Rigtig godt, jeg har har det på nøjagtig samme måde, men er ikke kommet igang igen, selvom jeg har prøvet mange gange, og stadig håber Jeg har også sprunget MB-klasser, men er nu på 35 cm. Det er så s*** svært, at komme videre, især hvis man virkelig har lysten, men modet svigter, når man rider hen imod springet..

Nu har jeg aldrig sprunget højt, men kan fuldt ud følge jer. Jeg er skideræd for springning rent ud sagt, og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har sprunget sådan rigtigt. Men den følelse af at ride imod springet, jeg synes det ser så sindssygt ud når folk kaster sig over de kæææmpe spring!!! Jeg har engang sprunget 70cm, men lukkede øjne Ellers har jeg aldrig turde springe andet end 30cm max! Nu tør jeg slet ikke. Men godt at man har en hest, som man har tillid til - så kommer det nok Man ved jo at man kan! Er bare sjovt at modet nogle gange daler for det.

Tro mig. jeg sprang en del på ponyer da jeg var lille, men mistede interessen såvel som modet. Rider en dejlig dreng tildaglig, med større talent for spring end dressur, så er gået lidt i træning med at springe. Sidste uge sprang jeg for første gang i et halvt år. Endte med kombinationer også andre ting der normalt havde fået mig helt ud af den. Så idag satte min træner springet yderligere op, vi sprang endda også brede oksere.(ja det er altså stort i mine øjne) Min hyp er 174 i stang, så jeg syntes det så ok småt ud og fik mod til at hoppe det. Bagefter fortalte han, at jeg lige havde sprunget 1,25! Var ved at eksplodere, for kæft en følelse at komme over når det er noget man har frygtet. R_piccard gør også det rigtige, springer på en hest der gør hende tryg. Det er vejen frem, så man får tilliden igen. Man sætter jo heller ikke begynderen op på rideskolens problemhest, for så holder interessen ikke længe. Det har været medicinen for mig, som de sidste 8 år ellers har nægtet at springe over 80. Næste gang skal jeg springe 140 er planen. Min træner har lovet ikke at fortælle, hvornår vi kommer så højt op, først bagefter når jeg ikke kan sige "at det kan jeg ikke". Hvilket egentlig nok er en meget fornuftig taktik.

jeg at springe. Elskede det især når jeg red på en rideskolehest ved navn Amadeus {> Han elskede det og søgte selv på springet - også selvom vi kom enormt skævt ind på det, så sprang han. Sprang derefter på efterskolen - det gik ikke så godt. Derefter fik jeg jo så Stjerneskud, hvor vi fik sprunget 30-40 cm, men "sprang" ikke mere, da hun jo var ifol, og vi skulle jo ikke risikere noget. Da så Stjerneskud var klar til at blive sprunget med, der ville jeg ikke mere Var blevet for stor en kylling, så der måtte Mia (veninde - også herinde fra) tage springet Men jeg er vist blevet en stor kylling og sidder og krummer tæer når jeg ser på tv hvor højt folk tør springe

Hvorfor er højden egentlig så vigtig?
Kan da godt se det må føles lidt "forkert" at gå fra 130 til 50 cm., men for mig at se, handler springning (ridning generelt) om at have det sjovt.
Har man det godt med at springe 170 cm. er det jo fint - men finder man det ubehageligt når springene bliver store, skal man vel bare springe det man har det godt med.

At sige stop når springene bliver for store for en, synes jeg ikke er at være en kylling - Det er at være realistisk omkring egne evner, for er man nervøs når man rider imod springet, tror jeg sjældent der er nogen der får noget godt ud af det!
Hellere være i stand til at springe en lille bane godt, end at springe et stort spring!
Men har man behov for at springe højt, er en god stabil hest, og en god underviser nok vejen frem