ja hvem er jeg og hvem er vi. Vi er dem der ikke ved hvem vi er og hvor vi er på vej hen... Og ja det er svært at leve med, det ved jeg alt om... Og jo det er synd for dig og for mig og for andre i samme båd. Ind imellem må man gerne have en smule ondt af sig selv når livet viser tænder.

Jeg er 30 år , mor til 4, gift og bor på nedl.landbrug m. vores heste o.a dyr.

Før var jeg også aktiv, nu må jeg end ikke ride mere...

Kort fortalt:

2001 arb. skade faldt ned på hårdt gulv, slog lænd-resultat korsben går afled ved minimal belastning.

2002 biluheld, lastbil tvang mig i grøft- resultat ... piskesmæld.

2003 biluheld nr.2 en bagved kørende glemte bremsen da vi holdt for rødt, bang bagfra- resultat piskesmæld igen.

2004 rideulykke, fald fra min hest- resultat brækket ryghvirvel.

2005 knæskade, korsben går afled skal opereres for dette.

Ja så jeg ved heller ikke hvem jeg er eller hvad min fremtid fører med sig og kommunen tror ikke på mine klager over smerter selv efter 2 gange på REVA 2 gange i fleksjob alle gange med forværring og sygemelding...

Og ja depresionen den er der bare uden jeg ka gøre noget ved det.

Men jeg lever (politiet sagde jeg burde være død sådan som bilen så ud, gisp) og jeg er ikke lam (lægen siger kun 2% slipper for lammelse efter brud på ryghvirvlen) så pyha jeg har faktisk været heldig... Og det lever jeg på, og så en sidste ting ingen kan tage fra mig er mit gode humør (ikke altid men ofte smiler jeg) et godt humør og let til smil er god medicin.

Så komtesse vi er OS... nogle indimellem sørgelige nogle

blev førtidspensioneret i en alder af 42 år, oplevede hun det samme som dig. Hun gik helt kold på hvem hun selv var, og hvad hun kunne.

Hun har trænet sin r*v ud af bukserne. Først arbejdede hun som bogholder 2-3 timer om ugen (lavede løn for handicappede mennesker), så kunne hun klare lidt mere og lidt mere. Hun bruger meget tid på sin familie (mig), men faktisk vil jeg sige, at det først er for et par år siden (dvs ca 10 år efter "dommen"), at hun rigtig blev normal igen .Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at nu ved hun hvordan hun skal takle sin sygdom (div gigtformer) og har lært at leve med den.

Hun må nu arbejde 25% af et fuldtidsjob, så hun arbejder på en øre-næse-hals klinik som operations sygeplejerske, de dage de operere. Ca 5 timer hver anden uge.

Det må være hårdt at få et stempel på, at man ikke kan mere. Men på den anden side, så er det jo også et ståsted, istedet for at blive stemplet som hypokonder! Find dig selv, og kæmp dig op igen!

Du lyder nøjagtig ligesom mig, da jeg for 3 år siden fik tilkendt førtidspension pga. en trafikulykke...

Mine tanker dengang:

Puha, nu er livet bare slut... Ingen kan bruge mig til noget... Jeg kan ingen ting... Jeg skammer mig over at daske rundt...

Men der er altså håb forude...

Jeg håbede hele tiden, at jeg ville få det så godt, at jeg kunne klare noget frivilligt arbejde et eller andet sted.

Men ved du hvad...? Jeg har fået det bedre, men jeg arbejder ikke frivilligt. Jeg nyder min frihed...

JEG NYDER MIN FRIHED... Jeg nyder, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, hvornår jeg vil.

Mit liv er så fuldt af begrænsninger, at jeg er glad for den luxus det er, at jeg f.eks. kan gå lange ture med mine hunde lige, når vejret er aller smukkest, at jeg kan handle ind på tidspunkter, hvor der er færrest i butikkerne, at jeg ikke behøver at stå op kl 6 om morgenen efter en søvnløs nat pga. smerter... Og såden kan jeg blive ved...

Man skal huske på, at os der er uhelbredeligt syge af kroniske smerter ALDRIG holder fri, ferie eller weekend fra smerterne. De er der altid. Derfor er det altså rart, at man kan gøre tingene i eget tempo og på tidspunkter, hvor helbredet er bedst.

Jeg kan sagtens følge dig. I starten havde jeg det også rigtig dårligt med min identitet, men det gik nu hurtigt over.

For nu er jeg bare mig selv. For det meste glad og tilfreds på trods af smerter.

Jeg mødes med andre førtidspensionister engang imellem, og vi har vist efterhånden udviklet en barsk form for humor, hvor vi gør grin med hinanden og vores skavanker - det er dejligt befriende, at være sammen med andre i samme båd. Der møder man den forståelse og opbakning, som man måske ikke kan finde hos den nærmeste familie, da de simpelthen ikke ved, hvad det vil sige at være syg.

og tillykke med at den endeligt gik igennem - pensionen!

Jeg vil sige du er heldig!

Heldig at du er en stærk pige som samtidig med stærke smerter har formået at rette dit liv og og sortere ud i "vigtigt" og "ikke relevant"

Heldig at du har en kæreste der støtter dig og hjælper med diverse praktiske ting - og som samtidig har modtaget både pigerne og hestene med åbne arme ..

Sæt du var blevet (du ved hvor ..)

og så har du din humor og dine "skyklapper" og med det kommer man langt!

Så vent du bare om føje år så har du glemt dit tidligere liv (sådan er det jo at have dén mén skade ) og har istedet fundet en ny rytme i livet.

Så begynd du bare at spille lotto.

June

... sådan at få hele sin tilværelse smadret. Men godt at du har fået din pension, og godt at dine piger ikke kom noget til.

Jeg tror at det er "farligt" at bygge sin identitet over hvad man laver af arbejde men mere om hvad man er som person - men alt det med fritidsinteresser, springning, bøger osv. har din ulykke jo også delvist ødelagt. Heldigvis lyder det som om du også HAR kunnet omlægge dele af livet til noget du kan tåle - som f.eks. westernridning i stedet for spring.

MHT at kunne "bruges" så har ALLE mennesker jo en værdi og kan "bruges" - det gælder bare om at finde noget man har lyst til, og som man kan tåle. Nu ved jeg ikkE om det var noget DU kunne være interesseret i - men hvis jeg pludselig stod og havde tiden til det, og måske ikke kunne klare så meget fysisk, så ville jeg stærkt overveje at blive besøgsven. Der findes SÅ mange ældre ensomme her i landet, der ville have stor glæde af at få besøg. Og når man hører om dem der HAR besøgsvenner, lyder det som en løsning der er til stor glæde for begge parter. Om det er noget for dig ved jeg ikke - men det er jo en "opgave" der i høj grad er med til at bedre livskvaliteten for dem man er besøgsven hos - og måske for en selv

Og hvem er jeg?

Svært at svare på - men jeg prøver at skelne mellem HVEM er jeg (baseret på værdier, tanker og interesser) og HVAD er jeg (baseret på arbejde, status o.l.)

Hej Christina.

Ja - det er ikke helt let at håndtere, når ens liv pludselig uden forvarsel mest af alt ligner en tur i en femstjernet rutchebane.

Det er utroligt svært at håndtere alle de tanker og følelser, der myldrer rundt i hovet.

Jeg prøvede det for 5 år siden, hvor min tilværelse også nærmest sprang i luften og det kulminerede for ca 1½ år siden, hvor jeg også blev plaget af uveskrivelige smerter og kramper. Ironisk nok p.g.a. den behandling, jeg havde modtaget!

Det gjorde også, at jeg pludselig skulle finde ud af, hvem jeg egentlig er og hvad jeg ville - eller nærmere kunne bruge mit liv til.

Som du også nævner, har ordet aktivitet været en stor del af min tidligere identitet. Jeg følte det nærmest som en katastrofe, at jeg ikke kunne gøre det, jeg gerne ville. At min før så stærke krop nu pludselig svigtede mig. Aldrig før har jeg følt mig så hjælpeløs, sårbar og udsat, fordi jeg ikke kunne bevæge mig.

Det er hårdt både fysisk og psykisk, men det har også givet mig meget, hvor mærkeligt det end lyder.

At finde sin egen identitet, er ikke helt let, for sædvanligvis er det jo ens job, der fylder meget i livet og er det andre spørger efter, når de lærer dig at kende.

Hvad der hjalp mig meget var at tænke på, hvor mange af dem jeg kendte, jeg egentlig definerede igennem deres erhverv. Resultatet vat temmelig overraskende.

Ingen!

Jeg fandt ud af, at hvad der betød noget for mig hos andre, var, hvordan jeg opfattede dem som mennesker.

Det hjalp mig til at forstå, at det ikke betyder noget, vi ikke kan arbejde mere, for det er ikke arbejdet eller aktivitet, der skaber vores identitet.

Så Christina, det er dig, dit væsen, dine tanker, din omsorg, din hjertevarme, din menneskelighed, der betyder noget for de mennesker du omgåes, ikke et job, en titel eller om du kan ordne en stald med 30 bokse på en formiddag.

Det er en proces, der tager meget lang tid. At acceptere begrænsninger er aldrig let, at finde nye værdier kan være temmelig svært, men der er værdier i alt. Det handler om at få øje på dem.

Jo, jo, der er plads til os alle sammen her i denne verden.

Lili er inde på noget af det rigtige...

Har du overvejet om folk spørger "hvad laver du så? " af interesse for din person og for at komme i snak med det ??

Dvs det er altså ikke for at genere dig

Jeg sad fornylig til en fest hvor der var en ung pige i samme situation (næsten) som du.

og folk var ved at falde ned af stolen når hun fortalte at "hun sov længe!!"

Senere hen kom det frem at hun havde en revaliderings "dom" og hun ikke var istand til at arbejde og derfor havde fyldt sit liv med hobbybetonede ting så hun ikke døde af kedsomhed imens hendes bofælle og venner var på arbejde eller i skole.

Det er jo nok mere OS SELV der identificerer os med vores job!

Fordi vi er stolte af det .. eller fordi det giver et andet perspektiv på hvem man er som person og hvorfor

(jeg hører f.eks tit at jeg ligner en rigtig lazaron når jeg går hjemme - i ridetøj eller jogginghabit og med fladt hår - min nabo havde aldrig mødt mig i "jobtøjet" og han fik et mindre chok den første gang "G" )

Det er nok mere en selv der skal finde en anden opfattelse af stilling og holdning.

Så gå du bare igang med det

Et andet udlæg af "hvad laver du" er "hvad er din livsfilosofi" - og det er jo nok også noget man skal øve sig på at svare på

June