Hey H-Ænder..

Jeg sidder og har lige haft en stor tudetur, fordi savnet af min gamle hoppe er så stækt! Jeg savner hende hver eneste eneste dag, og det er ligesom om de 7 år siden hun blev aflivet er gået i sløre..

Hun var min bedste ven.. min sjælehest... vi var forbundet i sjæl og hjerte..

Jeg mødte Flicka for første gang i 96.. skulle egentlig op og se på en nordbakke, men der på folden stod en rød hoppe.. hun ramte mit hjerte med det samme..

Hendes fortid var hård og Bent som havde hende, havde hentet hende hos sin svoger(som ikke passede hende) Der kom dyrlæge og han fortalte en masse ting.. han havde tilset hende hos svogeren da hun kun var 3, og allerede der havde hun haft et rigtig skidt. Han havde ikke fodret hende og hun havde kæbebrud fra slag i hovedet. Der blev gjort en masse, men det kunne ikke fjerne hende. Hun var hos svogeren i 10 år mere, men lidsel og tæv, før Bent endelig efter et besøg tog hende og en varmblodshoppe med hjem.

Flicka havde det så skidt at Bent og Dyrlægen ville give hende sommeren til at nyde lidt af livet og så skulle hun aflives

Jeg fik ved lidt kamp lov til at strigle hende.. men hun var en stor mundfuld for en pige på 13... og Bent var ikke meget for det. Hun var meget aggresiv og sendte mig da også på skadestuen et par gange.. Men jeg gav ikke op... vi startede med at strigle i boksen, hvor jeg stod i den anden boks.. Mit hjerte hamrede hver gang jeg skulle trække hende ind, men gjorde det for hende.

Tingene gik fremad og vi kom tættere ind på hinanden... hun tog på og kom når jeg kom. Det hele så lyst ud. Og så kom helvedes dagen... Jeg kom derop efter skole og så dyrlæge bilen og kunne ikke se Flicka som jeg plejede på folden ved vejen.. smed alt hva jeg havde i hænderne og for mod den lille fold ved stalden. Der stod de! Bent og Dyrlægen og Flicka.. Hun var bundet til en pæl mens de snakkede. Jeg løb mod hende og uden at tænke væltede jeg ind igennem Bent og dyrlægen og fik løsnet hende, og vupti så sad jeg på hende og galoperede ned mod sommerfolden... Vi stod længe nede ved søen.. jeg tuede og tuede og hun blev ved mig selvom hun var alene. Der gik 2 timer før jeg turde gå op.. Bent gik os i møde og jeg græd og græd... han trøstede mig og sagde at hvis jeg havde mod på at bringe hende "tilbage" til livet, ville han give mig den chance og give hende en chance.

Jeg gik igang.. pjækkede fra skole.. tog derop selvom jeg ikke måtte og det gav pote. Hun var stadig lidt skeptisk, men gav sig mere og mere hen til mig.. Gik mange ture og snakkede med hende..

Alt gik godt! vi begyndte at skridte i skoven.. og begyndte at slappe mere af og ikke være bange...

Og så gik det galt igen... Bents svoger kom forbi en dag for at hente brosten, og der stod jeg og striglede ved den lille fold ved samme pæl.. da hun hørte hans stemme panikkede hun fuldstændig og rev sig løs med pæl og hegn...:( det hele gik så hurtigt at jeg blev væltet omkuld og inden jeg nåede op var hun væk.. jeg løb alt hva jeg kunne efter hende.. på vejen var det blod og kan huske mit hjerte stak! Skulle det være nu det skulle slutte??

Jeg fandt hende i en indkørsel længere oppe af vejen og kan stadig huske det syn der mødte mig.. hun stod og rystede med noget af pælen oppe i bringen og i underlæben Kan huske mine ben næsten gav efter under mig.. Dyrlægen kom og fik redet hende.. Men kan understregede at det ikke var en hest for en 13 årig og at hun var farlig fordi hun psykisk ikke kunne redes. Man Bent havde lavet en aftale med mig.. hun fik lov igen at få en chance, men han sagde at hvis hun fik det værre eller jeg kom til skade, blev hun aflivet...

På den igen... tiden gik og heldigvis var vores bånd så stækt at hun blev hos mig! Fik vendt hendes psyke og hun fik livsglæden igen. Passede hende i 3 år, og vi flyttede til et nyt sted da gården skulle sælges.. vi startede et helt nyt liv. En dag i ridehuset kom der en løbende ind og sagde min mor var i telefonen. Hun sagde jeg havde fået lov til at købe hende. Jeg var overlykkelig! En måned efter var hun min! min helt egen!

Tiden gik og vi havde de mest fantastiske eventyr sammen.. min allerbedste ven.. hun fulgte mig som en hund når vi gik tur... og vi kunne læse hinanden så godt! Vi snakkede samme sprog.. både i sjæl og hjerte... Men alt har en ende sensommeren 2005 kom jeg ud til hende på sommergræs.. hun stod så fint i solen og hendes metalik røde farve var så flot den aften.. I alle de år med hende, havde jeg sagt til hende, at hun skulle love at sige til mig når hun ikke kunne mere.. Og den aften kom den følelse i min sjæl.. hun bøjede hovedet og stod mod mig som hun plejede, men følelsen var anderledes.. Jeg prøvede at lukke af for følelsen men tårene kom væltene.. hun fortalte mig igennem sjælen at hun ikke kunne mere.. Jeg stod på folden hos hende til det blev mørkt... flettede en tot af hendes hale.. tog lidt af hendes pandelok.. snakkede med hende... fortalte hende hvor meget hun havde betydet for mig og at vi skulle ses igen... Jeg gik fra hende den aften stortudende, men jeg vidste at hun skulle have en værdig afslutning.. ville ikke vente til vinter hvis hun pludselig fik det skidt.. måtte lytte til hende og sætte mig selv til side... men det er den hårdeste afsted jeg nogensinde har måtte tage.. og vidste at noget af mig ville forsvinde med hende...

Dagen efter blev hun aflivet..

Jeg ser hende stadig i mine drømme... vi rider eventyrlige ture, strigler og hygger.. Men hvor er det hårdt at vågne Så kan man ikke mere mærke hendes pels... se hendes hængemule... se hendes smukke øjne..

Jeg savner hende så forfærdeligt men sådan holder jeg mindet om hende i live... og hun vil ALTID være hos mig til jeg bliver gammel og grå og vi en dag mødes igen...

Flicka- Min sjæleven:

Sådan red vi:) hun havde igen tænder.. kun gummer tilbage

Aret fra pæl slinten i underlæben

Aret fra pælen til venstre hvor der mangler pels..

Sidste billeder med hende...

og så fandt jeg kvitteringen for købet.. ih jeg tuder