kun være denne her:
Som i himlen

DVD-anmeldelse: En internationalt anerkendte dirigent, Daniel Daréus, afbryder pludselig sin fantastiske karriere og flytter hjem til sin fødeby i Nordsverige. Det er hans hensigt, at være for sig selv og bare nyde stilheden. Men det lille samfund tvinger ham nærmest til at engagere sig i det lokale kirkekor.
Koret og dets medlemmer udvikler sig meget gennem Daniels coaching. Og det går op for ham, at amatørerne måske kan opfylde det musikalske mål, som det aldrig lykkedes ham at få opfyldt med de professionelle musikere.
Vurdering
Som en hund, der har fundet sin overmand, så må jeg falde på ryggen for Kay Pollaks Som i himlen. Det er ellers min holdning, at man ikke bare skal sprede om sig med 6-taller. For der bør altid være plads til at gøre det en lille smule bedre. Men efter at have tænkt det hele igennem både 2 og 3 gange, så må jeg konstatere, at denne film er fuldstændig, som jeg gerne vil have den.
Sverige var ellers allerede repræsenteret med Englegården på min personlige Top 10. Men nu bliver jeg også nødt til at lave plads til Som i himlen på listen. For den her film hører til helt der oppe blandt Festen, Thelma & Louise, Leon, Arven, og hvad de nu hedder alle sammen.
Den har samme stærke skuespillerpræstationer som Englegården. Den har samme varme som Italiensk for begyndere. Den har samme budskab om livet som Thelma & Louise. Og så har den modet til at have en mening om Gud, kirken og kærligheden.
Pollak har gået med filmen i hovedet i 18 år (!) Og da de endelig gik i gang med at producere den, så fik hele teamet besked om, at man gik efter en Oscar for bedste udenlandske film - og intet mindre. Det er typisk svensk, at presse sig selv til det yderste og at gå efter guldet. Og det var meget tæt på at lykkes for Som i himlen. Men det blev desværre "kun" til en velfortjent nominering.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om denne film. Men jeg vil egentlig hellere nøjes med at opfordre læserne til at forkæle sig selv og få den set i den fart.
Ekstramateriale
DVD'en er ikke just spækket med ekstramateriale. Men der er:
- et ok kig bag kameraet,
- et rigtig godt interview med instruktøren og de to hovedpersoner,
og et lidt tyndt slideshow med skuespillernes meritter.
Jeg ville rigtig gerne have haft mere baggrundsmateriale på DVD'en. Og jeg synes absolut, at man skulle have givet publikum filmens musik som bonus.