sat i inden dressuren. Opvarmningen var første gang nogen sinde, at jeg begyndte at springe uden at der var nogen der sagde til mig hvad jeg skulle gøre. Springningen klarede vi til 0 strafpoint og så rykkede vi frem til omkring en 11te plads.

Og så havde vi pludselig god tid. Også selvom jeg er god til at falde i snak. Der var nemlig omkring 4 timer til terrænet. Det blev udnyttet til at gå banen endnu en gang, for at få de sidste detaljer på plads - fx om det var smart at ride i din ene side eller anden side af stien hen til forhindringer.

Videoen kan fra dette ridt kan ses her:
http://youtu.be/UuU4G2oPIvI

Som det ses havde vi nogen problemer med startboksen, og det var også noget af et projekt at komme ind i den. Men da vi så først kom af sted, var det nok den bedste ridetur jeg nogensinde har haft. Det fungerede bare. Når vi ridder skovtur derhjemme, opstår der ofte den situation at rytteren kan mærke på hesten at hun gerne vil galopere, hvilket får rytteren til gerne at ville galopere, hvilket igen får hesten til at ville galopere - men om det der rytteren der får hesten til at få lyst til at galopere, eller hesten der får rytteren til at galopere, er aldrig rigtig gået op for mig. På samme måde i vores terrænridt. Det er ikke alle beslutninger som jeg ved om er taget af hesten, rytteren eller på en eller anden måde i fællesskab. Men det kørte bare, og hun reagerede vildt godt på de signaler jeg sendte og gjorde alt hvad jeg bad om.

Derudover så var vi omkring 10 sekunder inden for idealtiden, selvom vi spildte 10 sekunder på at bakke rundt i startboksen. Og hun virkede ikke specielt træt da vi kom i mål (selvom jeg godt kunne mærke at det ikke var som da vi red fra start). Så formen må siges at være der.

Dagens mål var opfyldt: Det havde lykkedes os at tage alene til stævne - med livline til mere erfaren rytter, hvis det skulle blive nødvendigt - men nu tør ekvipagen godt tage alene til stævne, hvis bare jeg har en der kan trække os i startboks. Vi havde set at formen var god nok til at vi godt kan ride cnc90 igen. Derudover havde det været en dejlig dag med Nusers selskab og så er hun jo nem at have med at gøre.

Da resultatlisten så blev hængt op viste det sig så at der kun var 6 ekvipager der havde fået under 20 strafpoint i terrænet (og de havde alle fået 0, da de var inden for tiden). Og sørme om vi ikke lige præcis var i den bedste halvdel af disse 6, så vi fik en 3de plads.