Hej ænder
Jeg har bare brug for at komme ud med det her - de fleste i mit netværk er enten slet ikke hestemennesker, eller hardcore for-livet-hestemennesker. Jeg troede jeg tilhørte sidstnævnte gruppe, men nu er jeg ikke så sikker mere...
Sagen er den at jeg er syg, som i noget uforklarligt autoimmunt. Jeg har været ramt af feber i perioder af op til et år i løbet af de sidste 7 år, og i midten af november fik jeg det endeligt bedre - jeg havde det sådan rigtigt godt, for første gang siden 2015, og det holdt en måned, og jeg blev syg igen. Rigtigt syg.
Jeg har haft min dejlige, skønne Victoria siden 2011, hun er min drømmehest, jeg elsker hende SÅ meget. Men det sidste års tid har jeg ikke kunnet overskue at være hesteejer.
Og selv om det gør ondt at indrømme, så selv da jeg var raskere end jeg har været i lang tid i november/december, så opvejede glæderne ikke alt det, som det koster mig at have hest.
Jeg bor i Nordsjælland (tæt på Øresund) og er pga mit helbred afhængig af fuldpas, så det at have hest er ikke en billig fornøjelse, og energimæssigt kræver det nu dobbelt så meget som jeg har, bare at være den hesteejer jeg gerne vil være.
Da jeg først mærkede at jeg ikke magtede mere, så fandt jeg en part, som kunnet støtte økonomisk og med træningen - men parten gik i 3. G og først var der lidt mukkeri over prisen, så over at skulle ride 3 gange om ugen og så sagde hun fra, og oven i det hele blev vores opstaldningssted solgt. Det skulle være islænder-sted, så vi måtte finde noget andet.
Vi fandt noget andet - billigere fordi der hverken er bane eller ridehus, men foldene er gode og menneskerne fantastiske og vi flyttede. Økonomien kunne ikke være med til både ridefaciliteter og gode folde, så at det er hesten der er der 24/7 vandt.
Victoria har det godt derude, men jeg er syg og hun bliver næsten ikke trænet. Hun elsker sit arbejde - jeg kender ikke en hest som hende, som kan blive så selvtilfreds af en korrekt versade. Hun er den bedste partner - hun er giver mig grå hår i hovedet og jeg elsker hende for det. Hun er alt det, som jeg aldrig vidste jeg ville have eller havde brug for.
Hun reddet mig så mange gange fra at falde ned i et sort hul. Uden hende tror jeg ikke, at jeg ville kunne gå i dag. Jeg var aldrig blevet bachelor. Hun var min drøm så længe, men nu føles det ikke længere som en drøm...
Jeg er bare så træt hele tiden.
Jeg har besluttet at sende hende i ridning i mindst en måned for at finde ud af, hvordan det er ikke at have hende, men jeg tror det resultere i at jeg vælger at sælge hende...
Hvordan tilgiver man sig selv for at sælge sin bedste ven?
Hvordan accepterer man, at man ikke længere er den bedste for sin hest?
Har du gjort det? Hvordan gjorde du?
Johanna
