Nu har jeg skrevet en ny historie, som jeg så sætter det første stykke ind af her 
. Den er IKKE færdig redigeret, og det første stykke med Carolina skal omskrives. Men i plejer at være gode til at gi ideeer her, så derfor bliver den sat ind! Personerne er IKKE de samme som i min anden historie, selvom nogen af dem har samme navne.
OG det skal lige siges, at den bliver bedre hen ad vejen, så bare spring de første sider over hvis i synes den er kedelig først..
CAROLINA
Jeg drejede rundt om mig selv, og betragtede kritisk mit spejlbillede i det store guldindfattede spejl.
Nej.
Det var altså ikke godt nok!
Jo, håret var fint, sådan som det var sat op, enkelt og elegant, med et par lange totter hængende ned omkring mit ansigt.
Makeuppen var også pæn, et godt lag mascara der fremhævede mine øjne, rosa glitter-øjenskygge, og kindrødt til at optegne kindbenene. Pænt og naturligt, og ikke alt for meget, så jeg kom til at ligne en sminkedukke.
Men kjolen var under alt kritik! Den lignede jo et eller andet der var købt på udsalg i genbrug!
Farven var flot, sådan helt kornblomstblå, ligesom mine øjne.
Men den sad alt for stramt på overkroppen, jeg kom næsten til at se decideret fed ud! Og den smøg sig slet ikke så elegant om mine ben som jeg havde håbet den ville.
Og jeg der ellers havde syntes så godt om den, da jeg prøvede den i forretningen.
Måske var det slet ikke kjolen, men mig det var galt med.
Havde jeg taget på?
Jeg greb prøvende fat om mit maveskind. Var det ikke slappere end det plejede?
Da denne forfærdelige tanke slog mig var jeg lige ved at begynde at tude.
Det eneste der afholdt mig fra det, var tanken om den katastrofe jeg ville være bagefter. Min makeup ville jo være totalt ødelagt! Og det gik altså ikke, specielt ikke i dag, på min 15 års fødselsdag.
"MOR", hylede jeg rædselsslagent.
Hun kom straks springende med et forskrækket udtryk i øjnene.
"Hvad er der galt skat?" spurgte hun forpustet.
"Se.. kjolen..!, hikstede jeg, og kunne ikke holde et par tårer tilbage.
"Jamen den er da så smuk, lille skat", sagde min mor, og smilede lidt nervøst til mig
"GU FANDEN ER DEN IKKE SMUK", hvæsede jeg hulkende tilbage. "DEN FÅR MIG TIL AT LIGNE EN FED KO"
Min mor sagde ikke noget med det samme, stod bare og så nervøs ud, mens hun vred hænderne. Kunne hun ikke engang finde ud af at trøste mig? Helt ærligt..
Jeg gav mine hulk et par toner til, og dét hjalp.
Endelig.
"Såså, pusling, vi køber selvfølgelig en ny kjole, nu med det samme, hvis du ikke kan li' denne her,!"
Min mor tog forsigtigt fat om mig, og strøg mig over ryggen med sine blanke, lakerede negle.
Jeg så op på hende med forgrædte øjne.
"Mener du det", spurgte jeg hæst, og trak mig ud af hendes greb.
"Selvfølgelig, lille skat", sagde min mor lettet, og smilede til mig med sin skrigrøde mund.
"Men kan vi nå det? Jeg bliver også nødt til at ha' ny makeup nu"
"Vi skal nok nå det, pus, nu skal jeg finde Chrissie", svarede min mor og strøg ud af værelset.
Fint nok, tænkte jeg, og smilede for mig selv, mens jeg brutalt krængede kjolen af.
Det tynde stof revnede ned af ryggen med en flænsende lyd.
Skide være med den gamle las, den var alligevel lige til skraldespanden, mumlede jeg for mig selv, og sparkede kjolen tværs over gulvet med mine spidse støvlesnuder.
Jeg stillede mig igen op foran spejlet, og betragtede indgående mig selv.
Høj og slank, med blankt, glat, sort hår der nåede mig til hofterne. Klare, blå øjne, lys hud, og et smalt ansigt med tydelige kindben.
Jeg drejede mig omkring og vendte siden til.
Jo, min mave var stadig pæn og flad. Men jeg måtte alligevel til at passe på, det kunne ikke hjælpe at jeg begyndte at tage på..
Lidt over 2 timer senere var jeg endelig klar.
Min mor og jeg var hurtigt kørt op til en af byens modeforretninger og havde fundet en ny kjole, lige i sidste øjeblik.
Jeg var ikke fuldkommen tilfreds, men det var der ikke noget at gøre ved.
Så havde Chrissie lagt en ny makeup på mig, og endelig var jeg klar til at modtage mine gæster.
Det hele var klart, og den store sal var pyntet flot op.
"Så pus"
Min mor rettede febrilsk på min halskæde med hektiske, nervøse bevægelser. Hun vimsede straks efter videre som en forvirret høne, og begyndte at afgive ordrer til alle og enhver.
Jeg sukkede.
Det var tydeligt hvis skyld det ville være, hvis min fødselsdag ikke blev vellykket..
Det var en åben fest, og alle de der ville kunne dukke op, men upassende personer ville jeg naturligvis sende væk. Så der skulle nok komme gang i den, og min mor havde lovet at hun nok skulle holde sig væk. Heldigvis.
Jeg kastede et sidste blik ind i spejlet, og begyndte så at gå over mod salen.
VINN
"VICTORIA" brølede min stedfar, så det kunne høres gennem hele huset.
Jeg fór sammen, og skyndte mig ned i stuen til ham
"Ja?", spurgte jeg forsigtigt, da jeg stod foran ham. Han sad og faldt sammen i vores gamle lænestol foran fjernsynet. Akkurat som han plejede.
"Hmm. Gider du hente mig et par øl?," brummede han sløvt uden at fjerne sit blik fra tv-skærmen.
Jeg nikkede hurtigt, og strøg ud i køkkenet for at gøre som han bad om. I forbifarten var jeg ved at falde over en gammel bananskræl der lå og flød midt på gulvet. Føj. Det var tydeligt at mærke når mor var syg.
Jeg fandt hurtigt et par øl frem fra en kasse på gulvet, og gav mig til at lede efter oplukkeren. Hvor var det nu jeg lagde den sidst?..
Nåh ja. Ovre ved telefonen.
"Værsgod". Jeg satte forsigtigt de to øl ned på det beskidte sofabord, der i forvejen var næsten fyldt med tomme flasker og cigaretskod.
Han brummede et eller andet uforståeligt, og tog en slurk af den første flaske.
Jeg sukkede, og trak mig atter tilbage til værelset. Hvor var han dog en idiot! Jeg fattede ganske enkelt ikke min mor, at hun havde kunnet falde for ham! Hvis hun da overhovedet nogensinde havde været forelsket i ham.
Emmy havde ikke ringet endnu. Bare hun dog snart ville gøre det, så jeg kunne komme ud af det her hus.
Væk fra en stedfar der sad og gloede dagen lang, væk fra min mor der lå og ømmede sig oppe i sengen, og væk fra den rådne stank, og cigaretrøg og øl. Væk!
Mine små søskende var faktisk efterhånden den eneste grund til, at jeg ikke for længst var stukket af. Hvordan skulle de klare sig uden mig?
Som svar på mine bønner kimede telefonen i det samme højlydt.
Igen fór jeg forskrækket sammen, og skyndte mig ned af trappen, så hurtigt at jeg var ved at snuble.
"Det er Vinn", gispede jeg forpustet da jeg var kommet ned, og havde løftet telefonrøret.
"Hej, det er Emmy", lød min venindes stemme i røret, glad og ubekymret som sædvanlig. "Kommer du over nu?"
"Ja", svarede jeg kort. "Vi ses!"
Jeg skyndte mig at smide røret på, og løb ud i entreen.
"Farvel!", råbte jeg, og satsede på at en eller anden hørte det. Hvis de ikke gjorde, kunne det egentlig osse være lige meget. De bekymrede sig alligevel aldrig om hvor jeg var henne.
"Hvor skal du hen Vinne?", lød i det samme min lillebrors forsigtige stemme.
Lilletim stod lige bag mig, og betragtede mig opmærksomt med sine blå øjne.
Jeg smilede til ham, og løftede ham op på armen.
"Jeg skal over til Emmy, Timse", svarede jeg og gav mig til at filtre hans uglede pandehår ud.
"Hvorfor", spurgte min lillebror stille, og stirrede lige ind i mine øjne.
"Jamen det er fordi, det har vi aftalt, ikke osse?", forklarede jeg tålmodigt og satte Tim ned igen.
Han havde altid heddet Lilletim, lige fra den dag han blev født. Og selvom både Lili og Totte og tvillingerne var yngre end ham, havde han beholdt det navn. Det passede lige som til ham.
"Må jeg ikke nok komme med Vinne, jeg skal nok slet ikke være irriterende", bad han, mens han stod og trådte sig selv over tæerne.
"Nej, det går altså ikke i dag"
Selvfølgelig kunne han ikke komme med. Emmy havde jo sagt at vi skulle til fest, hos hende den rige tøs, Carolina-et-eller-andet. Ikke at jeg havde specielt meget lyst, men Emmy havde forsikret at det ville blive sjovt.
Jeg havde aldrig brudt mig om fester, eller i det hele taget store forsamlinger. Det gjorde mig så nervøs, med så mange mennesker omkring mig. Men lige nu var alting bedre end at være hjemme..
"Årh, hvorfor ikke, Vinne, for mor vil altså ikke ha' jeg er her, hun siger jeg er en dum møgunge, Vinne, men det er jeg ikke, vel?" Tim talte så hurtigt at han snublede over ordene, og hans øjne var vidåbne.
Hvordan kunne min mor finde på at sige sådan noget, tænkte jeg vredt, drengen var seks år gammel, seks år!
"Nej, selvfølgelig er du ikke det, mor laver bare sjov!", forsikrede jeg ham om, mens jeg smilede beroligende til ham. "Men nu bliver jeg nødt til at smutte, vi ses Timse! For resten, hvor er Marlin blevet af? MARLIN!"
Min søster kom gående, mens hun mumlede vredt.
"Ja, ja, ja, JA! Hvad er der nu, Vinn?"
"Du holder lige et øje på Lilletim, ikke,?" spurgte jeg uden at tage mig af hendes sure tonefald.
"Hvorfor?", mukkede hun, mens hun stirrede irriteret på mig. Hun lignede vores mor, ligesom Tim. Fregnet hud, flammerødt hår, og lyseblå øjne. Men hun var ligeså spinkel som jeg var, selvom hun var lidt højere af sin alder end mig.
Jeg selv var lille, tynd og meget spinkel. Min hud var så bleg at den nærmede sig porcelænshvid, og mit hår var tyndt, fladt og sølvhvidt, (hvis man skulle kalde den farve noget pænt) og hang tjavset ned over mit ansigt som et gardin. Mine øje var bleggrå og vandede, og de fik mig til at ligne en albino eller sådan noget.
Alt på mig var spinkelt og benet, og man kunne tælle mine ribben. Jeg hadede mit udseende, hver eneste lille ting ved mig, jeg hadede at ligne min far. Hvorfor skulle jeg ligne en jeg hadede og foragtede, så meget? Jeg havde aldrig mødt ham, men han var skredet fra min mor da hun var gravid med mig, og bare dét var nok til at jeg ikke brød mig om ham.
"Du kan vel godt se efter ham mens jeg er ovre hos Emmy, ikke?", sukkede jeg opgivende. "Gør mig nu den tjeneste, Marlin!"
Jeg så bedende på min søster. Marlin var to år yngre end jeg, men alligevel havde vi altid snakket godt sammen, og holdt sammen når vi havde det svært.
De fleste syntes hun var sær, at hun altid var sur og aggressiv. Men jeg vidste bedre. Marlin havde aldrig haft det let, det havde ingen af os. Hun var blevet mobbet gennem hele sin skolegang, og havde altid haft det dårligt hjemme. Hun var blevet meget indelukket, og ville aldrig tale med nogen, måske lige på nær mig.
Hun nikkede til sidst, og rakte armen frem.
"Kom så her Timse"
"Tak", smilede jeg lettet, og skyndte mig ud af døren.
EMMY
Hvorfor skulle jeg absolut være så perfekt? Hvorfor? Alle andre kunne få lov til at være dem selv, mens jeg, jeg skulle hele tiden smile og være glad, være høflig over for alle, svare pænt, og være stille fireogtyve timer i døgnet, medmindre jeg blev spurgt om noget, eller kunne komme med et intelligent svar. Og det kunne jeg aldrig, efter min mors standard.
Alle forventede så meget af mig, bare fordi alle mine andre søskende havde sådan nogle superhjerner, og klarede sig perfekt i alting.
Hvad så hvis jeg ikke var lige så klog? Hvad så hvis jeg måske slet ikke havde lyst til at være så klog, men bare en ganske almindelig pige?
Jeg sukkede dybt, og lod mig falde tilbage på sengen. Det gik ikke. Ikke med de forældre jeg havde.
Find smilet frem, Emmy, sagde jeg bestemt til mig selv, du skal til fest, og Vinn kommer om lidt. Du har det jo godt, så smil!
Men til hvad nytte. Vinn vidste alligevel med det samme når jeg ikke var glad. Så kunne jeg altså smile så meget jeg ville, for det var ligesom om hun kunne se ind i mig, lige gennem den ydre facade.
Andre syntes vist at hun var lidt mærkelig, sådan en outsider. Men når nu hun var veninder med mig kunne de godt acceptere hende, jeg var jo populær og respekteret. Det var egentlig noget underligt noget.
Vinn var nu ikke det mindste underlig efter min mening, bare meget stille og indadvendt. Hun tænkte meget over tingene, ikke som mig, der bare sprang ud i det, og elskede at snakke og grine og synge højt.
Hvis jeg så ellers kunne få lov for min kære mor. Hun brød sig ikke om at jeg snakkede for meget.
Eller sang eller grinede for den sags skyld.
I det samme ringede det på døren. Det var selvfølgelig Vinn. For det første var hun den eneste der kunne tænkes at komme på det her tidspunkt, eftersom jeg selv havde inviteret hende, og for det andet var hun den eneste der brugte ringeklokken.
Jeg skyndte mig ud i entreen for at lukke op. Vinn stod ude i blæsten, med sin alt for store jakke trukket op omkring ansigtet. Hende tynde, tjavsede hår hang ned omkring hovedet på hende, og skjulte det meste af hendes ansigt. Hun frøs tydeligvis, og jeg skyndte mig at lukke døren helt op så hun kunne gå indenfor.
"Hejsa", sagde jeg, og betragtede Vinn bakse med sin jakke.
Hun løftede hovedet og sendte mig et hurtigt smil, men svarede ikke. Det tog jeg mig nu ikke af, for det var tit hun ikke svarede mig. Hun mente vist det var unødvendigt..
Hun havde som altid sin sorte fleecetrøje på, og sine forvaskede cowboybukser. Jeg besluttede at gå lige til sagen.
"Vinn, det dér er jo ikke festtøj, er det?," spurgte jeg ligeud.
"Nej, måske ikke", indrømmede Vinn med et skuldertræk. Det var det gode ved hende, hun blev aldrig sur over sådan noget, for hun foretrak at man sagde sin mening.
"Det er okay, du kan jo bare låne af mig" tilbød jeg.
"Tak."
Vi gik tavse op på mit værelse, og gav os til at lede efter noget tøj til Vinn. Det var ikke helt nemt at finde noget der sad pænt på hende, fordi hun var så tynd og lille. Det endte med at hun fik mine sorte bukser, dem med elastik, og en løstsiddende blå bluse på, og derudover lånte hun min lille sølvkæde. Men hun nægtede stædigt at lade mig sætte hendes hår op, eller lægge make-up på hende.
Det ville nu ellers klæde hende, tænkte jeg, mens jeg betragtede min veninde ligge udstrakt på min seng med et blad i hænderne. Hun kunne faktisk blive meget køn, hvis bare hun gjorde noget ud af sig selv.
Men sådan var Vinn ikke, hun var bare helt naturlig og fuldkommen sig selv. Desuden var hun så ligeglad med, hvad andre tænkte om hende som man kunne være. Det misundte jeg hende sommetider.
Jeg vendte mig igen om til spejlet, og stirrede tænksomt på mit spejlbillede. Hvad pokker skulle jeg gøre ved det hår? Sådan en tyk, gulgylden, krøllet manke. Men alligevel, jeg havde da været heldig med mit udseende, og min hud var også pæn: solbrændt og glat, og helt uden bumser.
I det samme kom jeg i tanker om noget.
"Vinn, vi skal for resten huske at ha' badetøj med!"
Vinn løftede forbløffet blikket fra bladet, og stirrede på mig. Jeg bed mig i læben. Vinn hadede at vise sig i badetøj, eller i det hele vise sin krop frem.
"Jamen.. det er jo koldt udenfor", svarede hun endelig med undren i stemmen, som om hun slet ikke kunne forstå at nogen mennesker kunne tænke på badning på denne tid af året.
"Nåh.. ja.. men hende der Carolina Smythe, hun har en indendørs pool!"
"Hmm." Vinn rynkede panden, og rettede igen opmærksomheden på sit blad.
Nåja, hun havde i det mindste ikke sagt at hun ikke ville være med til at bade..
Vinn var faktisk meget bleg i dag, endnu blegere end hun plejede, lagde jeg pludselig mærke til, og hendes render under øjnene var meget tydelige.
"Er der noget galt?", spurgte jeg forsigtigt, og lod mig falde ned på sengen ved siden af hende. Jeg havde ikke regnet med et svar, for Vinn indviede sjældent andre mennesker i sit privatliv, selv ikke mig.
"Det er bare min stedfar", svarede hun med sin tynde stemme, mens hun stædigt vedblev at stirre på sit blad. "Og min mor. Og mine søskende. Emmy, jeg kan simpelthen ikke klare det mere!" Endelig rettede hun blikket mod mig, og hendes stemme lød fortvivlet.
Jo, jeg vidste da udmærket at Vinn ikke havde det nemt derhjemme. Som den ældste i en søskendeflok på 7, med en stedfar der altid var sur og ugidelig, og med en mor der aldrig rørte en finger for hende havde hun nok at se til.
Jeg lagde forsigtigt armen omkring hendes spinkle skulder.
"Det skal nok gå, ikke?," sagde jeg stille, og smilede opmuntrende.
Vinn begyndte at hulke sagte. Hele hendes tynde krop rystede, og hun skjulte hovedet i hænderne.
Hvad skulle jeg gøre? Vinn brød sig ikke om at vise sine følelser, og det var meget sjældent hun gjorde det. Hun ville sikkert være meget pinligt berørt over at hun var begyndt at græde foran mig, men jeg syntes slet ikke det var noget at skamme sig over. Det var da bedre end aldrig at vise hvad man følte.
Jeg sagde ikke noget, ganske enkelt fordi jeg ikke vidste hvad det skulle være. Lidt efter stoppede Vinns gråd dog også, og hun tørrede snøftende øjnene med den ene hånd.
"Undskyld", hviskede hun hæst, og slog blikket ned.
"Vinn, det gør da ikke noget", udbrød jeg.
Hun smilede hurtigt, og trak på skuldrene. Så rejste hun sig op med et ryk.
"Nå, skal vi se at blive klar til den fest, hvad?"
Vinn gik med til at låne en af mine gamle badedragter, en kedelig sort en med masser af elastik i, så hun kunne have den på uden at den faldt ned.
Jeg selv tog min nye bikini på, selvfølgelig.
Nu var vi faktisk klar. Så manglede vi bare det gode humør..
--
MICK
Kald mig bare en pessimistisk nar. Jeg er ligeglad, for jeg er mig, uanset om folk kan lide det eller ej. Det kan de nu. Jeg er i hvert fald en af de mest populære drenge, og de fleste piger synes, at jeg er lækker og cool. Det er jeg vel egentlig også. Ikke sådan en nar, der vader rundt med et fjoget grin, sidder alene i fritiden, og altid laver lektier. Sådan er jeg ikke, slet ikke. Jeg er ingen taber. Jeg har masser af venner, og jeg har altid noget at tage mig til i fritiden. Synes du jeg lyder som en nar? Så er det vist dig der er taberen her.
Michael Penellin, det er mig. Men fordi jeg er noget af et basket talent kalder folk mig nogen gange Michael Jordan. Men ellers bliver jeg kaldt Mick. Kort og godt.
Som sagt ser jeg temmelig godt ud. Halvlangt, brunt hår, grøngrå øjne, og solbrændt hud. Jeg er selvfølgelig i god form. Specielt høj er jeg ikke, men pigerne kan også meget bedre li' drenge der ikke er de rene kæmper. Og de få der helst vil ha' høje drenge, de falder for min charme alligevel.
Dagen var ellers startet så godt, men så havde min bedste ven Danny ringet og sagt, at han alligevel ikke kunne komme med til den fest, som en af de rige tøser holdt den aften. Og så med den ondsvage begrundelse, at hans oldsag af en mormor var død. Ja, okay, hun var død, men det kunne han jo ikke gøre noget ved? Hvorfor så blive væk fra en fed fest? Det blev konen da ikke vækket til live af? Pjat og hysteri efter min mening.
Men nok om det. Jeg var i hvert fald i temmelig dårligt humør, eftersom jeg nu måtte tage til en fest alene. Det så ikke specielt cool ud.
Den idiot, han måtte virkelig til at tage sig sammen, hvis han ville beholde sit image, og ikke mindst sin position som min bedste ven.
Den fest var ikke god at misse, for det ville helt sikkert blive fedt, og jeg havde lavet en aftale med et par af mine venner om, at de skulle smugle alkohol ind. Det ville ikke være cool at blive væk. Alle kom, det var simpelthen bare noget man gjorde, hvis man havde det mindste stænk af selvrespekt.
--
JOEY
Jeg lænede mig tilbage i kontorstolen så den knirkede, strakte armene, og smilede tilfreds. Nu ville selv den mest garvede hacker få meget, meget svært ved at kaste en hvilken som helst virus på min computer. Endelig var den 100% sikker. Eller det vil sige, man skal aldrig sige at noget er 100% sikkert. Det bliver det faktisk aldrig, har jeg efterhånden lært. Men så var den i det mindste 99,9% hacker-sikret. Og det var så godt som det nu engang kunne blive. Joseph Tanner, du er et geni, tænkte jeg ved mig selv, og gabte søvnigt.
Efter et hurtigt blik på det store vægur kunne jeg konstatere at klokken var halv otte. Om aftenen altså. Tim havde lokket mig til at tage til en eller anden ondsvag fest samme aften, hos byens rigeste og mest snobbede pige, Carolina Templeton Smythe. Den begyndte ved nitiden. Så der var lidt tid endnu. Gad vide, om man overhovedet fik mad til sådan en fest? Eller skulle man spise hjemmefra? Ja, som du utvivlsomt kan høre, har jeg ikke den store erfaring med fester. Det interesserer mig faktisk ikke det mindste. Jeg har aldrig kunne gennemskue, hvad det helt præcist er, der er det fede ved at råbe og skrige som dyr, danse rundt og drikke hjernen ud, gang efter gang. Så det holder jeg mig fra. I stedet bruger jeg min tid fornuftigt, som regel her foran min computer. Jeg spiller ikke ondsvage spil, næh nej, jeg designer programmer som for eksempel firewalls og andre slags antivirus-software. Dét er da langt mere spændende. Jeg må også tilstå, at jeg nogengange har brugt mine evner foran en computer til at hacke mig ind i andre systemer. Det holder jeg naturligvis for mig selv, for jeg har ikke noget behov for at prale til alle enhver.
Folk kalder mig nørd. Måske er det heller ikke helt forkert, hvis de med 'nørd' altså mener en, der interesserer sig for dybere ting end fester, og hvilket tøj de nu skal ta' på i skole. Jeg ligner egentlig også den klassiske model af en 'nørd': Tynd, spinkel og ikke-trænet, bleg hud, brune øjne, sjusket mørkt hår og naturligvis briller.
Efter at have stirret tomt ud i luften i et par sekunder kom jeg frem til, at det ville være smart nok at spise hjemme. Og dog, alligevel. Min mor havde ekstra travlt på jobbet i øjeblikket, og i hendes stressede perioder, hvor alt hendes tid blev brugt på arbejde, var det mest interessante der befandt sig i vores køkken toastbrød.
Jeg rejste mig op og strakte mig, før jeg smuttede ud i køkkenet. Opvasken hobede sig op, for der var ligesom ingen til at gøre noget ved den.
Jeg gad bestemt ikke gå i gang med det nu; mine øjne var slørede efter at have tilbragt hele dagen og det meste af natten foran computeren, og min mave trak sig sammen af sult. Desuden skulle jeg jo gerne have bare en smule energi tilbage, hvis jeg skulle med Tim til den fest.
Men skabene var tomme. Okay, der var altså ingen vej udenom.
Jeg sukkede, og begyndte at skylle tallerkenerne over med koldt vand, før jeg gjorde dem ordentligt rene med sæbe og varmt vand.
Da jeg havde skyllet en 10-20 tallerkener, en håndfuld bestik og nogle glas, orkede jeg ikke mere. Mine fingre syntes vist, at de allerede havde gjort deres pligt.
Så gav jeg mig til at rode efter noget spiseligt, men uden resultater. Det eneste jeg kunne finde, var en gammel plade chokolade, og en halvsmattet banan. Mums. Jeg sukkede, og lod mig falde ned i en lænestol. Så tog jeg hul på mit beskedne måltid. Banan og chokolade, og vand at drikke. Jeg havde slet ikke behøvet nogen tallerken. Skønt, skønt, skønt. Det hele var simpelthen skønt! Folk der siger, at enebørn har det nemt, burde skydes. Jeg har det bestemt ikke nemt! Min mor er ligeglad med mig, og jeg har ikke andre, måske lige bortset fra Tim.
Som du måske allerede har gættet, er jeg ikke den type der ligefrem vælter mig i venner og bekendte. Nu jeg tænker over det, begrænser min omgangskreds sig faktisk til min mor, Tim, og så et par næsten ukendte mostre og en farmor. Hvor ynkeligt! Og Tim er faktisk ikke engang en rigtig ven, altså sådan en man kan betro sig til, og ringe til på hver en tid af døgnet. Han er mere en, jeg er sammen med en gang imellem, af mangel på bedre. Og mest når han har lyst.
Enhver kostekspert ville for længst have krævet mig i behandling for mine spisevaner.
Jeg sad for det meste oppe til en 1-2-tiden om natten, og det var som regel også på det tidspunkt jeg indtog min aftensmad, hvis jeg overhovedet fik noget. Så sov jeg til halv otte, og tog bussen til skole klokken lidt over otte. Ingen morgenmad. I skolen spiste jeg en kage, eller, hvis jeg havde en 'god' dag, måske et stykke brød eller to. Om eftermiddagen drak jeg noget cola og spiste chips, og en gang imellem et eller andet fra kiosken nede på hjørnet. En hotdog eller sådan noget.
Som du kan høre var jeg usund, mærkelig og til og med grim, og på mange områder talentløs. Ja, Joseph Tanner, måske er du intelligent, men det er også dit eneste fortrin. Måske, men behøver jeg andet? Jeg har mig selv, og det er nok.
--
EMMY
Klokken var toogtyve minutter i 9. Busstoppestedet lå kun få minutter væk fra mit hus, så der kunne vi hurtigt nå ned. Carolinas hus lå et stykke uden for centrum, og det tog ikke mere end et kvarters tid at komme derud med bussen. Det hele var planlagt til mindste detalje, inde i mit hoved. Jeg kunne endda huske præcis hvad tid, bussen skulle være derude. Klokken 20:56. Præcis.
Jeg kastede det store halstørklæde omkring halsen et par gange, og åbnede døren for at gå ud. Det var næsten helt mørkt, og nordenvinden var bidende kold. Jeg skuttede mig. Egentlig holdt jeg mest af byen når den var henlagt i mørke, og den eneste lyskilde var det blide, hvidgule skær fra gadelygterne.
De små, pertentligt indhegnede træer, der var plantet langt vejen, blev kastet fra side til side af den iskolde vind. De få blade de stadig havde tilbage, blev brutalt flået af, og hvirvlede omkring i luften.
"Det er skønt, ikke?", lo jeg pludselig, og så på Vinn, der stod stille ved siden af mig, og fulgte et blads baglæns saltomortaler gennem luften.
"Jo.", svarede hun stille, næsten uhørligt. Hun løsrev blikket, og begyndte igen at gå.
"Vi skal skynde os hvis vi vil nå bussen", huskede hun mig på. Jeg sukkede. Det hele var ved at drive mig til vanvid, det at skulle leve efter en plan hele livet, holde styr på tusind ting, og blive skældt ud og foragtet hvis man glemte bare én af dem. Den glæde jeg for et øjeblik siden havde følt ved bare at betragte en bunke visne blade, og lytte til vinden, var sporløst forsvundet. Det var da ikke noget at føle sig glad over. Det var jo direkte dumt. Og upassende. Jeg burde opføre mig voksent, som min mor ville have sagt. Alle de her ting og tanker var naturligvis noget, jeg holdt for mig selv. Hvad ville folk ikke tænke om mig, hvis de vidste hvad for nogen tossede ideer jeg somme tider gik og legede med?
"Du har ret", svarede jeg omsider, og begyndte også at gå.
Vi gik et stykke i tavshed, side om side, i den kolde efterårsaften. Da vi nåede stoppestedet var klokken 20.42. Tre minutter til bussen gik. Vi var kommet lige til tiden.
Vinn stod lige midt i en flok hvirvlende rødgyldne blade, der fløj omkring hende, og legede med hendes lange hår. Hun mindede om en elverprinsesse, som hun stod dér, lys, spinkel og fin, med et drømmende blik i øjnene, i det svage månelys. Jeg ved godt, at de fleste tænkte på hende som grim, mærkelig, og som en taber, men sådan så jeg ikke på hende. Jeg måtte da indrømme, at jeg måske havde opnået en del mere end hende: jeg var respekteret i skolen, og jeg klarede mig godt i alle fag. Min mors veninder syntes jeg var sød, køn og velopdragen, og drengene syntes også godt om mig. Jeg havde mange veninder og venner, og jeg var dygtig til al slags sport.
Min tankerække blev afbrudt af den kraftige motorlyd fra bussen. Vi steg på, og satte os helt ned bagest, som vi gjorde hver eneste gang vi kørte i bus. Der var varmt indenfor, og det var dejligt når man kom lige ude fra kulden, men efter et par minutter blev det alligevel for meget. Men det ville ikke kunne betale sig at tage jakken af, når vi kun skulle køre et kvarters tid.
Da bussen stoppede en 10-20 meter fra Carolinas hus kunne vi høre musikken brage. Festen var vist allerede godt i gang. Jeg rystede en sørgmodige stemning af, som havde tynget mig hele dagen, og tvang mit sædvanlige smil frem. Jeg skulle jo ikke virke sur og trist, for der var ikke noget der smittede som dårligt humør. Og jeg skulle nødig gøre et dårligt indtryk på Carolina og hendes venner..
Hendes hus var enormt, ja, det mindede faktisk mere om et slot. Der var en hel bygning, der kun blev brugt til at holde fester i, og det var naturligvis der vi skulle over. En uniformeret vagt, der stod på den kolossale gårdsplads, nikkede kort til os, og pegede tavst over mod festsalen. Det havde han ikke behøvet, for larmen og lyset var ikke til at tage fejl af.
Jeg rankede ryggen, plantede et perfekt smil på mine læber, og gik roligt over mod salen, med Vinn ved siden af. Min taske hang skødesløst over min skulder, og det beroligede mig på en eller anden måde at kunne mærke den. Hey, Emmy, stop nu, sagde jeg til mig selv, jeg havde da ikke brug for at blive beroliget? Jeg var jo ikke engang nervøs? Der var ikke noget at være nervøs over! Vel?..
Da vi trådte indenfor stoppede jeg et øjeblik op, og missede mod det pludselige lys. Vi var trådt ind i den første hal, den mindste af de to sale, der hvor garderoben, og bordene til maden var anbragt. Pynten var en dronning værdig, lysene flimrede i alle farver, og musikken fyldte alle afkroge af det store rum. Det hele var fantastisk! Jeg smilede mere naturligt nu; jeg var på hjemmebane, og havde kontrol over situationen. Det hele gik som det skulle, intet ville gå galt.
I det samme fik jeg øje på et par drenge fra min parallelklasse, Mick og Jolly. De var begge to temmelig delikate, og havde fuldkommen styr på stilen. Det vidste de udmærket godt selv, og deres opførsel var derefter.
"Hey, Mick, Jolly", råbte jeg, og smilede let til de to drenge. De drejede begge hovederne mod mig, og hilste igen. Med et blink svingede jeg omkring, og vendte mig mod Vinn. Hun stod og stirrede tomt ud i luften, som om hun slet ikke opfattede noget af det, der skete omkring hende. Jeg stønnede, og rullede med øjnene. Skulle hun absolut få et af sine mystiske anfald lige nu, hvor hun nægtede at svare, og bare stirrede tavst på ingenting?
"Skal vi ikke gå over til Mick og dem?", råbte jeg til hende, for at overdøve den bragende musik. Hun rystede på hovedet, og stirrede på sine slidte kondisko.
"Næ.. smut du bare derover"
"Hør nu her, Vinn, jeg kom ikke for at stå her og lege dødbider!", snerrede jeg irriteret. Det trak i min krop efter at danse og slippe mig selv fri, og have det rigtig sjovt for en gangs skyld.
"Har jeg bedt dig om det?", gav hun igen, stadig med dem samme rolige stemme, der knap kunne høres gennem al larmen.
"Nej, men jeg kan jo ikke rigtig være bekendt at efterlade dig her, kan jeg?"
"Tja." hun trak på skuldrene, "jeg kan bare sætte mig derover!". Hun pegede over mod en klynge stole i hjørnet af hallen. Jeg tænkte mig om et øjeblik, og nikkede så.
"Okay, det er i orden, jeg smutter ind i dansesalen så! Vi ses senere! Og ring hvis der er noget!"
Vinn svarede ikke, men satte i stedet langsomt kurs mod sit hjørne. Jeg så et øjeblik efter hende, med et stik af dårlig samvittighed. Men så råbte Mick efter mig. "Emmy, kom dog med, du skal sgu ikke stå her og hænge!". Jeg rystede på hovedet, og lod mig leende trække med ind i den anden sal. Det var egentlig også en lettelse at slippe for Vinn, måtte jeg indrømme, jeg følte altid at jeg skulle holde øje med hende når vi var nogen steder.
Den anden sal var om muligt endnu mere fantastisk end den første: Den var omkring tre gange så stor, som en rigtig diskotekshal, og det høje loft skinnede som én stor diskolampe af sølv. Det store rum var helt mørklagt, og blev kun oplyst af et utal af skinnende lys i alle farver. Musikken dundrede, og jeg kunne mærke den bankende rytme i hele kroppen.
Mick slap ikke min hånd, i stedet trak han mig midt ud på dansegulvet, midt af den uendelige strøm af dansende par. Det var virkelig sjovt, og jeg lo mens jeg sanseløs hvirvlede omkring, uden at slippe Mick.
Pludselig stoppede musikken, og en slank, mørkhåret pige trådte op på scenen. Hendes høje stilethæle klaprede rungende gennem salen, og ingen sagde et ord. Da hun begyndte at tale lød hendes stemme kølig, og fuldkommen selvsikker. Hendes kjoles tynde stof sad let om den spinkle krop, og hun bevægede sig med en enorm selvtillid. Det kunne ikke være andre end Carolina Templeton Smythe, ballets ukronede dronning, og hele festens midtpunkt..
--
CAROLINA
Jeg snoede mikrofonledningen omkring mine fingre, for at styre min anspændthed. Hjertet hamrede i brystet på mig af nervøsitet, men det skulle ingen mærke det mindste til. Jeg vidste jo at jeg så fantastisk ud, men alligevel fløj tusindvis af tanker omkring i mit hoved: var kjolen for udfordrende, var håret for kedeligt, så jeg for almindelig ud, eller var mine støvler for høje?
Det eneste jeg skulle, var egentlig at byde velkommen, og kort fortælle om aftenens program.
"Hey, alle sammen", begyndte jeg, med så selvsikker stemme jeg kunne mønstre. "Velkommen, og fedt i ville komme til min fest". Folk så beundrende op på mig, og min selvtillid steg atter. Igen var jeg mig selv: kold og usårlig, og helt perfekt.
"Lige om lidt begynder musikken igen, og i kan selvfølgelig ønske et nummer. Lidt senere, om en halv times tid, bliver maden sat frem, og så kan i faktisk bare ta' hvad i vil ha'! Cool? Okay. Jamen så lad os feste! " Med de ord smed jeg mikrofonen fra mig, og sprang behændigt ned fra scenen. Det var ikke helt let med 10 centimeter høje stiletter på, men jeg havde øvet mig en hel del, så det gik selvfølgelig som det skulle. Folk jublede, og i samme sekund som jeg landede på jorden, bragede musikken atter frem med fornyet styrke. Perfekt og stilsikker entre, må man vist sige, tænkte jeg tilfreds, og kastede håret tilbage.
En hel flok af beundrere fulgte efter mig, men jeg var kun interesseret i én bestemt dreng. Nærmere betegnet Michael Penellin..
Hvad hvis nu han ikke var kommet? Det var han da, var han ikke? Alle kom til mine fester! Han kunne ikke tillade sig at blive væk!
Kort efter fik jeg øje på ham; han dansede sammen med hende den klamme tøs fra Sydbyen.. Hvad var det nu hun hed, Emma eller sådan noget. Jeg måtte vist hellere redde ham, for det var da en grusom skæbne at hænge på sådan en som hende en hel aften. Men jeg måtte faktisk, meget modstræbende, indrømme, at han ikke ligefrem så ud som om han ikke havde lyst til at tilbringe sin tid sammen med hende. Tværtimod, faktisk. Egentlig var det hende, der så ud som om hun gerne ville have overstået deres dans.
Jeg følte tårerne presse på. Intet ville gå godt for mig, intet, intet, intet!
I det samme mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg skulle til at bede vedkommende holde sine klamme, beskidte fingre for sig selv, men så lød min veninde Cathys stemme lige bag mig.
"Fed fest, Caro"
"Se Mick", snøftede jeg uden tårer, og pegede over mod Michael.
"Årh, Caro", Cathy lagde armene om mig. "Det svin, lad os give den dumme tøs en lærestreg, hun er intet i forhold til dig"
Jeg sukkede hikstende. Cathy prøvede at lyde medlidende, men jeg vidste da godt, at hun bare gerne ville ha' en mulighed for at tæske en eller anden.
"Hold nu kæft, vil du gerne ødelægge min fest, hvad?", hvæsede jeg til hende.
Cathy slap mig forskrækket. "Selvfølgelig ikke, men hende Emmy Johnson er nu ufattelig dum. Og så render hun sammen med Victoria Adams, hende den lille pind"
"Du har ret", sukkede jeg. "Men lad os i det mindste vente med at smadre hende, det nytter ikke noget nu."
"Mick er helt sikkert ikke interesseret i hende, han vil da ha' dig Caro", smiskede Cathy, og blæste en stor, lyserød tyggegummiboble ud af munden.
"Mmh, ja, ja, selvfølgelig", medgav jeg. Selvfølgelig ville Mick da ha' mig, hvis han fandt ud af at jeg var interesseret. Hvem ville ikke det?
--
JOEY
Selvfølgelig skulle den idiot til Tim komme for sent. Egentlig kunne jeg jo være ligeglad, det var ikke mig der ville til den fest, men jeg hadede altså at komme for sent, især når det var andres skyld.
Jeg sukkede. Klokken var halv ti, og jeg var stadig helt alene hjemme. Hverken Tim eller min mor havde vist sig, men det var jo ikke nogen overraskelse.. Og det gjaldt dem begge..
I det samme blev stilheden i huset flænget af lyden af hoveddøren der blev flået op, og jeg fløj op fra lænestolen.
"Hej Tim", sukkede jeg, og lod mig falde ned i stolen igen.
"Halløj, Joey", svarede Tim, og spankulerede ind i stuen til mig. Med et ryk, han sikkert selv syntes virkede cool, flåede han sine komplet unyttige solbriller af, og rettede på sin læderjakke.
Tim var sådan en type der ikke havde noget højere ønske end at blive anerkendt af de 'seje', men det ville aldrig lykkes ham, det vidste jeg. Han gjorde alt for at imponere dem, og opførte sig efter min mening utrolig fjollet når en af dem var i nærheden. Desuden gjorde han et stort nummer ud af at gøre alle de ting de gjorde, som for eksempel at tage til fester.
Han havde ikke nogen rigtig ven, men en gang imellem havde han held til at indynde sig hos en af dem, der var en smule mere populære end ham selv, (der skulle ikke særlig meget til før nogen var det..) og så var jeg ikke interessant mere. Men jeg var ligeglad, Tim betød ikke noget for mig.
Man kan sige det på den måde, at jeg brugte ham som afveksling fra den vante hverdag en gang imellem, og en undskyldning for at komme lidt ud af huset.
"Skal vi se at komme afsted, eller hvad sker der?" spurgte Tim med den stemme han brugte, når han skulle virke cool.
"Så tal dog ordentligt", vrissede jeg, og rejste mig langsomt. "Og desuden er det jo ikke min skyld at vi ikke allerede er derovre nu, vel?.."
Det var lige før jeg følte mig pinligt berørt ved at gå ved siden af Tim. Det var ikke så meget det, at han var lille og fed, med utallige dobbelthager og blævremave, selvom jeg ellers altid havde været frastødt af fedme. Nej, det var mere hans væremåde og hans tøj. Hvem pokker render med solbriller sidst i november måned? James Bond?
Selvom tøj aldrig havde sagt mig noget, så irriterede det mig grænseløst med sådan noget lir, især når det var så åbenlyst tåbeligt som Tims solbriller. Det virkede nærmest uforståeligt, at Tim ikke kunne se hvor ondsvagt det egentlig var.
Og den måde han var på, det var præcis det samme. Han gjorde sig selv til grin uden at opfatte det.
På lang afstand kunne vi høre musikken, og jeg mærkede, til min egen store overraskelse, et lille sug af nervøsitet i maven. Hvorfor havde jeg på fornemmelsen at denne her fest ikke ville ende som den burde?
--
MICK
Jep, Carolinas fest skuffede mig ikke. Det var skide fedt, og der var virkelig gang i den. Jeg kaprede Emmy lige så snart jeg så hende, og fik hende trukket væk fra sin ynkelige veninde. Hun dansede skide godt.
Efter Carolinas lille tale virkede hun som om hun ikke ville danse mere. Hvad var der galt med den tøs, vidste hun ikke hvor populær jeg var? Heldigvis fik jeg hende overtalt, og midt i dansen bøjede jeg mig hen mod hende, og hviskede hende i øret.
"Kom med udenfor, nogen af mine venner har en masse sprut med.."
Hun så hurtigt op, vidste tydeligvis ikke hvad hun skulle svare. Men hun var cool, og lidt efter nikkede hun da også.
"Skide fedt", grinede jeg, og lagde armen omkring hendes skulder. "Så skal vi sgu ha' noget at drikke!"
Hun lo tilbage, og fulgte med mig ud i forhallen, og videre ud i den mørke aften. Bag os blev lyden af musikken svagere og svagere.
Da vi kom ud hørte jeg lavmælt snak omme fra plænen bag hallen. Jeg trak Emmy med mig derom, og ganske rigtigt, der ventede Joss og hans bande med læssevis af øl.
"Hey, man", hilste jeg, og nikkede til Joss. Joss sendte Emmy et blik, og nikkede tilbage til mig.
"Kommer der flere?" spurgte han lidt efter.
"Aner det sgu ikke, Jolly skulle komme."
"Og Danny?"
"Nej, man."
Joss nikkede, og stirrede igen på Emmy. Han skulle fandeme ikke prøve på noget, Emmy var min pige. For at demonstrere det forsøgte jeg at trække Emmy ind til mig og kysse hende, men i det samme lød der larm omme fra gårdspladsen.
Joss gjorde tegn til to af fyrene, der vistnok hed Junk og Cap, om, at de skulle blive og holde øje. Vi andre gik om for at se, hvad der var årsag til larmen.
Det viste sig at det var Fede Tim, der var blevet anklaget for at være fuld, og derfor ville vagten ikke lukke ham ind. I sit raseri havde den fede unge smadret en af de store pyntekrukker, der var placeret rundt om på gårdspladsen. Sikke en idiot.
"Jeg håber sgu at forældrene har kreditkortet i orden", grinede Joss, og betragtede vagten slæbe væk med Tim, med åbenlys morskab i øjnene. "Ingen pisser på familien Templeton Smythe uden at betale dyrt for det"
Jeg lo med. Så fik Fedesen hvad han havde fortjent. Forhåbentlig.
Men hvem fanden var den anden, ham Fede Tim havde været sammen med? En der skulle sættes på plads? Jeg så afventende på Joss, der, efter at have stirret koncentreret på den utydelige skikkelse i et par sekunder, rystede på hovedet og pegede. Den anden blev også taget med af vagten, åbenbart blev han anset for at være medskyldig i 'drabet på krukken'. Jeg trak på skuldrene. "Skal vi gå tilbage og få hældt noget ned?"
"Jep.", lød det kortfattede svar.
Da vi kom om på plænen igen var hverken Junk, Cap eller øllene i syne.
Joss stønnede. "Fedt man. Skide fed fest uden noget at drikke. Ja, ja. Hvor er de idioter henne, man? Sidder de og bæller i en eller anden busk? Så skal jeg fandeme lære dem.. HVOR HELVEDE ER I HENNE?"
Intet svar. Jeg sukkede. "Skal vi gå ind igen?", spurgte jeg Emmy
Hun trak på skuldrene. "Cool nok."
"Løb, for helvede", brølede Joss i det samme, og lynhurtigt var han og de andre bandemedlemmer forsvundet ind bag nogle buske. Tilbage stod kun mig og Emmy. Et øjeblik stod vi og så os uforstående omkring, uden at kunne finde ud af hvad der havde fået Joss og de andre til at smutte. Pludselig fik jeg øje på to uniformerede vagter, der kom løbende mod os.
"NÅ SÅ DET ER JER TO DER HAR FORSØGT AT SMUGLE ALKOHOL IND? GENEME UNGDOMSFORBRYDERE!", brølede den forreste, et stort brød med mord i øjnene, da han var kommet hen til os.
"@!#$", hvæsede jeg, og strammede grebet om Emmys skulder. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ligesom fornemme, at hvis der skulle siges noget til vores forsvar, skulle det komme fra mig.
"Hvad fanden mener du?", svarede jeg, så henkastet jeg kunne.
"Du skal ikke spille uskyldig, knægt!". Vagten rettede en truende pegefinger mod mig. "De to andre sagde, at vi kunne finde de medskyldige omme på den bageste plæne! Prøv ikke på at lyve for mig!"
Jeg stønnede. Cap og Junk havde stukket os! Det skulle Joss ha' af vide, så skulle de sgu sættes på plads. Men måske alligevel ikke. Joss var sluppet væk, det var jeg ikke. Unfair. Jeg havde ikke grund til at fortælle ham noget, når han sådan var stukket af.
Nu trådte den anden vagt nærmere. Han var ikke helt så pumpet som sin makker, men han så mindst lige så farlig ud. "I kommer med os. Her i firmaet slipper man ikke fra sådan noget uden videre!"
"Okay, fair nok". Jeg prøvede på at virke cool. Det skulle man, når man havde at gøre med sådan nogen idioter som sikkerhedsvagter, der har alt for høje tanker om sig selv.
Den største af vagterne greb hårdt fat i min arm, og vristede mig løs af Emmy. "Av, man, slap dog lige af, hva?", stønnede jeg.
"Klap i, stump", svarede vagten brysk, og førte mig videre ned af havegangen, og hen mod hovedbygningen. Bag os fulgte den anden vagt med den stadigt tavse Emmy.
Musikken buldrede, og jeg kunne høre de glade stemmer inde fra salen, og den summen af snak, der lød fra den forreste hal.
Sikke nogen opblæste vagter, havde de virkelig ikke andet at tage sig til, end at irettesætte unge der 'muligvis havde været med til at smugle alkohol ind til en fest'?
Bare fordi Carolina Smythes mor ikke ville tolerere noget stærkere end sodavand i sit nærværd..
Ynkeligt.
--
VINN
Sikke en fantastisk fest. Her sad jeg, dødbideren Vinn, i et hjørne og gloede. Emmy var ingen steder at se, og jeg var for resten også ligeglad. Hun ville tydeligvis gerne af med mig, var sikkert pinligt berørt over mig. Emmy blev jo nødt til at virke 'cool', og det var ikke 'coolt' at blive set sammen med mig. Jeg sukkede.
Havde hun for resten ikke sagt noget om en indendørs pool? Det var lige hvad jeg havde lyst nu, til at svømme. De andre var sikkert ikke kommet derover endnu, og så kunne jeg være alene i vandet. Det ville jo være som at have sin egen svømmehal for at kort øjeblik. Jeg blev helt oplivet af den tanke, og besluttede at gå ud og lede efter poolen. Med min gamle skuldertaske slænget over skulderen, skyndte jeg mig ud af hallen, og væk fra larmen. Det var dejlig mørkt udenfor, og bidende koldt. Jeg skuttede mig. Min egen fleecetrøje var nu engang mere praktisk end Emmys såkaldte 'festtøj'.
Det gik hurtigt op for mig, at familien Templeton Smythes grund var enorm, og at det ikke var så let endda at finde poolen.
Hvor ville jeg placere en indendørs pool, hvis jeg var rig? Ingen anelse. Det kunne jo være hvor som helst. Jeg besluttede at jeg ville lede videre i et kvarter til, og så ville jeg tage den første den bedste bus hjem. Men tanken om at skulle hjem var ikke særlig tillokkende.. Nå, det problem til den tid, måske var jeg heldig at finde poolen.
Da kvarteret var gået, begyndte jeg nedslået at gå tilbage til hallerne. Helt tilfældigt kastede jeg et blik op mod det enorme stuehus. En af tilbygningerne havde jo glasvægge!
"Sådan", tænkte jeg for mig selv, og satte i løb. Jo, den var god nok, det var den indendørs pool. Hvor var jeg egentlig dum, selvfølgelig lå den ved stuehuset. Nå, men hovedsagen var at jeg havde fundet den, nu manglede jeg bare at finde ud af hvordan jeg skulle komme ind.
Det var heller ikke den store udfordring, opdagede jeg med det samme: man behøvede ikke engang at gå ind i selve huset for at komme ind til poolen, for der var en ekstradør udefra. Jeg trak prøvende i den, og den gled lydløst op. Det her var jo næsten for nemt! Måske jeg skulle overveje en karriere som mestertyv? Men gad vide om der var nogen derinde nu? Jeg kastede et hurtigt blik ind, og fik med det samme øje på en mand, der gik og skrubbede fliserne i den bageste ende af rummet. Eller måske var det nærmere en dreng. Kunne han nu ikke gå sin vej, så jeg kunne få en svømmetur inden de andre kom? Jo han kunne! Han svingede sin moppe over skulderen, og forlod fløjtende poolen ad den dør, der gik gennem selve stuehuset. Perfekt!
Jeg lo stille for mig selv, og smuttede indenfor. Hvor skulle jeg skifte? Nej, jeg gad slet ikke skifte! For en gangs skyld kunne jeg få lov at bade på min egen måde! Jeg følte mig helt glad ved tanken om, at jeg trodsede alle andre og deres tossede regler, og jeg kunne ikke holde et fornøjet grin tilbage. Det her var noget bedre end den ondsvage fest! Den eneste ulempe var, at musikken kunne høres så tydeligt herinde. Faktisk meget tydeligt. Det larmede en del, men slet ikke så uudholdeligt som nede i selve hallen, selvfølgelig.
Jeg gav mig til at fløjte samme melodi som rengøringsmanden med moppen havde gjort, og dansede hen til bassinkanten.
Jeg strakte armene frem over hovedet, bøjede let i knæene, og satte af.
Så sprang jeg fremad i en elegant bue, og slog mod den klare, turkisblå vandoverflade med et plask, der hvirvlede det blanke vand op.
Hurtigt slog jeg ud med benene, og dykkede lodret ned.
Der gik ikke lang tid før jeg nåede bunden, og jeg gled roligt frem, indtil min mave skrabede mod de glatte klinker.
Så skød jeg frem igen, helt nede ved bunden, og nød stilheden under vandet. Her var meget bedre end oppe ved de andre, hvor alt var et stort kaos af mennesker, larm og musik.
Hvad lavede jeg egentlig her, blandt alle de mennesker jeg ikke havde det mindste til fælles med? De kom alle sammen for at feste natten ud, råbe og skrige, og danse rundt og vise sig, og der var ikke noget jeg havde mindre lyst til end dét.
Det var betryggende at være omgivet af vand, syntes jeg. Jeg havde altid holdt meget af vand, men det var en skam at man ikke havde mere tøj på når man badede. Hvorfor var man tvunget til at vise sin krop frem på den måde, bare fordi man havde lyst til at svømme lidt?
Jeg huskede tydeligt engang, hvor Emmy havde lokket mig til at gå med hen til byens svømmehal. Ti år var jeg på det tidspunkt, men allerede da hadede jeg at rende rundt i badetøj, følte at alle kiggede på mig når jeg ikke havde mine sædvanlige store fleecetrøjer på.
I hvert fald havde jeg forsøgt at komme ind med alt mit tøj på, men en af livredderne havde sendt mig ud. Tanken om, at der ikke var nogen til at smide mig ud nu, fornøjede mig en hel del.
Mine lunger føltes som om de skulle springes, og det svimlede for mine øjne.
Hurtigt sparkede jeg ud med benene, og gled de 3 meter op til overfladen på få sekunder.
Da jeg slog mit hoved op gennem vandskorpen bragede larmen mig i møde, og jeg længtes øjeblikkelig efter stilheden på bunden af poolen.
Jeg slugte en stor mundfuld luft, og gjorde mig klar til at dykke igen. I det samme lød en fremmed stemme oppe fra kanten af poolen.
"Hey, du der, hvad pokker laver du dernede?"
Det var moppedrengen fra før. Ja, for det var en dreng, og ikke en mand. Han var vel en 16-17 år gammel, og stod og gloede surt ned på mig.
Den overstadighed jeg før havde følt ved at trodse alt og alle, var pludselig forduftet. Nu var jeg bare mig igen, bange og genert.
"Ikke noget,. j-jeg ville bare.. svømme lidt?", prøvede jeg forsigtigt
"Med alt tøjet på?", spurgte drengen mistroisk. "Nej, det tror jeg ikke. Hør her, jeg har strenge ordrer fra min boss om at tage alle ballademagere med hen til pulteren. Du virker ellers sød nok, men du bliver nødt til at komme med hen til resten af flokken."
"Resten af flokken?", gentog jeg uforstående. Det lød ikke rart.
"Jaeh, dem der prøvede at smugle alkohol ind. Og så de idioter der smadrede en af krukkerne ude i gården. De får lov at sidde der til festen er slut, og det gør du desværre også." Han så beklagende på mig, nærmest for at undskylde at han blev nødt til at tage mig med.
"Okay.." Jeg trak på skuldrene, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var i det mindste bedre end at skulle hjem..
--
JOEY
Perfekt! Nu havde den jubelidiot til Tim sikkert skaffet os en retssag på halsen, hvis jeg kendte familien Smythe ret. I hvert fald ville vi blive straffet, og komme til at erstatte den ondsvage krukke. Sikkert med 200% i skadestillæg. Og jeg havde slet ikke haft noget med det at gøre, hvilket jeg også havde forsøgt at fortælle den kæmpe af en vagt, der slæbte afsted med os. Det var bare Tim der var gået amok, fordi de ikke ville lukke ham ind. Han havde opført sig så tosset, at de havde troet han var fuld. Helt ærligt!
Jeg sukkede opgivende, og så mig om i det dunkle rum, hvori Tim og jeg befandt os. De havde kaldt det 'pulterkammeret', men det lignede nærmere en form for stue. Godt nok en mørk og meget grim en af slagsen. Der var ingen vinduer, og det eneste lys kom fra en lille, bar pære, i den ene ende af rummet. Døren var låst, og havde intet håndtag på indersiden. De eneste møbler var 2 gamle træstole, som Tim og jeg havde sat os på, vel at mærke så langt fra hinanden som muligt. Jeg var ikke så lidt sur på Tim, der nægtede at erkende at jeg ikke havde haft det mindste at gøre med 'uheldet'. Han holdt stædigt fast på, at jeg havde skubbet ham.
Idiot.
I det samme gik døren op, og endnu to personer blev puffet ind i rummet: en køn pige med lysgyldent, krøllet hår, og en dreng som jeg meget vel kendte. Det var nemlig skolens mest højrøvede fyr, og Tims helt store idol, Michael Penellin.
Kunne det blive meget bedre nu?
Jeg håbede på at Mick ville ignorere mig, men det viste sig at være forgæves.
"Jamen halløj Tanner. Sidder du her? Lod du temperamentet løbe af med dig?", spurgte han drævende.
Jeg smilede sarkastisk til ham. "Ja jeg gik amok og myrdede 14 mennesker med mit maskingevær"
"Det skulle ikke undre mig. Jeg kender jo til din.. ustabile natur", fortsatte Mick. Han smilede til mig, som om han lige var kommet med en høflig kompliment. Jeg vidste udmærket hvad han hentydede til. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere i brystet på mig, og jeg mærkede vreden skylle op i mig.
Det var næsten to år siden nu. Jeg havde sparet sammen i lang tid for at kunne købe en ny cykel. Da jeg endelig fik købt den ville jeg selvfølgelig cykle i skole på den. Stort gennembrud for mig, der ellers aldrig dyrkede nogen som helst form for motion. Nå, men da jeg kom op på skolen stillede jeg cyklen fra mig i cykelskuret, og låste den naturligvis forsvarligt. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Da jeg så efter skole gik ud for at hente cyklen, var den væk. Jeg fandt så ud af, at det var Mick og hans venner der havde moret sig med at smide den i søen. Jeg blev så hidsig at jeg bogstavelig talt gik til angreb på Mick, der bare lo af mig, og fik et par af sine kumpaner til at holde mig.
Viceinspektøren kom forbi for at se hvad der var årsag til balladen, og i min hidsighed gav jeg ham en knytnæve i hovedet. Jeg blev næsten bortvist, men i sidste øjeblik fik jeg lov til at blive, mod at jeg skulle have eftersidninger resten af året. Det var så uretfærdigt, det var Mick der skulle have haft det.
Jeg behøver vist ikke at sige, at cyklen aldrig blev fundet igen. Og jeg fik ingen erstatning.
Nu, to år efter, havde Michael Penellin ikke forbedret sig det mindste. Han var en stor idiot, og dum som en dør. Faktisk var der ikke en eneste elev på skolen, der kunne måle sig med mig, hvad intelligens angik. Men det var så en anden sag.
Jeg sukkede, og vendte ansigtet væk fra ham. Han begyndte at le.
"Nu fælder den store tøsedreng en tåre over sin tabte cykel"
Jeg åbnede munden for at svare, men i det samme gik døren op for anden gang, og ind kom en lille, bleg og spinkel pige. Hendes hoved var bøjet, og hendes øjne rettet mod jorden.
"Vinn!", udbrød den krølhårede pige. "Hvad laver du her?"
--
EMMY
Hvad pokker lavede Vinn her? Vinn, der aldrig gjorde noget galt?
Jeg rev mig løs af Mick, og skyndte mig hen til hende. Vinn virkede utilpas ved at have alles øjne rettet mod sig. "Hvad har du lavet?", hvislede jeg ind i øret på hende. Hun så roligt på mig med sit lyse blik.
"Jeg kunne spørge dig om det samme", svarede hun.
"Ja, ja, men nu spurgte jeg altså først", sagde jeg utålmodigt.
"Jaeh. Jeg var bare en tur i poolen med alt tøjet på", sagde Vinn endelig, som om det var helt normalt. Hun trak på skuldrene, og sendte mig et lille smil.
"Hvad?", udbrød jeg vantro, og lagde i det samme mærke til den lille pøl af vand, der havde samlet sig ved Vinns fødder. "Hvorfor dog det?"
"Jeg havde jo ikke rigtig så meget andet at lave, vel?", svarede hun, og vedblev at stirre p
Simone .
| Man må nyde før man kan yde | (:
