Jeg har lidt af det i næsten 10 år i større eller mindre grad. Jeg svarer gerne på dine spørgsmål, men kun over besked centret.

Med venlig hilsen
Birgit

Og er i gang med at få det bearbejdet.

Jeg har tænkt på hvordan det går med dig! Har du taget kontakt til en læge eller psykolog?

Håber at det går bedre.

hej
jeg er selv midt i behandling for det så jeg ved hvordan du har det jeg kan kun sige gå til lægen så han kan henvise dig til en du kan snakke med
jeg er lige nu på højskole for det man er helle tiden omkring mennelsker så man blir tvunget til at tage stilling til dem, jeg siger ikke at det er løsningen for dig men det virker godt for mig da mit problem bundede i at jeg ganske simpelt ikke ville forholde mig til andre mennelsker jeg var bange fik angstanfald og gik i panik men jeg får ikke medicin for det det mener min pykriater ikke at jeg behøver . men snak med en pykolog eller pykriater om det der er hjælp at hente der er en verden der ude der bare venter på de gode ting man har at give dem det har jeg lært nu
håber dette hjælper dig for jeg ved hvordan det er at have det på den måde har haft det sådan i 16 år nu får først hjælp nu
held og lykke jeg kruser finger for dig også selv om vi ikke kender hinanden
hilsen laica

tak for jeres svar!

Leilani - jeg vil skrive til dig på et tidspunkt, ok.?

Lisbeth & Alex - hvordan bearbejder du det? jeg læste et sted om noget med at tænke på en bestemt episode hvor min fik socialangsten. man skal finde beviser på at der IKKE var grunde til at blive angst. men hvad hvis man med sikkerhed ved at der blev talt til en. blev sagt noget grimt om en? hvordan bearbejdes det så... Suk.

Kanoa2 - det går vel. Er desværre på vej ned igen efter et stykke tid oppe. Mit humør afhænger jo desværre af mit udseende / hvordan jeg ser mig selv i de forskellige perioder. Lige nu er det på nulpunktet. Ingen læge, ingen psykolog, jeg virker jo glad ud af til. Hvad vil familien ikke sige, og så her op til juletid. det går bare ikke... Hmm.

Laica - det er jeg ked af at høre, men godt det går bedre. Og psykolog, hmm. læs ovenover.

Du kan skrive til mig hvornår det skal være. Min mail står på min præsentation.

Jeg er nu selv nået så langt, at jeg har overskud til, at forsøge at "sparke" lidt til dig.

Med venlig hilsen
Birgit

Hej Tine

Hvad familien vil sige? De vil sikkert blive overraskede og flove over, at de ikke har opdaget, at du har det skidt. Og så vil de blive glade, fordi behandling betyder, at du vil få det bedre

Jeg har ikke lidt af angst, men en hel masse andet skrammel. Da jeg fortalte min søde farmor, at jeg ville til psykolog - ja så betalte hun hele gildet. Det var selvfølgelig ret rart økonomisk, men helt forrygende fantastisk med opbakningen

Det KAN også være, at familien bliver chokerede og reagerer dårligt. Jeg tror nu, at sandsynligheden er lille. Og hvis de gør, så giv dem lidt tid til at vænne sig til tanken. Jeg tror ofte, at folk reagerer sådan, fordi man præsenterer noget ukendt for dem, og så bliver de bange - meget menneskeligt

Men du behøver vel heller ikke at fortælle familien om det for at søge læge eller psykolog?

mvh. tina

også selv af en form for panikangst. Nærmere betegnet situationsangst.

Jeg var også meget længe og flere år om at fortælle min omgangskreds hvordan jeg har det, jeg syntes jo at der var noget galt med mig at jeg var unormal osv.

Men langt de fleste mennesker var søde og imødekommende og jeg kan ikke fatte nu, hvorfor jeg holdt det indenbords så længe!

Det kan som regel godt betale sig at stole på folk og være ærlig om hvordan man har det.

Det kan aldrig betale sig at gå med det indeni og være alene med det, på den måde kommer man ikke videre.

Jeg synes at du skulle tage chancen og stole på dine forældre, fortæl dem hvordan du har det!

Hvis ikke dine forældre, så en anden som du er tæt på, jeg er sikker på at du vil være meget lettet bagefter.

det er jo helt op til dig men det er vigtigt at have en at snakke med hvis ikke en psykolog så en du stoler på og vær ikke bange for at fortælle familien det, det hjælper de kan måske være til stor hjælp for dig ,

kun et godt råd start med en i din familie du stoler på så kan hun sidde ved din side når du fortæller resten det sådan fik min familie det at vide.

min familie er en stor støtte for mig er der med det samme de kan se eller høre på mig at jeg har det dårligt,

man vil altid have det i en grad men man lære at håndtere det.

men held og lykke

hilsen laica

...og det er virkeligt "smertefuldt"...for sjælen og sindet. Har stadig "ar".