Jeg synes det er helt okay, hvis det er kontrolleret.
Jeg vil sige at jeg netop brød op med den påstand i forgårs, a jeg ville ud på den hest jeg motionerer.
Hesten har aldrig kunnet lide at komme ud på tur - men der er mange ting hun ikke har kunnet lide, som jeg nu har lært hende egentlig er okay... og i forgårs var banen jo hård og knoldet, så selvfølgelig rider man en tur i stedet, for hesten kan jo lige så godt få lært at elske det 
Det går faktisk godt udaf... 50 meter væk vil hun gerne tilbage, men jeg får hende videre også uden tvang! Vi kommer hen rundt om svinget, så hun ikke kan se gården... der ville hun også RIGTIG meget hjem, men jeg fik da ovartalt hende igen. Hele tiden er ørerne fremme, så jeg kan da se at hun nyder det - hun er blot MEGET usikker på sig selv!!
Nå, men vi rider ud på grusvejen... der er sne ovenpå og kørespor, men vi klarer den. Jeg tænker, at for at få hende til at elske dette fra første færd, kan hun få lov at bestemme tempoet, så jeg signalerer til hende at hun har "frie tøjler" (læs: frie tøjler så længe jeg er med på den - damen skal jo da holdes lidt i kort snor for ikke at atge overhånd).
Hun starter i en trav, men da hun synes at glide meget i traven, så sætter hun i den mest lækre galop jeg NOGENSINDE har redet på hende. Normalt er hun kanon kluntet, men den har galop var bare lækker! Lige så stille og fuldstændig i balance.
Nå, men det er jo kun en kort tur vi er på, så pulsen skal jo ikke for meget på... jeg sætter hende i skridt og straks kommer der råvildt krydsende over vejen.
Vi delvist skridter, traver og galoperer på strækningen hen til diget, hvor vi vender.
Herefter må jeg indrømme at jeg for næsten første gang i mit liv blev alvorligt bange!
Jeg vil sætte hende i trav tilbage af, men hesten tager styr over sig selv (hun vil vist MEGET gerne hjem) og sætter i fuld galop. Jeg prøvede at holde mine fødder rigtigt i stigbøjlerne, mens jeg febrilsk prøvede at få hende standset... hesten var løbet LØBSK med mig... på en glat vej og jeg var for første gang bange for at falde af, for jeg kunne have siddet fast i stigbøjlen og hesten var bare løben videre hvis det var...
Til mit held kommer hun til fornuft og lytter til mine signaler! Hun har nok løben ca. 500 meter med mig, så det siger sig selv at det har taget sin tid! Bagefter laver jeg en test og sætter hende i trav hvorefter jeg skridter igen - bare for at fortælle hende at hun meget gerne må blive ved med at lytte til mig!
Resten af turen går i skridt, og hun er bare så glad da hun vender hjem.
Men bare rolig... jeg tager ud igen i morgen, og der ligger der sikkert lige så smeget sne som sidst 
Men hva... hesten skal have det lært og hun skal jo altså også motioneres! Hun lærte sidste gang at lytte, så jeg er ikke bange for at det samme sker igen, da hun plejer at prøve grænser af én gang, hvorefter hun dropper det når hun har fundet ud af at jeg mener hvad jeg siger.
Hun stoler meget på mig, men der er bare nogle ting der stadig skal på plads.
Og bare for at sige det én gang for alle - nej... jeg bruger aldrig tvang med hende, men behandler hende forsigtigt og med respekt... så respekterer hun nemlig mig. Jeg rider aldrig med pisk medmindre jeg skal smidiggøre hendes ene side, som til tider kan være stiv. Og sporer bruger jeg heller ikke... så var hun løbet far mig for længe siden 
Hun har det som blommen i et æg - dog med visse grænser... i dette eksempel er grænsen vel æggeskallen
