... rigtig hvad jeg skal skrive, men tænkte, at du måske havde brug for et lille trøstende ord/livstegn i din tråd...

Jeg mistede selv min far for snart 11 år siden ved en hjerneblødning, som desværre ikke havde samme lykkelige udgang, som ved din far. Så jeg kender alt for godt de urolige tanker/følelser, man har, når et menneske, man har kært, kommer på hospitalet.

Glæd dig over hvert minut, I har sammen, nyd det i fulde drag og lad være med at irritere dig over bagateller.

Jeg savner den dag i dag stadig min far uhyggelig meget, min sorg er ikke blevet mindre over årene, jeg har bare lært at leve med den, og den er vel i dag en del af den person, jeg er nu. Det er dog ikke noget, der på nogen måde styrer mit liv, jeg er livsglad og tænker ikke på det hver dag, men en gang imellem - som lige nu... er det svært ikke at tænke på det. Men jeg trøster mig ved, at min far sikkert har det godt nu, og at han passer på mig og min søster derfra, hvor han er nu...

Hmm... Jeg ved sgi da egentlig ikke, om det trøstede dig særlig meget, det jeg har skrevet, men du er i hvert fald ikke alene i situationen.

Mange tanker herfra, med ønsket om din fars snarlige bedring.

Dorthe

fik også sin første blodprop i hjjernen for 3,5år siden, var på hospitalet i 5uger, blev genoptrænet, og kom hjem, var stort set som inden hun blev syg, der gik det godt en 14dages tid, så begynte hun at blive underlig i sin snak igen, fik hende p hospitalet,(meget mod hendes vilje). Dagen efter kl. 8om morgenen, ringede de, fortalte at min mor havde fået en ny blodprop, der havde gjort hende lam i højre side, mistet sproget, og havde svært ved at forstå og genkende, min verden faldt helt i grus, skulle jeg aldrig mere høre hendes stemme... Nej det skulle jeg ikke... efter 4 mdr i genoptræning, kunne hun udskrives, de ville helst have hende på plejehjem. Men i en alder af 57 sætter jeg grænsen. vi fik hende i en beskyttet bolig, hvor hun faktisk klare det meste selv... midt i december, bliver jeg igen ringet op af sygepl.. der fortæller at min mor er underlig, og hun er bange for det er en ny blodprop, jeg farer derover, (bor lige ved siden af) der ser jeg min mor, sikke et syn, hun er lammet i højre side, men nu er det venstre der hænger.. på hospitalet igen og ganske rigtigt en blodprop i venstre side nu, men den har heldigvis kun ramt ansigtet...

Det er utrolig hårdt at se sin mor sådan, det jeg savner mest er at høre hendes stemme.. hun er trods alt min mor, som jeg elsker overalt på jorden.

mine tanker er hos hende altid..

kiki

til Kiki:

ja det er hårdt,, at se ens pårøende sådan men, jeg er så heldig at jeg har et utrolig stærkt sind og det er for det midste mig der altid får håbet op i familien..

jeg er sikker på din mor vil klare det..