Hej Donia
Kilde:
http://nigge.homepage.dk
HVAD ER WESTERNRIDNING
Westernridning er slet ikke opstået i det “Vilde Vesten”. Oprindelsen er langt ældre og starter i Spanien. De spanske erobrere bragte denne ridestil med sig til den nye verden, til Amerika. Der blev den videreudviklet, men i sit grundprincip er metoden den samme i dag, som for 2000 år siden.
Westernridning er i meget stærk fremgang i Danmark. Det er ikke fordi westernridning er bedre end Engelsk ridning og heller ikke nemmere, skønt rideformen er mere naturligt for hesten.
Når man ser cowboys jage af sted, ned ad stejle skråninger i halsbrækkende galop i westernfilm, får man nemt indtryk af, at det er en meget uskolet form for ridning. Det er dog forkert, det tar oftest 6-8 år, før en westernhest har lært alt, hvad den skal kunne i sit arbejde. En færdigtrænet westernhest er derfor oftest meget værdifuld.
For at blive en dygtig westernrytter kræves en lige så omhyggelig og sagkyndig undervisning som inden for Engelsk ridning. På samme måde er oplæringen af en westernhest et arbejde, der kræver stor tålmodighed og kendskab til de muligheder, en hest rummer.
For at westernhesten skal være behagelig at ride og nem at styre i enhver situartion, må den lære at holde balancen under rytterens vægt.
Den må lære at træde ind under sig med bagbenene, for at bære mere vægt på bagparten. Hesten er ikke født til at blive redet, den skal lære at bære rytterens vægt.
Den vigtigste forskel mellem westernstil og engelsk stil er, at hesten ikke til stadighed er inde under hjælperne, men at man kun giver den signaler, når det kræves. Hesten kan bevæge sig friere og mere afslappet, og man kan let forestille sig, at et dyr, der rides på den måde, er mere tilfreds. Selvfølgelig skal også westernhesten gå samlet, for at aflaste forbenene og bringe sig i balance med rytteren. Men på en anden måde end en “engelsk” hest. Så snart westernhesten har fulgt opfordringen og altså har samlet sig, belønner man den, idet man straks giver efter på tøjlen og ikke driver mere. Denne øvelse gentages utallige gange, og hesten vil i stadig længere perioder selv gå samlet.
Westernrytteren sidder også anderledes på hesten - mere løst og afslappet. Man klemmer ikke hesten mellem knæene og driver den med sædet for hvert skridt, men følger bare let med fra hoften.
En cowboy har ikke tid til uoverensstemmelser med sin hest. Man opdrager den unge hest sådan, at den senere “fungerer” problemløst i enhver situation. Hesten skal stå absolut stille ved opsidning, og den skal også uden rytter kunne blive stående på stedet, uden at være bundet. Den går ikke i panik over hver eneste traktor eller ethvert stykke plastic, der flyver op, fordi den allerede under tilridningen er blevet vænnet til alle mulige genstande, situationer og lugte. Gennem den konsekvente opdragelse - ikke gennem tvang og vold - fatter hesten urokkelig tillid til rytteren. Og sådan en hest vil man altid kunne stole på.
“Tillid mellem hest og rytter” er en af westernrytterens grundregler. En hest, der danser under rytteren med højt hævet hoved og udspilede næsebor, og som tilsyneladende kun med nød og næppe er til at holde af en ekspert, ser ganske vist imponerende ud, men er slet ikke nogen ønskehest. Måske undrer man sig, når man ser, hvor roligt og afslappet, vallakker, hopper og hingste står mellem hinanden ved en westernkonkurrence og venter mellem øvelserne, indtil man igen forlanger noget af dem. Det har på ingen måde noget med sløvt temperament at gøre, det hører ganske enkelt til en god opdragelse.
Enhver ridehest kan rides i westernstil, og er man interesseret i en hest, der er god og sikker til ridning ude i terrænet, er westernstilen perfekt. I westernkonkurrencer er chancer for succes med en stor varmblodshest, som er oplært til springning, ikke særlig stor. Disse heste er i reglen for langbenede og for høje, for lidt manøvredygtige og for kåde.
Den ideelle højde for en westernhest til en voksen rytter ligger mellem 145 og 155 cm i stang. Det er godt med en hest med en kraftig, men på ingen måde klodset kropsdygning. Derudover skal den være vågen, fintmærkende, lærevillig og have en harmonisk og venlig karakter.
De to mest brugte hesteracer til westenridning er Quarter horse og paint Horse, de har deres egne klasser til de store shows.
Vil man på lange rideture i terrænet eller har man lyst til at gå ind i westernsporten, gør man sin hest og sin bagdel en stor tjeneste ved at bruge en westernsadel.
Den mere udbredte “engelske” sadel, har den ulempe, at den har en lille anlægsflade mod hesteryggen og derfor nemmere forårsager trykskader og muskelsmerter.
En westernsadel har den fordel, at den store anlægsflade skåner hesteryggen, og trykskader er et næsten ukendt fænomen, men naturligvis skal sadlen passe til hesten.
Westernsadlen stammer tilbage fra den spanske riddersadel, et monstrum, som man sad så dybt i, at man næsten ikke kunne falde af hesten. I Amerika blev den spanske sadel tilpasset kvægarbejdet. I Mexico opfandt man sadelhornet, som man kan gøre lassoen fast til, og som er typisk for westernsadlen.
En westernsadel vejer omkring 15 kg. Vægten giver ikke hesten problemer, højst rytteren. Ulempen er, at en god westernsadel er dyr, og det er ikke nemt at finde en god brugt, man skal kikke sig for, der er mange westernsadler af dårlig kvalitet. Man kan rolig gå efter, at pris og kvalitet hænger sammen.
En unghest rides med to hænder og snaffel bid, men man arbejder sig hen imod at ride hesten med vægten, og ved at lægge den udvendige tøjle mod hestens hals, dette kaldes neck-reining. Og den færdigtrænede hest rides med èn hånd og stangbid. Der er mange, der bruger stangbid til heste, som de næsten eller slet ikke kan holde med et nomal bid. Men en westernrytter bruger det ud fra et behov for at kunne have den anden hånd fri til lassoen, når man skulle arbejde med kvæget.
Til ungheste bruger man også den såkaldte hackamore, (også kendt som en bosal). Den består af et fast næsestykke, flettet af råhudsstrimler, og en “tøjle”, der består af hamp eller hestehår.
Den mekaniske hackamore som er kendt blandt engelske rytter, og almindelig i springning, fungerer ganske anderledes end en ægte hackamore, som ikke er mere voldsom end en normal staldgrime. Den mekaniske hackamore er meget skarp, og kan udsætte hesten for stærke smerter. Den er forbudt inden for westernsporten.
Til en westernrytter hører også hjulsporerne, brugt rigtig er de mindre smertende end ganske simple sporer. Sporerne bruges først og fremmest af rytteren til at give hesten meget fine og præcise tegn.
I westernkonkurencer er det forbudt at ride med næsebånd, og biddet skal ikke sidde sådan at der er rynker i hestens mundviger, hvilket bevirker at der så vil være et konstant træk i munden.
Obligatorisk til konkurencer er , westernhat, støvler/støvletter og
langærmet skjorte. Der bruger også tit chaps, de er ikke blot til pynt, frynserne leder regnvandet væk, og de forhindrer cowboyen i at hænge fast med stigbøjlen i grene og buske, når de rider efter kvæg.
Inden for western er “arbejdet fra jorden”, også kaldt groundwork, meget brugt og enormt vigtigt, især til de unge heste så de er nemmerer den dag hvor de skal tilrides.
Ved “arbejdet fra jorden” opnåes gensidig respekt, rytteren er “fører- hesten”, og hesten skal vige for “førerhesten”, der ved undgåes mange problemer. Hesten går for løst reb og følger villigt med, uden at slæbe af sted med rytteren. Den går ikke i panik og løber rytteren ned. Den står stille når rytteren skal op, og løber ikke så snart man har en fod i stigbøjlen. Alt dette er også med til at sikker rytterens velvære, og man undgår en masse tid på sygehuset.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
WESTERNDISCIPLINER
Halter
Halter betyder grime og denne klasse er derfor en showklasse, hvor hesten fremvises i grime og til fods. Det vil altså sige, at hesten kan komme til stævne inden man begynder at ride, og dermed opbygge hestens stævneerfaring. Man går med hesten af midterlinien hen mod dommeren i skridt, efter dommeren jogger (traver) man om til langside, hvor man stiller hesten op. Der skal den så stille indtil de andre heste er stillet op, så kommer dommeren rundt og kikker på hver enkel hest, men ser samtidig om de andre heste står stille, dommeren forlanger tit at se tænder på hesten. Hestene bedømmes efter deres bygning og udseende, men også efter deres opførsel. Så det gælder om at have en lydig hest, da man kun fremviser i show-grime uden bid, også i hingste klasser. Klasserne er delt ind efter køn, og for det meste også efter alder. Man må heller ikke have en pisk med ind i klassen.
Showmanship at Halter
Showmanship at Halter minder meget om Halter. Man går også med sin hest i en show-grime. Men bedømmes efter, hvordan udstilleren fremviser og håndterer sin hest, hvor pænt de er klargjort, og om det hele er rent. Man skal gå et mønster, hvor hesten skal flytte sig som ”en skygge” for rytteren, da man ikke må røre hesten. Det mønster bestemmer dommeren og det kan f.eks. indeholde tilbagetrædninger, stop og vendinger. Klasserne er delt på samme måde som i Halter.
Western Pleasure
Enhver der ser en Pleasure-klasse for første gang, har svært ved at forstille sig, at denne disciplin overhovedet er svær. Alle rytter er på banen samtidig, de rider ude ved barrieren og dommeren siger hvilken gangart hesten skal rides i. Men inden hesten går som dommeren ønsker det, er der noget træning. Pleasure betyder fornøjelse. Og det er lige nøjagtigt, hvad det er at ride en sådan uddannet hest. En god pleasurehest har en fri, velafbalanceret og flydende gang. Så den kan tilbagelægge en rimlig distance med et minimum af anstrengelse. Den bør bære hoved og hals i en naturlig og afslappet position, men den skal stadig gå samlet, for at aflaste forbenene og bringe sig i balance. De 3 gangarter er: Walk, der er en afslappet, men dog fremadgribende skridt. Jog, der er en yderst behagelig og jævn, men relativ kort trav. Og Lope, der er en ligeså behagelig og kort galop.
Western Horsemanship
I Horsemanship ride man et mønster som dommeren bestemmer mindst 1 time før klassens start, det indeholder de 3 gangrater og nogle øvelser som f.eks. stop, tilbagetrædning, vending og spins. Efter alle har reden mønster, rider man for det meste en pleasure. Dommeren bedømmer helhedsindtryk af rytter og hest, og udførelsen af mønsteret. Rytteren, hesten , tøjet og udstyret skal være pænt, rent og i orden. Mønsteret skal rides præcist og med rytter og hest i fuldstændig harmoni og man skal kunne styre hesten med et minimum af bevægelser .
Western Trail
Trail er en show-udgave af skovtursridning. En trail bane er en forhindringsbane, hvor man er èn rytter og hest på banen af gangen. Dommeren bestemmer banen, der mindst skal indeholde seks forhindringer, der er 3 obligatoriske forhindringer som er en låge, som man skal åbne, ride igennem og lukke igen uden at slippe. Mindst 4 bomme man skal rides over i enten walk, jog eller lope. Og som kan placeres på en lige linie, som vifte, i zig-zag eller hævet fra jorden, dog må bommene kun hæves i ”walkovers” (skridt over bomme) og kun op til 30 cm fra jorden. Og tilbagetræning i et mønster f.eks. imellem og rundt om mindst 3 markører, igennem et L,V eller U, eller ligeud. Det er næsten kun fantasigen der sætter grænser til de valgfrie forhindringer, der f.eks. kan være at ride over en træbro eller et stykke plastik, ”side pass” (sidevejsbevægelser ) over en bom, en firkant af bomme som rytteren og hesten skal ride ind i og lave en vending som beskrevet af dommeren, slalom i walk eller jog, bære en ting fra et sted til et andet, en regnfrakke der tages på og af eller en avis der tages ud og lægges tilbage i postkassen. Man bedømmes ud fra hestens præstation ved gennemridning af de forskellige forhindringer, dommeren ser på hesten opførsel, lydighed over for rytteren og indstilling. Hesten skal nærme sig forhindringen i et rimeligt tempo, dog uden at blive uforsigtig, og udvise evner for at kunne træde forsigtigt og se efter hvor dem træder. Hesten skal villigt lyster rytterens signaler ved selv de sværere forhindringer, og må ikke tøve med at gå, f.eks. over broen.
Reining
Reining er favorit disciplinen blandt mange rytter og tilskuer. Det er westernridningens dressurprøve i galop. I regelbogen er der 10 reining mønster og dommeren bestemmer hvilket der skal rides i den følgende klasse. Mønsteret indeholder manøvrer som, Spins: hesten drejer hurtig om sit indvendige bagben, (bagpartsvending). Speed control: variering mellem langsom og hurtig galop. Sliding stops: hesten stopper med begge bagben glidende og forbenene i trav. Rollbaks: en 180 grader bagpartsvending i to spring. Lead changes: galopchancement. Og baks ups: hurtige tilbagetræninger. Alt sammen i et rimeligt hurtigt tempo. Der er èn rytter og hest på banen af gangen. Man skal på anmodning fra dommeren tage hovedtøjet af hesten for at vise bidet.
Western Riding
Western riding kræver et meget højt uddannelsesniveau. Der er èn rytter og hest på banen af gangen. Man rider et mønster der består af jog og lope over en bom, galop i slalom mellem nogle kegler hvor man på bestemte steder skal lave et galopchancementer og til sidst skal man bakke. Der er 7 eller 8 galopchancementer i mønsteret, der findes 2 mønster, dem kan man se i regelbogen. Dommeren ser efter om der bliver lavet galopskift de rigtige steder, om dette er et pænt jævnt skift, om hesten er lydig overfor rytteren og om galoppen er i samme tempo fra start til slut.
Cutting
Cutting er faktisk den sportsgren, som næst efter golf og tennis er den største pengesport i verden. Men det er der nok ikke mange dansker der er klar over. Cutting er noget af det ypperste inden for western ridning. Og det er da også denne gren af vores sport, de fleste professionelle kappes om at vinde. I cutting skal hver enkel deltager udpege fire hjælperyttere. To af disse (som kaldes heard holdere) skal holde styr på den flok kalve, som er på banen. De to andre skal holde eventuelle udbryderkalve tilbage, hos den rytter der cutter. Cutteren (rytteren) skal så ride sin hest stille og roligt ind i den ventende flok kalve og drive et par stykker af disse ud foran de andre, herefter skal man så frasortere en enkelt, og når dette er sket må man ikke mere hjælpe sin hest. Men det er der heller ikke nogen grund til, for en toptrænet cutting hest ved udmærket godt hvad det nu går ud på ! Nu skal hesten nemlig helt selv afspærre vejen for kalven, når dennes flokinstinkt træder i funktion og den prøver at komme tilbage til sine artsfæller. Og her er det da også tydeligt at se hvilke heste der har ”cow sence” (et medfødte instinkt for kvægarbejde) og hvilke der ikke har. Hver deltager skal helst nå 2-3 kalve på den tid, der er til rådighed. Så når man syndes, at man har vist hestens dygtighed på èn kalv, stopper man hesten og rider igen ind i flokken for at udvælge en ny kalv.
Working Cow Horse
I working cow horse er der kun èn rytter og èn kalv på banen, ad gangen. Inden man rider med kalven, skal man ride reined work, der næsten indeholder det samme som et reining mønster. Når man så skal ride med kalven, skal man først ”boxe” den. Dvs. at man skal vise, at man kan holde kalven afspærret i den ene ende af banen. Der næst går det ”down the fence” og her driver man så kalven ned langs hegnet og rider ind foran den – og vender den tilbage i den modsatte retning. Dette skal gøres mindst to gange i hver retning. Der næst drives kalven ind på midten af banen og cirkels rundt, mindst en gang til hver side . Alt dette med kalven, skal gøres på under to minutter.
Team Penning
Team Penning kan forklares meget kort. I løbet af 90 sekunder skal et team bestående af tre ekvipager udskille og drive tre forud udpegede og ens-markerede stykker kvæg fra flokken og ”penne” dem i en lille indhegning. Det team med hurtigste tid vinder. Det at ”penne” kvæget betyder at få dem ind i en fangefold i den anden ende af banen, og det er nemmere sagt end gjort. Der må ikke komme flere end 3 kalve over midten af banen ad gangen.
Barrel Race
Det gælder om på den hurtigste tid, at ride et mønster omkring 3 tønder, der står i en trekant. Det giver tillæg i tiden hvis man taber hatten eller rør/vælter en tønde.
Pole Bending
Her gælder det om på hurtigste tid, at ride slalom omkring 6 pinde der står på en lige række. Man starter med at ride op til den anden ende af pindene, slalomer så ned, vender omkring den sidste pind, slalomer så igen op, vender rundt og rider lige ned til start.
Opdeling
De forskellige western discipliner, kan være delt op i hestens alder og race, og rytterens alder og status. I all breeds klasser må alle heste racer starte. I quarter klasser er det kun quarterhorses der må starte, i paint klasser kun painthorses osv. I junior klasser er det heste indtil 5 år der må starte (i paint klasser er en junior hest til og med 4 år). I senior klasser er det heste fra 6 år der må starte (i paint klasser fra 5 år). Senior heste skal rides i stangbid og med en hånd i konkurencer. I all ages klasser må hesten starte uanset hvilken alder den har.
Open er for alle rytter, uanset hvilken alder og status de har. En amatør rytter, er en rytter der ikke tjener penge på at tilride heste og undervise i ridning. De må heller ikke ride på en hest der ikke tilhører dem selv eller nærmeste familie. En amatør rytter skal være over 18 år. En youth rytter er en rytter der ikke er fyldt 18 år. Der kan være lavet tilpasninger i reglerne til de enkle træningsstævner.
Placeringer
Da der er så mange discipliner inden for western man kan starte, kåres der oftest en all-around champion til stævnerne, inden for de forskellige racer og statuser. Det er den hest og rytter der har fået de bedste placeringer i løbet af stævnet eller året.
En stor forskel er der også på farverne af rosetterne, 1. Pladsen er blå, 2. rød, 3. gul, 4. hvid, 5. pink, 6. grøn, 7. lilla, 8. brun, 9. mørke grå og 10. pladsen lyse blå.
MVH
Annette
