Spændende læsning - hvis du nu gik en del mere i detaljer og medtog alle de gode historier, så kunne du skrive en hel bog.

Opfordring hermed givet.

Jeg kan huske Hardy og Ruth Hermansen fra Ryttergården i Lyngby ved Århus - der begyndte jeg til alm. rideundervisning i 1972 som 7 årig.

De havde stadig nogle af deres westernheste, bl.a. 2 brogede hingste som også blev brugt til voltigering - mener den ene hed noget med Eagle.

De havde også 2 plettede, 1 lille og 1 lidt større, tror den ene hed Alabama, på et tidspunkt var de 2 heste med i en af de danske cowboy film - noget med "Præriens Skrappe Drenge" - eller en af de andre af de film.

Det er alligevel vildt, at det allerede startede herhjemme så langt tilbage....og så er vi alligevel ikke kommet længere.

Jeg selv opdagede western ved et tilfælde. Dressurridning har aldig været min kop the, men heste kunne da godt gå an, men havde ikke skænket hverken heste eller ridning en tanke i rigtig mange år, da jeg pludeligt vågnede op en dag i 1995, da jeg så et program på den lokale TV2 station her på Fyn. Der var folk, der red rundt i cowboysadlersadler!!!! Chok..det måtte jeg da bare prøve lige med det samme.....straks efter ringede jeg til TV2 og fik telefonnummeret til de der mennesker med cowboysadlerne!! Det var Yvonne og Johs. Asmussen, dengang i Langeskov på Fyn,dem kender du jo også godt Conny, jeg ved ikke hvor længe fynboerne havde været med på det tidspunkt, men de hvade da været igang nogle år og det havde de også i Fåborg, hvor der også stadig er gang i westernridningen.

Nu er vi heldigvis nogle flere efterhånden og efterhånden splittet op i en del undergrupperinger, der efterhånden ikke har så meget med hinanden at gøre mere. Men derfor synes jeg vi skal repektere hinanden alligevel, men det kniber godt nok engang imellem.

Hold da helt op...Conny...

Hvor er det "bare" SÅ SUPER GODT.

Så imponerende fortalt,beskrevet og husket...

Bliv ved med det søde..

Udover alt det andet ,du har at arbejde med, så bare kom i gang med skriveriet:))

Knus

Lene

PS: Har for nylig talt med Ruth og Hardy Hermansen...

Hvor er det hyggeligt at få et tilbageblik på denne måde

Jeg har jo en del år mindre "på bagen" end Conny i forhold til at huske det hele, Men jeg kan da nemt falde ind og give et bidrag...også fra før internettets tid

Jeg tilhører jo den lidt senere udgave af "Amager rytterne" og jeg vil tro at der udover mig, kun er en her på HN som af og til skriver og som er med tilbage fra dengang... Og så Conny selvfølgelig... Hvad ellers. Hun har jo været en del med over det hele.

Samtidig mindes jeg selv en dejlig tid ( tilbage før vi startede AWR ) med dejlige mennesker, som desværre idag ikke mere er at finde i westernverden, dog med små undtagelser...

Jeg kom med lige omkring den tid det første stævne m. "Gunnar Nu" som speaker. Sammen med "Mulle" Lars, Peter "Gummiarm" "Heinz" (som nogle måske kender fra clinics i horsemanship på Alhambra ) John Andersen aka "Bananen" "Cowboy John" "John john" , Hanne Dahl, Frank, "John "Hul i hovedet" Søren Bulow , Ken Snitgård mf..

Jeg købte dengang en lille meget look a like appy pony og red Amager tyndt. Vi holdt en del til hos Søren som havde stalden på en gård på tømmerupvej, samt hjemme hos "John John" som vel var den første meget synlige cowboy på Amager. Han lavede selv sadler og alt udstyr til hest og rytter i læder, og blev sågar forsøgt headhuntet til USA som sadelmager...men han ville blive hjemme i DK... Han blev senere kæreste med en anden kendt profil. "Cowboy Lone" kom ind i billedet... Hvor er jeg tit blevet spurgt om det er mig som er cowboy Lone, efter at jeg flyttede på landet for 7 år side... Svaret er NEJ

Jeg husker fint de første "rigtige" stævner på Turban efter at Paladini og Mary kom til og fulgte stævnerne til slut. Det var f.... westernstemning til det ypperste...Allerede da var der kvæg med. Dummy stopping (Som vi herhjemme altid kalder dummy roping") var et stort hit dengang.

Mange af Westernrytterne fra Amager begyndte at komme i en country musik klub på Amager og dyrkede generelt hele livsstilen i så meget fritid det lod sig gøre... Vi red om dagen, tog i country klubben om aftenen og hørte live bands...og sluttede så på diskoteket ovenpå...i fuldt westernoutfitt... Der var nogle som spærrede øjnene op !!!

Derudover besøgte vi High Chaparral en gang om året i samlet flok .. Det var simpelhen gennemført "livet"...

Senere startede westernrytterne en klub "Silverrado" på Amager , som skulle være kombineret ryttere, musikelskere, livstil elskere og...linedance som var rimeligt nyt på den danske westernhimmel. På sydsjælland var det allerede igang via Lone Darling, Pia Thurland og Birgitte Beinov...

På Amager blev det så mig som fulgte op på det for westernrytterne, og flere af os meldte os ind i Amager linedancers... Jeg var imellemtiden begyndt i Bestyrelsen i countryklubberne og kørte samtidig promotion for nogle danske westernbands, deriblandt svenske " Tomboola Band" som blev meget nære venner og er det den dag idag. Jeg fulgte dem på turne´s som kæreste til forsangeren og dyrkede min linedance derigennem.

Jeg havde så en tid uden så meget hest eller dans da jeg blev gravid, boede i Brøndby på den tid, men flyttede til Anager igen efter brud med faderen, fandt så sammen med Mulle (margit)igen og lærte derigennem Jane Bøgn og Lisbeth Petersen at kende. Red vel i et halvt års tid på Janes hest, men købte så en QH igennem det som idag hedder Little Meadows. Dér stiftede vi så AWR. På Sydsjælland fandtes da klubben FCWR som også kører idag og vestsjælland "Holy Smoke" ...

Kort tid efter flyttede jeg igen. Dennegang til Bornholm , boede der et år, og mødte en masse dejlige western mennesker derovre, mange faktisk fra Amager og sydsjælland..

Efter et år på Bornholm kom jeg til Glumsø og blev aktiv i "Holy Smoke" som blev en klub med masser af aktiviteter, både med ridning og dans og alt muligt for ryttere og deres familier. Klubben lå i Lundforlund og inden jeg kom til var stedet ejet af Villy og Rebecca Jensen (Highland Quarterhorses)men de købte som mange ved stedet i Jyderup...

Vi havde en fed klub og masser af kvægclinics. Først da blev det rigtig "IN" at ride med kvæg og pludselig fik folk mulighed for at lære det rigtigt. Det var på den måde at jeg mødte John som iøvrigt er bror til Villy, og iøvrigt onkel til Kenneth Jensen.(KLM) Vi fandt sammen og var i årene efter meget aktive i alt med western, kvæg, speed, showarrangører ja.."you name it"

Men klubben endte med at blive lukket. Der var for mange uenigheder og for mange kokke måske...ikke alle var desværre lige aktive i at holde en ellers god klub med mange medlemmer gående...og det endte med at vi lukkede...

Desværre er "John John" og Ariel Paladini ikke mere iblandt os...

Kunne være sjovt hvis repræsentanter fra de andre klubber byder ind med deres historie.... og private.

ved Danish Open i 89 og så bl.a. en pleasureklasse.

Dommeren placerede dem stort set modat af hvad jeg ville have gjort...okay så var der altså noget jeg havde fået galt fat i selv om jeg havde læst Western Horseman og andet i 1½ år.

Det ville jeg lære for jeg forstod det ikke...og det pirrer jo ærgerrigheden !!!

Så i 1990 besøgte jeg Circle M farm for første gang og tog 3 mdr til USA hvor jeg red for en træner og blev ca 1000 gange klogere på westernridning på een gang.

I 91 masede jeg mig på hos Helle Kristensen og kom til at ride nogen af hendes heste hen ad vejen indtil den første egen quarter blev hentet hjem i 94.

Jeg kan stadig huske de klasser hvor man stort set fik en sløjfe for at blive på hesten (og ekvipagen blev på banen) under hele klassen. Der kunne gå helt stampede i sådan en western pleasure i galoppen. Men sjovt var det dengang alle reelt kendte alle.

Og man kendte i hvert fald alle de 20 QH der fandtes i Dk ca

Jeg har også været med i bestyrelser og andet dengang man seriøst diskuterede om klubben også skulle være for squaredansere og countrymusik-fans.

Vi er kommet langt og så alligevel ikke. Grupperingerne og meningerne er lige så stærke nu som dengang. Men der var måske mere tolerance dengang hvor man var nødt til at stå sammen selv om man ikke var enige om alle detaljer.

Mvh Tina

og dejligt at se Jeres indlæg. Håber der kommer mange flere.

MH Conny

Der er jo meget mere og så fantastisk mange spændende og ultra sjove historier. Men det har været et kæmpe arbejde at få skrevet

at det i dag. Det fylder 4 A4 sider. Men kanske der kommer lidt af anekdoterne, hvis stemningen e til det.

MH Conny

Altså nu er jeg jo, ikke så gammel igen......ihvertfald ikke fra 40erne af, så jeg har ikke oplevet alt det her.

Men jeg har fået mange beretninger og historier, at høre fra min kære svigermor OG svigerfar, som engang var med fra starten af.

Hvad jeg ikke har skulle, ligge øre til, om deres cowboy liv, eller retter sagt, røverhistorier er ikke småting .

De red oppe i Gilleleje, men da Lise så blev gravid stoppede det vist, også var det kun Tage der forsatte med, at ride et stykke tid.

Jeg har jo lige været med på denne her, meget omdiskuterede cowboycamp, og hvem har stået for min pakning.......det har min svigermor, for hun har sovet rigtig meget ude i naturen med heste, så hun mente, at hun var den rette til, at sørge for, at jeg ikke kom til, at mangle noget......hva jeg heller ikke gjore.

Men det er meget skæg læsning, og det stemmer meget godt overens med alle "røverhistorierne" som jeg har måtte falde i søven til på sofaen.

Men det kunne da være skægt med en "historiebog" Den førset danske western.....

Mvh

Signe

Tage og Ingelise red hos Mogens i Helsingør. Tage havde en meget smuk fjordhest der hed Kraka.

Da han skulle ind som soldat, var aftalen at Mogens Dam kunne bruge den i rideskolen. Mogens og min exmand (det var så før min tid)var et par spasmagere og dengang gik der en rum tid før første orlov.

Så de besluttede sig for at lære Kraka at bukke på en kommando: Tag ham Kraka!

Det lykkedes fint. Svend var Crash test dummyen og øvelsen blev indøvet i ridehuset, hvor man faldt nogenlunde blødt.

Da tage kom på orlov, kunne det ikke går stærkt nok med at komme i skoven på sin hest og de rævesnu Mogens og Svend ville da med.

Det var da lækkert at komme ud og ride med Tage. det var jo længe siden.

Da se var kommet meget langt hjemmefra, lød det så: Tag ham Kraka!

Og Tage røg af!

Kraka løb ikke vær, men fulgtes bare med de andre heste, der hele tiden lige var lidt foran Tage og han måtte gå hjem, som det forlød: bandende og svovlende.

Svend købte et føl efter Kraka. En dejlig hoppe, der var hvidfødt. Faderen var en Welsch hingst. Denne hoppe Shannon, fik 3 afkom med min gamle hingst Haitham og den ene af dem er her Shawanoe med Joy på ryggen som er datter af en anden af de gamle gutter. Nemlig "Øse".

Shawanoe og Joy. Sadlen er Øses gamle sadel, som Joy i øvrigt stadig har.

MH Conny

Super skrevet Conny and CO. det er meget spændende at læse om hvordan Western ridning kom til DK. Jeg kan så fortælle, at da min mand Steen og jeg (som er amerikaner) flyttet tilbage efter 3 1/2 år, til Denmark fra California i 1986 havde vi købte alt udstyr til 2 hest, sadler, 2 ny saddle pads, hovedtøj og meget mere. Vi havde ridet en del der over og bestemt at vi vil gerne eje heste her i DK, men som unge mennesker på ca. 24 og 27 år fandt vi hurtig ude af, at vi havde ikke råd til at have heste, hus og have, børn osv.Vi var nødt til at sælge alle udstyr og der var ikke mange western rytter at få fat i på denne tids punkt her i Dk men vi fik solgt alle udstyr for en lille 3000 DK.(ØV) Vi solgt alt vores udstyr til en som (jeg kan ikke huske hans navn) som havde en mink farm i Græse eller der omkring(tror jeg). Det var først næsten 17 år efter i 2003, når vores børn var blivet lidt støre og vi havde råd til at have hobbier, fik jeg lov at kom ind i heste verden igen. Jeg købt en American Paint og blive involveret i Western verden her i Danmark. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker her i Dk og mange dygtige rytter og trænere! Jeg er ikke den beste rytter men nyder det og synes at det er fedt at kom ud til alle det forskellige clinics og shows og jeg håber at Western ridning forsætter med at vokse her i DK. Jeg håber at der er flere der vil skrive lidt om western ridnings historie her på HN det er meget hyggeligt læsning!!!

Godt indlæg og spændende læsning - men kan du ikke skrive og fortælle lidt mere om din tid i usa, hvor var du? hvad lavede du og hvad tog du med til Danmark? Jeg har indtryk af at du har præget shows og træning i mange mange år. Kunne være spændende at høre/læse. Hilsen Tina

Rigtig skæg historie du fandt frem der, Glenn (Tages søn) morede sig synderligt.

Jeg kan levende forstille mig Tage bandende og svovlende, med andre ord stik tosset .

Lige så snart han hørte mange af de nævnte navne, kom han i tanke om en masse sjove ting...... og minder

Kunne ikke lade vær med at grine, skrev og spurgte ham om hvad der skete, når man sage "tag ham Kraka"?.

"Så falder man af med et brag"

Skulle hilse dig mange gange.

Mvh

Signe

Jeg var i USA et års tid og havde den store fornøjelse, at arbejde for Caroll Rose i cuttingafdelingen. Jeg arbejdede sammen med Guy Woods og Brent Loeske. Dengang levede Zan Par Bar og jeg har redet masser af afkom efter ham, Genuine Doc og Peppy San.

Vi havde 40 cuttingheste under rytter hver dag og mit arbejde bestod om formiddagen i at varme cuttingheste op til cuttingtræningen.
Om eftermiddagen red jeg ungheste, der skulle grundtrænes så de kunne komme på køer. Efter en tid fik jeg lov til at deltage i kvægarbejdet også og det var ubeskriveligt.

Jeg var med som opvarmer til store stævner: World Championship, cutting og reining futurity og masser af andre. Jeg nåede at træffe prominencer som Al Dunning og Bob Loomis(det var heltene over alle dengang) ikke mindst Don Dodge, der dengang var 78 og stadig cuttede. Han kunne dårligt gå, men på en cuttinghest lignede han en 17 årig.
Dell Bell, Craig Johnson og Joe Hayes havde deres gang på stedet og trænede der. Der kom også top ropere og hver eneste eftermiddag blev der trænet både team og calf roping på elite plan.

På det tidspunkt var der i alt 250 heste med 90 avlshopper + afkom. Vi havde 90 heste under sadel om dagen, var 6 trænere/elever + Bobby Lewis cheftræneren.

Carrols heste dominerede både cutting Reining og roping dengang og det var var en fest at være med til de stævner.

Arbejdet var 12-14 timer dgl 6 dage om ugen og ofte 6 timer om søndagen. Det var hårdt og Carroll var skrap og berygtet i hele branchen for at være det. Men jeg ville ikke have været det foruden og det gav direkte adgangbillet ril Flachberg Ranch i TYskland, hvor Cheferne hed Horst Geier og Kay Wienrich.

MH Conny

Hvor er det spændene og læse om Conny du er god til og skrive.

Hvor spændende og godt fortalt - mere mere.

Lene : hvordan og hvor m.m. går det med Ruth & Hardy ?

To store steder har haft en stor indflydelse på Showkulturen i DK.

Den ene sted er JMC Quarterhorses i Christiansfeldt ved Haderslev og det anddet sted er Turbam Stud i Gilleleje.

Allerede i 1989 afholdt man Danish Open for for gang på Turban Stud. Der var deltagelse fra Tyskland, Holland og Sverige.

showet voksede fra år til år med det første quarter show i 90 g allerede næste år Paint show.

Showene blev gvert år afholdt weekend i Juli og havde karakter af en folkefest. I samme weekend, var der hvcrt år byfest i gilleleje, hvilket trak mange mennesker til og når de var på vej, så de skiltene til DO. I mange tilfælde kom de aldrig længere.

I toppen af turistsæssonnen og kæmpe turistområder på Nordkysten, var succes`en i hus. i 1993 toppede vi med et besøgstal på 10.000 mennesker over 3 dage. God PR, villige TV folk og masser af plakater, samt udsendelse af et par håndfulde fribilletter ril alle ridecentrene gjorde virkningen. Det var en ubeskrivelg oplevelse.Stævnet fortsatte med at vokse yil 97m hvor man afgjorde at der ikke var plads til det mere og indskrænkede til, at det kun blev kvægshow.

En anden af årsagerne til den store succes, var efter min mening, at kvægklasserne blev lagt i Prime time. Det var det publikum ønskede at se og der var sort af mennesker. De stod 4 rækker udenpå hinanden og bakkerne rundt om banen var besat som fluepapir. Når man sad inde på banen på en hest der fik publikum

op på mærkerne, var som at sidde i et kæmpe fodboldstadion ved en landskamp. Stemningen var utrolig! Mange af srævnerne kunne afholdes i bagende sol og fadøllene flød i stride strømme, dog uden at der på nogen måder var opløb til problemer.

Det sidste år gik der dog regn i den og man måtte slå fast, at ridehuset ikke kunne huse tilskuerne og for den sags skylf rytterne, så derfor opgav man det store koncept.

Ærgerligt for Danish Open i Gilleleje står og stod for alle, som de bedste shows nogensinde pga stemning og miljø.

JMC startede deres årlige show i 1992. Også dette show voksede år for år. Jens og Marianne Christensen fik dog bygget en hal, der showmæssigt kunne bære, når regnen truede. Som følge af årstiden - om foråret, skete det ofte at vejret ikke var med, også selvom man prøvede sig frem med forskellige tidspunkter.

JMC skød showsæssonnen i gang hvert år og alle glædede sig til og så frem ril dette show, hvor vi har haft super gode timer.

Efterhånden fik de udbygget deres sted så meget, at ikke kun ridningen kunne afvikles perfekt indendørs, hvis det var nødvendigt, men de indendørs fasciliteter til spisning og fest var formidable.

Med fantastisk spændende staldmiljø til hestene, der var et helt eventyr i sig selv. deres gæstfrihed. gode humør og super organisation var deres kvæg og Quarterhorse show et tilløbsstykke hver gang.

MH Conny

Showene fortsatte til 2007 altså i 15 år.

Og jeg måtte lige have denne her med:

I 1996 havde det regnet i strømme og der var meget vand på banen.

Der vlev rekvireret pumper og civilforsvaret eller var det det frivillige brandværn? - arbejdede for at få den drænet.

Scenen er så, at man nu vil afholde en Pleasureklasse. Rytterne er redet in på banen og speakeren Peter Hammershøj siger så lakonisk:

"Og vi beder rytterne fordele sig i sejlrenden!"

Tro mig! Vi glemmer den aldrig!

MH Conny

Der har været afholdt rigtigt mange arrangementer på Tuse Creek Ranch i Regstrup.

Jeg har ikke helt hold på den den kronologiske side af sagen , så jeg har bedt dem byde ind med historiske facts, så vi når hele raden rundt.

MH Conny

Ja der vil nok altid være nogle af os som savner den tid. Selvom der er shows..og gode shows endda, så er det stadig Turban og JMC som alle taler om som det ultimative i både stemning, klasseudbud, "afterparty" faciliteter mm..

JMC er et suverent sted. Synd at det ikke fortsætter. Cow & quarter shows´ne har været et tillægsstykke af de store.

Det briger os da lidt til nutiden Conny, for det var jo netop Danish Open og Turban stemningen som fik os til at satse på Kiro D Ranch Horse Cup i 2005 og året efter flyttede det til Alhambra efter at "Kiro Søren" desværre døde. Men det år på Kiro var nok det nærmeste vi kom på D.O. Det VAR IKKE D.O men det var en ret pæn efterligning ikke ?? Men vejret var også super . Havde det været regn havde vi været på den. Men vi fik for alvor indført "Ranch Klasserne" i DK´s showregi.. Vi snusede lidt til dem med det show vi holdt sammen med FCWR og LOWLAND i Næstved men dog uden tilnærmelsesvis publikumsbesøg og stemning...

Men netop det koncept som Turban havde gav succes..

Og kvæg og speed og...iøvrigt også reining i primetime, er altså det som de fleste gerne vil se.

Iøvrigt husker mange af os vel også FCWR fra dengang de holdt stævner. Det er jo en af landets ældste westernklubber og medlemstallet har været et af de højste i mange klubber gennem mange år.

FCWR var også kendt for rigtigt gode stævner med en god stemning. Måske en fra FCWR har lyst til at bidrage fra den tidligere historie...

Ken Bolmar og Lone Darling var også blandt aktive medlemmer i FCWR. De bor idag på Bornholm og Lone driver en af landets største linedance klubber, mens Ken er aktiv med sine Amerikanerbiler. Men i starten derovre havde de stadig heste og kvæg og red western. På Bornholm fik de indført en "Western weekend" på travbanen og her var der diverse koncurrencer og "Quartermilerace", samt westerncamping hvor hestefolk og dansere var samlet i en lejr.

På Sjælland var de også med i samme "trup" som kom sammen med Keld og Thomas Damgaard fra "Møn´s westerncenter"

Hvem husker ikke disse 2 herrer som ALTID var at finde i Dummy Roping ? Dengang red John også flittigt Dummy Roping og Barrelrace og penning på hans gamle hest Tocqui, som idag nyder sit otium hos Conny...

Møn´s westerncenter eksisterer stadig idag, og er såvidt jeg sidst var orienteret mest ridelejr...

Signe, ja gamle røverhistorier er der mange af...de fleste af dem passer

På Amager stod der for det meste Lars "lunde" og Peter "gummiarm" og Heinz på nogle af disse historier. De var altid gode for et par "drengestreger" og var vældigt underholdende.

Det var før at man for alvor startede med at træne westernmetoderne som en diciplin herhjemme, så de var et par sadelbumser, som altid var herlige at være sammen med.

Jo, da vi jo har været her i forskellig tid, kommer vi jo også lidt frem i tiden og så kommer jeg til "westernmessen" i Suså hestesportcenter for vel ca 7 år siden.

Flere klubber gik sammen om at lave et stort arrangement som var håbet kunne køre een gang årligt. Her var opvisninger, boder fra klubberne og butikkerne, udstillere af diverse og hesteauktion. Det blev holdt om vinteren og det var tissekoldt, men det var en herlig weekend hvor folk fra forskellige klubber mødtes i hinandens stande og hyggesludrede.

Desværre løb det ud i sandet. Suså hestesportcenter var ellers et fint sted til den slags. Jeg håber da stadig at der er nogen som finder på at tage det koncept op igen.

WRS og "Nationals Finals" show... Også her ridning og kvæg og super stemning...

er der nogle der hved hvad der er blevet af ib og lone der havde blæsenborg i knardrup,jeg red der i 73-74 lige før de flytted

til borup

I Knardrup var det sådan at vi hver weekend red lange ture i skovene omkring Ganløse Farum. 4½ - 6 timer var ikke unormalt.

Der lå et lille bitte sted, hvor man kunne ride hen og få kaffe og lagkage (os barske cowboys) ridende rundt i frynset skindtøj og hatte, nogle med patronbælter og sexløbere. Alle med store Bowieknive og jeg med min 5½ m lange tyrepisk, som jeg af en eller anden mærkelig grund red rundt med. Er par stykker havde jagttegn og tilladelse til Winchester, så der var sadelhyster til gevær på. Man kunne ikke se den store forskel på os og så en flok banditter fra en spaghettiwestern og vi red altså ind og spiste kaffe og lagkage på det der lille kaffehus i skoven.

Der var skam tøjrbomme udenfor og hestene var vant til på ægte film maner at stå med tøjlerne slået om bommen, selvom vi kunne have op til 3 hingste med.

Vores heste kunne nogen ting, vi var sande ekvilibrister i terrænnet og der var styr på tingene. Når jeg tænker på, hvor ofte jeg dengang kunne finde på at galopere i fuld galop på en 3o-40 cm gruskant mellem rabat og asfalt, så gyser jeg i dag.

De der stod for stedet var Ib og Lone. De havde hver deres hingste (små lækre hesteblandinger efter Lones hoppe og Jørgen Eibergs Ontario). Så var der hoppen, Kraka stod der også(Tages) og Cindy en skøn New Forest hoppe (Ingelises). Så stod der også en islænder der var på str med Cindy nemlig Logi. Derudover var der et par andre gutter der havde heste der og så mig selv med min OLdb/Fuldbl/ traverhingst.

Nogle af os tog stadig ud på ture ind i mellem og bivaukerede og selv har jeg overnattet ude i 5 graders kulde. Det var fedt.

Nu må man jo ikke tænde bål i skovene, så det gjaldt jo om at campere sådan, at skovfolkene ikke fandt os, men også at vores bål ingen røg afgav.

Vi var meget omhyggelige og satte en ære i, at man ikke kunne se, at der havde været bål og lejrplads.

Jeg husker en weekend, hvor Ib stolt kom fra arbejde og fortalte, at et par unge kolleger, ville prøve at ride på tur med os.

De havde ikke redet før, men han syntes nok, at hvis vi tog det stille og roligt, kunne de ride Cindy og Logi.

Ehhmmm.... Vi spurgte om han var sikker på det?

Jojo det kunne sagtens lade sig gøre.

Cindy og Logi kunne noget sammen. De kunne gå lige så stille i skridt og aftale: Kom vi løber! Med de drevne og erfarne ryttere, betød det ingenting. De stoppede dem bare. Meeeen med et par uerfarne......

Nå de to unge gutter ankom, vi fik sadlet og red afsted. Den ene hed Per og han kom til at hedde Per med næsen, fordi han havde en, og vi havde en anden Per i forvejen.

Per med næsen red på LOgi og den anden på Cindy.

Vi skridtede stille og roligt de 7 km ud i skoven, det gik ok. Men der var jo tradition for pludselig at sætte afsted i galop, hvilket gik over stok og sten og da Logi på et tidspunkt syntes at nu skulle det være, tog ham og Cindy af.

Vi forsøgte at give dem instrukser om at stoppe hestene, men det gik for stærkt.Undertegnede(heltinden på den sorte hingst) havde motorkraften og benzin nok på til at løbe dem ind, aå af sted det gik.

Jeg indhentede dem efter ca 4 km, hvor de kom trækkende med hestene. Jeg sprurgte om de var faldet af?

Næææ det var de som ikke. de havde fået hestene stoppet, men de ville løbe igen og nu trak de. Jeg vidste godt, at det ikke var så nemt, så jeg spurgte hvordan?

Per med næsen: Vi spændte ben for dem!

Udtrykket i mit hoved, må have været komisk.

Jo de tog hestene om halsen og svang sig ned foran og spændte ben.

Jeg troede dem ikke, det måtte ses. De viste mig det og de gjorde det. Tricket måtte demonstreres et par gange mere for de andre.

Vi var ødelagte af grin, men også af beundring over de to 18-19 åriges snarrådighed og adræthed.

Jeg har aldrig set nogen stoppe en hest på den måde siden.

MH Conny

Nej det er længe siden jeg har hørt om dem.

Hvor sjovt mit indlæg derfra lige krydser dit.

MH Conny

Åhhhh Conny, nu sidder jeg ski' da og bliver helt sentimental.

Hvor er det skøn læsning. Ja, de go' "gamle" dage på Turban var da simpelthen bare årets højdepunkt.

Jeg har jo været med fra 96' og kan sagtens huske alle de fantastiske timer og dage vi havde den gang.

Jeg husker tydeligt da vi to mødtes første gang og du sagde til mig "Du ska' da ride western".... "Western" tænkte jeg. "Hva' i alverden er da det for noget?"

Og ind ad døren kommer en ganske ung Charlotte (Dyremose) med sin smukke Mazetta. Hold da op. Så var jeg jo solgt. Og inden længe købte jeg selv min dejlige Daisy. (Som i øvrigt var Afkom fra Paladini's Doctor Skunk.)

Se, nu ryger tankerne jo tilbage . Jeg husker tydeligt hvordan alle nye der kom til Digelsgård, faldt for westernridningen. Men helt ærligt Conny.... Hvem ville ikke have gjort det med den KÆMPE iver du lagde i det. Når du viste os fantastiske stops og spins på din super smukke Calbar.

Min dengang 8 årige Christina skulle ikke have mange lektioner før hun lystigt red rundt på den skønne lille hvide SIF i bedste western stil.

Jeg husker en sen aften i Kvistgård hvor min mand, Mette Kølbæk, Carsten Lyng, Per og Ina Kronvold og jeg selv sad rundt om kaffebordet efter en hyggelig dag med hestene.

Pludselig havde vi lavet aftale om, at starte en Appaloosa klub, for det var der ikke dengang. Og jeg havde jo lige købt en dejlig Appaloosa, Daisy, samtidigt med, at Mette Kølbæk havde købt din dejlige hingst Pee Gee Dane. (Danny)

Alle fik opgaver og Per Kronvold havde nogen kontakter i USA, så han var selvskrevet til Formand. Min mand anede ikke en fis om heste, så han påtog sig opgaven at lave logo. (Som klubben stadig den dag i dag har)

I mellemtiden havde jeg mødt Pia Petersen, som lige havde fået Poco Hot Salsa hjem fra USA. (Og idag er min veninde)

Og se så kom der gang i Reiningen. Vi holdt en masse skønne clinics i Esrum hos Tine og Mille med vores dengang GURU, Dale Harvey, som Tine kendte fra USA, Oklahoma.

Hold da op hvor kom der gang i den og så var højde punktet jo Danish Open på Turban.

Det var tider...

Wouuuu når Pia og Dale red lige op og skulle ride om. Conny du råbte og gabte i mikrofonen, at vi ikke var til dressur stævne og larm var påkrævet

Jeg husker hvordan vi nærmest savlede når svenske Josefine Blomquist kom ind på sin lækre Palomino. Eller Charlotte Tardrup på den sorte araberhingst som Turban ejede. (Som jeg ikke husker hvad hed)

Og.... ihhhhh hvor det vælter ind ... når Araber klasserne skulle starte. Så skete der altid et eller andet spændende. Heldigvis uden nogen kom noget til. Men sjovt var det bestemt.

Idag er der heldigvis så mange danske westernryttere, at man ikke længere kan afholde Quarter, Paint, Appaloosa og Araber shows samtidigt.

Hold da op Fru Nielsen. Du har ski' sat gang i huskeren.

Takket være dig, er jeg idag westernrytter og kunne ALDRIG drømme om noget andet.

I starten af 60`erne,da jeg var ca.7 år,begyndte jeg at gå til ridning.

Det var i Helsingør på Lysagergård hos før-omtalte Mogens Dam.

Den første hest jeg red på var vist nok Gamle Khan??

Jeg husker Mogens som fantastisk rytter ,en god underviser og jeg så "op" til ham.

Han var en "legende".

I tiden på Lysagergård kom jeg til at kende mange af dem som allerede er blevet nævnt..Herud over..

Bl.a Gerd som havde Manse. Som Lars Peitersen købte..

Historien om Lars og Manse der red over brændestablen lever stadig.....

Jeg blev så "hængende" på Lysagergård,da Folke overtog stedet.

Og her kom så mange nye som gamle til..

Husker bl.a.:Mik,Sisan,Lene H.

Og ja..da..Der var stadig gang i Camp i Teglstrup-hegn og Gurre Vang med heste,bål,hygge m.m.

Folke var også noget af en personlighed..Med store ideer og idealer..

Senere flyttede Folke til Sverige..Hvor han i den grad var med til at etablere og udbygge High Chapparall.

jeg sidder her og kommer til at tænke på, at for 12-13 år siden da jeg kun var 13 år, var det meningen jeg skulle ha startet i Boller for at ride western - desværre kunne det ikke passe sammen med skolen da det skulle være med bussen (vi havde ikke bil). Dengang kunne jeg så i og for sig "allerede" ha nået at komme med inden for denne dejlige form for ridning og verden.

Desværre blev det ikke de næste 7 års tid, og først for en 4-5 år siden ender jeg rent faktisk med at komme til at se nærmere på det, da jeg jo ender sammen med en i western verdenen (lysten havde siden Boller gik i vasken altid været der og tanken var som end, en dag... Skal det nok komme).

Jeg kom jo da en del oppe hos Mulle må man sige, var ude til nogle enkelte shows- NWR, PHCDK, DQHA osv. Super spændende på rigtig mange måder. Super spændende var ikke mindst de clinics der blev afholdt hos Mulle af forskellige mennesker (Brian, Conny etc)- hold op hvor har jeg sat mange timer- en hel weekend af gangen på sidelinien uden hest, kigget, lyttet og lært ikke mindst- af de andres undervisning i 10 minus grader og frosset enden af mere el mindre! MEN man lærte jo noget.

Man læste blade, så dvder fra udlandet, shows osv osv... En heeeelt ny verden man ville ønske man kunne ha været trådt ind i og blevet en del af da man var yngre ogi kke først i sine voksne år.

Den dag i dag- sidderj eg med en BSer, ikke tilredet, en pinto, gode minder, mennesker jeg endnu ikk har mødt IRL men spændt venter på at få chancen for at møde- spændende mennesker jeg har mødt, shows jeg er gået glip af, shows to come, masser nye super lækre heste, endnu mere viden, langt mere end nogensinde før (har aldrig lært mere hverken om heste el ridning siden jeg fik min BSer) på trods af han ikk er ridbar samt ved at se på hos Mulle i skuret osv osv osv...

Mange husker mig ikke, eller har ikke mødt mig endnu. Men visse mennesker husker jeg tydeligt af forskellige årsager- for at mennesker og ridestile har kunnet mødes helt neutralt har jeg holdt træf hos Mulle to gange i år- det er gået over al forventning. Og sikke mange glade mennesker, der åbent har talt pænt om hinandens ridestile, fået stillet sine spørgsmål og nysgerrighed samt fået en masse svar på ting.

Bare et pip herfra en af de nyere, der ikke er synlig ude i western verdenen som sådan længere...

Jeg er så en af dem der står og ser mest på fra sidelinien. (jeg skal lige igang)

Jeg fik muligheden for at arbejde for en dame med heste og udstyrsbutik, hun havde westernheste (hvad var dog det), jeg var på daværende tidspunkt kun vant til "alm." ridning. Men ud idet, 4 gange på Rosie og så til trænningsstævne( Valby ved Helsinge), 3 1. pladser og 1 2. plads. Hele situationen og oplevelsen, sagde at det var her mit hjerte lå.

Og Conny, fra den dag kan jeg særligt huske dig, da du kom og sagde, at her var der jo masser af godt talent gemt . Tak, det betød meget for sådan en nybegynder.

Men nøj da, hvor jeg kan huske Danish Open på Turban. Jeg var så heldig selv og deltage i 94,i youth og openklasser, og hvilken oplevelse.

De fede/hyggelige stævner i Søborg m.m. Men det der står stærkest er DO på Turban, hvilket sammenhold og godt humør, det var slet ikke som i dressur/springverdenen, hvor alle holdt sig til sig selv.

Jeg nåede det år og få mange opleveser i westernverdenen, hvor det altid var med smil man blev mødt.

Desværre blev min lånehest solgt, og jeg røg tilbage til den "alm." ridning igen, men mit ønske forblev at vende tilbage til western.

Og det må jo i bund og grund skyldes alle de dejlige mennesker der var med dengang til at sætte skub i drømmen. Lige gyldigt hvor man kom og hvad folk kom med var alle velkomne.

Jeg fik sat navne og ansigt på mange som jeg kan se stadig er med idag. Fedt.

Sjovt at se hvor folk er nået til idag med deres ridning.

Jeg er nu så heldig at være tilbage og er indehaver af både en Paint og en Quarter, og har derfor det sidste års tid været ude og se en del shows. Og hold op hvor har det hele rykket sig, mange flere af de "rigtige" heste, men alle er stadig velkomne.

Det er nu også lykkedes mig at få datteren med ind i det med western, og hun elsker det næsten lige så meget.

Så jeg må sige tak til dem der har været med fra start, alle disse år og arbejdet for sagen, og inspiret os andre, bliv ved med det.

Vi ses

Øhh, Lone - FCWR holder da stadig rigtig gode stævner med en god stemning. Var selv med til Just For Fun i lørdags.

Godt nok et stævne der (som navnet antyder)er for sjov, og byder alle velkomne til at lege, men anyway - godt og med god stemning, hvor humøret er højt og hvor alle rider med alle, og hjælper alle, og hvor jeg i hvert fald synes jeg kan genkende lidt af den gamle ånd I beskriver, og tidligere har beskrevet.

Det afholdes nu to gange om året, og er rigtig hyggeligt !

VH

"Bumsen"

Ja det var måske forkert formuleret

Det jeg ville have sagt er at FCWR før har holdt rigtigt mange og rigtigt gode stævner...sådan mere "rigtige" stævner, og vi var mange som var kede af det da det stoppede for nogle år siden..MEN så kom "Just for Fun" og det jeg husker er at man i FCWR ikke havde det store overskud til at holde alle de stævner..med alt hvad sådanne indebærer...og så at tilslutningen ikke altid var så stor. Den var stor til mange stævner, men der var også tider hvor det var lidt tyndt befolket. For en god ordens skyld skal jeg sige , at det ikke var FCWR´s "skyld" , men nærmere det vi alle oplever af og til, nemlig at der bliver flere og flere tilbud, og vi har ikke alle tid og råd til det hele.

Har man arrangeret tilpas mange gange og der ikke er den store opbakning, så kan det være ret frustrerende, med udlæg af udgifter mm...

Men JA...Idag har man så Just for fun.. Ikke helt så forpligtende, ingen point, ikke brug for dyrt betalt dommer udefra... og en ganske stille og afslappet måde for alle at komme ud og prøve kræfter med det hele og samtidig få en rigtig rar og hyggelig dag/e..

Vi her i huset har skam selv deltaget tidligere..

Men det kunne være sjovt at få en fra FCWR til at bidrage her... klubben har jo en lang og aktiv historie.

Hilsen Lone

Det er en super tråd.

Jeg startede med at ride western i 1985. Havde året inden været på besøg hos nogle amerikanere som havde slået sig ned i udkanten af Tønder. De havde Quarterhorses og Appaloosaer og red western. Dem måtte jeg bare besøge. De gav kaffe og fortalte meget længe om heste og ridning in the western way. De ville inden længe starte noget undervisning op på deres heste og de fik mit telefonnummer så de kunne ringe når de var klar til at modtage elever. Men det trak ud og Ariel og Mary som det jo var, ringede desværre ikke. Heldigvis så jeg en lille annonce i Hippologisk tidskrift angående et westernstævne som skulle finde sted i Arrild i sønderjylland. Stævnet som havde Peter Kreinberg som dommer nåede jeg ikke at se, men adressen på stedet havde jeg da og kørte forbi for at se, hvad det mon var.

I Arrild havde Peter Møller og hans kone Coba, startet et dejligt lille sted med westernbutik og avl af painthorses.

Hingstene Refund og JJ Barred King stod her. Elevhestene var en dejlig flok Connemara ponyer og undervisningen stod Linda Vester for. Hun havde været i USA og var en rigtig god træner.

Her købte jeg min første sadel. En Textan Roper.

Med til uindervisningen var også Viggo og Annette Mortensen. Viggo red på en pintohoppe efter Refund og en varmblodshoppe og Annette havde en sød lille broget pony.

De næste par år var vi til stævner på Turban ranch og i Tyskland til Pinsestævne i Hollage.

Det var dejlige tider med masser af råhygge, hvor alle hjalp alle og man hyggede ved grillen om aftenen.

Det var også dengang Karsten Schmidt fik to skønne quarterhopper hjem og Paint hingsten "Scotty" og Rick Lemay kom til danmark som træner.

I starten af 80-erne.Da Mary og Ariel Paladini havde til huse i Tønder afholdt de et Western stævne med Jimmie Flores fra Texas som dommer.

Jørgen og jeg kørte fra Søborg ved Gilleleje til Tønder med 2 af vores hingste,Cheyenne og Trouble Maker i den ene trailer.

Min vallak Moonshine(som i øvrigt var efter Conny`s hingst Haitham og Svend`s hoppe Shannon)og Vibeke Thestrup`s Conemara hoppe Flick Dun i den anden trailer.

Det var før Vibeke fik Apaloosaen Rosie.

Alle klasserne var All Breed..

Jeg husker det som et fint stævne med god tilslutning..

Et par år efter(mener jeg det var) afholdt Mulle og Jens stævne på deres sted på Sjællands Odde.

Her deltog vi også,igen med 4 heste:Moonshine,Blackie og så Rio og T`Quilla som begge var efter føromtalte Ontario Volo.

Det var et stævne der ville noget.Der var: TV-dækning,alle klasser også kvægklasser,pony ridning,dilligence kørsen og så selveste Gunnar NU Hansen som speaker....

Hold da helt op,hvor er det sjovt og spændende med denne her tråd.

Der kommer godt nok mange minder ud af skabet...

Hej Lene.

Var det den blackie jeg altid konkurrerede imod i barrelrace og polebending???

Jeg selv var vel en 12-13-14 år og red en lille new forest blanding ved navn Sally og vi nåede da så langt som europamesterskaberne i ovennævnte dicipliner.

Sjovt nok er det også stemningen jeg husker alle bedst! Det var sørme gode tider...

Sjovt tilbageblik...

Til alle jer andre: Hvornår er A. G paladini død?????

Mvh Katja Klittum

Blev i den form vi kendte den og den spillede en rolle, sidst i 80`erne først i første halvdel af 90`erne købt og grundlagt i 1980. Der blev hurtigt anlagt en ridebane og snart blev der trænet til et setup med wild west show som kørte i flere år. I foråret 86 (korrektion Lene *SS*)var Lene og Jørgen Eiberg så til et stævne i Tønder hos Mary og Ariel Palladini og derefter det store show i Plejerup i høsten 86 hos Jens og Mulle Larsen.

Lene var solgt, nu skulle det handle om stævneridning.

Derfor kunne Jørgen og Lene så være værter ved D.A.H.A. Cup`en i 87, hvor Jimmy Flores var dommer.

Af organisatoriske årsager, hed stævnet så næste år Danish Open og her var virkelig Open, for der blev deltagelse fra både Sverige og Tyskland. Dommeren her var Heinrich Hinterthan fra Hamburg.

Ptofiler som Carsten og Birgitte Kragh var kommet til og Birgitte var flittig deltager ved de clinics som Lene arrangerede med undertegnede, der havde været i Tyskland siden efteråret 87.

Men også en anden ikke ukendt person dukkede op til disse clinics, nemlig Annette Siren og hendes hingst Odeur. Et bestemt ikke helt ubetydeligt kup for western verdenen.

Danish Open blev i 89 arrangeret på Turban Stud men Lene havde startet en ikke uvæsentlig beskæftigelse op, nemlig en western rideskole, hvor en del unge mennesker slog deres første westernfolder, bl.a. Louise Nelson og Michelle McHale. Samtidig havde hun i flere år kørt ridelejr i ferierne, hvor der blev redet western og trænet Showmanship så det var en lyst.

Jeg kom hjem fra Tyskland i slutningen af 89 og boede indtil aug 90 på Turban. Herefter flyttede jeg ned til Lene og Jørgen, hvor vi fik lavet ridebanen i stand så der kunne slides og hvor det første træningsstævne så sin dag i Sept. måned på en bragende smuk solskins dag.
Vi havde over 40 deltagere og selvom DWC`s bestyrelse havde været imod pga "konkurrencen" til DO, så begejstredes de og det startede en tradition for træningsstævner næsten hver måned, der så, da det blev vinter afholdtes i Aggebo Ridecenter.

I 91 startede stævnerne så igen ud på Rio Grande, da vejret var med os igen og selvom der fortsatte stævner på Aggebo Ridecenter, så fortsatte traditionen og voksede på Rio Grande, så der fra 93 og et par år frem også var AQHA og APHA shows.

Jørgen og Lene afhændede stedet i 94, men der var fortsat træningscenter på stedet i nogle år, først ved Rick Lemay og derefter Anders Lake.

Charmen og westernånden på stedet var skabt af Jørgen og Lene og der er ingen tvivl om at mange har haft super dage på det maleriske sted, hvadenten vi taler om ridetimer, ridelejr, stævner, clinics eller bare daglig hygge.

MH Conny

Kanon god og spændende læsning det her .

Men ligger i der har været med længe ikke inde med nogen billeder af jer selv og jeres dejlige heste det kunne da værer spændende at se .

Men lige en lille rettelse ang. JMC showene hvornår de sluttede det gjorde de i 2008 for der var vi med som deltager og har da også rosseter der fra hvor der står 2008 på ....

Mvh.

Jeanette

Kæmpe arbejde at finde frem, men jeg fandt en forsvunden skat

Haitham og jeg i 71. Vi lavede opvisning ved et stævne på Morfars Rideskole på Frieslandsvej i Kongelunden.
Den evindelige tyrepisk er med.

Revolverbælte og seletøj har jeg syet selv.

Seletøjet er med "penge Cauri", som både Amagerbønder, husarer og også Buffalo Bill havde på sit seletøj, hvilket jeg først opdagede et par år senere fra et billede i en bog.

Det var det første seletøj jeg syede selv og jeg var pavestolt. 18 år gammel.

Her er det Pee Gee Dane og undertegnede.

Vi rider ud fra en trail klasse.

Jeg tror at Danny og jeg var ved at lave en af de bedste trailridt til den dato, da speakeren Hans Klittum siger:

"Og jeg tror vi har en vinder her"!

Se det kunne "damen" ikke klare, så den berømte klap gik ned og resten gik i fisk.

Nå men ekvipagen skulle jo nok diskes alligevel med de "sokker" på hestens forben.

Clinic i 90 på Rio Grande.

Fra højre: Annette Siren og Odeur, Anni Johansen og Fancy Prescription, Lene Eiberg og Gypsie, Danny og Træneren, Anja Eriksen og ?, Berit Eriksen og ? og til sidst Marianne Larsen på Chanka.

Fancy Prescription og undertegnede i 91 på Stenbækgård i Aggebo

MH Conny

Han døde i 2007.

Hilsen Lone

Conny; jeg er meget glad for, at du fandt din forsvundne skat..

Og stolt over at du vil dele den med mig....

Så flot du og Haitham er..

Husker din trail med Danny..Var det ikke der Caterina Wixell med Solid vandt??

Billedet fra clinic`en i 90 er sjovt at se..Mig med fjer i hatten..Det er nu ikke Gipsy jeg sidder på. Men Golddigger som Jørgen og jeg købte af Kenn Bolmar .

Anja og Berit var youth-ryttere og på ridelejr med deres heste hos Jørgen og mig på Rio Grande...Og deltog også i clinic`en med dig.

Lene, du nævner Vibeke og Rosie, Det var nemlig Rosie jeg startede med at ride western på, derefter på Boons Glo som jeg havde fornøjelsen at ride DO i 94 på.

Fedt og se et billede af Fancy, har et barnebarn efter hende.

Dem ser jeg skam af og til

De bor på et rigtig dejligt sted mellem Rodelund og Salten (syd for Silkeborg), nabo til den ene datter Cathrin.

De har haft et liv med fart på og det har naturligvis sat sine spor. Men rigtig mange historier, det kan de. Nu har de marken fuld af bitte små søde ponyer, hvide med sorte prikker. Og Ruth kigger ud fra sit vindue og siger: Se lige, er de ikke pragtfulde!

Sjovt nok var Cathrin ovre hos Jimmi Flores i ca. 85/86 og tilred dengang Skunks Face. Netop Skunks Face hentede Ariel Paladini hjem til DK. Og Cathrin anede aldrig han var her i landet, før han var død. Det var hun lidt ked af, tænk at han gik her i DK i rigtig mange år.

Mvh Louise

Utroligt hvad de gamle gemmer indeholdt.

Her er Lene Eiberg på Moonshine simpelthen i Western Pleasure Anno 1986 i Plejerup. Mindt mellem hende og dommeren skimtes

Ariel Palladini på Doctot Skunk. Han var lige hjemkommet 14 dage i forvejen.

Her har vi Line up fra samme stævne. Første rytter fra venstre kender jeg ikke, men den næste på Skimlen, en Connemara Flick Dun, er Vibeke Thestrup, dermæst igen Lene Eiberg på Moonshine,

Tina Sommer fra Amager på ? og en meget ung rytter fra Rio Grande på Blackie.( Den hvide)

D.A.H.A.Cup Rio Grande i Søborg v Gilleleje.

Dommer Jimmmy Flores

Fra venstre; Berith Eriksen (nu Lyng), en rytter fra Plejerup

der rider på en af Jens og Mulles pintoer, næste ?, næste igen Jørgen Eiberg på Cheyenne (barnebarn til Ontario), sidst undertegnede på Pee Gee Dane (Danny).

Værtsparret Lene og Jørgen Eiberg, Birgitte Krohn( ringsteward),

Jimmie Flores (Dommer) og Gunna "Mulle" Larsen (Speaker) skåler i champagne for et veloverstået stævne. DAHA Cup 87

Line up ved vådt vintertræningsstævne på Rio Grande i 90.

Forreste rytter er Ariel Palladini på Doctor Skunk, den hinsj han købte af Jimmie Flores. Næste rytter er Pia på Blackie, så er der Lene på Moonshine, Berith Eriksen på sin Pintohoppe, de to sidste kan jeg ikke se hvem er.

MH Conny

i gemmerne igår og har ingen billeder fra før 98 eller deromkring. Øv !! Prøvede at se på Mulles (margit´s)præsentation for jeg mente at hun havde nogle på et tidspunkt.

Desværre havde jeg et par år hvor jeg kasserede en masse gamle billeder, ting fra High Chaparral, koskind og alt muligt som jeg gav en nystartet country klub til at pynte op med Arrrg

Regnede vel ikke på det tidpunkt at genoptage westernridningen efter at have fået børn, men.....

Men husker godt nogle af de stævner fra Turban som var ret tidlige. Jeg var helt vild med Doctor Skunk dengang... Og senere med din Calbar, Conny

Der er masser af dem, både selvoplevede og andres oplevelser.

Jeg ved at flere sidder ved tasterne i øjeblikket og maser, for at bibringe deres oplevelser til denne tråd. Der bliver arbejdet for at finde billedmateriale og alle erindringerne skyller ind over folk i øjeblikket.

Jeg er blevet opfordret til at komme med mere, så det kommer her:

Tilbage i 60`erne og først i 70`erne.

Vi var unge og vilde og for os var western virkelig en livsstil.

Når vi kom hjm fra arbejde, skiftedes tøjet og så var vi i westernland.

Clint Eastwood var super ikonet og dengang kunne mange af os. hans replikker i filmene udenad. For filmene blev set igen og igen og igen og igen.

Når vi gik i biograferne var det i fuld ornat. Man mødte op 10-15 stykker med chaps, sporer, bowieknive, hatte, veste og the whole sherade.
Transportmidlet var bus og tog og jeg kan i mit stille sind more mig over, hvordan vi lidt hånligt (og lidt stolte) "undrede" os såre over, hvordan folk GLOEDE på os. Tja hvorfor mon? Hvordan kunne de mon lade være?

Vi brændte jo for at få flere til og jeg kom i kontakt med dem fra Knardrup fordi de havde været i Søndagspolitikken, med en hel side om "Westens vilde engle".
Der sad Gutterne overfor hinanden med trukne sortkrudtere på deres stolte hingste og et par billeder, hvor der galoperededes vildt ud over stepperne.

Egentlig var det først og fremmest ridestilen man ville sælge, men tro mig, journalisterne ville hellere have "The wild bunch", så det blev resultatet af artiklen. Men jeg fandt dem på et tidspunkt, hvor jeg havde opbrud i mit liv, så det passede fantastisk for mig.

Samme historie gentog sig lidt da vi medvirkede i tv udsendelsen om spejderlejren "Egemosen".

Et par af gutterne John og Ib Hagel var spejderledere og havde medvirket ved et fantastisk projekt ved Ganløse Orned (en skov).
Spejderne havde bygget en hel pionerby og´en stor del af Knardrupperne havde hjulpet til, dels ved at bygge med og dels ved at komme med deres heste og trække tømmer ud af skovene, siddende på hestene og trækkende i vores lassoreb.

Det blev utroligt autentisk og "Egemosen" blev et af de store udflugtsmål. Det er vel ikke mærkeligt at "cowboyderne" var genstand for stor beundring og meget populære blandt spejderbørnene.
John og Ib spillede begge guitar og spejderbørnene lærte en masse gamle cownoysange, når flere af os også deltog i bålaftnerne.

Danmarks Radio havde fået nys om den spektakulære spejderlejr og ville lave en udsendelse for børn. Produceren var Jytte Hauch Faussbøll. Hende skal jeg sent glemme.

Da vi var en del af dette setup, blev vi bedt om at medvirke. Det skulle foregå en tirsdag i smukt solskinsvejr. VI VAR PAVESTOLTE! Intet mindre. Dengang var TV altså noget rigtigt særligt og nu skulle vi medvirke i en TV udsendelse. Det var stort!

Man skal forstå, at vi var stolte af vores ridning. Mangen en problemhest, var gået over i westernrækkerne og blevet til gode heste. Vi kunne noget med løse tøjler, neckreining og styrbarhed. Vi ville gerne missionere for denne rideform.

Dagen oprandt og vi iklædte os vores stiveste puds. Flere af os havde været ude og købe nye skjorter og min var flot gul.

Vi ankom tidligt formiddag på slaget. 9 "mand høj". Vi var 2 piger.

I 4½ time skulle vi filme en scene om og om igen. Vi kom ridende i fuld galop op gennem skovvejen og ind igennem hovedgaden, stoppede hestene så det sprøjtede og bandt dem til føjrpælene, for så at gå henad plakefortovet og ind i Saloonen.

Der var ingen derinde på det tidspunkt, så alle var afslappede og glade. Selvfølgelig var vi fuldt bevæbnede og heller ikke denne dag manglede min trofaste tyrepisk.

Vi skulle komme igen om aftenen, for der skulle der være fest.

Det var så vigtigt at vi havde det samme tøj på. Klart nok!

Vi ankom i biler og nu skulle det filmes at vi kom ind ad Saloondøren.
De søde spejderbørn sad og sang søde spejdersange.

Idet vi så kommer ind, er de blevet instrueret til at skulle forstumme. Lyset er dunkelt og vi ligner virkelig en flok dræbere der kommer ind ad Svingdøren. Vi skulle gå op til baren og en af os, det blev Ib Christoffersen, skulle sige : Whiskey!

Det blev så til en Yankee Bar til os hver.

De søde spejderbørn, blev så instruerede til at fortsætte deres sang efter vi stod ved baren og indtog vores chokoladestykker,og faren tilsyneladende var drevet over.

Forestil Jer lige, hvilken impact det havde!
Der kom vi skumle personer, der troede vi kunne slå et slag for vores ridning, og måske kunne blive fejrede lidt for vores hjælp til lejren, og tydeligt( det kunne enhver da se)skræmte vi de stakkels børn fra vid og sans.

Da udsendelsen blev vist efterfølgende lå jeg hjemme hos mine forældre med blodforgiftning i benet efter et spark. Og det var umuligt for mig at anskueliggøre over for dem, at vi ikke chikanerede de stakkels børn. Det samme gjaldt andre, jeg mødte, der havde set den udesendelse. Så ja, jeg glemmer aldrig Jytte Hauch Faussbøll.

MH Conny

Dejligt at få noget historie sat på denne interesse i DK.....tak Conny

Og billederne er guld værd....får sgu helt lyst til at se " Præriens skrappe Drenge"

Skæbnen er ofte gange en finurlig sag, jeg er desværre kommet ca. 20 år for sent, idet min mor og bror flyttede til Ganløse i slut 80/start 90. I 96 kiggede jeg selv på hus i Knardrup

Samtidig er jeg ret sikker på at jeg kender "Kaffe/Lagkagehuset"..... hvis man kører fra Kaffehuset frem mod Ganløse, deler vejen sig efter ca. 600-900 m, og i "dalen" ligger de skønneste stråtækte bindingsværks bygninger....er jeg på rette vej?

Endnu engang tak for en dejlig tråd!

rigtigt. "Kalkgården hedder det.

Sjovt lille sted, man slet ikke regner med huser noget som helst.

Men der er mere på vej og jeg er glad for at så mange synes det er sjovt, for det er et stykke arbejde.

MH Conny

Nogle få har gennem årene klaget sig lidt over, at der ikke måtte rides med revolverbælte i konkurrencerne.

Sjovt nok er det sådan, at ihvertfald op til 74, var det tilladt i den amerikanske Appaloosaforening, at ride med riffelhylster og riffel på sadlen i Western Pleasure, Western Equitation (Horsemanship) og trail. Kit Caton sad og oversatte reglerne for de forskellige klasser, som jeg så redigerede og bragte i klubbladet, så derfor var det noget der fæstnede sig.

Da vi når frem til først i 80`erne, hvor Kit har rideskole ved Hillerød og begynder at holde ministævner, er denne regel imidlertid faldet ud. Der er westernstævner både i Sverige og Tyskland og i 82 løber det første Europamesterskab af stabelen, arrangeret af Horst Geier. Det er et All Breed mesterskab.

I europa var man blevet klar over, at skal westernridningen udbredes som konkurrenceform, skal man distancere sig fra "filmelskerne". (Dumt ord brugt i mangel på bedre).

Man formener nu folk der er "bevæbnede" adgang til showarealerne, alene for at manifestere, at dette handler om ridning og atter ridning. Og så alligevel markedsfører man i mange år frem westernridningen som en livsstil, hvilket det stadig var for mange.
Denne tendens bredte sig efterhånden herhjemme og selv om

stævnerne var absolut minimale, ønskede man ikke at se folk med våben ved stævnerne. Ikke mindst fordi, at skulle man gøre sig håb om at få rideformen til at glide ned i "engelksverdenen" og distancere ridningen fra tricks og stunts, så måtte man ofre "gunslingerne".

Det blev i flere år næsten odiøst bare at komme med en frynsejakke. Jeg ofrede faktisk min egen skønne hjemmesyede hjorteskindsjakke på dette alter først i 90`erne. Jeg genfandt den i sommer hos Sanni Holberg og den levede i bedste velgående. Der blev jeg rørt. Min flotte jakke, som der var lagt så mange timer i!
Dette er dog faldet til ro, for westernridningen er etableret som rideform og mere farverige folk på tilskuerpladserne er accepterede i dag uden omsvøb. Sjovt nok var det sådan engang i 90`erne at etablerede trænere begyndte at ride reining i højttajlede oldtimerbukser, med seler og 10 gallonhats.

Måske en lille protest mod den forsvindende westernånd og tiltagende "glittertendens" hos Pleasurerytterne (no offence fra mig).

Forholdet til engelskryttere, var næsten fra starten i DK en stammekrig. På den ene side var de ryttere man snakkede personligt med og som udviste en vis menneskelig respekt, hurtige til at forstå og indse, det spændende og fascinerende ved rideformen, men ryttere som vi i gamle dage mødte på vores vej, nægtede at hilse i skoven og stak næsen i vejret og fnyste.

Det var måske ikke smart, men det bidrog ikke til velviljen at westernryttere dengang ikke undrog sig fra at terrorrisere de "snobbede" ryttere, der ofte sad på tikkende bomber når de var ude i terrænnet.

En 60`er - 70`er situation som:

En flok westernryttere møder en 3-4 ryttere, der kommer med hånlige kommentarer. Westernfolkene skridter videre, men så tager Fanden ved dem. De vender deres heste og galoperer i rolig og kort galop op til engelskrytterne, og smider en bemærkning som: Nu kan I vel styre Jeres heste?

Hvem i alverden med en rytters stolthed siger nej til det?

Derefter tja, så tog westernrytterne af med hjulspin.

Det kræver ikke den store fantasi, at forestille sig, hvad der så skete.

Dengang red westernrytterne ofte på hingste. Hingste var anset som farlige i engelskverdenen. Det var noget man fandt på stutterier og hingstestationer.
Det at vi red rundt på velstyrede ofte meget flotte hingste mellem hopper og vallakker var en torn i øjet på mange og situationer, hvor enkelte dressurryttere luftede deres hingste i skoven og mødte en flok westernfolk, kunne medføre rene panikreaktioner hos dressurrytterne.

Der var en engang i Teglstrup hegn ved Helsingør, der på afsand råbte og skreg: Pas på, pas på det er en hingst jeg rider på!

Westernrytteren der denne gang red alene, red op på siden af den panikslagne i øvrigt ridelærer og sagde tørt: Sjovt for det er det her sgu også.

Jeg for min part havde været dressurrytter (hvilket jeg stadig elsker). Jeg har altid haft en god dialog med engelskryttere, måske fordi jeg har kunnet tale med dem i øjenhøjde om dressuren og derved anskueliggøre forskellene og fordelene ved western.

Jeg red min egen hest uden sadel i et år, før jeg fik råd til at købe en. Jeg gav 1200 kr for den. Det var mange penge i 71. Min hingst Haitham kunne nemt have blevet en god dressurhest og min forhenværende dressurlærer fru Bigler undlod ikke at fortælle mig, at jeg burde forblive dressurrytter.

Jeg havde fået tiltusket mig et par alt for store cowboystøvler str. 42. Men det var cowboystøvler, som jeg var stolt af med mønstre og høje hæle.

Så da jeg i foråret 71 endelig fik mig en lille hardseater på 14 tommer (gys), var min lykke gjort og jeg var fuldt ekviperet.
Dengang var bommene meget tilpasningsvenlige og ikke så specialiserede.

Da jeg stolt skulle prøve sadlen 1. gang på hesten, var Fru Bigler tilfældigvis på gården og hun spurgte da interesseret til vidunderet.

Se nu havde jeg jo både redet nogle gange i Helsingør på Lysagergård, hvor Folke Jensen huserede og bestyrede Ågårds hesteudlejning, der foregik i westernsadler. Der var stadig games hver søndag og cowboylivet var der endnu. Jeg havde også været med Jørgen Eiberg ude at ride i Smørum.

Jeg havde aldrig tænkt nærmere over det tekniske udover, at man skulle have lange bøjler.

Nu fik jeg så min ilddåb. Beruset af lykke, hvor jeg havde redet på det grønne areal ved Pilegården på Roskildevej i topfart kom jeg hjem og kunne forklare fru Bigler følgende:

"Jo når man rider i skridt har man stigbøjlerne på tåspidserne, når man så går over til trav, tager man dem ind på fodballerne og i galop, har man dem så i svangen."

Fru Bigler syntes altså det lød interessant, - meeeen der gik ikke mange dage før, jeg havde vænnet mig så meget til sadlen, at teorierne om de forskellige fodstillinger lige så stille gled ud.

Fru BIgler spurgte i øvrigt til det senere, men et lidt undvigende svar, fik hende høfligt til ikke at ville bore mere i det. Jeg har tit tænkt på, at hun må have været helt færdig af grin over mig og mine store spidse støvler og mine fodgrebsteorier.

Først i 90`erne, hvor jeg var hjemkommet fra westernridningens højborg i Tyskland, havde jeg kassevis af færdige argumenter til at besnære engelskryttere med. Og nu var teknikken jo i orden. Ingen alternative fodgreb her.

Vi lavede opvisninger alle vegne og hver gang, havde vi enten et supermanuskript til speakeren eller der kunne speakes ind imellem

ridningen og forklares.

Her var ingen kommunikationsproblemer og den engelske rytterverden kunne overvejende tages med storm. Alligevel er jeg såmænd blevet meldt til Dyrenes beskyttelse for at lave slidingstops og roll backs ved sådanne opvisninger. Tjaaa sådan er livet jo så mangfoldigt.

MH Conny

"Hardy og Ruth Hermansen et "westerncirkus", der tager ud og laver Wild West opvisninger."

Dem er jeg i familie med - min mor var en af disse ryttere:

[IMG]i855.photobucket.com/albums/ab120/Z- free/moranitacowboy.jpg[/IMG]

... det var da godt at denne tråd kom frem til toppen. Jeg har sjældent været så fint underholdt her på HN. Conny.

Nej Lone vi køre ikke western på Møns Klint mere - men det var sjovt dengang vi gjorde. og får lyst til at starte igen ?

Vi startede med western da vi kom i kontakt med Trailbuster klubben og de lejede sig ind her på ridelejren først i 90´serne.

Det var folk der også var til bål og naturridning, frynser på tøjet og et hav af John Wayne film i bagagen. Hans Klittum. Per Beinov, Mogens "Pisk" Jensen, John Hanson, Tommy Thoro og Ken Bolmer var en del af koryfæerne.

Men vi var en del der ville stævne og det bar hurtigt den vej. Hjemme hos Ken og Lone i Flintemosen begynde de første stævner som jeg tror var i FCWR regi ? 1995 tror jeg?

Men klubben Flat Creek afholdte en række gode stævner frem til år 2000, hvor bestyrelsen i samarbejde med Fru Nielsen skabte klubbens største succes: 6 Stævner med navnet, Sjælland rundt.

På det tidspunkt toppede kvægridningen for alvor i DK og der var

kvægstævner over hele landet i disse år. Men 2001 kom Mund og Klov sygen og satte en stopper for disse stævner og denne trend.

Jeg håber vi står foran en ny - fuld fart frem og håret tilbage periode - i dansk western. Hvis vi mænd (drengerøve) skal bevare interessen for western, skal vi have lov at træde lidt på speederen.

Hvis denne tråd er med til at genopfriske interessen

Jeg husker også tiden med frynsejakker og lign, ture og lejrbål, med stor glæde, og hilser det gerne meget mere velkomment i fremtiden end det er på nuværende tid.

Også som afveksling til stævnehestene vil det være et plus efter min mening. Adspredelse er altid godt, hvis man skal bevare gejsten.

Der er INTET galt i at give den gas og trykke på speederen Jeg kan ikke forestille mig mange mænd som ville blive ved år efter år, hvis alt foregik på en bane...i langsom jog, og var jeg selv hest, var jeg sikker på at jeg ville kede mig ved kun at gå cirkler og kun i dæmpet tempo. Der er plads til det hele Det bør der ihvertfald da være.

Jeg vil gerne i skoven og på ture igen. Desværre deler jeg ikke denne trang med så mange, virker det som, men det kunne være fedt hvis vi kunne blive lidt mere "alsidige" igen, samtigig med at der er plads til at lægge meget vægt på sin træning. Også for det sociale aspekt

Det er her, som med så meget andet : Det skal så lidt til at ødelægge det hele. Tag 100 mennesker på en westernbane og de 95 % kan trykke på speededen uden at ødelægge hesten og forarge publikum. Men de 5 % som svinerider deres heste, sætter et grimt ry for den samlede flok...

Jeg syntes godt at man kan trykke speeder uden at svineride . Her er hele forskellen på leg og træning.

Selvfølgelig kan stemningen gå lidt højt hos alle når adrenalinen koger i kroppen, men er man blot bevist om at prøve at gøre tingene så godt som muligt, istedet for at være egistisk og ligeglad, så ville jeg nyde at få en masse fra den tid tilbage Kjeld... ( Dette er altså ikke nogen hentydning til dig Kjeld. Det må jeg hellere skrive, for at komme spekulationer og misforståelser i forkøbet )...

Der var altså noget ved "Dengang" som ikke rigtigt er her mere. Det var en særlig stemning som fulgte, og selvom vi har ændret os med tiden, så ville jeg nyde at "rejse tilbage i tiden" af og til.

EEn gang om året holder vi sådan en "Lejrbåls weekend" heroppe, med kvæg, riding, dans mad og 100% hygge. Det oplader batterierne

Det er simpel hen så fedt at høre om..ikke billederne..

Glæder mig til fumlestævnerne..

åh ja de kære gamle minder .

Jeg har fulgt Hn siden det startede, men skriver sjældent herinde.

Jeg startede selv ud med western i 1991, hvor jeg mødte Ariel og Mary Paladini. Fantastiske mennesker:-). Jeg lærte alt groundwork og horsemandship dernede og tilbragte alle mine ferier og alle de weekender jeg kunne. Boede der nede hos dem en overgang. Red i starten på Poco hunny buzz..aka Poco, dejlig hoppe og super lærehest. Jeg gik senere over til honey, men hun døde desværre af kolik. Så red jeg mest på Docktor Skunk, skønne hest og dejlig personlighed og Poco. Ariel ville gerne have mig over Til Jimmy Flores og træne og ville gerne have jeg skulle starte Doc herhjemme, men måtte takke nej, da jeg havde familie og det harmonerede ikke på det tidspunkt. Jeg begyndte at arbejde med Lady, en datter efter Docktor Skunk og begyndte tilridning stille og roligt. Hun og resten af flokken blev solgt til Sverige da de skulle rejse. Da Ariel og Mary rejste til Brasilien lagde jeg en del af mit western på hylden. Red dog min hoppe i westernstil men var distance jeg trænede.

Men fantastiske mennesker som jeg aldrig vil glemme og som har en stor plads i mit hjerte , var som min anden familie.

Hej til jer

Jeg kan godt huske hvad western hestene hed: Blasing fire, San Diego, Indian Boy.

Blasing Fire var far til Sandiego og Indian Boy. Sandiego var sortbroget hingst og Indian Boy var brun og hvid hingst, og oftest ham vi lavede voltice på. Det var super flotte og dejlige heste.

Skønne og dejlige tider på Ryttergården.

Anni, Mr. X

Åhhh ja det er rigtigt - jeg husker hestene meget tydeligt og nu fik jeg navnene på også - Tak for det

Godt gået Conny...

Tænk at jeg som 18-19 årig har boet i Tune ved siden af Paladinis..Uden at vide det og først lært dem at kende da de boede i sønderjylland og nu har jeg en Skunk hoppe...

Jeg så mit første stævne i gilleleje, dengang hvor der var stemning og masser af boder... det mangler vi nu til dags.

Rick lemay var Dommer til mit aller første ride stævne, kryds i numsen siger jeg bare.. Is that all you can do.. spurte han,og så fik vi lært lidt om showmannship at halter..

Anders Larke har tråd Pot's og hans fars barne sko,men som inkaneret quarter mand får i ham ikke til at indrømme at han var vild med mine DV heste... jeg var med til at få ham som fast træner i fyns western club..

For herrens mange år siden, skulle du Conny være dommer til et stævne da Ina og Per Kronvold boede på fyn og lige havde fået lavet deres nye ridebane, men du sendte Anni og gik glip af gyset.

I Reiningen væltede Bente Lauersen med Balarina og brækkede foden... Karin havde lånt Pot, de væltede også og så ku Pot da lige klø sine ben nu han lå der alligevel... Ina blev så nervøs at hun red out of pattern... og jaa Pot's far ( Kylle) og jeg tog den i pleasure, uden at vælte og uden at ride forkert..

Jeg tror faktisk min første clinik var med Per Beinov, han sagde dengang at DV heste var de bedste lasso heste, jeg har elsket ham lige siden.. men syns aligevel det var lidt sært at trail busters kun var for mænd.

Helle christensen måtte lære mig at tumle Pot, da han som 2 års pluslig viste at han var hingst, det gjorde hun godt, jeg har tumlet hingste lige siden..

JMC.. joo der har Pot, hans far og jeg også været med, indtil der blev lukket for all bred, der blev åbnet igen, men der havde vi fået andre interesser... Rødfrakkerne som vi kaldte dem.. cutting rytterene fra JMC...Wau

Og sådan blev min skunk hoppe en habil Husmor cutting hest.

Kort fortalt, ringen er sluttet og det vil jeg også..Det er jo mørk nat..

¤¤¤ HerligHesteHilsen Mulle.¤¤¤

www.123hjemmeside.dk/cowhouse

Jooo, det var lidt sjovere i gamle dage..

Jeg har nogle sjove billeder på lager.

MH Conny

her er et pr billeder fra midt 70ne. Det første er fra ca 1974 taget i slangerup, det næste er mig og min bror john på vej på weekend i Ganløse skovene ca75.

Ej, hvor godt - jeg glæder mig super meget til at læse hele tråden igennem - 1000 tak

Peter Møller blev nævnt, han er bestemt også en mand der kan fortælle spændende historier fra noget af den tid i har været inde på.

Selv kan jeg ikke bidrage med noget, da jeg ikke har kendt denne verden så længe, men har været underholdt af Peter op til flere gange.

Jeg tænker at du Connie også kender en del til hans bidrag i den danske western verdens historie ?

Var det ikke Helle Kristensen der showede JJ Barred King i tyskland engang ?

Refund og Peter har jeg billeder af fra da de var til amerikana, de kommer her.

Dejlig tråd, den er sjov at læse.

Mvh. Sanne