Har lige siddet og tænkt lidt over det du skriver. Jeg tror faktisk at meget af det har med ens alder at gøre. Da jeg var yngre har jeg også lavet nogle vilde stunts med hestene. Men blev aldrig bange og turde kaste mig ud i ting jeg ALDRIG ville drømme om idag.

Efter jeg har fået børn tænker jeg mere over hvad der kan ske. Og ja jeg er blevet lidt nervøs ved nogen heste. Sidste år blev jeg væltet og trådt på af en tinker - en ulykke der kunne have gået gruelig galt. Det tog mig tre uger at tage mod til at trække den til og fra fold igen, selvom det var i ridehallen det skete - og at hesten var uden skyld, og virkelig prøvede at undvige mig. Og selvom jeg tog mod til mig havde jeg hjertet siddende oppe i halsen.

Og det samme med en af mine opstaldede heste - en unghest som nogen gange ved indlukning bliver lidt rigelig glad - der er intet ondt i den - men den flyver rundt. Den er jeg heller ikke ttryg ved.

Så der skal ikke så meget til at gøre mig utryg - og det er ikke pga jeg er uerfaren - har haft med heste at gøre i snart 30 år. Det er nærmere ens erfaring der gør at man bliver mere bevidst om hvad der kan ske. Og derfor måske tænker lidt for meget over tingene nogen gange - også i andre sammenhænge end kun heste...

nogen gange når man skal ud og hente hesten på fold, så kan jeg godt blive lidt nervøs.

Det første sted jeg stod da jeg var lille, der var der en førehest , som altid lige skulle markere de små ponier! Og så var det lidt lige meget om man holdt den skide på pony...hehe...

Så var der også to af hestene der bed... jeg turde ikke gå ind til dem i boksen. Og det gør jeg heller ikke idag hvis jeg ved hesten bider! Men det er vel meget forståligt?

Men ellers er jeg ikke sådan nervøs...det tror jeg da ikke...

at man er en smule nervøs, er man altid opmærksom, og derved reagere man hurtigere på forskellige farer, i forhold til de der er totalt ligeglade og tror de kender deres heste 100%, og derved bliver for modige.

Jeg tror derfor at en smule nervøsitet er sundt, og ja jeg har det altid et eller andet sted indeni, og derfor er jeg 100% opmærksom når jeg hver morgen/aften tager hestene ud/ind, men jeg synes så også at hver gang en af hestene reagere på et eller andet, så får jeg som regel situationen under kontrol hurtigt, da jeg hele tiden ved hvilken bevægelse hesten gør.

Jo jeg er glad for den nervøsitet jeg har indeni (hvis man kan kalde den det).

Mvh Lenette

Jeg kunne ikke drømme om, at være bange for mine egne heste...

Jeg synes så, at man ikke skal have en hest, hvis man er bange for den! Det er da lidt fjollet!

Køb da hellere en hest, som man kan have det godt sammen med. Istedet for én, som måske ser hammer godt ud, men man så bare er bange for at komme i nærheden af. Eller ride på...

Alice

Hæhæ sidder lige og tænker tilbage på mine unge dage. Jeg havde det lige som dig heidi var ALDRIG nervøs eller bange for noget som helst. Jeg var totalt irriteret på rideveninderne der aldrig turde tage en fræser over stubmarken eller hoppe op uden tøjler osv osv. ALT var bare noget man gjorde. Hold da op de skrammer jeg har fået, men mange mange flere oplevelser, det er de bedste minder fra min barndom hestene, knubsene, alle de mange gode timer, nætterne på høloftet med veninderne og hestebladene osv.

En af mine veninder fik en gul pony (nordbaggeblanding) der ikke var tilredet, og det kunne vi jo ikke have så op på nakken af den med mig for ingen af de andre turde og tilredet det blev den (måske ikke lige efter bogen men rides det kunne den)

Var totalt frygtløs.

Men nu 15 år senere hvor jeg stort set i 15 år ikke har rørt en hest, og imellemtiden har fået børn, er sagen godtnok en anden. Jeg tænker meget over hvad der kan ske ved at tage en rask gallop op af skovstien, hvad nu hvis hesten bliver bange og jeg ryger af... hvad nu hvis der i næste krat sidder en fasan og flyver op... hvad nu hvis jeg falder af og kommer til skade... hvad nu hvis hesten falder osv ... det er stadig ikke hesten som sådan jeg er bange for snarer det at jeg kan falde af og slå mig, hvilket aldrig var en tanke i mine yngre dage.

... men nu har jeg jo også fjordheste

Ikke sådan at forstå, at de er så sløve, at der aldrig sker noget - men de er ikke større, end at de er til at overskue.

I dag ville jeg ikke bryde mig om at få en stor hest igen. Bare det der med at trække rundt med en hest, hvis hoved befinder sig oven over dit eget, det er jeg vist "vokset fra"

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er blevet MEGET mere forsigtig, end jeg var, da jeg var yngre. Dels fordi jeg er blevet ældre (og måske mere fornuftig?), dels fordi jeg tænker mere over tingene, og dels fordi jeg har haft med heste at gøre i så mange år. Jeg har jo set hvad der kan ske, når man omgåes hestene med hovedet under armen.

Men jeg er ikke utryg ved mine egne heste - og egentlig heller ikke ved andres (nu kender jeg vist også kun mennesker med søde heste )

Jeg kan dog godt genkende det du skriver - jeg har set det så mange gange. Især hos teenagepigerne, der går fra pony til stor hest. Bevægelserne er større/voldsommere, temperamentet er et andet - og pludselig bliver alting meget sværere/mere alvorligt. I den alder er der mange piger, der holder op med at ride - og lur mig, om ikke det ind imellem har noget at gøre med, at man måske ikke føler sig på højde med situationen?

Hilsen Sif

Jeg er ikke bange eller nervøs for min hest (nu er det så ikke min hest men min parthest )

Men selfølgelig, hvis jeg tager en jordetur ud over markerne, og det går lidt for stærkt, så kan jeg da sagtens tænke, åh, åh, hvad nu vil hesten vælter, så helt frygtløs er jeg hvertfald ikke, men jeg er ikke nervøs/bange!

Jeg vil da gerne indrømme at jeg lige for øjeblikket er hunderæd for at sætte mig op på ryggen af Nema.

Hun har da altid været lidt spændende at ride, jeg har derfor den regel at jeg ikke sætter mig op på ryggen af hende hvis vi er alene i ridehuset/banen. Heldigvis er hun lille og nem at sidde på men nummeret hun gjorde i sidste uge gjorde så udslaget.

nej, lidt nervøs er jeg dog hvis jeg skal springe en stor, bred enkelstående oxer, men det er fordi jeg har prøvet at styrte henover et sådan spring og det sidder altså stadig i mig..

Men ellers er jeg meget kold..

respekt - ja

Jeg er heldigvis udstyret med et stort synsfelt og er blevet rigtig god til at udnytte dette så kan for det meste forudse det der sker i min nærhed.

Men kan sagtens hunsk dengang jeg jordede rundt på stubmarker kun i grime og lign. - det er slut nu, jeg har også nået den alder hvor man tænker "for meget"

Jeg er ikke rigtig bange for fremmede heste, dog er jeg meget utryg med fremmede hingste som opfører sig hingstet - syntes de er svære at gennem skue...

Og det er ikke fordi jeg ikke har oplevet fx. Smukke Ganger total uden mulighed for kontakt .

Jeg er bare ikke bange . Det bliver jo først "farligt" når man er bange .

Illum

Jeg er ikke bange for MINE heste, jo, den ene gang Charlie bukkede mig af var jeg en anelse bekymret for, om han nu havde fået en uvane, for det kan min ryg ikke holde til. Den gang jeg brækkede den, var det også under en bukketur, så det er jeg ikke vild med. Men det gik hurtigt over.

Andres heste derimod kan jeg være på vagt overfor, hvis ikke jeg føler de er helt under kontrol. Men ikke bange, bare ekstra opmærksom.

En hest jeg var bange for, ville jeg slet ikke håndtere.

:Pia

Ja gu' har jeg været bange for den, men de fleste gange er det kommet som et "bag chok", altså hvor man ikke tænker over det, før man kommer hjem.

Nu har min hest det med ind imellem, at reagere temlig voldsomt, og her mener jeg ved at stejle helt lodret, for derefter at forsøge at smide en af. Det kan ske meget pludselig, og har især været slemt til stævner, eller hvis den ikke lige er foran schenklen.

Som regel er det dog folk omkring os der bliver mest bange. For det er ikke hver gang den føles så voldsom.

Men jo, jeg har været direkte bange for hende, det handler jo bare om at komme på nakken af den alligevel, måske er man heldig det er en god dag

Som lille (8 år) red jeg konkurrence på en kat. 3 pony, når man skridtede rundt på banen inden start havde den det med at stejle fordi den ville igang, der var jeg meget bange, så det blev til at vi stod lige inde for lågen indtil jeg måtte ride og så var det derud af. Jeg var ikke så modig da jeg var lille, det kom først da jeg blev omkring de 10 år, men der var jeg også frygtløs.

Idag er jeg mere forsigtig (det kommer jo med alderen) og jeg hænger gerne på maven et par gange mere inden jeg sætter mig i sadlen på en tilridningshest/pony. Før i tiden havde jeg det bare med at klatre op næsten med det samme og 7 9 13 bang bang har jeg aldrig ud af de mange tilridninger jer har redet haft en som har lavet rodeo.

Mine egne er jeg ikke bange for. Jeg ved hvad de kan finde på af ballade, så der føler jeg mig sikker, men fremmed heste hvor jeg lige skal afrette den for en ejer kan jeg godt være lidt nervøs grundet en gammel oplevelse, hvor jeg blev kylet af et møgbuk og kom ret slemt til skade.

for jeg sørger altid for at undgå situationer som jeg ved kan blive sværer at håndterer...

Fx tager jeg sjældent hesten med ud og gå tur med sadlen på da, jeg ved at han kan hoppe... Og jeg vil ikke sætte så meget på spil...

Selvfølgelig kan vi gå en kort tur...

Men jeg holder på at man ikke skal sætte sig selv eller hesten i en situation der kan blive umulig...

sige jeg er bange for min hest Lasse, men jeg er nogen gange nervøs for de ting han kan finde på!

Har tit gået og overvejet om jeg skulle sælge ham, men det kan jeg ikke nænne for han er virkelig en lækker hest og det er jo heller ikke hele tiden hen er hys. Men nu har jeg haft ham i snart 2 1/2 år så ved hvordan man kan styre og berolige ham når det er!

Jeg er blevet en kylling med alderen, har været ude for nogle grimme styrt som gør jeg ikke bare sætter mig op på hvem som helst!

Men de andre heste jeg har er jeg ikke bange eller nervøse for!

Jeg er bange for vores 2 årige plag, Tequila, det er nok fordi den har sparket mig. Jeg kan godt stå og snakke med den når den er på den ene side af hegnet og jeg på den anden.

Men den anden, Piequer, (min mors, jeg rider på) har jeg ikke været bange for..

Jeg er ikke bange for min hest selv om det er en velvoksen DV på 170 cm. Jeg kender den så godt efter hånden at jeg som regel ved hvad den vil blive bange for eller sur på. Den kan da godt forsøge at se farlig ud når jeg rider dressur og den skal lave noget der strammer i rumpen ved at lægge øre og sparke efter mit ene ben, men så siger jeg NEJ og så er det som om den siger okay det gik ikke.

Men jeg kender flere der ikke tør ride tur på deres heste, hverken alene eller sammen med andre fordi de er bange for at den bliver vild eller stikker af. Der er mange der helst vil skridte hvis de skal på tur og ikke tør trave eller galopere.

inden jeg blev 13 år..var jeg ikke bange for noget...men så en dag sidst i april 1995. skulle mit spring hold ud at springe i skoven, nu havde jeg hørt mange slemme ting om denne hest i skoven (var flik inde i ridehuset) jeg sagde til min ridelære om jeg ikke måtte bytte hest denne ene gang...men hun sagde nej, da en berider dagen før havde været ude på den og den opførte sig fint... så enten tog jeg den hest eller kunne jeg bare blive hjemme i stalden...

så så dum som man jo var hørte jeg efter hvad hun sagde og tog med i skoven...den stak af med mig 5 gange...over et spring sprang den op ved siden af ridelæren og der efter ud til siden.

jeg røg af og fik rigtig ondt i ryggen men kom op igen, men kunne ikke springe mere,da det gjorde rigtig ondt...

så mig og en anden stod så og kiggede på mens de andre sprang i en voldgrav...

lige pludselig synes hesten den ville løbe en tur til og ´stak af ud mod vejen..men så langt nåede jeg ikke! ved ikke hvad hesten lavede, men jeg faldt af og gik ud som et lys..

da jeg kom til mig selv igen, stod ridelæren over mig og det første hun spurgte mig om var om jeg kunne ride hjem, for ellers måtte hun jo finde en der gad ride den hjem...(hm hvad med at spørger om man er okay?) men jeg kunne slet ikke røre mig!

jeg blev hentet af ambulancen og kan huske den køre tur stadigvæk...og hvad ham manden sagde(husk at tage cykelhjelm på når du kommer op på cykelen) tror han ville berolige mig,for de troede jeg havde brækket ryggen...han var så sød

da jeg kom op på sygehuset,havde jeg heldigvis ikke brækket ryggen, men brækket foden 2 steder i vækstsonen og brækket 3 riben og brækket halebenet...lå der oppe i 7 dage og var så der hjemme i 3 uger før jeg kunne begynde at gå på krygger!

10 år efter er jeg blevet 12 procent invilid i min fod...

men jo det har taget mange år om at stole på hestene igen...skulle altid spørger om hvordan hesten var inden jeg satte mig op...men så går det også fint der efter hehe...

så fik jeg min egen hest og han lærte mig virkelig meget om jeg ikke skulle være nervøs...han elskede at fise der ud af og når vi skulle ned af en bakke(er skide højdeskræg) var han så sød at gå ned meget langsomt..(når andre skulle ned af en bakke på ham, fes han bare der ud af)

så kom jeg til australien og der skulle jeg ride 27 heste,fik for det meste selv lov til at vælge hvad hest jeg ville ride..men engang imellem skulle jeg lige ride en anden... og der lærte jeg da også at ride på nogle mere livlige heste igen (udover min egen lille hypper)

så med årene går det meget bedre...men vil nu stadig gerne lige vide hvad jeg sætter mig op på..men så snart jeg så sidder der er der aldrig noget!

så nej er ikke bange mere...kun inden jeg skal op på en ny hest...men når jeg sidder der, falder jeg til ro med det samme...

jeg ved ikke helt om jeg har været bange nok mere nervøs..

Efter at Hallas havde stukken af med mig ud over marken og jeg var falden af var jeg da nervøs de næste gange jeg skulle ride på ham..

Jeg ved ikke hvorfor han stak af jeg tror at han blev bange for det virkede ikke som om han ville smide mig af.. for det eneste han gjorde var at gallopere så hurtigt han kunne hjem mod gården!

den nervøsitet er jeg kommet over igen.. og det går rigtig godt nu.. men i går da jeg var ude at ride kom der to rådyr farende lige foran os.. han vendte om og ville gallopere hjem. jeg fik ham vendt og han stod så og så efter rådyrene. jeg kunne mærke hans hjærteslag gennem sadlen og mit eget hjerte sad oppe i halsen..

Men ved ikke om det mere var pga jeg blev forskrækket for havde ikke set rådyrene...

Jeg har respekt for hestene.. selv de to små shjetlændere.. jeg ville ikke nyde noget af at blive sparket af Pippi.. så jeg lytter til de signal de sender.. også med hallas.. selvom at han aldrig har gjort noget.. men man kan jo aldrigvide og han blev forskrekket inde i boksen og for til den ene side.!

Hvis de gallopere tosset rundt ude på marken.. holder jeg mig altid på den anden side af hegnet..

Jeg er aldrig bange for en hest, men jeg har en meget stor respekt for disse dyr. Jeg ved at man skal være forberedt på at der kan ske noget, det er et flugtdyr, og den vil altid vælge at gøre ting ud fra dette. Men jeg er ikke bange for heste. Jeg har en enkelt gang prøvet at være meget nervøs, men ellers nej!

Kan huske at jeg engang red på en ellers dejlig fuldblodshoppe dolly, hun var en meget levende dame, og ja jeg skulle så ud at ride en tur på hende. Det gik også fint, lige indtil at jeg satte hende i galop, jeg red sammen med en anden hest, og det hissede hende noeget op.. Så det ente med at hun stak af med mig.. Må indrømme at der var jeg meget nervøs, hun løb nemlig op på en vej med mange biler (dengang var jeg kun 13) Og jeg havde simpelhen ikke kræfterne til at stoppe hende, hun var for stærk for mig. Lige siden har jeg haft stor respekt for at man skal kunne holde hesten før man rider på tur med dem. Man skal kunne ride, og tænke hvis man rider i naturen

Jeg vil ikke sige bange, men mere nervøs ind i mellem.

Så sent som i går greb jeg mig selv i det, at være lidt smånervøs for at ta' en galop op ad galopbakken på Alme'ti, fordi han var meget frisk og overgearet og har det med at få nogle små flips.

- Men så bliver jeg sur på mig selv, for der er jo intet at være bange for!

Så vi tog os en god galop i fuld fart op ad bakken og han var slet ikke til at stoppe igen - han elskede det, og så tænker man jo; "Pyeh, intet at være bange for!"

Jeg er meget sjældent bange for hestene, har ellers også prøvet lidt af hvert - havde en islandsk hest som stejlede og bukkede. Jeg blev til sidst bange, og det er bare ikke sjovt, og det sidder nok lidt i mig endnu ind i mellem.

Kan blive lidt nervøs hvis den gør en masse uden man har forventet af den ..

Fx. pludselig sparker (på et tidspunkt hvor den ikke plejer at tee sig tosset) så bliver man da sådan lidt paf - men mange NEJ ..

Når jeg sidder på en hest - tror jeg faktisk der er INTET jeg er bange for

Har den der indstilling: "Jeg falder ALDRIG af og jeg kan styrer alle heste "

prøvet at være bange for heste. Jeg havde lige købt Marengo og skulle ned på folden. Jeg havde fået lov til at ride på hoppen, så jeg havde udstyr med. Jeg gik ind på folden og hen mod hoppen. Hun gik imødekomment imod mig, men lige med et vendte hun rundt og sparkede. Heldigvis var jeg også ved at vende for at komme foran hende, så jeg blev "kun" ramt i siden istedet for i maven. Det gjorde enormt ondt. Der var en fra stalden der havde set det og hun kom styrtende ned. Jeg ville ikke ride, men jeg skulle bare hen til hoppen for jeg ville ikke være bange for hende.

Men alligevel lurede frygten da jeg fik Marengo hjem og jeg undgik helst bagbenene. Men efterhånden har jeg da overvundet skrækken og omgåes hestene som jeg gjorde før. Jeg har aldrig været nervøs for at ride og falde af.

jeg kan godt tage mig selv i at være en smule usikker ved heste jeg ikke kender, hvis de er særligt nærgående eller lign.Men hvis jeg sidder på en og den begynder at lave ballade, så er det ikke MIG jeg er bange for, det er hvad der sker den når den har sat mig af..

Jeg har engang redet en hest som stak af ud på en vej og var ved at blive kørt ned og jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis der skete en hest i min varetægt noget.

Noget andet jge så ikke helt forstår er hvorfor folk skal lave heste så forbandet store som de gør..for at sidde på en stor krikke der går bananas kan umulig være særlig rart..heller ikke at blive mast eller trådt over tæerne..

Helle ikke her er det uerfarenhed, men tilgengæld respekt..specielt jo større de bliver.Min egen store hest var 160 cm og det var RIGELIGT for mig når han gik "abeshit"!

hej heidi...jeg ved lige hvordan du har det...

for 3 år siden skulle min veninde (som har gået på rideskole og altid interreseret sig for heste) have en nordbagge. og så skulle jeg selvfølgelig også (dengang var jeg 13 og havde aldrig været på ryggen af en hest før) hun fik verdens roligste og søde nordbagge som godt nok var stor og skulle sættes på plads men det skal alle heste jo ...og jeg fik en lille fin ny-avlet nordbagge der ingenting kunne(meget dumt kan jeg se nu...hehe) jeg røg af så mange gange at jeg ikke har tal på det og bøvlede virkelig med den lille pony men jeg blev ved, for når jeg sætter mig noget for skal det udføres... men min veninde var så bange for den her dejlige store kørehest...

han var først blevet skåret som 3 åring og har et føl så han vil jo gerne bestemme og han er lidt vanskelig men knytter sig utrolig meget til sit menneske...hver gang han bukkede (eller prøvede på det for den fede hest kunne jo ikke hoppe mere end 30 cm over jorden med rytter) blev hun så bange at hun sadlede af med det samme... men hendes undskyldning var at hun skulle hjem og spise eller havde glemt en aftale... så jeg måtte ride selv i de 3 år... har desværre lige midstet min nordbagge (se tråden: aflivning: har jeg handlet rigtigt)men hun har stadig sin...men hun passer ham ikke ordentligt og hun rider aldrig...

når vi snakker med vores fælles venner som ikke er heste venner praler hun altid med hvor sød og dejlig han er og hvor godt det går med ham... men hun har ham aldrig i hænder...

hun mener han er syg i hovedet

jeg prøvede en gang at bruge ti minutter hver dag i 14 dage bare på at nusse ham... efter de 14 dage kunne jeg ride ham på marken uden noget som helst udstyr og han vrinskede når jeg kom... forstår ikke hvad hendes problem er.. hun har jordens dejligste hest...men hun forstår ikke at fornemme hans behov for kærlighed og omsorg!!

..sådan nogle mennesker skulle ikke have lov til at have hest efter min mening... ved ikke hvordan det var med dine veninder...men min veninde forsømmer sin hest MEGET p.g.a hendes egen ubegrundede angst..

sys det er frygteligt

mange hesteknus fra rikke

(elsker stadig sin Freja)

Nej bestemt ikke.

Mini er god som dagen er lang, og når han laver unghingste nykker og fjoller, napper eller andet så er jeg godt forberedt og tager det på forhånd.

Hestene kan komme stormende med fuld fart når de skal ind, jeg reagere ikke det mindste, for jeg kender flokkerne i stalden og ved hvem der jager med hvem.

De tidspunkter hvor jeg er opmærksom - ikke bange, nervøs - er når jeg er i en stor flok som jeg ikke kender, for man ved ikke hvem der bestemmer, og lige pludselig er der som regel en der lige skal markere sig, og så skal man altså vide hvor de står osv.

Jeg er stadig frygtløs hvad angår at sætte mig op på en fremmed hest, eller holde eller skridte en fremmed hest v. stævne fx, jeg er god til at se det hele inden det kommer så hestene omkring mig når somregel ikke at lave ret meget pjat inden jeg får sat en stopper for det.

..og det er skide irriterende. Jeg er meget lidt glad for at gå op i et spiltov eller ind i en trailer til en hest, efter en rideskolehest gik amok mens jeg stod inde ved siden af den. Det var det samme problem, da jeg passede hest på en gård, hvor indgangen til den ene fold var mellem laden og ridebanen, så man for at lukke efter sig skulle på hesten til at stå stille i passagen (vel 1 hest plus en halv meters bredde) - hunderæd for at de skulle gå amok/spasse ud.. og hvorfor i alverden skulle de lige finde på det?

Jeg har passet mange heste, jeg ikke turde ride. Den ene, fordi den simpelthen ikke var til at styre, den spænede rundt i cirkler med mig, bukkede og vred sig, og jeg kunne slet ikke styre den. Når vi skulle på fold, rendte den bare rundt og rundt om mig, så jeg måtte nærmest foran bringen på den og sætte hælene i jorden, og lavede vi ellers bremsespor hele vejen til fold.

Den anden var den sødeste hest i verden, jeg stolede 100% på ham fra jorden, men på tur ville han fremad, og fuldblodshest på stubmark kunne jeg ikke klare. Første gang jeg turde ride ud alene på ham, endte det med at jeg måtte ride ham gennem muldjord til knæene og rundt i cirkler, for at han ikke skulle stikke af med mig. Næste gang havde vi selskab, der endte jeg med at kravle af og gå hjem, han ville bare løbe.

Min første passerhest nåede jeg op på en enkelt gang, den viste sig at have gjordkramper og eksploderede med ejeren på ryggen efter en klipning..

Selvom jeg tydeligt skriver, at jeg søger rolige heste, ender det pudsigt nok altid med, at jeg får nogle spøjse kræ. Guderne skal da vide, at jeg har holdt af de heste, men jeg kan IKKE tackle en unghest, styre en hest der spæner afsted hver gang den ser en mark eller den søøøde hest, der bare prøver dig lidt af (efter at have kæmpet med den et halvt år måtte jeg opgive) Jeg vil ha' en rolig hest, som kan lære mig at tackle alle de andre.. når alle andre søger udfordringer, må der da være nogle ganske nemme heste tilbage til skræmte mig

Måske jeg bare skal holde mig på jorden - rideræd er vist, hvad jeg er

Jeg har ikke egen hest, så lige at det var det, du spurgte om Sorry!

... opmærksom - JA!

Baloo er stadig at betragte som en lidt urutineret hest (min skyld, rider ikke så meget som jeg burde -tid...) Og da han sommetider reagerer lidt uhensigtsmæssigt på nogle ting - ja, så betaler det sig at være vågen når man rider.

Så sent som sidste søndag, var jeg lidt for afslappet - red på marken præcis samme sted som dagen før - men etellerandet gjorde Frøen forskrækket, så han vendte om og satte i galop hjemad. Efter 3 skridt galop var han tydeligvis ikke forskrækket mere, men blev så voldsomt GLAD, at han kom til at bukke - og PLASK så lå jeg der, med bukserne fyldt med stubmark

Jorden er belvet væsentligt hårdere siden jeg var 15 år, og jeg har stadig ret ondt i mit venstre ben.

I går red jeg igen samme sted (med en af de endre heste som støttepædagog) og alt var fint - ud over at Frøen blev lidt betuttet over en FARLIG person der var ude og gå tur med en hund... Lille hop på stedet - men det kan man jo forvente af en Frø, så det var ok

Dog var det mindre ok at da jeg lukkede ham ud på folden blev jeg kort sagt tromlet af en af de andre heste. Den møvede lidt, og da jeg prøvedet at vifte den væk, gik den ikke baglæns, men forlæns - og så lå jeg der igen - midt i mudderet. Heldigvis trådte den ikek på mig da den sprang over mig, men ejg blev da godt forskrækket, og er mørbanket i mit luksuslegme i dag. Jeg har ondt i muskler jeg ikke vidste at jeg havde (TÆNK at der ER mavemuskler et sted derinde - det kom som en overraskelse).

Må indrømme at jeg ikke var udelt begejstret for at trække heste ind i dag - men det var nok meget sundt lige at gå med dem alle fire - og at jeg i dag fik samme lømmel som tromlede mig i går, til at gå pænt og nydeligt, stoppe når jeg forlangte det og bakke når jeg sadet han skulle. OGSÅ selv om vi var på vej mod stalden og MAD.

Det eneste jeg er direkte bange for er når heste bukker (brækkede skulderen på den konto da jeg var 16, og har mén efter det). Og da jeg er LANGT bagud med at lære Frøen at galoppere når JEG beder om det, bliver han så begejstret når han får lov, at han kommer til at hoppe. Så jeg tror at jeg skal have hjælp af en modig person til at pille bukkespringene ud af Frø, og at installere "galopanspringsknappen".

Shaze: Det behøves heller ikke være egen hest, jeg har heller ikke hest

Sjovt nok, en times tid efter jeg havde skrevet indlægget, kom jeg i tanke om Bella - for jeg var faktisk tit nervøs når jeg red hende. Hun var en tikkende bombe, man vidste aldrig hvornår hun sprang i vejret (læs: bukkede til man lå på jorden). Jeg måtte altid ride langs hovedvejen for at komme nogen steder hen.

Men alligevel red jeg hende uden sadel i snevejr - ja endog en sommerdag i grime og træktov!

Men nogle gange når jeg red, og kunne mærke hun begyndte at "samle sig" og trippe lidt - så blev jeg bange...

Den hest var sindssyg. Tog engang til ringridning på hende, folk rystede på hovedet og forstod ikke at min veninde og jeg red dem... Men det gjorde vi - og vi overlevede.

Det var også hendes søster der knaldede en forhov i hovedet på mig.

Jo, de røde heste, var jeg måske lidt bange for nogle gange... alligevel er det dem jeg har passet i længst tid, næsten 4 år.

Men er aldrig bange nu. Ok, hvem kan være bange for 13 rolige, gule heste

_ Heidi

Ork ja, jeg har da også været bange for heste - selv min egen . Men jeg tror nu altid jeg vil være en (over)forsigtig rytter, og kunne aldrig drømme om at sætte mig op på en fremmed hest, og bare ride derud af...

For mig er det vigtigt, at hesten er nogenlunde til at stole på, og kan tåle, at jeg nogle gange, ikke helt kan finde ud af at sidde korrekt, eller bruge de rigtige hjælpere. Ikke dermed sagt, at hesten ikke må reagere eller sige til mig, at "det her er altså ikke særlig fedt", men jeg vil ikke ride på en, som svarer igen ved at lave nogle mega bukspring, stejl eller løbe med mig. Det vil jeg simpelthen ikke kunne magte - så jeg har indimellem været bange, når jeg har skulle lære noget nyt.

Vi er alle sammen forskellige, og heldigvis er der nogle, som kan magte og styre de lidt mere varme og vågne heste. Jeg kan bare ikke, og det har jeg det fint med.

Mvh. Lisbeth

har sagt...så er jeg også blevet en kylling med år´ne...Og specielt efter man har fået børn...står i dette dilemma nu...skal jeg få min ung hest redet til til juni eller skal jeg købe en der er redet...??

eller ja..måske ikke morsomt men spøgst...

Ja da..jeg er lidt nervøs når jeg skal ordne den ene...men kender den ikke ret godt og den er en "tosse" sparker efter en når man skal rense hove, bidder efter en når man bare strigler og kan finde på at vende på en 5´er og sende bagparten op i hovedet på en...ikke specielt fedt...så der har jeg nok lidt mere end bare alm. respect for størelse og masse...måske en smule frygt har sneget sig ind på skulderen...

Er jeg arrig er jeg ikke bange for en dyt...så kan den bare komme an kan den...så siger jeg bare ååårrrhh hold dog op din tosse og bakser videre..men er jeg i alm. godt humør så flytter jeg mig ekstremt hurtigt og kan finde på at springe ud af boksen med lynets hast..

Når min hingst er i ballade humør er jeg på dupperne men er ikke længere bange for ham som jeg har været...

Zerima er jeg overhele hovedet ikke det minste bange for...så i virkeligheden er det nok hende jeg bør "frygte" mest jeg er jo ikke ordenligt vågen når jeg pussenusser med hende...og lader hende gøre næsten hvad hun vil...gå rundt uden tov på...når jeg trækker hende til og fra fold går jeg og nusser med hende...det kan jeg ikke med de andre...de er alt for kulrede...

Men jeg vil sige som et par af de andre...da jeg var de der 12-16 år der tænkte jeg ikke så forfærdeligt meget over konsekvensen af et styrt...eller uha...er der en fugl i den busk, blir hesten bange for den pose der eller ??? osv. Nu tænker jeg over hvert eneste skridt jeg tager inden jeg gør det...gennemgår min håndtering af hestene inden jeg gør det step by step...

Efter jeg har fået børn er jeg blevet rigtig "slem" nu skal jeg også til at bære sikkerheds vest i den alm. daglige håndtering af mine heste...og jeg syns det er en hammer god ide at iklæde sig div. sikkerheds mæssige sager for det styrker ikke kun det fysiske

Så til alle jer der er smånervøse og føler en snert ubehag når i skal lave det ene eller det andet sammen med jeres firbenede ven...ifør jer sikkerheds anordninger det gir et kæmpe skub på ens selvsikkerhed...sikker...-sko,hjelm og vest..så er man "kampklar"

MVH Sus

Min den nye hest er lidt en tikkende bombe, og jeg har da i nogle situationer været bange for at der skulle ske hende eller mig selv/andre noget, når hun er gået amok.

Da jeg tilred hende væltede hun bagover så snart hun så sadel/rytter, grundet tidligere uheldige oplevelser. Flere havde tilsyneladende opgivet hende. Men jeg kæmpede en kamp i 2 måneder, og til sidst kunne jeg ride hende nogenlunde uden at ligge under hende. Og jeg indrømmer gerne, at jeg har været BANGE, når jeg har siddet på sådan en hest - hvem ville ikke være det??

Nu er eneste problem at hun hunderæd for køer, hvilket nu resulterer i, at hun løber alt hvad hun kan (slår bare klik og det føles som om hun ikke mærker at jeg sidder på hende), bare hun ser de marker, hvor køerne gik i sommers. Det er ikke specielt heldigt her om vinteren når der er glat

Jeg har tilredet ungheste i 15 år nu, og er blevet god til at forudse farlige situationer. Jeg når altid at tænke over hvad der vil være mest hensigtsmæssigt at gøre.

min hest (som jeg lige har solgt) ville jeg kunne håndtere i stald og ride på med bind for øjnene uden at være bekymret.

men beder du mig og at trække et flok sultne fremmede fuldblodsungheste ind fra fold siger jeg "nej tak", jeg gider ikke at risikere liv og lemmer på folks uopdragne krikker.

jeg sætter mig heller ikke bare op og rider fremmedes heste, og går slet ikke ind på en fold med mange frememde heste, det hader jeg simpelthen.

hilsen sjanna

bange, og aldrig nervøs. Men jeg er meget opmærksom på deres kropssprog overfor mig og hinanden.

Kan man læse det, kan man også forudse de ting, der kan ske.

Det samme når jeg rider, jeg kan mærke mine heste. Min pony kan jeg mærke så meget, så jeg ved hvornår hun eks. begynder på hendes 'jog', inden hun selv begynder eller tænker det.

Jeg har haft mine heste i mange år, og tror på, at de ikke gør noget. Jeg har tit ryggen til dem, hvis man kan sige det sådan, for jeg stoler på, at de ikke gør noget, og hvis der skulle ske noget uforudset, tror jeg på, at de passer på mig, og hopper til den anden side.

HVis jeg frygtede mine heste, skulle jeg nok købe en gyngeheste i steder for

BImboe

Jeg vil ikke sige jeg er bange, men kan godt blive nervøs for en hest. Og har respekt for dem! Og har altid været omgivet af heste. Min far havde heste da jeg blev født, så har altid været omkring dem.

Men for bare 6 år siden var jeg frygtløs hvad angik heste. Men det fik min vallak sat en stopper for. Han var nytilredet, og så skulle jeg jo selv ride ham da han kom hjem, og havde redet på ham oppe ved Ib Kirk inden han kom hjem og stå. Jeg rider så vældigt derudaf, og kan godt mærke at det er noget andet at ride en unghest end en rideskolepony eller min fars gamle hoppe. Pludselig spasser han ud over en bunke grus (som han var gået lige forbi på turen ud) og stejler. Var totalt uforberedt, så fik ikke lænet mig frem, og han fortsatte bagover og landede på mig. Der blev jeg bange. Så ham efter, og kravlede op igen og red hjem (ved godt det nok ikke var det klogeste!) Men selvom jeg var oppe igen med det samme, gik der næsten et år før jeg turde ride ud på ham.

En anden ting er heste som truer (lægger ører og rynker på mulen). Efter jeg blev bidt i brystet af en ældre hoppe, har jeg stor respekt for heste som truer. Er ikke bange men bliver nervøs. Og er lige begyndt i praktik på Skive Trav, hvor der er en unghest som har tendens til det, specielt når der skal fodres. Og frygter at den en dag sidder i armen af mig, men hvorfor skulle den det? Ved godt det er lidt fjollet, men det kan jeg slet ikke have.

Med heste der er i en størrelse af 150 - 155 og nedefter - heste i den størrelse kan jeg i reglen håndtere fra jorden uden at blinke med øjnene. Og de fleste af dem kan jeg også ride på.

Blir de større skal de altså ikke hoppe alt for meget rundt med mig på ryggen før jeg bare skal AF - NU! Til gengæld går det for det meste fint fra jorden.

Der er heste jeg holder mig fra - heste som jeg instinktivt har en fornemmelse af at jeg ikke kan håndtere. Men min egen fryns er jeg ikke bange for.

Jeg har respekt for ham. Jeg hopper ikke op hvis jeg kan se at han er oppe at køre - jeg har ikke en sadel der ligger ordentligt og jeg har ikke redet i lang tid og før de ting lissom er på plads sætter jeg mig kun op hvis jeg kan se at hesten er i balance med sig selv og situationen.

Jeg tænker nemlig også for meget af og til

Nej, respekt for kræene ja.

Det er ligemeget om det er ham den gamle jeg rider på eller om det er den store teenager af et gråt dejligt monstrum.

Jeg er ikke så glad for at springe, men det bunder mere i at jeg ikke har rutinen længere.
Jeg er mere forsigtig efter jeg har fået børn, men jeg har også haft mine sindsyge ponydage med at ride i skoven i grime og trætov. Jorde ud over en mark med grime, træktov og uden sadel. Springe uden hovedtøj/grime og bareback.
Siddet under maven på min hest fordi han lige skulle have pillet kastanier og alle de der sjove ting man laver når man er ung og ikke helt tovlig i hovedet.

Ville jeg gøre det samme i dag? Njah, måske ride med grime og træktov. Sidder stadig under maven på hesten når der skal pilles kastanier. Fræser dog ikke længere så vildt i skoven. Man er vel blevet lidt mere fornuftig.

Euzebia har en ulykkelig angst for biler og det betyder, at hvis man skal passeres af en bil skal hun stå med ryggen til den og have mulighed for at komme ud til højre. Så gør hun som regel ikke andet end at stå stille og ryste. Kan hun derimod IKKE komme ud til højre på grund af et hus, en grøft eller en hæk, panikker hun og prøver at løbe. Ligesom hun , hvis bilen kommer forfra prøver at vende sig væk fra dem -gerne ud over vejen. Er der andre heste med får de lov til at lægge sig på ydersiden, så føler hun sig mere tryg.

Det har jeg ret stor respekt for, især hvis det er glat eller det er i et sving hvor bilen ikke har kunnet se os og derfor har meget fart på. Det er sket, at jeg har galoperet på astfalten væk fra en bil og mod nærmeste sidevej / indkørsel / mark, jeg ku bruge som holdeplads, mens vi blev passeret af bilen. Min egen reaktion med at galopere væk gør ikke sagen bedre, men hvis det er en stor bil er jeg simpelt hen nødt til det for at undgå en ulykke.

Selvom hun ellers gerne må lånes af andre ryttere til en time på banen, er det absolut kun mig, der får lov at ride hende på vej. For udover at være nervøs er hun også lidt drillesyg og kan finde på at "skræmme" fremmede ryttere ved at spille endnu mere nervøs end hun egnetlig er. Fx. lånte jeg hende en gang ud til en, som tog hende en tur på vejen (selvom jeg hevde sagt, hun sku være MEGET forsigtig og helst kun ride med andre), hvor hun oven i angsten for biler pludselig udviklede en angst for rabatter og derfor kun ville være midt på vejen. Rytteren endte med at trække hende hjem over markerne.

Problemet er også, at hun nogle dage er næsten ligeglad, mens andre er ved at dø af skræk. Denne rytter og andre ryttere, der har oplevet hende på en god dag tror jeg overdriver og det nok er fordi jeg selv er bange. Men det er bare ikke sikkert, at humøret er det samme dagen efter (hopper!)

Når vi skal ind fra fold skal vi enten igennem en å eller stå med bagdelen ude på vejen i et skarpt sving, mens vi lukker ledet. Bilisterne kører ret vildt i det sving og der er meget dårligt udsyn. Så jeg selv (og alle andre, der skal tage hende ind uden de andre heste) får besked på at ride hende i træktov og grime igennem åen. Heldigvis er hun sød til det, så det er intet problem.

Lille Euphoric: ingen betænkeligheder, han ved ikke hvad "bange" eller "vild" er. Han har ihvertfald ikke arvet sin mors nerver. Så ham er jeg aldrig nervøs for at gå med. Håber meget han bevarer sine gode nerver.

mange hilsner Lone