Jeg vil gerne hylde min skønne PRE-hoppe Faralae. Hun har givet mig de fleste af de erfaringer jeg har fået med heste, og har lært mig at stole på en hest. Hun har vist mig at tillid betyder uendelig meget, og at når hest og rytter holder sammen, så kan der skabes mirakler.

 

Sommer 2011.

 

 

Her med sit hingsteføl, født i onsdags kl. 00.25. Billedet er taget idag.

Fønix:

 

Han har lært mig hvor vigtigt det er at lytte til hesten og mig selv hver dag.

 

Hvis jeg var stresset eller i dårligt humør var der ingen grund til at jeg forsøgte at lave noget med ham. Han sagde kraftigt fra når mir humør ikke var til ham. Ligeledes sagde han kraftigt fra hvis han selv havde en dårlig dag.

 

 

Han var desværre blevet behandlet rigtig dårligt og fik fred den 25 november 2009 fordi der ikke blev nok gode dage i forhold til de dårlige og jeg bare måtte erkende han havde haft det for dårligt.

 

Savner ham meget han var simpelthen en utrolig speciel hest, på både godt og desværre også ondt.

 

Nu bliver jeg nok mobbet for at være for meget på HN, men endnu en kategori, der passer til os.

 

Hende her lærte mig noget, fra 1. gang jeg svingede mig i sadlen (mand, der var højt op, synes jeg). Alle de 157 cm.

Hun har lært mig en masse, på samme måde som min hubertus-sadel gjorde, i sin mangel på støtte. Som min underviser sagde, da hun kom derop, "hun gør ikke noget af sig selv". Hiv og sving virker ikke her.

 

I dag træner jeg hende med ARR, da hun er meget naturligt skæv, og kan i dag se, hvorfor jeg har slåsset med de ting, jeg har.

 

Så er der mit DAMP barn.. Hun har lært mig at tænke som en hest.

Hun var en stor mundfuld som lille, folk sagde godt nok, hun var så nem, men hun gik let i panik, og forstod ikke, hvad jeg ville, selv med bedste alm. pædagogik.

 

I desperation købte jeg Andrew Mcleans bog, og trænede hende efter hvordan heste lærer bedst, og vupti! Så fik jeg en hest, der gjorde præcis, som jeg ville.

 

Og så har hun lært mig, man ikke skal kæmpe uden at bruge hjernen, hun kunne ikke lide mine bøjler, der vejer 1½ kg, har nu købt letvægtsbøjler, som også gavner min egen krop, og nu har hun ikke noget problem med dem mere.

 

Jeg har aldrig lært SÅ meget om alt med heste/ridning at gøre som jeg har med min nuværende hest (Cashew) i løbet af de sidste 4 - snart 5 år jeg har haft ham

 

 

Hende her:

 

 

 

 

Action Speed

 

TAK <3

mine 2 stjerne

 

Beluga, var rideskole pony, på rideskolen jeg startede på, og hun lærte mig og "ride" eller a sidde der forstået sådan at hun var halv araber og nordbakke, og i rideskoletimer tænkte man ofte, den går i stå smiler, dette varede kunn et ½ år, så tog vi stævnepladserne med storm, og der var den kun araber og vi tog på 1 år ld-LA klasser i dressur og spring, og købte hende da jeg blev 18, og ride skolen sku lukke... hun lærte mig alt det man bør vide når kærligheden med heste tråder ind, respekt, kærlighed og ikke mindst sammenhold.

 

men efter nogle år med Beluga kom:

 

Mignon Fuglebjerg.

Mignon, var nok en sjæleven (skrevet digt om på min profil)

 

Han lærte mig at hvis man vil være med, hvor det gælder skal man lære og ride og ikk være påhæng.. Så han lærte mig hva det vil sige at ride, og så lærte han mig, nok det vigtigste at man kan ikk vælge hvilken som helst ven man vil, vennen skal også ville vælge dig, han gav mig alt det modspil man kunne forstille sig, og som en 14 årig med så stor hest ville nogle nok have givet op, men mignon lærte mig aldrig at give op, og at sammenspil mellem hest og rytter er alt i et godt ridt. han forlod os meget pludselig ved et hjertestop 16 år gammel, savner ham hver dag, da jeg aldrig får en medspiller som ham igen..

Den hest der har lært mig mest, han er lige her:

 

Heimdals Knut:

Jeg fik ham for snart 7 år siden, han var en svær hest. Svær ridemæssigt, utolig svær at få til at slappe af, svær psykisk, havde en del lig i lasten.

 

Men han er verdens rareste hest, jeg har ikke altd været lige sød ved denne hest, jeg var ung og uerfaren og han var svær, men han har altid passet på mig, han har aldig smidt mig af, tiltrods for jeg flere gange har fortjent det flerfoldigt...!

 

Han prøvede af hele sin magt at fortælle mig at det jeg bad ham om kunne han bare ikke, og da han (endelig - fristes jeg til at sige) blev halt, så faldt 25 øren og jeg hørte efter...

 

Og jeg fik tilbage gang 10, den svære hest blev nem, og vi blev et team, endelig, efter 2 år:

 

Han lærte mig tålmodighed, følsomhed, og ro. Han gjorde mig til den rytter, og det heste menneske jeg er i dag.

Han lærte mig at lytte...!

Pga. ham tør jeg i dag, tage på tur alene uden bid, sætte mig op på min unghest, første gang selv.

Han lærte mig at arbejde for ting jeg tror på, at tro på mine evner og mig selv...

 

Og den hårdeste lektion som endnu lægger foran os, som haj endnu har at lære mig er at give slip...

 

Min dejlige Knut, på snart 20 år

 

Enhver hest lærer en meget, mine to andre heste har også lært mig uendeligt meget, men ham her, han var den hest der sørgede for at jeg kom på rette vej, pga. ham er jeg det menneske jeg er idag...

 

Mvh. Lotte

 

Min skønne dejlige lærermester er her desværre ikke mere...

Han var en traver, var ikke blevet redet og 7 år da mine forældre købte ham til mig for den nette sum, så vidt jeg husker 2500kr!!!

Han var bange for rigtig mange ting, men jeg elskede ham fra første blik. Vi brugte 3mdr på at gå ture, han hoppede op i krybben, hver gang der kom andre end mig ind til ham.

Han var sikker på han skulle sparkes i maven, når man satte foden i bøjlen. Han fulgte mig tilgengæld som en hund overalt.

Vi red ham til, og han viste et stort talent for at springe. Så hurtigt efter tilridningen vandt vi en LB for ponyer... Folk grinede meget af ham, men efter en fejlfri runde stod de med underkæben på brystet

Han gav mig og hele min familie så urolig mange gode oplevelser. Han var helt igennem en fantastisk lille hest med et hjerte af guld. Jeg kunne skrive en hel roman, om hvad han har læst mig.

 

 

Spring...

 

 

Dressur...

 

 

Kørsel...

 

 

Verdens dejligste dreng Adonis <3 <3 <3

Jeg vil gerne vise min afdøde hoppe frem, Valhallas Bolero. Hun blev 23 år gammel, jeg havde fornøjelsen af hende i 5 år, og gud hvor nåede hun at lære mig meget!

Jeg savner hende hver evig eneste dag... Inden jeg fik hende, var en hest for mig, et dyr som man hyggede sig med og red på og så var det egentlig det.. Men med Bolero var det noget helt andet. Hun lærte mig at en hest kunne blive ens bedste ven, en hest kunne blive ens et og alt. Hun var mit et og alt. Hun var en ilter dame, men alligevel formåede vi begge to at vise hinanden den tillid der skulle til for at vi tilsidst red rundt uden nogen form for udstyr, andet end vores tillid til hinanden. Hun lærte mig mange af dressurens kunstner og hun lærte mig at springe med lukkede øjne, for hun kunne banen udenad.

 

Puha.. Hvor jeg dog savner hende.. Jeg mindes hende hver evig eneste dag og mit værelse har store flotte indrammede billeder med hende.. En ting hun har lært mig selvom hun ikke er her mere, det er at savne, savne sin soulmate så inderligt...

 

 

 

 

Ham her, min elskede No Joke, som jeg har ejet i knap 9 år, er bestemt den hest jer har lært allermest af!

Han er en finurlig herre, som både er sindssygt sensitiv og samtidigt en hystade af en anden verden. Han er den mest rolige og stabile, bomstille hest, den største hystade og den mest følsomme hest bygget i en - hvilket gør ham en kende uregerlig en gang i mellem, og med en størrelse på knap 170cm er han altså ikke just en pony at stå med

 

Han har lært mig, nok allermest om mig selv, at være til stede når jeg er sammen med ham, og finde den der ro indeni.

Han er en hest hvis verden er meget sort/hvid, der er ikke nogen gråzoner, hvilket også gør at han skal have tingene lidt med "skovl og spade" - jeg skal absolut ikke være hård, jeg skal blot tage en beslutning og mene den, ellers bliver han forvirret og usikker på mig.

 

Hver eneste dag lærer han mig noget

Den hest der har lært mig mest er helt sikkert den 3 års frederiksborg jeg tilred for et par år tilbage.

 

Jeg havde en masse heste erfaring inden jeg fik hende i mine hænder, men hun lærte mig hvor vigtigt det var at være rolig omkring hestene, have tålmodighed, have styrke, bruge sit kropssprog og træne fra jorden..

 

 

 

Skylder den hest så meget!

Skal jeg nævne mine "læremestre" kommer jeg ikke udenom Amanda, Lasse og Unette.

 

Amanda var min 2. pony, men den første jeg fik glæde af - skøn skimmel 1'er, som jeg fik da hun var 6 og jeg 9 (blev 10 kort efter).

Hun var egentlig nem på alle måder, men ville man ridemæssigt noget, skulle man give hende de rigtige signaler. Hun havde kort hals og deraf kom det ikke bare sådan lige at hun fik den rigtige form i overlinien.

Mange forstod ikke hvad vi ville med en papriløs pony til bare 9000 kr (da jeg fik hende var der stor mode for stamtavle på rideskolen, så de andre som fik nye heste/ponyer gav 25.000 +). Amanda ville vi dog ikke bytte for noget i verden - jeg nåede at have hendes selskab i næsten 12 år, før hendes ben ikke kunne mere pga. en skade.

Vi startede en masse stævner, blev bl.a. klubmestre i spring, hun var guld i terrænnet, til ringridning og bare i det hele taget!

Vi har selvfølgelig haft vores ture, især pga. min uvidenhed, men Amanda var, og er, virkelig en ener for mig.

 

Lasse avlede min far selv - papirløs skimmel dreng og en blanding af trakehner/oldenborg/araber. Skøn og pålidelig som dagen var lang, altid positiv og i godt humør. Virkelig en "pleaser".

Igen var jeg nok for "grøn" da jeg fik ham som ridehest - jeg var 14 og han 4 års nytilredet - men vi hjalp hinanden frem til den rette vej, ved hjælp af vores underviser.

Lasse lærte mig den grundlæggende "dressur-kunst" og i dag ved jeg at han er skyld i at jeg "var klar" til at få endnu en "grøn" hest.

Lasse blev desværre kun 9 år gammel pga. spat og ringfod, men den korte tid jeg fik sammen med ham blev vi bl.a. Danmarksmestre i mix-kvadrille, blev klar til LC spring og fik startet flere LA1+2 dressur med gode placeringer (til trods for han stort set ikke ejede spændstighed, som dommerne ønskede).

Lasse er som Amanda en ener, som er fuldstændig uerstattelig! Havde jeg valget, stod de stadig i min stald, om så de kun kunne klappes!

 

Unette fik jeg efter Lasse, 8½ år gammel oldenborghoppe, næsten så "forkert" som det jeg egentlig søgte! Hun gik med sit 2. føl, var kun redet 2 mdr. som 4 års, så meget "grøn", hun er 175 cm høj, MEN kåret med 9 point og tildelt sølv. Hun vandt mit hjerte allerede inden jeg kom ud på marken for at se hende - der var ingen tvivl om at det var min kommende hest!

Hun har lært mig at "læse" hesten i ridningen, give de nødvendige signaler og ikke mere, træne hen mod mindst mulige signaler og generelt bare at nyde sin hest!

Hun har desværre været uheldig med seneskader, så er i dag uanvendelig, men står nu drægtig med sit 4. føl (2. hos mig).

Spring var bestemt ikke hendes talent . langt fra, men i dressuren satte kun jeg og hendes seneskader grænsen. Vi fik startet tom. LA2, alle starter på nær en har givet placering, så omkring 50 rosetter hænger på væggen, primært røde og blå, men to grønne er også sneget ind.

Hendes skade-perioder har lært mig at man ikke primært finder glæde på ryggen af hesten, men også på jorden.

Pga. slidgigt bliver hun himmelhest efter føllet er fravænnet til efteråret, og hun efterlader uden tvivl et enormt tomrum!

Selvom det snart er 2 år siden jeg har redet hende, har jeg endnu ikke vænnet mig til/omstillet mig ordentligt til at ride andre heste, til trods for jeg har 1 selv at ride, + en "bonushoppe".

Forhåbentlig bliver Unettes nu 3. årige afkom min nye ridehest - og giver samme fornemmelse som sin mor!

 

Jo jeg har haft 2.

Den første, begyndte jeg at have part på som 14 årig. Den var lige kommet hjem fra Holland, en Hollandsk New Forest hoppe med et noget iltert temprement, men hun tog mig med storm. Jeg red hende i 2 år, og passede hende til hun blev solgt. Heldigvis har hun det fantastisk i Sverig!

Vi har været igennem mangt og meget, hun lærte mig meget, jeg kan ikke sætte ord på det. Hun var min bedste ven

 

 

Så fik jeg jo min egen hest Ridder, som jeg havde i 2½ år, desværre var han halt det meste af tiden, så det var berænset hvor meget jeg fik redet.

 

Så fik jeg en ny hoppe. En hvid og fantastisk, nemlig Day-Light, hun var meget sensitiv, ved rytterfejl var der kontant afregning ved kasse 1, hun fandt sig i intet, så med hende fulgte der ny underviser, som på rekort tid fik flyttet os fra LC niveau til at ride LA på 3 mdr. Og udviklingen stoppede ikke her, vi red changementer, pioetter, traverser, og lidt forstadie til passage til træning, men lykken varede ikke ved, min Day måtte herfra, men jeg er lykkelig for den tid vi fik sammen!

 

 

 

 

Vi ses igen min skat, på den anden side af regnbuebroen!

var ham her:

Calvero <3 Han er her desværre ikke mere, han døde d. 25. januar sidste år, 23 år gammel, og han er stadig savnet. Han var en nogle gange sky og lidt speciel hest, men han stod altid ubundet på staldgangen og jeg havde ingen betænkligheder ved børn der legede omkring ham <3 Han lærte mig SÅ meget og han var min sjæleven <3 Han kunne læse mig og mine tanker som ingen anden og jeg hans - en helt speciel forbindelse, som jeg takker guderne for at have ladet mig have!

Han gjorde mig klar til at skulle blive voksen og være ejer for hende her:

Victoria er min lille skat, som hver dag lærer mig noget <3 Hun og Calvero er meget forskellige og jeg elsker dem på to forskellige måder <3

da jeg som 18 årig rendte ind i Lucas var jeg solgt..

mage til stædig, utrænet og labset hest

der fik man ikke en millimeter foræret, men vi fandt hinanden.. han var min i 2 år, lærte mig at SE hesten, FØLE hesten og VÆRE nær hesten.. han bor i dag hos en super pige, nyder sin alderdom, men han er stadig savnet hos mig

 

min første belgier, bøf, kravlede lige ind i hjertet på mig ved første blik.

han var en utrænet 4 års kampvogn på 1,1 tons da han landede på min mark. hvis han ville til højre, jamen så gik han til højre

jeg kom ingen vegne med råb, trusler og eder .. var nødt til at sadle om og tænke koldblods .. aldrig har jeg følt mig så tryg ved en hest som med ham.. han var en ener, og lærte mig at se mig selv.. lærte mig hvad venskab er.. hvad tillid er..

 

 

 

han blev aflivet for 2 år siden, pga dårlige ben, men savner ham så meget.. min smukke smukke ven..

 

Er det hende her, hun er på vej mod sit 17 år.

Og lære-hest påny for en 13 år gammel pige.

 

Her er hun 6 år gammel. Det eneste billed med mig på ryggen.

Ellers har jeg en masse af hende, da hun gik stævner med hende der red stævner på hende, for mig.

 

 

Der er 4 heste/ponyer der har betydet rigtig meget i mit hesteliv. Også flere, men disse har betydet mest.

Første pony hos mig er Rasmus, som lever endnu 32 år gammel. En lille sortbroget shetter.
Da jeg var 3 år lærte jeg at passe ham, altså udmugning og striglning osv. (begrænset self hehe)

Han er stadig i fuld gang med at være lærer pony

Han var også den der senere lærte mig at kører med hestevogn.

 

Næste pony med KÆMPE betydning for mig, var min skønne Sabrina. Hun har været hos mig hele mit liv (indtil hun for 3 år siden blev aflivet ) Hun ville have været 32 år i år.

Selv havde jeg ejet hende i 11 år. Med hende kom jeg på en masse dejlige rideturer i skoven og området. Jeg legede politi og røver, soldater og alt muligt andet på hende, sammen med min bedste veninde ridende på Rasmus

Alle i byen kendte Sabrina, hun og Rasmus har lært så mange at ride i min fars kusines ponyrideskole!

Jeg savner hendes selvskab!

 

3. pony er min dejlige gamle Mazda.

Jeg har haft ham i 10 år nu han er 28 år. Han har lært mig stævneverden at kende. Spring, dressur, distance Han er bare skøn
Ved ikke hvad jeg skal gøre når han ikke er her mere, hvilket nok er indenfor de næste år, da han skranter lidt
Savner sådan at trave på ham i skoven. Ingen har en trav som hans. Han kan trave med en islænder i flyvepas. Stort og svævende, sammen med en gennemgribende skridt som også bare er lækker.

 

Sidste hest, som også stadig er hos mig, er Robin. Hold op han har lært mig meget. Men på en anden måde en de foregående heste. Med Robin har jeg lært en masse horsemanship. Vi er ikke kommet så langt ridemæssigt som var planen. Men han har lært mig en masse andet. Meget sensitiv hest!