Nu hvor jeg har fået taget fine nye billeder følte jeg mig lige fristet til at vise fremgangen fra indkøbet af en vanrøgtet ponyhingst på vistnok 3 år - til nu:

Ponyen uden navn var blevet lidt for interesseret i redningsmandens hoppedamer og derfor fik jeg tilbud om at købe ham da jeg manglede til selskab. Som han står på billedet her har han fået omsorg og mad i 3 uger, er blevet behandlet for lus og beskåret fusserne. På billedet her kan man ikke se at man faktisk kan tælle ribben 5 cm fra rygsøjlen på toppen af ryggen!

Til gengæld siger tilstanden noget om kønsdriftens kraft når han allerede der var rigtigt interesseret i damer 
Efter hjemkomsten hos mig skulle han jo bringes helt op på niveau - det vil sige at dyrlægen fik lov at besøge ham - der blev lavet papirer til pas, han fik tjekket tænderne (Og jo, den var god nok - han var 3 selv om han lignede en på 2), fik første vaccine og jeg fik besked om at han skulle have en smule mere mad inden hun ville give mig en ormekur til ham. Samtidig fik jeg besked om at han skulle fodres som en plag for at han fik vitaminniveauet op men at jeg skulle passe på ikke bare at fodre på ham. Han blev sendt på fold med Monty:

Og det gik jo ganske glimrende som det ses - han fik rettet fusserne selv om smeden var sikker på at hans tallerkenhove nok aldrig ville kunne rettes helt (Men det lykkedes og han går såååå fint på sine fusser!), han fik ormekur og hans huld blev også efterhånden noget mere normalt - og mere nusselig pony kan man simpelthen ikke ønske sig!
Han fik også i løbet af sommeren et par makkere mere - og blev som sagt pænere i huldet:

Men selvfølgelig gør græs også noget - her på en lidt nedbidt fold af den grønne slags:

I foråret fik han så desværre så meget smag for naboens damer at han blev helt kulret så der røg julekuglerne altså - heldigvis dampede han fuldkommen af og blev igen min nusselige superpony - også over for de andre. (Altså nusselig har han nu hele tiden været i forhold til os på 2 ben - ingen problemer der men min søde lille pony blev en rigtig rod over for dem på 4 ben så altså - af med de ædlere!)
Og nu ser den lækre lille hest så således ud:

Fuld fart over feltet sammen med mine andre drenge - har aldrig fejlet noget som helst mens han har været hos mig og har de fineste sunde hove. En god dreng som elsker at opmærksomhed, elsker at blive puslet og nusset og som er parat til at følge mig til nordpolen skulle jeg få sådan en lyst. Han er nu også en pony med personlighed og holdninger til verden så samarbejde er et must 

Smukke veltilpasse ponybasse 