Uha hvor kan vi blive enige i det.

Behandel folk som du selv vil behandles, disse mennesker må jo selv kunne lide at få det på den måde.

Over præcist det samme..

Jeg er en af dem der har svaret nr.2.

Jer er ganske vist ikke blevet mobbet siden folkeskolen-men der hed det også mobning fra 1-6½ klasse og psykist terror fra 1996 til 1999

men den valgmulighed fandtes ikke.

Jeg har stadig nogle men efter det idag, men nu kan jeg da cirka være mig selv for det meste

Synes der mangler nogle svarmuligheder.

Jeg blev mobbet i barndommen, men mopper ikke selv og er ikke blevet mobbet i mange år.

Så jeg synes faktisk ikke jeg kan vælge nogle af delene.

Der skulle være en svarmulighed som hed "nej" og en "nej, men blev mobbet i barndommen".

ja der mangler svarmuligheder.

Jeg er selv blevet mobbet meget i folkeskolen med dertil følgende ar på sjælen.
Men er aldrig blevet mobbet på min arbejdsplads, rideskolen eller i gymnasiet og svarede derfor "aldrig".

For jo, jeg er blevet mobbet i flere år, men ikke inden for de sidste par år og det er jo nutid spørgsmålet referer til.

Mobning er en frygtelig ting, som desværre er lige så udbredt i de voksnes verden som i børnenes(intet under at man ikke rigtig kan få nogen ordentlig hjælp når man som barn står i situationen).

Mine folkeskole lærer var gode til at køre på mig, de var rigtig gode til at fortælle mig hvor dårlig jeg var og at jeg aldrig ville blive til noget.

Det er egentlig det eneste jeg har været ude for.

kan se tallet stiger.. Skamlig..

Men kan da til min glæde som en af dem der har været udsat for grov mobning op til for få år siden, se at der er flest der aldig har været udsat for mobning..

Har svært ved at forstå dem der mobber, det kunne være lidt god hvis en af dem ville give sig til kende, ikke for at jorde vedkommene, men for at høre hvorfor og hvad der foregår i hoved på vedkommen når den mobber. Kunne jo måske bruges til forbygning..

hejsa

har ikke selv været med i afstemmningen, men jeg kan sige (ikke med stolthed) at jeg mobbede andre i folkeskolen.
hvorfor? godt spørgsmål! gjorde det vel no0k for at hæve min posistion over for de andre, så de kunne se hvor ih og åhh så sej jeg var, var da også med i den populære klike, blev jeg lykkelig af det? niks!! og jeg har faktisk selv døjet med eftervirkninger dea jeg blev voksen ( nok ikke så slem som dem der blev udsat) og man kan da sige at jeg har fortjent det! mit vendepunkt kom da jeg kom på efterskole, hvor alle starter fra starten. jeg har enormt dårlig samvittighed, og har faktisk undskyldt til flere af "ofrene" efter vi er blevet voksen. og de har heldigvis taget godt imod min undskyldning. så kan kun anbefale andre at gøre det, det gav dem en forståelse for at det som ikke var deres personlighed der var noget galt med, men vores egen behov for at styrke vores selvtillid.
var det svar nok?
knus

Jeg har valgt at skrive aldrig.
Jeg er aldrig blevet mobbet før.
Der er 3 kliker i vores klasse.
De populære, dem der går ud og ryger hvert frikvarter, og de mindre populære.
Jeg snakker med dem alle sammen, men hvis i spørger andre er jeg med i den populære gruppe.
Inde i vores klasse snakker alle med alle.
Men skolen har så set sig "varm" på vores klasse, ihh de har det så godt derinde, lad os putte et problem barn der ind, så smitter de andre sikkert af på ham.
Nix det får den stik modsatte virkning!
Ingen kan lide ham, han stjæler, han kommer aldrig til tiden, pjækker tit, osv.
Så mobber ikke deisideret (staves?), men fryser ham ude, forstår ikke at han kan rykke en klasse ned, han er så langt bagefter, at han har jo allerede givet op!

... også en af dem der savnede en svarmulighed. Jeg blev mobbet groft i folkeskolen, i over 6 år.

Jeg valgte svarmulighed 2, selv om jeg på ingen måde har problemer med mine kollegaer nu, og ikke har været ude for den slags siden folkeskolen.

Til louvre kan jeg sige at jeg synes at det er fint at indse sine fejl, og kunne undskylde - og du er heldig at de mennesker du har undskyldt til, har været i stand til at acceptere din undskyldning.

For mit eget vedkommende findes der ingen accept af "mine mobberes" adfærd. Ingen undskyldning ville nogensinde blive accepteret fra dem! Ikek sådan at forstå at jeg går og spekulerer over fortiden i det daglige - men kommer emnet op, vender det hele tilbage - og der findes ingen tilgivelse for hvad de gjorde imod mig, og ingen tilgivelse af de lærere der stod og så passivt til. Kun foragt!

Aldrig.

Men som mange af jer andre manglede jeg også den mulighed for at svare i barndommen men ikke siden.

Mobbet 3-5 klasse
Holdt ude 6-7 klasse
Holdt mig selv ude 8-9 klasse
Mobbet af lære i 1G i 1986-87

Men aldrig siden.

mon ikke vi alle på et tidspunkt i vores barndom har været med til noget ligt mobning som vi ikke er stolte over..... for jeg må da indrømme at jeg godt husker den stakkels dreng der måtte stå for skud i en skoleperiode.

aldrig - for jeg er aldrig blevet mobbet, og har aldrig mobbet nogle selv.

I min verden er mobberi helt utilgiveligt, fordi mennesker er født med en hjerne, der er i stand til at ressonere og med empatisk mulighed. Hos de autister, jeg har arbejdet med i årevis, uden ret meget empati- og forestillingsevne, ser man aldrig decideret mobning.

Så der er ingen undskyldning.

Til gengæld har jeg i mit proffesionelle fag set havd mobning kan gøre ved mennesker - og det har ikke gjort min indstilling anderledes.

For os der som fagpersoner arbejder med børn og unge, er det en simpel pligt at medvirke dagligt til, at den slags ting forebygges og dermed ikke sker - og det samme er en forældrepligt, der desværre hyppigt forsømmes.

I "min" institution er det en naturlig del af vores dagligdag at arbejde bevidst med empati og på denne vis forebygge mobning. Sådan er det også på min yngste datters (privat)skole - og det virker.

hejsa igen
kan godt følge dig i at du har foragt over de personer der har mobbet dig(og set til)
men hvis jeg skal vende det fra min side, hvor det foregik i folkeskolen, vil jeg godt fortælle dig at et barn der mobber, ikke har livserfaring til at se konsekvenserne for dem de mobber, dette skal ikke lyde som en undskyldning!! nogen børn er ikke opdraget til at mobning er forkert, hvordan kan man så forvente at barnet skal kunne se det er forkert?
så jeg mener at en stor del af ansvaret skal ligges hjemmefra. at voksne (fx lærer) ser intetsigende til er for mig at se dybt uansvarlig.
knus

også den mulighed med mobning før i tiden. Jeg blev som mange andre også mobbet i folkeskolen. Dengang hed forklaringen på hvorfor de mobbede mig "jamen det er jo sjovt". Hmmm... De glemte nok bare at tænke på at det ikke var sjovt for alle parter.
Hvis man ikke gik i det rigtige tøj var man umoderne og hvis man tog noget moderigtigt på var man en efteraber
Men jeg er også overrasket over at der er nogle der er mobbere og nogen ikke er klar over hvad mobning er.

hejsa

din hjerne, påvirkes af dine omgivelser, så du kan ikke sige at et barn der mobber er utilgiveligt(ikke ordret hvad du skrev men jeg tolker det sådan) et barns hjerne tænker i nuet og ikke på efterfølgerne, men ellers er jeg enig.

alle mennesker har noget godt i sig - og noget ondt
det er bare forskelligt hvordan det kommer til udtryk.
og det er forældrene der har pligten til at lærer barnet hvad der er forkert og hvad der er rigtig.

det er vel selvanerkendelse, men håber da ikke at de praktisere det stadig

Det er ikke hvad jeg skrev. Jeg skrev at i min verden er mobning utilgivelig.

Og det mener jeg.

Og jeg mener at ansvaret for at lære børn og unge at sådan begår man sig ikke overfor andre, ligger hos de voksne - altså pædagoger, lærerere og forældre.

De børn der bliver mobbet får ar på sjælen for altid.

er vi ikke uenige i.....

Det hænder
251 (26 %)


Det var så i barndommen det stod på...

Ikke alverden her i voksenlivet...

Jeg mødte for nogle år siden, min værste mobber fra skoletiden... Han kikkede på mig og sagde rent ud, at han undrede sig over, at jeg egentligt var kommet så stærk igennem det, jeg skulle lægge krop til som barn..

Det var IKKE småting jeg skulle tage imod.. Spark, tøre tæsk, spyt i fjæset, skænselsord, udelukkelse af klassen... Og jeg skal nok skåne jer for det værste..

han indrømmede også, at han altid havde haft det underligt med, at de gjorde alt det imod mig... jamen ingen forhindrede dig i at lade være... Er du tosset, så blev man jo bare selv mobbet...

Om jeg kunne tage imod en undskyldning, for så ville han mega gerne af med den, for det havde pint ham i alle de år...
Han kunne da godt få lov til, at give en undskyldning... MEN jeg ville aldrig kunne give ham en tilgivelse for det... ALDRIG..

Den dag i dag, kan jeg vågne op, badet i sved, over det...
Og tigge og bede til, at mine egne børn ALDRIG, bare skal komme ud for det halve, nej en 1/100 del af det, som jeg måtte igennem som barn og ung...


I dag er det heldigvis ikke så tabu længere, som det var i min barndom... "De mobber mig, århhh så slå da tilbage... Eller hold din kæft... !"

okey det lyder også meget grelt? det er heldigvis sjældent man hører om det hvor det er så slemt
men sæt mig en årrække tilbage så havde jeg skam heller ikke rygrad til at gå mod strømmen. så man kan egentlig bare se der, hvor svage mobber er ik?

hejsa.

jamen jeg er en af de 15 pt der har sat kryds i "jeg mobber".

jeg er baseret på den gang jeg gik i folkeskole... jeg var en værre strigle og indrømmer gerne at jeg var en "mobber".

det er dog ikke noget jeg kunne drømme om at gøre som voksen (spørgsmålet er i mine ører mest møntet på skolen/børn) og jeg vil da gøre alt for at mit eget barn ikke bliver sådan en... for den dag i dag kan jeg skam godt se hvilke mennesker jeg såret/gjordt livet surt for. men som ung teenager kunne jeg ikke se det.


kan især huske en pige som der "gik sport" i at få til at forlade klassen grædende... hver gang det skete var den der fyrede den afgørende bemærkning af "dagens helt". stakkels pige, kan jeg sige nu. men dengang tænkte jeg bare at hun da var for dum at tude over det istedet for at svare igen eller andet.
vi var en lille gruppe på 5-8 personer og vi holdt sammen alt, hvis vi blev enige om der var en vi ikke kunne lide var personen ihvertfald ikke i tvivl.

tror det er svært at fjerne mobning fra skoler og lign steder, der vil jo altid være nogen der ikke tør at sige fra, og det er der næsten altid nogen der udnytter på den ene eller den anden måde, børn/unge kan være nogle sataner

hilsen sjanna

hvordan kan det egentlig være at der er nogen herinde i denne tråd som der skriver de er blvet mobbet i flere år og det ikke er sjovt osv osv... og så når man ser fks tråden fra "sødeste mig" så mobber den person faktisk pigen

moral er godt.. dobbeltmoral er dobbelt så godt.

forskellen er vist bare at når man snakker skole tid så er det som regel børn der mobber børn, her er det voksne mennesker der mobber et barn.

bare lige en undren ?!

hilsen sjanna

Jeg er en af dem der er blevet mobbet ud af folkeskole.
men nu bliver jeg heldigvis ikke mobbet mere.
men hold op det har kostet en stor del af mit liv, jeg er først ved at blive "normal" nu.

der er forskel på at mobbe, og at sige ens mening til folk på en neutral måde.
det her er også internettet hvor folk ikke står ansigt til ansigt med folk, så bliver nogen folk lidt mere vovede i deres udtalelser, hvis de får balde for det er de jo stadig anonyme

... at børn ikek altid er i stand til at skelne hvornår deres handlinger er rigtige eller forkerte. det er jo en del af det det handler om at LÆRE mens man vokser op. På det punkt kan jeg jo så sige at i mit tilfælde var der også tale om et massivt svigt fra forældre og lærere.

Og jeg mener ikke mine forældre, men de forældre der ikke lærte deres børn at opføre sig bedre. mine forældre anede ikke hvordan det stod til. den eneste gang jeg sladrede hjemme, satet de himmel og jord i bevægelse for at få skolen til at gøre noget, og klagede til de andre forældre. Dagen efter at de havde kontaktet den værste af klassekammeraterne, brækkede jeg armen (officielt ved at falde af et klatrestativ - men i virkeligheden havde jeg slet ikke "lov" til at komme i nærheden af legepladsen), og sådan lærte jeg at ikke sladre.

At børn i 5-6 klasse ikke kan se det forkerte i at sætte ild til andres hår, smide en igennem isen i en frossen branddam, med overlæg ødelægge ejendele og gennemtæve andre - det tror jeg ikke på. I den alder HAR man udviklet nok empati til at vide hvad det er man gør. Måske ikke langtidskonsekvenserne, men det forkerte i det, det MÅ et barn i den alder kunne se.

lisbeth
det tror jeg ikke er så enkelt?
da jeg gik i 5-6 klasse vidste jeg da godt hvad der var rigtig og forkert i et vidst omfang, derfor gør man ikke alt hvad der er rigtig, jeg gjorde da ikke, selvfølgelig vidste jeg fx godt at man ikke gjorde ondt på den måde du beskriver, men der sker noget med børn der er samlet i flok, og der skal ikke meget til at lide under et gruppepres
dårlig undskyldning, men det er sådan det foregår.

også "Det hænder"... Skulle jeg gå tilbage i mit liv, så er jeg da også blevet mobbet ganske grundigt. Jeg har garanteret også selv mobbet, men jeg husker diverse situationer hvor jeg kan genkalde mig en følelse af afsky overfor de jeg mobbede med, hvis det blev for voldsomt.
Der ligger det i det, at hvis man er blevet udsat for mobning igennem meget af ens barndom, jamen så vil man naturligt enten, forsvare de der bliver mobbet, eller selv mobbe når man har chancen. Lidt ligesom nogle der bliver slået som børn og som så fortsætter i samme mønster som voksne.
Jeg bliver stadig mobbet ind imellem, men det er ofte kærligt, eller også er det pga små hænder, lille næse og lille i højden, så om det er decideret mobning... det er det nok ikke.

Med fare for at lyde mere hellig end hvad godt er, vil jeg lige nævne at jeg bestræber mig meget på at forsvare alle der bliver kuet. Også selvom vedkommende er en person jeg ikke selv bryder mig om. Det er ikke noget jeg tænker meget over, men det er noget jeg gør pr automatik. Uanset hvem det er...