I lyset af den seneste tids megen snak om diverse "power/muskel/kamp"-hunde, synes jeg ikke I skal snydes, for denne lille beretning, fra en ikke-potensforlænger-søgende Amstaffejer.

I eftermiddags, da vi var ude og lukke hestene ind, var vores Amstaff (Tage) selvfølgelig som sædvanligt med.

Vores heste går selv ind og ud fra folden, og der er ikke noget Tage elsker mere end at drille Tennsoldaten.

Da Tennsoldaten jo har en noget kort lunte, endte det (som det oftest gør) med at de fræsede ned af træningsbanen - Tage forrest med tungen blafrende ud af munden og halen i vejret, og Tennsoldaten lige i r*** af ham med fægtende forben og fast besluttet på, at idag skulle den lille mide fanges og krølles sammen på midten.

Min bedre halvdel lod dem more sig, og koncentrerede sig om, at få de andre guidet ind til mig i stalden.

Kort tid efter kom Tennsoldaten traskende, hvilket plejer at betyde, at de to tåber har besluttet at begrave stridsøksen, ihvertfald indtil den efterfølgende dag, og at Tage kommer luntende lige bagefter.

Men idag kom der bare ingen Tage...

Vi kaldte og kaldte, og jo mere mørket sænkede sig, jo mere voksede vores panik.

Hvor pokker var vores lille hund?

Han plejer altid at komme når vi kalder, og har aldrig været stukket af.

Jeg traskede samtlige 20 tld. tynde, og sled min stemme til ukendelighed, mens Tonni satte sig i bilen, og kørte rundt og ledte efter ham.

Han var som sunket i jorden.

Jeg var på dette tidspunkt fuldstændig panisk, og forestillede mig de mest forfærdelige ting, der kunne ske ham derude i mørket - alene og hjælpeløs.

Pludselig kom Tonni vadende, med Tage storlogende ved siden af...

Han var løbet gennem haven, ind i laden og op på høloftet. Her bor en kat, som har smasket ham en ordentlig håndfuld øetæver på et tidspunkt, og den syntes han åbenbart, at han havde en høne at plukke med...

Katten var ikke hjemme, og da Tage ikke kan finde ud af, at gå ned af trappen til høloftet, har han bare siddet der tålmodigt og ventet, i sikker forvisning om, at "mor og far" nok skulle komme og hente ham ned.

Puh ha, sikke en forskrækkelse...

Jeg måtte da også lige fælde en lille glædeståre, ved synet af min "lille" tykke bamse i god behold.

Nu ligger han trygt og sover på Tonnis mave i sofaen - det tar´ hårdt på kræfterne at være forsvundet...

Ja, overskriften er lettere misvisende - jeg ved det . Tage har jo absolut intet med en kamphund at gøre - ikke i mine øjne ihvertfald...

Pia