Okay, jeg giver det et forsøg:

Decartes overvejer, hvad det vil indebære, hvis han er skabt af (en) Gud. Kan denne Gud så ikke have skabt ham, så han er sådan indrettet, at alt det, han (Decartes) tager for givet findes (Jord, legemer osv.) i virkeligheden kun er noget, der findes for ham. Altså noget, han bilder sig ind, findes?

Han sammenligner det med, at han har mødt mennesker, der er helt 110% overbeviste om noget, som Decartes selv ved, ikke passer/findes. Og når det finder sted, at han møder mennesker, der er overbeviste om en usandhed, så kan det vel også ske, at alt hvad han tror, er sandt, i virkeligheden ikke er det?

Dernæst bevæger han sig videre til det faktum, at hvis der findes en Gud, så må han være algod - det ligger i selve begrebet Gud, at han må være 100% alting - og dermed også 100% god. Decartes kan derfor ikke forestille sig, at Gud som en ondskabsfuldhed, vil have skabt ham, som en, der tager fejl mht. alt, hvad han opfatter som sandt. Omvendt vil det også være uforeneligt med Guds algodhed, at have skabt Decartes som en, der bare engang imellem tager fejl - og det ved han jo, at han gør...

Så der strander han - i hvert fald i det afsnit, du har kopieret ind.

Gav det mening? Spændende tekst:)

Meget fin beskrivelse hak og det var også mere eller mindre det jeg nåede frem til..

I stikform skrev jeg således:

- Han stiller spørgsmål til hvad der egentlig er til.

- Er ting til, bare fordi man kan se dem?

- Det hænger ikke sammen med Guds godhed at han skulle ville at man altid tog fejl

En vigtig ting er også at Decartes var meget troende og derfor tror jeg netop at han når til frem til denne "løsning", fordi han ikke vil betvivle Gud. Det er for mig at se som om at han finder svar i Gud, at han besvare sin egen "tvivl" med Guds godhed og storhed.

Virkeligheden er den vi italesætter....

Igennem italesættelse, bliver den virkelighed vi indgår i til virkelighed, og vi kan kun italesætte den virkelighed vi oplever, med det sprog som vi har til rådighed.

Derfor tager vi fejl, fordi virkeligheden er kontekstafhængig og subjektiv... Derfor er virkeligheden ikke den samme for nogen....

Du kan lige få et par af mine noter, hvis det kan hjælpe til forståelse af teksten

Descarte går ind for rationalisme (bygger på man selv skal tænke sig frem til ting).

Viden på baggrund af fornuften. Hvad vi ved om verdenen, har vi igennem vores evne til at tænke rationelt - bruge vores hjerne.

Han er dualist, og går ind for: deduktion, logik, fornuft. Det antropologiske syn -> gud eksisterer -> verden eksistere. (Cogito ergo sum).Idealisme- > sjælen , fornuften

Startede med at skrive en hel stil til dig, men fik slettet det igen, så her en meget forkortet version .

Til at starte med betvivler Descartes sine sanser, dernæst sin fornuft (matematik) og i det hele taget betvivler han også Gud (i dit tekststykke). Det han foretager sig er den metodiske tvivl, hvor jagten på det absolut ubetvivlelige sættes ind.

I 2. meditation finder han frem til at "Jeg tænker derfor er jeg" (det berømte: cogito ergo sum), det fører til "jeg er bevidst om min eksistens", dvs. bevidstheden er også til at stole på. Senere i meditationerne kommer gudsbeviserne.

Modpol til rationalismen (Descartes) er empirismen (David Hume), som hævder at vi ikke kan stole på vores fornuft/fantasi, men kun vores sanser. Immanuel Kant frembragte en syntese mellem de to hovedretninger.

Jeg kommer egentlig også til at tænke på teodicé problemet, som blev skrevet ned af Leibniz i et forsøg på at forsvare Gud. Det går kort sagt ud på at følgende udsagt er uforenelige:

1) Gud er almægtig

2) Gud er algod

3) Det onde findes.

Hvis Gud er almægtig og algod, så ville det onde ikke findes. Hvis Gud var algod og det onde findes, så er Gud ikke almægtig. Hvis Gud er almægtig og det onde findes, så er Gud ikke algod.

Det er meget omdiskuteret hvorledes disse udsagn står i forhold til hinanden.

Jeg kan blive ved og ved, men skal faktisk til at læse om netop dette emne