Jeg har oplevet noget ligende.. min mormror blev også afvist af læger mv.. og det viste sig at hun havde en kæmpe knude i ryggen.. og at det havde spredet sig ret meget.. Bivirknigerne af behandligen er i dag så store så hun blot ligger i sengen.. og ønsker at hun ikke havde fået behandlig men blot var gået bort.. Lidt ultra kort version af historien.. Men ville bare li fortælle dig at der er andre som har oplevet noget som dig.. eller rettere haft det tæt inde på livet..

trist. Det er for dårligt når man nu stoler på at lægen ved bedst. Det lyder lidt som en læge vi engang havde og tro mig at han kunne lave nogle brølere. Min lillebror var engang faldet ned fra et tag og havde slået hovedet. Han havde haft et blackout og kastede op og var ret dårlig. Min mor ringede til den her læge som sagde at hun bare skulle give ham en kodimagnyl og så lade ham sove. Men heldigvis vidste min mor bedre og kørte til det nærmeste sygehus. Her konstaterede de at min lillebror havde fået en hjernerystelse. Lægen på sygehuset ringede og gav den anden læge en opsang.

God bedring til dine mors venner. Jeg krydser fingre for at de klarer sig uden men.

Det er noget svineri at lægerne ikke tjekker..

Jeg gik til lægen med smerter og han gad ikke undersøge mig..

Så fandt jeg så senere ud af hvad det var og kan ikke få børn, fordi jeg ikke fik det fjernet dengang smerten var der...

Jeg bad om en undersøgelse men han ville ikke.

Et andet eksempel:

En veninde havde været i seng med en fyr uden beskyttelse og ville tjekkes for sygdomme. Det ville lægen ikke da der ikke var noget grundlag!

Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt.

Men det er nok vores kære statsminister der skal spare!!

Jeg også være med.. For snart to år siden skulle vi holde fødselsdag for vores datter for hele familien. Min far ringer og melder afbud, fordi han havde det dårligt. Det er min mand som snakker med ham, og han bliver lidt urolig over min far, da det lyder som om han ikke kan få luft. Jeg ringer og snakker med min far og han fortæller at han venter på vagtlægen.. Da vagtlægen havde været der, ringer jeg til min far og han fortæller at vagtlægen sagde at det "bare" var et mavesår...

jeg havde lige fjernhealet min far, imens kagemanden var i ovnen og jeg var overbevist om at det var hjertet, idet jeg selv fik smerter i hjertet, da jeg healede ham (jeg var på det tidspunkt helt ny healer).. Jeg siger til min far, at hvis han fik det værre skulle han ringe 112. Dagen efter ringer jeg igen til min far, og får ham overtalt til at gå til lægen.. Da han kommer derop måler lægen hans hjerterytme og den er ikke som den skal være. Han ber min far om at køre hjem og pakke, idet han lige skal ind og tjekkes på sygehuset.. Det viser sig at min far havde en blodprop i han hjertearterie og var tæt på at dø - mavesår min bare R¤& - Min far lever den dag idag, men hold da op, hvor jeg fik et chok..

gik også til lægen fordi hun havde haft ondt i underlivet over et halvt år (hun havde allerede været hos lægen adskillige gange). Hun henvendte sig med meldingen om at hun ville have en henvisning til en gynækolog. Lægen ville lige lave en sidte undersøgelse på hendes, med resultatet 'der er intet galt, det ser alt sammen heeelt fint ud. Men hvis du da gerne VIL have en hevnvisning så KAN du da godt få en', 'ja tak'.

Da hun kom til gynækolog fik hun at vide at hun havde en knude på størrelse med en god knyttet hånd (kan ikke lige huske de præcise mål). Det er altså en pæn stor knude når hun er 1 nogle og 60 høj og vejer de ca 50 kg.

Den var heldigvis godartet, men tænk jer, hun havde fået den undersøgt hos egen læge mindst 5 gange på et halvt år!

Hader læger, håber aldrig jeg skal opereres, er panisk bange for dem!

Mvh Anette

Min far døde af kræft i 2003. Han blev i slutningen af 2002, syg. Influenza. Da han havde ligget syg en uges tid, udviklede han lungebetændelse. Han fik hovedpine konstant og trykken for brystet. Han var svimmel og kunne ikke alle de ting han plejede.

Han var i god form og veltrænet så det gjorde meget ondt at se ham tabe sig..Han fik noget killer-pincilin og mødte op på sit arbejde som socialrådgiver ved Roskilde Kommune. Han skulle så lige over og have tjekket sine lunger, og så ville de ikke lade ham gå. Han måtte sidde og vente uden at vide hvorfor han var blevet indlagt.

Min søster ringede til mig og fortalte han var blevet indlagt. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og tog til roskilde. Min søs boede i Jylland og kunne ikke bare komme.

Jeg kom ud og fik af vide at han var inde på en bestemt stue men at lægen var der og jeg ikke skulle forstyrre.
jeg satte mig ned på gulvet udenfor og ventede.Døren gik op meget hurtigt og jeg så min far sidde på sengen og bare stirre på mig..

Lægen havde sagt" Goddag. Mit navn er X.X og du har lungekræft.Det dør man af. Du må have en god weekend" og så skred han!!!

(det hørte han senere for fra sygehusets ledelse som jeg røg i kødet på efter den oplevelse.)
Da min far efter næsten 2 mdrs sygdom med lungebetændelse var svækket,og havde tabt sig meget, var det ligsom om han gav lidt op."Lavinen" som han kaldte det, rullede, med Kemo og andre behandlinger der gjorde ham endnu mere syg..

Han kæmpede VIRKELIG! Men hans krop begyndte at reagere med blodpropper osv.Hans fik diagnosen i november 2002.

Mandag d.5 maj kl 00.05 holdt vi hans hånd da sygdommen tog ham fra os.

Det var efter at vi decideret havde boet på Roskilde Amts sygehus i en måned..

Til sidst havde kræften spredt sig til hans hjerne så han var ikke til "stede"..

Kræft er en LORTE sygdom..

Havde lægen holdt kigget efter det med det samme og ikke ladet gå 2 mdr inden de fandt en diagnose havde han måske siddet her idag.Og for det ikke er løgn,sagde de at han faktisk havde været syg i flere år,men fordi han var veltrænet og ung (56 år),dyrkede sport og passede på sig selv,havde han kunnet holde den stanget indtil den influenza tog hul på imunmforsvaret.. mit had til den sygdom er enormt!De tog min far, min fortrolige og den af mine forældre jeg talte med hver dag og stolede på.

Den dag idag mere end 2 år efter savner/mangler jeg ham HVER DAG..

Det lyder præcis som mit tilfælde. Jeg forlange at komme til en specialist efter et halvts års renden hos lægen. Indenfor en uge efter besøget hos specialisten var jeg blevet opereret.

Derfor fik jeg ny læge. -som i øvrigt er upåklagelig god.

Jeg mistede i 2001 en 10 årig kusine. Hun fik i februar 2000 konstateret Ewings Sarkom (ondartet kræfttype) der sad på indersiden af ribbene.

Lægen havde flere gange afvist at min kusine var alvorligt syg selvom hun konstant havde feber og generelt var dårlig. Det blev først opdaget efter at hun blev indlagt med en formodet lungebetændelse og hvad de troede der var vand i lungerne. det viste sig at være en svulst i venstre brysthule der trykkede den ene lunge sammen.

Simone døde efter at være forsøgt behandlet et år, og det hun gennemgik ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

Hvis i vil læse Simones historie har min moster og onkel lavet denne hjemmeside. Men jeg vil lige advare jeg om at det er barsk læsning!

hjem.get2net.dk/lorens.../index.htm

Det er skrækkeligt at høre om at der er så mange der ikke bliver taget seriøst omkring deres symptomer.

Mvh

Mette

*snøft* det er altså en MEGET barsk og sørgelig historie...

kommer til at tænke på en veninde jeg har , der hedder isabella...hun har været indlagt 2 år med lymfekræft, og nu går hun til behandlingstjek eller sådan noget, to gange HVER måned, og har gjort det i to-tre år, siden hun blev udskrevet og kræften ikke var livstruende...kan huske dengang isabella sjældent var i skole, tror det var et år... hun bøvlede også med forskellige læger... gudskelov blev det hendes forældre nok, og de kørte hende på rigshospitalet da de ikke stolede på lægerne...

nu lever hun lykkeligt, men det er ikke sikkert hun når at blive 30...(hun er 18 år nu)

det har også været en forfærdelig tid for hendes tvillingebror dennis...de er så tæt knyttede, og al den tid (2 år) isabella var indlagt, var han ved hendes side...

men puha...kan bare ikke klare kræft er BANGE for det...*snøft*

puha da

far gik også til lægen, da han havde ondt i maven. Lægen afviste det som mavekatar. Det var det bare ikke. Det var kræft i maven. Han levede 6 måneder efter dommen. Han rådnede op - tabte tænderne, kunne ikke synke, tabte sig til skind og ben og stank af død.

En meget barsk oplevelse for min mand, der på det tidspunkt var 17 år og hans søster på dengang 14 år. De er begge stadig meget præget af oplevelsen i dag.

Måske havde min svigerfar været til at redde, hvis lægen havde taget ham alvorligt.

Min svigermor burde have klaget over lægen, men det har man ikke lige kræfter og overskud til i sådan en situation.

Min far har en speciel blodsygdom hvilket gør, at han skal tage antikoagulant medicin (eller antikoagulerende, nu kan jeg ikke huske hvilken bøjning jeg skal bruge )

Vi var på vej til ridning og skulle have min veninde med. Hun skulle sidde bag på min fars hest, men da han rækker hånden ned til min veninde, træder hesten et par skridt fremad, og han mister balancen, glider af og lander på hoften. Det gjorde ondt, men han var hurtigt klar igen.

Da jeg er færdig med at ride (kun mig der fik undervisning), sad min far og sov. Underligt, for han plejede at følge med i min ridning. Jeg fik ham vækket, men han havde meget ondt og kunne ikke gå. Han var ved at besvime da han prøvede. Vi fik hjælp af et par voksne (jeg var ikke mere end 10år) og han blev kørt hjem i bil. Vi fik ham med stort besvær båret ham ind i stuen, hvor han lå og havde det meget dårligt. -Kunne stadig ikke gå, og kunne SLET ikke gå på trapper (mine forældre sover i kælderen).

Min mor kunne selvfølgelig ikke selv få ham derned, så hun ringede til vagtlægen, så de kunne hjælpe hende, men nej, de ville ikke komme. Hun ringede til dem flere gange, men komme ville de ikke.

Til sidst blev hun smadderhamrendesur, og sagde at nu SKULLE de komme!

Da vagtlægen omsider kom, indrømmede han dog, at han godt kunne se min mors problem.

I flere uger kunne han ikke gå andet end krabbegang.

Det viste sig også, at han havde et blåt mærke der fyldte hele bagsiden af kroppen, fra midt på ryggen til haserne!

Pokkers til vagtlæger!

helt dårligt...hvorfor klikkede jeg dog også på dette indlæg...

jeg føler ufatteligt meget med jer alle og får nu en pokkers "hovedpine"

jeg har nemlig opdaget en lille knude i mit ene bryst..men er blevet afvist til undersøgelse (marmografi) pga. af min alder...kvinder under 30 udelukkes nemlig...

Lægesjusk??? Ja...tak...det kender jeg så udemærket...

jeg kom til skade med begge arme da jeg var omkring 14 år gammel...jeg havde ekstremt ondt...kunne ingen ting...min albue var hævet og øm, jeg kunne ikke engang vaske mig´eller rede mit hår med min venstre arm...jeg gik til lægen dagen efter og han sagde bare jeg skulle tage den med ro...der gik en uge og jeg ringede igen...jamen så slap du af i en uge mere det går over af sig selv...en md. efter var det blevet bedre...og jeg trappede ned med de smertestillende piller...

men her stopper det jo så ikke...efter godt 2 uger brød smerterne ud igen...og gik over sådan stod det på intil jeg var 21 hvor jeg bare havde fået NOK...jeg hamrede i bordet og sagde nu er det slut...nu sender i mig eder hakme til alverdens undersøgelser og det er lige nu!!! Jeg kom hjem fra et togt nordpå og i toget på vej hjem var jeg nær besvimet af smerter (min læge fra forsvaret havde udskrevet nogle ret stærke piller til mig imod gigt men heller ikke disse kunne tage min smerte) jeg svedte og vente det hvide ud af øjnene og ham der sad ved siden af mig troede jeg var ved at få et hjertestop (jeg tog mig jo til min venstre arm) jeg fortalte ham at jeg var "ok" og ringede til min ven som kørte mig fluks på skadestuen da jeg ankom til min station...da jeg kom derind var jeg helt færdig..sveden haglede ned af mit ansigt og jeg var bleg som et hvidt lagen...Lægen der skulle se på mig fik besked på bare at sende mig til en eller anden skaning han skulle ikke røre (men det gjorde han alligevel og jeg pev) der var intet at se på røgnten så jeg blev skrevet op til MR skaning og der fandt de så en tumor...og eftersom jeg havde så sindsygt ondt blev jeg presset frem i køen og kom hurtigt til operation...Jeg har stadig ondt i min dumme arm og til tider sover 3 af mine fingre...så skal nok på bordet igen...De sagde det godt kunne komme igen og hvis det blev bare halvt så slemt som sidst skulle jeg kontakte dem...det var heldigvis godartet men desværre for mig ligger det andet til familien...

Har lige siddet og læst Simones skrækkelige sygdomshistorie. Dejligt at nogen har overskud til at skrive om så sørgelig et sygdomsforløb.

Har selv leukæmi. Tænker tit på hvor langt jeg vil gå i kemo behandling. Hvordan ved man hvornår man skal stoppe?

Får ikke kemo behandling endnu, og skal måske ikke have det.

Mvh. Linda

I mange tilfælde regner man jo med at lægen ved hvad han snakker om. Og hvis man slet ikke har nogen fornemmelse af hvad det ellers kunne være, stoler de jo blindt på lægen. Og hvis han har virket reel, har der jo ikke været nogen grund til at opsøge en anden.

Hvor er jeg ked af at høre at du har leukæmi håber at du kommer igennem det. Heldigvis er der jo også gode "historier" hvor mennesker kommer igennem en kræft sygdom.

Mine tanker er med dig.

Mvh

Mette

Min onkel havde stærke smerter i ryggen, men blev ikke taget alvorligt. Heller ikke når smerterne var så stærke, han var blevet afhengig af morfin for at kunne stå op om morgenen. Til slut fandt de en stor kræftsvulst i ryggen, men det var desværre for sent, og den havde sprædt sig til de flere vitale organer. En uge efter dommen døde han - jeg nåede aldrig at sige farvel

Hilsen Lisbeth

Min søster rendte engang til læge 3 gange med ondt i venstre ben, ingenting sagde lægen du har nok trådt forkert, 4 gang kom min søster ind til en praktikant, hun fattede lynhurtigt mistanke, det viste sig min søster havde fået en blodprop Efter den fandt de osse ud af at hun har SLE.

En anden var en ældre dame som gik længe inden de konstaterede kræft til alt held har hun det ok idag.

Så har jeg hørt om en ung dreng som havde det skidt og kunne næsten ikke trække vejret, lægen sagde at det var ikke noget, dagen efter får han det igen dårligt, moderen sætter ham ind i bilen og de kører mod skadestuen, men de når aldrig så langt drengen dør på vejen dertil

ØV Øv hvor jeg hader læger, min fætter læser medicin, måske jeg skulle give ham en opsang

Snøft også læste jeg Simones historie, orv stakkels pige tænk hvad hun har været igennem, føj siger jeg bare - Når hun så dør kan de pludselig se alt det de skulle ha gjort..

Er det i Sverige man bliver afvist hvis man er under 30?

I Danmark er det i al fald ikke sådan.

kh

minski

ja...det er i Sverige..men jeg stopper ikke af den grund...jeg bliver ved med at kræve at blive undersøgt...til sidst giver de vel efter ellers må jeg en tur til DK har barehørt så meget dårligt om DK og brystkræft...

italien skulle være stedet man skal tage til for at overleve brystkræft...

MVH Sus

Rolig, der er jo ingen der siger at du har brystkræft.

Har du hørt om du kan blive scannet i stedet?

Jeg havde en knude for et år siden. Gik i total panik, og blev scannet to forskellige steder (ikke mammografi fordi jeg var ammende).

På Rigshospitalet fik jeg at vide at jeg havde fibroadenomatose, og den knude jeg oprindelig var kommet for, forsvandt af sig selv.

Den var vist bare et hulrum med mælk der ligesom "sad godt fast" (mærkelig nok havde jeg aldrig mærket den da jeg ammede mit første barn ).

Hvis du er urolig kunne du måske henvende dig til et privat sted, hvis det andet er helt umuligt.

kh

minski

Min brors kammerat havde det meget dårligt og kunne kun gå ti meter hvorefter han skulle hvile sig og måtte beslutte sig for om han skulle være ovenpå eller nedenunder. Han gik til lægen som sagde at det bare var en virus. Efter et langt forløb hvor han var dårlig, blev han til sidst sendt til tjek på Næstved sygehus. her konstaterede de at han havde leukæmi (staves?). Og han røg med politi eskorte til rigshospitalet, da han sådan set var ved at kradse af. Det er nu ca 4 år siden, han var dengang 24 år. Han døde desværre i sommers 28 år gammel.

Jeg fik selv en knude i mit bryst for ca 3,5 år siden. Lægen var meget forståelig og mente ikke at det var noget. Men sendte mig alligevel på sygehuset hvor jeg belv scannet. Det var heldigvis ikke noget. Men jeg er glad for hans forståelse, så et stort plus til ham.

Jeg fandt også en knude i mit ene bryst en morgen jeg var i bad - ringede til min læge og fik tid med det samme. han mente ikke det var noget farligt - at det bare var en hævet kirtel.men for at være sikker blev jeg henvist til en scanning, hvor tommy fik ret i at det var en hævet kirtel. og der tog en uge fra jeg opdagede den til jeg var scannet.

men kors hvor bliver man bange - var ved at sætte mig på måsen i brusebadet - så hele mit liv fise forbi mine øjne...

min kære mormor gik også til læge igennem 1 år med smerter i maven og blødig afføring - lægen afviste hende også hele tiden og begyndte til sidst at kalde hende en hypokont...

hun døde 1/2 år efter af kræft i tarmen som også havde bredt sig voldsomt og lægerne på sygehuset gav os den besked at hvis det var opdaget ved hendes første henvendelser ved egen læge så havde de kunne redde hende...

jeg hader endnu den læge i dag...

savner hende voldsomt - selv efter 6 år.

mvh Tine

Det er nemlig rigtigt!

Har det ret svært med dem som gerne vil skubbe ansvaret fra sig og over på lægen.. Det ER da ved gud folks eget ansvar at tage vare på deres krop, både før og efter den bliver syg.

Selvfølgelig er der læger, som nok er lidt hurtige på aftrækkeren indimellem, men det er altså ens eget ansvar!!!

VH gamleged -der nok får på puklen nu!

vel i virkeligheden at der er så mange, især ældre mennesker, der er ret autoritetestro, så når lægen siger sådan, så er det sådan. Men når man opsøger en læge, gang på gang med nogle symptomer, og gang på gang bliver afvist, så må man altså skifte læge.

Det står en frit for, hvem man vil vælge.

Så føler man sig afvist eller ikke taget alvorligt, så skift læge.

Heldigvis er det overvejende den ældre generation, der er mest autoritetstro, så mon ikke en del af problemet er ved at vende?

Til jer andre, ryst det af jer, bed jeres læge om at .. Og find en anden.

Min mormor gik flere gange til lægen, og klagede over smerter ved mellemgulvet. Han beskyldte hende den ene gang direkte for at være hypokonder. En nat blev hun så dårlig af smerter at min morfar ringede til vagtlægen. Vagtlægen indlage min momse, som så endelig blev undersøgt grundigt.

Da viste det sig at hun havde en kræftsvulst på str. med et baby hoved siddende ved nyeren og rundt om den store blodåre i ryggen.

Pga. str. kunne man ikke operere eller behandle.

Det var midt i februar. Hun døde d. 21 maj samme år (1994)

Jeg savner hende stadigvæk, og er bitter over at lægen ikke undersøgte hende bedre.

Selvfølgelig har man et ansvar overfor sig selv og har man en fornemmelse af at lægen ikke har helt ret synes jeg da også at man skal forhøre sig ved en anden læge.

Men mange folk stoler stadig på at lægen ved hvad han taler om. Han har jo trods alt den lange uddannelse. Men selvfølgelig kan en læge da også lave fejl, da de jo også kun er mennesker.

Den læge jeg snakkede om lavede dog ret så mange fejl.