I lang tid efter var jeg bange, jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet turde køre på knallert mere, i det her liv. Jeg har ikke prøvet det endnu!

 

En i min familie kørte sig i kvas på MC, jeg spurte ham, hvordan, HANkom op på hesten (MC-en), men det var mere sådan: En dag prøvede han om det gik, og det gjorde det så. Han mener forskellen er, at jeg jo var bevidst, mens ulykken skete.

 

Nu er det faktisk mere generende, da Flextrafik ikke er nemt- eller billigt.

 

Men i dag kørte jeg med Flex, og der kom en lastbil i stærk fart med hænger rundt i et sving, og hængeren skred ud. Der skete ikke noget! Eller kunne flextaxaen og ego været blevet smidt over i nogle træer, og det ved jeg jo ikke hvordan ville gå. For fanden da! Det sving ligger i skygge= glat, og så kommer der en lastbil med hænger i al for stærk fart.

 

Jeg bliver stadig bange!

Der går lang tid inden du ikke får flashbacks. For mere end 30 år siden fulgtes vi med vores veninde på Birkerød Kongevej, vi kørte forrest vores veninde, som havde 2 passagerer bagved. Pludselig kommer en modkørende bil over i vores vejbane, mine mand (daværende kæreste) når lige at hive i rattet så vi kommer ud i en buslomme og kun får kørt sidespejlet af. Så heldig var vores veninde ikke, hendes bil bliver ramt og hendes forsædepassager dræbt.

 

Den unge mand der kørte havde sejlet Sjælland Rundt og var blevet advaret om at skiftet fra frisk luft til en varm bil kunne få ham til at falde i søvn bag rattet, men valgte allgievel at køre. Han vågnede med hovedet nadad hængende i selen.

 

I mange mange år efter det var jeg ved at køre i grøften hvis jeg følte en modkørende kom bare en my for langt over i min vejbane. Men det bliver bedre med tiden, 3 mdr er jo ingen tid. Men godt at det trods alt ikke er gået værre med dig.

Du har min empati.

Det er helt normalt at være skræmt nok til at det sidder i kroppen længe efter.

Jeg ville nok foreslå at du stille og roligt køre nogle hyggelige ture med en ven, på knallert.
Kroppen skal genlære at det normale er, at knallertture er sikkert.

Jeg er hospitalslæge. Og det har jeg været i 12 år.
De første 10 år har jeg været med til at modtage "medicinsk nødkald", dvs dem der kommer ind med ambulance eller kommer almindelig ind i modtagelsen og man lynhurtigt opdager at patienten er meget mere syg end vi havde fået at vide i meldingen.
Påfaldende ofte dufter medicinsk nødkald patienter af tobak.
Som i - mærker jeg duften af tobak ser jeg mig om efter kritisk syge patienter.
Det er en usynlig arbejdsskade, men ren PTSD.

Jeg krydser fingre for, at dine fysiske og forskrællelsesar snart heler fint op.
Dine reaktioner lyder helt normale - og du skal nok komme videre.

Jeg blev "kun" påkørt bagfra i bil med ~80km/t; bilen totalskadet, men jeg slap med lidt ømhed i halsmusklerne - altså superheldigt! Det var ved højlys dag på en tosporet vej (altså to spor i hver retning); jeg holdt i yderste spor og ventede på modkørende trafik passerede, så jeg kunne dreje ned ad en grusvej, og ALLE andre kørte pænt indenom (højre om) mig - lige undtagen en ung idiot, der formentlig havde næsen begravet i sin mobiltelefon og ganske enkelt ikke kiggede på vejen, lige havde set hvad umiddelbart lignede en ryddet vej og bare kørte derudaf!

 

Jeg husker, jeg kiggede i bakspejlet og nåede at tænke "han kører godt nok hurtigt... og han skifter ikke vejbane..." og BANG! Jeg var heldig ikke at blive skubbbet over i den modsatte vejbane.

 

Der gik nok mindst 1½-2 år før jeg ikke længere blev nervøs, når en bil nærmede sig bagfra. Jeg var altid så hamrendenervøs for, om de nu havde set mig. Det går faktisk først lige nu op for mig, at jeg ikke længere rigtig tænker over det.

 

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at blive kørt ned på knallert. GODT du slap relativt heldigt!

 

Det er okay at være nervøs. Tag det i det tempo, du magter.