Det var en blæsende dag. Jesper og jeg skulle ud og samle alt vores vildfarne plastik sammen. Det var endt på folden i det store stormvejr.

På vej ud på folden bliver jeg passet op af Bob, som står så smukt i solen og han lignede faktisk en der gerne ville posere lidt for mit kamera... skidt tænker jeg og tager kameraet frem... og hold da helt op hvor det blev sjovt.

I samme sekundt som jeg får taget det første billede, mister Jesper et stykke plastik. Plastikken har god fart på og vi når ikke at fange det, før det smasker lige ind i hovedet på Bob.

Uværgerligt går man lige et par skridt tilbage, for Bob var helt uforberedt på at det kom.

Til at starte med stod han lidt og krummede halsen sammen, for hvad var nu det for noget, men så... snif snif.. Bob inhalerer et stort stykke plastik. Jo jo, den var skam god nok, det lugtede lidt af mad, så det behøvede han skam ikke at tage på vej over.

Jeg kunne jo ikke lade være med at grine lidt over den fjollede hest, men jeg skulle snart erfare at det sjoveste havde jeg endnu til gode.

Donna, som ellers havde fulgt lige i bagdelen af Jesper hele folden rundt, havde altså besluttet sig for at nu var Jesper ik spor sjov mere. Hun er jo lidt af en kylling med plastik og da Jesper gik rundt med hele favnen fuld, så gad hun altså ikke ham mere, så hun kom spankulerende ned mod mig og Bob.

Donna minder mig til tider mest af alt om flodhesten Gloria fra tegnefilmen madegaskar. Nysgerrig, kløgtig, men alligevel lidt doven og dum på sin egen charmerende facon.

Så der kom hun slentrende, lettere sløvt og hun var kommet ganske tæt på Bob, da han vendte sig om og kiggede på hende. Først der gik det op for Donna at Bob rent faktisk havde plastik på sig... ja det ligefrem rørte ved ham.. og i bedste tegnefilmsstil smækkede hun bremserne i... I kender godt de scener hvor de bremser og nærmest løber baglæns, men der sker ligesom ingenting, de kommer bare tættere og tættere på... sådan var Donna i den situation. Man kunne næsten se hendes magtesløshed over ikke at kunne komme væk hurtigt nok... Altså jeg mener det var jo en alvorlig sag, Bob var jo lige ved at blive ædt af den plastik. Så en to tre og så var Donna ellers på tilbagetogt.

Bob stod lidt og glanede, sådan helt alene, et lille øjeblik og så kom han luskende hen til mig or at få plastikken pillet af, nu var den altså ikke sjov længere...