Jeg er en pige på 25 år, som har en dreng der bliver 3 år til februar. Er ikke sammen med hans far og har ikke været det siden han var under et år. Jeg fandt så en kæreste, som jeg troede var den eneste ene, selvom jeg havde opgivet håbet om at finde ham. Han udtrykte at han havde det på samme måde. Han kommer fra jylland, men flyttede over til mig på sjælland, for at vi ku være tættere på hinanden. Vi snakkede så om at få en baby og hurtigt efter blev jeg gravid, og vi sku ha vores ønskebarn (har termin til april) Her skal det så lige siges at jeg har en meget svær graviditet, hvor jeg ligger i sengen næsten hele tiden og er til tjeck og kontrol en gang om ugen. Får blodfortyndende medicin fordi jeg har risiko or at få blodpropper. det er en sprøjte som skal stikkes i maven hver dag, ikke rart. Han har så haft svært ved at finde et arbejde herovre, som passede ham og ville meget gerne ha sit gamle job i jylland tilbage.
Vi kiggede så på hus i næstved og havde næsten købt det, men dagen før vi sku give manden der solgte huset penge, ringede han og sagde at han havde solgt det til en anden samme dag. Vi snakkede så om at flytte over til jylland og for 2 uger siden fortalte hans mor så at hun ville gerne købe et hus i jylland til os. Jeg går så og tror alt er fint, han kommer tættere på familien kan få sit gamle job og vi sku ha vores ønske baby. Sidste mandag tager han så ud til en kammerat, og ringer kl 00.30 og siger han sover derude.
Det tænker jeg ik videre over da hans kammerat bor et godt stykke fra os. Dagen efter kl 12.00 ringer jeg for at høre hvornår han kommer hjem fordi vi sku til forældre hygge i vuggestuen 14.30. Jeg hører så enn pige i røret og pga. humørsvingninger ligger jeg røret på.
Han kommer så hjem kl 14.00 og siger han vil tage til jylland over til sin mor og tænke over tingene. Han ku ik overskue det mere og vidste ik hvad han følte. Samtidig savnede han sin familie og et arbejde. Der sad jeg så med åben mund og fattede ikke noget. Jeg troede jo alt var fint, da han ik havde udtrykt noget før.
Han pakker så sine ting og tager afsted. Jeg brød så helt sammen, da det kom som et lyn fra himlen..
Har så snakket lidt i telefon med ham efter, fordi jeg stadig ik helt har fattet præcist hvorfor. Han siger han har vidst det et stykke tid, men ville ik gøre mig ked af det og slet ik når jeg var syg.

Nu er mit problem så at jeg for det første er imod aborter, men også er 16-18 uger henne så grænsen er overskredet. Jeg ved det blir hårdt med 2 små, men har set babyen ligge inden i maven og hygge sig og også mærket de første tegn på spark. Har virkelig spekuleret over hvad jeg sak gøre, og ringede så til hospitalet for at høre om mulighederne for abort. Der skal jeg til en masse samtaler med læger og psykologer og de skal efterfølgende tage stilling til om min grund er god nok til at få en abort.
Vil med 80% beholde babyen, men de sidste 20% vil ikke, da jeg kommer til at stå med begge to alene.

Er der nogle der har oplevet det samme, eller har en mening??

Tak fordi i læste med, selvom det er langt...