Jeg sad og læste indlæggene om talent, det fik mig til at tænke lidt over tingene, jeg er, eller måske mere var, tidligere meget ambitiøs omkring min ridning.

Mht. race, så havde jeg en dejlig blandingspony, som vandt temmelig mange klasser, hun nåede nok toppen af hendes fysiske formåen, men min pointe er at da hun var blevet slagtet, var det ikke alle showene jeg savnede.

Jeg, og formentlig alle I andre, har hest 365 dage om året og ikke "kun" de 20-25 dage hvor der er show.
Det der er vigtigst for mig er, at jeg elsker min hest og har det dejligt sammen med ham til hverdag.
Jeg ville helt vildt gerne have f.eks. en af Dangium Reiners ufatteligt dejlige heste, som jeg kunne blive verdensmester på, men efter jeg mistede min tidligere pony er det ligesom om det ikke er så vigtigt mere.

Det er 6 år siden min dejlige grå pony gik til de evige græsmarker og det er kun ca. 1½ år siden jeg begyndte at blive rigtig glad for min nuværende hest, det var efter at have haft både en fuldblod, en blandet pony og en quarter, som alle er solgt i erkendelse af at ingen af dem var den "rigtige" hest for mig.

Jeg vil slutte af med at fortælle jer en historie der lidt illustrerer hvad jeg mener.
Til det første DM på Vilhelmsborg i 1995, søndag aften, showet sluttede lidt sent, ved ca. 20-21´tiden, det var efterår og meget mørkt udenfor, jeg skulle skridte hjem, en tur på ca. 30 min på en uoplyst grusvej. Jeg havde selvfølgelig forudset at det kunne gå sådan, så i min visdom havde jeg medbragt en ridelygte, som jeg ikke kunne bruge til noget som helst, jeg sad lidt og tænkte over tilværelsen, løsningen var jo åbenlyst ikke at stå af og trække, det kunne jeg ikke se mere af, den eneste der kunne se noget var selvfølgelig Pony, så konsekvensen måtte være at lægge tøjlerne over hornet, sidde stille og bede hende om at gå hjem.
Det gjorde jeg og hun gik direkte hjem uden at tøve eller træde et skridt forkert. Jeg fornemmede at hun tydeligt var klar over hendes ansvar.
Aldrig har jeg været så glad for min pony og aldrig har jeg følt mig tættere knyttet til hende.

Dette indlæg handler vel egentlig "bare" om at det vigtigste må være at vi hver især har en hest der passer til os og vores ambitioner og at vi alle selvfølgelig har verdens bedste hest, som vi ikke ville bytte for nogen anden.

Kh GitteL