... rigtig hvad jeg skal skrive, men tænkte, at du måske havde brug for et lille trøstende ord/livstegn i din tråd...
Jeg mistede selv min far for snart 11 år siden ved en hjerneblødning, som desværre ikke havde samme lykkelige udgang, som ved din far. Så jeg kender alt for godt de urolige tanker/følelser, man har, når et menneske, man har kært, kommer på hospitalet.
Glæd dig over hvert minut, I har sammen, nyd det i fulde drag og lad være med at irritere dig over bagateller.
Jeg savner den dag i dag stadig min far uhyggelig meget, min sorg er ikke blevet mindre over årene, jeg har bare lært at leve med den, og den er vel i dag en del af den person, jeg er nu. Det er dog ikke noget, der på nogen måde styrer mit liv, jeg er livsglad og tænker ikke på det hver dag, men en gang imellem - som lige nu... er det svært ikke at tænke på det. Men jeg trøster mig ved, at min far sikkert har det godt nu, og at han passer på mig og min søster derfra, hvor han er nu...
Hmm... Jeg ved sgi da egentlig ikke, om det trøstede dig særlig meget, det jeg har skrevet, men du er i hvert fald ikke alene i situationen.
Mange tanker herfra, med ønsket om din fars snarlige bedring.
Dorthe