Men nu sidder jeg her; ødelagt, trist og grædefærdig. Første dag efter ferien - det gik fint nok i skolen, var glad og intet gik mig på. Jeg var sikker på at den følelse kunne holde til jeg kom hjem, for jeg var virkelig i godt humør. Men sådan skulle det ikke gå. Bussen hjem. Sad lige så stille på et sæde, foran to drenge fra min årgang (9.), og bag dem en dreng fra 6. klassetrin, sidstnævnte en lille fed dreng der opfører sig 'gangster-agtigt'. Men sad der på sædet lige så stille da jeg lige pludselig får et hårdt slag på siden af hovedet med en flad hånd. Lod som ingenting og fik tårer i øjnene, tog mig dog hurtigt sammen. Men de var ikke færdige endnu, for nu fik de lyst til at kalde mig øgenavne og nedgøre mig - ikke direkte til mig, men man kan jo sagtens høre det, når de sidder lige bag ved en. Jeg anstrengte mig igen for at bevare den smule værdighed jeg nu har og smilte ophøjet idét jeg trådte ud af bussen. Straks efter var jeg begravet i tårer. Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort dem? Hvorfor kan de ikke bare lade mig være??
De har aldrig slået mig før, kun talt grimt om mig, så det kom som en kæmpe 'overraskelse'.
Jeg hader det her, kan ikke tage med den bus igen og nu har jeg slet ikke lyst til at gå over og ride som jeg har lovet den lille pige min hest står ved. Et halvt år, så er jeg væk fra det her sted, men det er et halvt og for meget og jeg ved altså ikke om jeg klarer det...
Suk...
Tine