Havde aldrig troet jeg skulle skrive denne tråd.
Må indrømme jeg gør det fordi det føles som et endegyldigt farvel, selvom det er smertefuldt.
Sagen er denne:
I fredags stod jeg op og gik i bad som altid, min mor skulle køres på sygehuset til operation, og jeg skulle nå at gøre mig klar.
Pludselig åbner min mor døren og siger min Røde opfører sig underligt.
Natten havde været hård og kold, så frygtede med det samme det værste: Nyreslag.
Jeg hev hurtigt tøj på og løb ud i stalden, det var tydeligt at Søde Røde havde rullet sig og frøs. Jeg lagde tæpper på hende, masserede hendes læn og ringede efter dyrlægen. Det føltes som en evighed før han kom, men da han endelig kom ved 9.30 tiden erklærede han kolik og hældte en saltvands blanding i hende. Hun fik nogle sprøjter og en arm "op i enden" , han kunne intet mærke, men kunne tydeligt se hun havde ondt.
Jeg fik besked på at vandre med hende, og gik straks igang. Var på dette tidspunkt helt alene.
Efter ca en times vandring i regnvejr (med pauser) steg hendes plus pludseligt og hun begyndte at kampsvede.
Jeg ringede igen efter dyrlægen, som først kunne komme en time senere.
Hendes tilstand blev værre og hun kunne efterhånden ikke stå op mere. Hver gang jeg lod hende pause lidt faldt hun, hun rullede sig ikke, men var tydeligvis meget træt.
Endelig kom dyrlægen, han undersøgte lidt igen og sagde de skræmmende ord: Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Send hende til Ansager nu!
Panikken og frygten steg og jeg kæmpede for at holde min smukke hest på sine ben.
Vi fik hurtigt fat i en chauffør, fik givet hende smertestillende, læsset og afsted det gik.
Turen til Ansager tar næsten to timer fra os af, så frygtede det værste.
Hun kunne jo både vælte, komme i klemme og alt muligt andet.
Pludselig var der et fjols foran os, som glemte at blinke, så vi måtte bremse hårdt op. Kunne se i traileren at midtervæggen pludselig ikke kunne ses.
PANIK!
Endeligt nåede vi derop, og jeg åbnede traileren og så: Min smukke lille elskede hest, dækket af skumsved med en mave som om hun skulle fole om en time.
Fik hende hurtigt ud, fandt dyrlægen og han gik igang med at undersøge.
Han spurgte endda om hun var ifolet.
Efter ca 30 minutter med tudbrølen og hårde meldinger tog jeg den tunge beslutning. Gik hende fred.
Hendes tarmsystem var svulmet op, hun kampsvedte og kunne ikke stå oprejst, trods smertestillende.
Dyrlægen trak hende ud af stalden, og fy for en i h.. hvor jeg dog tuede!! Alle var meget søde og støttende, især min kære chauffør Kim! Han skal ha al ros.
Jeg gik ud til hende, prøvede at lukke hendes øjne, men den lille stædige dame ville ha dem åbne.
Kyssede hende nok tusinde gange.
Fik klippet lidt af hendes smukke man, og kørte hjem.
Der var klokken ca 17.
Tog beslutningen i samråd med min meget venlige og forstående dyrlæge.
Til Røde:
Smukke, du er den eneste. Du var min grund til at stå op, min identitet.
Jeg er ked af du skulle opleve den store smerte, og at jeg ikke kunne hjælpe.
Elsker dig så højt, men det ved du jo.
På grund af dig tør jeg idag ride, tage udfordringer og lære af dem.
Dine øjne, din duft, dit vrinsk, det er ting jeg aldrig glemmer.
Din evige lykke ved at være sammen med mig, dit rolige sind og din fantastiske røde varme farve.
Du fortjener kun det bedste, intet mindre. !
Da jeg så dig første gang var jeg ikke i tvivl, du var den der kunne læse og forstå mig.
Jeg savner dig så uendeligt meget, og kan slet ikk forstå det tomme sorte hul.
Den plads i mit hjerte som fylder så meget. - Den vil altid være din!
Tak for jeg måtte lære dig at kende!
Røde nåede kun at blive 5 år gammel, men i mit hjerte vil hun være til jeg dør.
Vil altid mindes dig min smukke!
så ved udemærket hvordan du har det.
