I 2008, den 18/9 for at være helt præcis, købte jeg ham der iløbet af de sidste 3 år er blevet alt hvad jeg lever for.
En Usleben Diamant .. 
Efter kun at have set ham i en mørk stald sent om aftenen, 2 dage før, uden at have redet ham, men alligevel allerede dér tændte han en gnist i mig,
- Og der besluttede jeg mig, det var ham jeg skulle dele de bedste øjeblikke med!
Jeg var pave stolt, og kunne nu kalde mig for heste ejer, kun 14 år gammel ..
Da jeg første gang var ude og se ham beskrev ejerne ham som ;
Sød og generelt med. Han går fint til biddet, kan schenkel vigninger, og springer 110cm, ca 12-14år gammel, og 142 i stang ..
- God første gangs hest! .... 
Da de så afleverede ham i stalden hvor han skulle stå fik piben en anden lyd, og beskrivelsen var nu denne;
Sød og rar, kan finde på at stejle på tur hvis han ikke får lov til at græsse - så du bør nok ride med et skarpt bid og en græs tøjle (den kan du lave af halmsnore) så han ikke kan få hovedet ned, og nok også spore og pisk, kan godt finde på at stikke af. 
Dino er så 151 stg, og schenkel vigninger var dengang bare at kaste skulderen til siden og flytte sig krampeagtigt for schenklen.
Og "til biddet", har vidst været noget HELT andet i deres øjne end hvad det er i mine.
Han var nervøs, stolede ikke på nogen, ville slet ikke samarbejde, tog sine egne beslutninger og var meget svær at hente ind fra folden.
Det lyder nok ikke som den bedste hest, og specielt ikke for en førstegangs heste ejer.
Men lige fra første øjekast, så jeg mere i ham end dét.
Og helt sin egen det er han nu stadig, men på den gode måde!
Sådan så Dino ud, få måneder efter at jeg havde fået ham:
Efter at have haft Dino i en uges tid, og efter at han havde haft smed, (forrige ejer havde ikke haft smed til ham i ca 5 måneder) ville jeg prøve at ride ham for første gang.
Og det var ikke en synderlig god ridetur, han skridtede meget nervøst fremad, stoppede midt i det hele, og drev man ham frem gjorde han modstand ved at løfte hovedet og små stejle.
-men han havde jo nok bare en dårlig dag, så det tænkte jeg ikke videre over.
Dagene gik, og jeg begyndte at ride ham noget mere.
Men hvad var det for en hest jeg havde fået mig?
Han smed ryggen, styrtede afsted i trav, var fuldstændig ligeglad og dybt signal forvirret,
begyndte at bukke ligeså snart man lagde an til galop anspring, og smed mig af en helveds masse gange, + at han blev bange for de mærkeligeste ting...
De "kloge hoveder" nærmede betegnet de "dygtige" ryttere med de dyre heste det sted Dino stod opstaldet, fortalte mig at han var for lille, at jeg aldrig ville få en ridehest ud af ham, og at jeg burde ride ham op, sælge ham, og købe mig en rigtig ridehest.
han var farlig, og ikke det værd!
Men for fanden da, jeg elskede jo allerede det her lille guld farvet udyr!
Og han blev hurtigt min klippe, for han svigtede mig nemlig aldrig!
Når jeg stod op om morgenen, tog jeg ikke i skole, nej.
Jeg tog ud til min Dino, og der var jeg til sent om aftenen.
Jeg droppede stortset alt ridning, og trænede ham kun fra jorden, iform af longering, løsspring og gå ture op og ned af mark vejen, og en sjælden gang i skoven - han var bestemt heller ikke nem at trække tur med!
Jeg var lige frem bange for at være på ryggen af ham . 
Her er vi på tur i skoven - med bid, bare for at gå en tur 
Det blev April 2009, og jeg skulle nu flytte til København, og selvfølgelig skulle smukke Dino med, selvom min far ikke var synderligt begejstret for at bruge flere tusinde kroner på hest hver måned.
Dino's første hjem som storby's hest var ikke det bedste, fine bokse, men kun én lille fold.
Jeg fik endelig taget mig sammen til at hoppe på ryggen af ham, og sammen med en veninde drog vi på en lille tur.
Men igen-igen stressede han op, og vi måtte vende om inden at fik et af sine flip.
Men jeg var fast besluttet på at det her skulle fungere, de kloge hoveder skulle ikke få ret!
Vi begyndte at ride lidt inde på folden, og det gik frem ad, men angsten sad stadig i mig, hver gang han bare vippede et øre blev jeg skide nervøs.
Vi tog også på nogen ture i skoven alene, som bestod af meget korte ture på ryggen af ham, og så af ham og trække ham igen, for hvis det ikke lige passede Dino at vi skulle den og den vej, begyndte han at stejle..
Sådan gjorde vi i lang tid, og det meste af hans "bukke/stejle adfærd" forsvandt.
Og vi endte med at få nogen dejlige ture i skoven, også med galop.
I september måtte Dino rykkes igen, denne her gang til et lidt større sted, med masser af foldplads, flere heste, og en lille ridebane.
Her rykkede vi os virkelig fremad med vores ridning!
Jeg ville jo så gerne ride dressur dengang, så det blev der brugt mest tid på,
og med lidt træning kunne Dino lige pludselig en masse øvelser,
løfte ryggen, samle sig en smule og søge pænt ned.
Pludselig begyndte hans bukke/stejle ædfærd igen, og vi var tilbage til hvor vi startede..
Jeg fik et par gange vovet mig på ryggen af ham, kun med rebgrime.
I vinteren 2009/2010 blev jeg lidt mere interesseret i det der bidløs ridning,
havde haft redet ham lidt i rebgrimen, uden de helt store problemer. Men så byttede jeg et af mine bid til en hackamore, og Dino fungerede faktisk rigtig godt med hackamore, dog var stopsignalet lidt rustent, men det blev bedre.
På dette tidspunkt gik det op for mig at, jo mere udstyr jeg pillede af ham, jo nemmere var han at ride!
Så en sen aften hvor vi var alene på ridebanen, tog jeg chancen, bad min veninde holde mine ting, for nu skulle jeg prøve noget vildt.
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sidde, på den her nok så farlige hest, uden udstyr, kunne sætte ham i galop - og samtidig føle mig tryg. - helt uvirkeligt..
- Det var en hel fantastisk følelse!
<--- jeg tror jeg så nogenlunde sådan ud det meste af tiden! I mellem tiden var jeg så blevet kontaktet af nogen det mente de kendte Dino, og ifølge dem skulle han være fra 1985-86 og havde gået rideskole hest i mange år.
Dér knækkede filmen...
Det ville jeg simpelthen ikke tro på, det måtte jo være en eller anden syg løgn!
Dino var jo frisk som en havørn og lignede bestemt heller ikk en der er oppe i den alder.
Jeg så også billeder af ham, som dog kun var taget nogen år forinden, hos en "hestehandler" og rigtigt nok det er Dino på billederne, men nej det måtte altså være en joke.
Jeg kontaktede hans forrige ejer, som også sagde at det ikke kunne være rigtigt - hendes dyrlæge havde skudt ham til at være fra 1998, og så meget fejl kunne han da ikke tage..
Hende som skulle kende Dino fra "rideskole-tiden" var også ude og besøge ham, og det virkede Dino ikke just begrejstet for, han var ret så ligeglad - som han plejer at være over for "fremmede"
Hun kunne rigtigt nok fortælle mig en masse ting som stemte overens med Dino, men alligevel?
Og hun var nu pludselig også interesseret i at købe Dino og spurgte om jeg måske ville sælge ham - Nej!
Men når han nu var så frisk og energisk trænede jeg videre som jeg plejede.
Jeg vidste ikke hvem af dem jeg skulle tro på, men om han så var 40år skulle han ikke videre.
Henover vinteren 2009/2010 hyggede vi i stor stil og red udelukkende med hackamore og rebgrime.
D. 31/3 - 2010 skulle jeg flytte til Lolland igen, og Dino skulle jo med, jeg havde fundet det her opstaldning sted som virkede til at være prikken over i'et, og det var det også de første par måneder.
Imellem tiden havde jeg valgt at alt ridning/håndtering/træning af Dino skulle foregå uden bid, og pludselig fik jeg en helt anden hest - en glad og samarbejds villig hest!
Dette brød ejeren af stedet sig bestemt ikke om, for det var dybt forkert at ride uden bid!
Og så blev Dino pludselig nervøs, skræmt, og havde altid mærkelige store sår på kroppen - så måtte vi jo videre igen.
Denne gang løsdrift, som også virkede perfekt de første par måneder.
Og Dino hyggede sig, vi fik redet en masse kun i rebgrime, og han var en stjerne! Men hende han stod hos' penge slap op, og hun "glemte" at købe wrap, og halm som var med i prisen, samt at hun tog til sine låneheste af Dino's foder. - men der var jo også selveste Mie Dandanell vi var opstaldet hos, som nogen af jeg måske "kender" ..
På dette tidspunkt var Lolland og falster dækket af maaange cm sne, så muligheden for at komme ud til Dino hver dag var ikke særlig stor når vi ikke har bil.
Det syn jeg så da jeg kom ud til min lille Dino efter ca3 uger da sneen var forsvundet bare en smule, var hjerteskærende!
Han havde tabt sig voldsomt meget på så kort tid.. 
- Hendes låneheste skulle sendes hjem, så jeg kunne godt til at finde et andet sted til ham, fortalte hun mig ..
Jo tak du !
Og jeg ledte og ledte ......
I Februar bliver jeg så kontaktet af Sanne, som bor ikke særlig langt fra hvor jeg bor, hun har selv 2 heste, masser af foldplads, fine bokse og trænede selv horsemanship.
Straks hoppede jeg op på cyklen og kørte ud til hende..
Det her var bare STEDET! - store folde med læ og bakker, skønne bokse, søde mennesker, og på det tidspunkt 2 dejlige heste.
Desværre var den eneste jeg kendte der kunne køre ham, og den eneste jeg vil ha' skal køre med ham syg..
Hmm, han stod 14 km væk fra det sted han skulle rykkes til, og skulle over en bro (fra falster til lolland - Guldborg broen) .
Men flyttes det skulle han altså, og det kunne kun gå for langsomt,
så jeg spurgte min veninde, om hun ville gå den lange tur sammen med os.
- og som sagt som gjort!
D. 12/2, tideligt om morgenen drog vi afsted, Dino, min veninde Linette og jeg.
Jeg havde slet ikke fået sovet natten inden, jeg var hamrende nervøs for om det skulle lykkes, ville han nu få et af sine flip, rende afsted med os eller noget helt tredje?
Vi havde pakket de fleste af mine ting iforvejen, så vi gjorde Dino klar, og da vi skulle til at gå var det som om Dino godt vidste hvad der skulle ske, han end ikke kiggede tilbage på de andre heste, selvom han ellers ikke bryder sig om at være alene, han ville ikke engang have en bid at hø ballen i indkørslen inden vi gik - nej han fulgte bare med .
Han var en engel, og var fuldstændig rolig under hele turen!
Ingen problemer, heller ikke over broen, selvom vi både mødte kæmpe traktor, og "brian billist" med 140 i km i timen, vippede han ikke et øre.
Da vi var nået de første 10km, var vi kommet hjem til mig og Dino fik en pause med lidt mad og drikke.
Og så drog vi afsted igen, jeg gik med Dino, og min veninde gik med 2 cykler.
Vi nåede langt om længe ud til Sanne, og der blev taget rigtig godt imod os og Sanne havde gjort boks klar til Dino.
Sanne's heste Fjordhesten Lucky, og Shetlænderen Petrea tog også rigtig godt imod Dino, og han blev hurtigt glade for dem.
Dog måtte Petrea ikke komme i nærheden af Dino - han var nemlig Lucky's nye ven
Det næste projekt var nu at få fedet Dino op, og der gik ikke særlig lang tid før man kunne se resultater.
Allerede efter en måned havde han taget rigtig godt på, og var blevet en rigtig glad hest igen!
- Her er et billed fra d. 30/3 .. - stadig lidt tynd og muskelfattig
Vi begyndte så småt at ride igen, så han kunne få lidt muskler.
Da vi fik dyrlæge ud for at vaccinere hestene, fik jeg ham til at tjekke Dino's tænder for at få en ca. alder og sa jeg fortalte dyrlægen at jeg havde fået at vide at han var fra 1985-86 grinte han af mig.
- Dino havde tænder som en 16-18årig og meget flotte tænder endda!
Så hvis folk spørg mig hvor gammel han er svare jeg 18år så kan jeg da ihvertfald ikke ramme helt forkert
Og det gik fremad, rigtig meget fremad!
Dino blev stadig redet en del i rebgrime, og lidt i hackamore og sidepull.
Da han så fik muskler begyndte hans sadel at ligge dårligt, så nu var vi pludselig sadel løse, ikke at det har været et problem før, men pga min knæskade fik vi ikke redet så meget som vi måske burde.
Men istedet trænede vi en masse øvelser fra jorden og longerede lidt.
Her er et billed fra Juni af - i hans dengang nye dressur sadel, som jeg dog ikke sad godt i så den er til salg
Nu har Dino heldigvis både fået dressur og spring sadel der passer
Vi får redet en del og for hver gang kan jeg mærke at vi rykker os - i den rigtige retning.
Men Dino er og blir sin egen herre, han har en del sure dage, men også mange gode, vi er til tider uenige, men ingen roser uden torne, og uanset hvad fremtiden bringer, så bliver han hos mig til at han skal over på "den anden side"
Her er vi så, d. 18/9-2011, 3år efter det hele startede.
Hesten der ikke kunne rides på græs, uden bid og "hjælpe tøjler" ...
I cordeo, fuldt ud styrbar.
Hesten der ikke kunne rides for løse tøjler uden at spurte afsted.
- Undskyld min mærkelige opstilling, men Dino havde lidt travlt i regnvejret 
Selvom det måske for nogen ikke lydet som noget stort det vi har været igennem. så har det været svært, og en lang rejse ikke mindst for mig, men også for Dino, vi har på intet tidspunkt fået undervisning, vi har blot lyttet til hinanden.
Jeg er gået fra at være dybt angst for at være på ryggen af min hest, til at jeg nu kan hoppe op på ham, uden udstyr og samtidig være tryg.
Vi har lagt vores ridestil fuldstændig om, smidt bidet laaangt væk (og det kommer aldrig tilbage), og det er nok den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.
Og Dino trænes nu kun for ben, stemme og sæde.
Når jeg sidder her og tænker tilbage på de sidste 3år, hvor vi har været og hvor vi er nu, er jeg glad for st jeg tog "kampen op" med Dino, valgte at beholde ham, i stedet for at lytte til "de erfarne" dressur ryttere, som mange andre på min alder og i mit sted ville have gjort.
Det har kostet blod, sved og mange tåre, og jeg har været ved at give op utallige af gange, men Dino betyder alt for mig, jeg vil gå gennem ild og vand for ham, og på et eller andet punkt tror jeg han føler det samme.
Jeg er så lykkelig over at det var mig han endte hos, og at han ike blev solgt videre - og sikkert videre igen, Dino er speciel, på en måde som mange nok vil opfatte negativt, specielt under rytter.
Han skal stole 100% på sin rytter, ellers kan man ligeså godt opgive.
Og jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme til at opleve Dino som han er idag, en helt anden hest, ikke kun fra ryggen, men også udseende og sind.
På mange måder er vi nok rimlig ens Dino og jeg, og han er uden tvivl den der kender mig bedst, mit ét og alt Til jer der er nået hertil vil jeg gerne sige tak, i må meget gerne ligge en kommentar hvis i lyster.
Og undskyld hvis det står lidt rodet, det er svært at skrive 3år ned, uden at det kommer til at fylde en hel bog (det gør det sikkert allerede nu 
) Og ja jeg rider uden hjelm (forfærdelig vane)
Hjelmen er bestilt hjem til forhandleren, men uden bil er det svært at hente den, når der ikke går bus dertil Og til allersidst de få andre billeder fra i Søndags, der er blevet til noget pga vejret.
Min Dino, for evigt og altid 
han ser stadigvæk dejlig ud. Men det er rigtig at dino er fra 1985 og han har gået rideskole i mange år og han også har været ejet af sheila i mange år.
.