hej... Jeg har sendt en mail til dig...

hej troldefe.

Jeg tror du skal se at flytte væk fra din mor og få dit eget.

Jeg tror jeres forhold så måske kan blive bedre, du skal også se at komme i behandling igen, så du kan få det bedre.

knus herfra

jeg syntes at du først skal prøve at flytte helt hjemme fra og prøv at tale med en pykolog bagefter ikke at jeg tror at du er pykisksyg men det kan måske få klarhed om dine følelser, det med at ville bryde med at familien er et drastisk skrit så det er noget man skal være helt afklaret med. men hvis det at du flytter ikke hjælper på det så syntes jeg at du skulle sige det til dem at du føler dig urætfærdigt behandlet og at de må tage konsekvensen af det og gå helt der fra men ikke før du har fået klarhed over det jeg dømmer dig ikke på det du skriver har også selv tænkt på at bryde min forbindelse med min familie da de ikke altid har behandlet mig ordenligt blevt behandlet meget skidt men da jeg flyttede hjemmefra kunne jeg tage afstand fra dem og få tænkt gik til pykriater og fik klarhed over det og sagde fra over for dem og sagde det var sidste chanse hvis de brød det den så gik jeg og så måtte vi leve hver hvores liv også dan var det ,det var en øjenåpner over for dem vi har nu et godt forhold til hinanden. men håber at du kunne bruge mit svar til noget,.

hilsen laica

Du skriver selv at det vil hjælpe at flytte hjemmefra igen..
Så syntes jeg din beslutning først og fremmest skal handle om hvordan du flytter hjemmefra på en fornuftig måde. ALtså du skal have dine forældre til at indse at du har behov for og ret til Dit eget liv..

Men ligefrem at afbryde kontakten helt tror jeg er en smule drastisk.. Det handler nok snarere om at du selv skal blive bedre til at sige fra hvis din familie ligger press på dig ..

Jeg fornæmmer at de har brug for dig og argumenterer for at styre dit liv og din hverdag ved at forvente forlange og kræve at du gør som de ønsker fordi de selv har problemer og ikke føler de kan klare sig uden dig.

Du må have dine venner til at indse at du ikke har det godt med at lade din familie i stikken .. men at du har brug til at sige fra af og til når de kræver for meget.

sæt dig ned og lav en liste over ting du kan gøre for din familie UDEN at du gør på kompromis med dit eget privatliv.og en liste over hvad du har brug for for at dit eget privatliv fungerer. . En liste over ting DU føler du vil/ kan gøre for din familie som dine venner bare må acceptere at du som medfølende individ er nødt til at prioritere over dem. Og din familie bare er nødt til at acceptere hvis du skal være i stand til at leve dit liv.

Tag så en snak med både venner og familie og fortæl dem om hvad DINE grænser er og at der INGEN diskution er om disse...

Mit råd er altså SÆT grænser.. DINE egne grænser ikke dine venner eller din families

Ha en god jul.

bettina: ja jeg skal jo os flytte.og glæder mig os..føler mig os klar til det..

Landy: nu har jeg nu ikke nogen venner ..men det gør det måske lettere så lige i den sammenhæng du nævner..

synes os det virker ret drastisk at cutte kontakten..vil jeg jo heller ikke i den forstand... men mente måske mere bare at jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre.. men tak for svarene !

tror bare jeg skal ta den med ro og se frem til den dag jeg flytter... så blir det nok en anden situation og det..

Landy: har mange gange sagt det når de såre mig men de kan ikke se det.. føler at de af en eller anden grund bare mener /føler at jeg ikke "fortjener" andet.. at de synes de behandler mig fint.. så kan ikke komme igennem der i hvert fald..

men som sagt og som i også siger så bliver det nok noget andet når jeg har mit eget hjem...så tror bare jeg vil bide det i mig selvom det er svært hele tiden at føle sig som den laveste i herakiet .. og så ta en snak med dem når jeg ikke skal bo her mere... (forhåbentlig snart) ...

Min mor og søster har jeg ikke kontakt med. De har i fælles skab for mange år siden valgt at jeg var et problem og jeg har i mange år sloges virkelig hårdt for deres accept. Nu har jeg taget konsekvensen og valgt at jeg ikke gider dem mere..

Det der udløste dette var at min mor for gang nr 117 mente at jeg burde være misundelig på min søsters liv fordi hun åbenbart mener at mit liv ikke er noget værd..Jeg har alt hvad jeg skal bruge men er ikke og har sjældent været god nok, der har altid været et "men det kan du gøre bedre"..

Det har jeg ikke plads til i mit liv...jeg vil kun have glæde og lys i mit liv, ikke det depressive helvede deres psykiske terror giver. Min far, mine mostre og fætre og kusiner meldte sig ud, nu gør jeg det også.

Desværre har vi -takket være min mor-ikke kontakt med mine mostre og min far og hans familie r døde,så jeg har min kærestes familie og min selvvalgte familie:mine venner.

Ja, jeg skal nok få kontakt på et tidspunkt,men vi har prøvet alt, har fandme gået til psykolog med min mor og alt muligt, men hun bebrejder mig alt..og det kan jeg , og vil jeg, ikke tage stilling til eller skyld for.
Så hvis du har det sådan med din familie, kan jeg ved gud godt forstå du trænger til et break!

Føler med dig, men vi er andre i samme båd.

jeg det os med min mor det med at "alt" er min skyld..har også gået til psykolog med min mor...men hun gad det ikke mere fordi hun ikke ville ta "kritik" og indse at hun var ligeså meget "skyldig" i forholdet... det er det der gør man for den følelse af mindreværd og ydmygelse... det er det de signalere til en...

at man ikke er ligeså "vigtig" ...den laveste i herakiet..

jeps. hos os var det også et problem at se at det var vores begges skyld..men det kunne hun ikke, og nu gider jeg ikke slås mere..vi kan tale sammen, når og hvis hun en dag gider tale ordenligt til mig, som om jeg rent faktisk er et voksent menneske på 25 og ikke en på 10 hun kan opdrage på..så nu har jeg bare meldt mig ud..Gider ikke mere-orker ikke mere.

Man må også passe på sig selv..