Jeg føler med dig, det er aldrig sjovt når nogle tæt på en bliver alvorligt syge, og slet ikke i den grad, hvor risikoen for, at det vender tilbage, er stor.

Jeg ved hvordan du har det, og jeg ved hvordan din familie har det, derfor sender jeg de varmeste tanker til dig og din familie.

Jeg sender dig de varmeste tanker, og ønsker dig og din familie alt det bedste.

få hjælp. Sorg er en temmelig forfærdentlig ting at håndtere alene, og du skal igennem den. Få fat i en krisepsykolog og få snakket tingene igennem med et menneske, som kan håndtere snakken og hjælpe dig. Vi herinde på hestenettet er (trods alle vores meget velmente kommentarer) ikke i stand til at hjælpe dig, vi kan kun give vores medfølelse og ønske om trøst.

Den største medfølelse fra

Britta

Kræftens bekæmpelse ! Jeg mistede min far (efter 1½ års kamp mod kræften, gav han op og sov stille ind med min mor og jeg ved siden af sengen) og efterfølgende har jeg været i kontakt med en sorggruppe ved Kræftens bekæmpelse. Det var været rigtigt dejligt at snakke med andre om det samme uden man skulle tænke på at man nu ikke skulle såre sin anden familiemedlem etc.

Man er ALDRIG parat til at miste sine forældre ! Aldrig nogensinde uanset om man er 1 eller 55 år gammel. Min bror er 45 år gammel og han sagde til mig han heller ikke var parat til at miste vores far !

Snak med din mor om dine følelser, du skal endelig ikke holde dig tilbage. Støt din mor så godt du kan og find nogle pårørendegrupper du kan snakke med ! Det er meget svært at komme til en psykolog, er pt. på venteliste til en på 3. måned.

Kræft er noget forbandet noget ! Uanset om det er i brystet, i tarmen eller i underlivet. Eller om det er børn, unge, forældre eller gamle der får det. Så er det alligevel noget forbandet noget !

Med mange tanker og mange varme knus fra

Beagle.

Hej din stakkel, jeg vil virkelig håbe at din mor er en af dem der holder statistikken oppe på dem der overlever. Jeg tror hun har gode chancer for at leve mange år endnu, men det er meget normalt at pårørende i den situation kun tænker på alt det sorte. Det er tit sværere at være den pårørende end at være den syge, vi kigger jo bare på ude på sidelinjen og kan hverken gøre fra eller til, hvorimod den syge er midt i det hele. Det vigtigeste er at vi på sidelinjen er der!!! Tag kontakt med kræftens bekæmpelse, for de kan hjælpe dig.

Mit råd er at tale om det, tal meget og gerne længe, men lad være med at tale bare for talens skyld. Min mor døde af lymfe-leukemi for 11 år siden, og nej man kan aldrig forberede sig på den dag, men det der hjalp os igennem, også mens min mor levede, var at vi talte sammen. Åbenhed er og bliver det bedste. Nogle gange kan det virke meget kraftigt på andre og de bliver lidt forlegne, men det er deres problem, det vigtigeste er jer.

Mange tanker til jer herfra

Puha hvor bliver jeg rørt, hvor er det syndt for dig, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive til dig

Hvor er verden bare ond nogle gange

Mange tanker og trøster krammer her fra.

... jeg skal tale med nogen... Jeg vil prøve at tale med mig læge... Der er noget med at læger kan give dispensation til psykolog hjælp, så kommunen betaler 60 %, og det er jo altid en hjælp...

Jeg har ikke skrevet her for at få hjælp, men bare for at komme ud med det jeg føler... Det er så svært...

Jeg skal nok tale med min mor, men ikke lige nu... Hun er muligvis stærkere end mig, men jeg vil ikke gøre hende mere ked af det end hun allerede er... Hun ved at jeg har det sådan som jeg har skrevet her, men nogen gange er det bare rart at sige det højt...

Jeg takker menge gange for at I har ville 'lytte' til mig... Det hjælper en hel del...

Jeg kender kun alt for godt, så hvis du gerne vil snakke kan du bare skrive over privat besked.. Du er altid velkommen

trøstekram herfra allerførst.

Kan kun tilslutte mig de andre: Snak, snak og snak om det.

Min mor er blevet opereret for brystkræft og jeg frygter hvert halve år, for at få den følese du må sidde med nu.

Kan godt forstå at du havde brug for at få dine følelser ud og så er det ganske fornuftigt at bruge HN til det. Tit sætter det jo nogle ting i perspektiv at få det skrevet ned, samt få nogle velmenene ord med på vejen.

Håber det har lettet dit hjerte, bare lidt.

Alle de bedste tanker bliver sendt herfra til dig og din familie, må i være stærke sammen, kæmpe og vinde.

Min mor var i MR-scaning igår... Forhåbentlig kommer der snart nogen svar...

Hun var også ude og prøve paryk...

Det hele kommer bare så tæt på... Det masser ind på mig...

Jeg har fået fortalt de fleste af mine lærer hvad der foregår der hjemme, så jeg håber de er orstående, jeg tror på at de vil være det... Det gør det hele en anelse nemmere at de ved hvorfor jeg evt. ikke er ikke lige så meget med som jeg plejer... Eller lige så forberedt...

Jeg har også fået taget mig sammen til at sige til klassen... Så jeg tror mere eller mindre alle ved nogen lunde hvad der foregår, og hvorfor jeg måske ikke er helt som jeg plejer...

Håber bare at jeg snart ved noget mere... Uvisheden er ikke til at holde ud... Ikke fordi det ville være rart at få at vide at der ikke var noget at gøre, men det er nok nemmere at forholde sig til: At sådan er det!... End den her forbandede uvished...

Jeg læste ALLE svarende igår da jeg kom hjem, og jeg må endnu engang sige tak for det hele... Jeg er glad for at så mange forstår mig... Det er rigtig rart at vide at der er nogen jeg bare kan skrive til hvis jeg får brug for det...

TAK TAK TAK

Jeg har selv mistet min mor, hun fik underlivskræft, så jeg føler virklig med dig da det er en hård tid man går imøde, jeg gjorde det at jeg fulgtes med min mor til rigshospitalet hvor der er tilknyttet uddannede folk til at hjælpe, både den syge og dennes pårørende, det var en stor hjælp for mig, du skal ikke gå og vente på hjælp, men tal med din mor om at i får kontakt til en på sygehuset med det samme.

Jeg håber virklig at din mor kommer sig, da det jo som du selv skriver er alt for tidligt, det var det også med min mor, men vi er desvære ikke herre over alt ting,selv om vi godt ville.

Meget held og lykke til dig og din mor.

Den dårlige nyhed: Brystkræften Har ikke kun bredt sig til hofterne, den har osse bredt sig til leveren... Lægerne skal til at undersøge præcis hvor meget og hvor slemt det er...

Den GODE nyhed: Hvis min kære mor kan tåle kemoen, skulle hun kunne blive helt rask igen...

Min mor siger at hun kan klare alt, hvad denne forfærdelige sygdom, sender hende igennem... Men kun hvis det ikke ødelægger mit liv... Jeg er nødt til at fortsætte på HF, og gøre det godt, ellers vil hun føle at hun har svigtet som mor...

Nu har jeg ikke lige planer om at stoppe min uddannelse, men det er ikke nemt i øjeblikket... Jeg har fået fortalt alle mine lærer, hvordan det står til 'der hjemme', så det giver mig et lille pusterum...

Men jeg prøver at være positiv, og holde humøret oppe...

Jeg føler fandme med dig og din familie... Jeg kan forestille mig hvor slemt det må være, for jer alle.

Især når det gælder nogen så tæt på en...

Håber det bedste for jer og sender varme tanker herfra..

Ved det kan være svært, men prøv kun at tænke på det gode og positive... Alt andet får en til at få det enednu mere skidt end ellers.

Hej Perle.

Jeg kender til kræft, men fra den modsatte side... Jeg er nemlig sygeplejerske på en kræftafdeling.

Nærmest dagligt står jeg i situationer, hvor det berører mig... Det er hårdt.

Kræft er en ond sygdom, som jo ofte langsomt kommer snigende, og som mange først opdager, når det er for sent; eller i hvert fald langt henne i forløbet!

Jeg føler dybt og inderligt med alle mine patienter, og deres pårørende! Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv!

Jeg føler dybt med dig, og de andre som har skrevet i tråden her!

Du/I er velkomne til at skrive til mig, det er ikke sikkert jeg kan gøre alverden for jer, men lytte og være der, det kan jeg da!

Sender gode helbredende tanker i alles retning.

Hilsen Camilla.

at igennem sådan en periode du står i nu. Hvis det er nogen trøst, så har min moster haft brystkræft, der havde bredt sig til lymferne og hun er helt rask i dag - hun har været det i flere år nu. Min søster har også en veninde, der er kommet sig 100% over denne sygdom og hun bliver snart mor.

Jeg har selv gået med denne frygt for nogle år tilbage, så jeg ved præcis hvordan det føles Perle, det er hårdt og slemt.

Men din mor kan være stolt af at have sådan en stærk pige som dig, men husk alligevel, at I der er pårørende kan få brug for hjælp igennem den periode der nu venter jer. Du kan få 10 konsultationer hos en psykolog gennem din egen læge når årsagen er alvorlig sygdom i familien, måske det kan hjælpe dig til at stå dette igennem..

Al mulig held og lykke til dig og din familie..

Jeg ved det er meget vigtigt at tænke positivt ... Og jeg prøver virkeligt at tænke positivt...

Og jeg har da osse mine både opture og mine nedture ... Og heldigvis en masse forståelse fra venner, klassekammerater og lærer, så jeg føler mere at jeg kan tillade meg at have både de gode og de dårlige dage...

Nu er det jo osse ca. 3 uger siden at jeg fik beskeden, så jeg tror efterhånden at det er ved at bundfalde sig ... Jeg har ihvert fald fornemmelsen af at det er nemmere at hænge sammen menneskeligt nu end for bare en uge siden...

Jeg har undersøgt nogen ting om brystkræft, arvelighed osv. og det har givet mig en vis tryghed, og vished om sygdommen... Alt det jeg ikke kunne sidste gang, da jeg bare ville glemme at det overhovedet var virkelighed ... Nu vil jeg vide hvad det er min mor kæmper med...

Jeg oplevede præcis det samme som dig. Min mor fik også brytkræft og blev "helbredt". år senere fik hun svært ved at gå. Det viste sig så at hun gik rundt på et en brækket lårbens knogle, og at hendes ene hofteskål var begyndt at smuldre pga kræften. Hun fik en masse skruer og søm i benet, og fik en ny hofteskål. Igen fik vi at vide af lægerne at hun var helbredt. Lige indtil ½ år efter da hun var til undersøgelses-tjek. Det vidste sig så at hun havde fået en svulst i hjernen (tæt på åndedrætscenteret). De prøvede at give hende kemo, men opgav, da svulsten lå for tæt på livsvigtige områder i hjernen.

Vi fik ikke at vide hvor lang tid der ca ville gå svulsten stort set ikke udviklede sig (voksede). Det er nu ca 8½ år siden hun tog afsted mod himmeriget.

Jeg forstår så udemærket hvordan du har det. Det vigtigste er at snakke med din mor om det. Lad hende fortælle dig hvordan hun har det. Spørg ind til hvad hun ønsker af dig og dit liv. Stol på hende når hun siger at du nok skal få et godt liv. Hun vil altid være hos dig, og våge over dig.

Ellers lyt til hvad de andre herinde har skrevet. Vær stærk, men giv dig selv lov til at græde, være sur, ´selv på din mor. Forklar hende hvad du føler og hvad der gør dig ked, sur og måske fraværende.

Hvis du nogensinde skulle få brug for det, er du meget velkommen til at skrive en privat besked til mig. For mig har det betydet utrolig meget at snakke med andre der har oplevet noget lign. Jeg er mere end villig til at snakke med dig, også i tlf.

Mange tanker og knus herfra

Anette

Ja nu sidder jeg sgu og tuder over det her indlæg

Hvor jeg dog føler med dig.Håber din mor bliver rask.

Min mor fik fjernet hele underlivet for 7 år siden og blev helbredt troede vi.

I går ringede min mor og fortalte det var brudt ud igen og nu gik hun og ventede på en indkaldelse fra sygehuset.

De kan ikke sige hvor slemt det er endnu da hun skal igennem en hel masse undersøgelser. Jeg er fuldstændig slået ud og føler heller ikke jeg er klar til at miste hende.

Det vi ved er at der er kun 2 behandlinger der kan hjælpe og det er kemo og stråler.

Øv sikken en lorte sygedom...

Det er ikke fordi jeg er glad for at andre har været igennem det samme, eller noget værre end mig, men det er rart at blive forstået...

Speciel fordi jeg kan skrive her, lige det jeg føler... Alt det jeg ikke kan sige til familien (lige nu) fordi vi alle er for følelses mæssigt indvolveret til det...

Men jeg har fundet guldet!!! Lavet et lille indlæg, og mødt en masse forståelse, og nogen jeg kan 'tale' med, som ikke er indvolveret følelses mæssigt i min sag, men som ved hvad det hele handler om, fordi de har været igennem det samme, eller noget der ligner...

Og jeg som et eller andet sted troede jeg var 'Palle alene i verden' ved nu at det er jeg ikke, (desværre)...