Jeg tror de fleste herinde har oplevet at miste en hest, af den ene eller anden grund. Er der noget specielt du tænker på?

Jeg har mistet nogle til alderdom. Der kan man jo vænne sig til tanken og man véd jo godt hvilken vej det går. Det betyder ikke at det er ret meget nemmere at komme videre.

Jeg har også mistet et par stykker i ulykker. Det har været unge dyr som aktu har måtte slås ned, dét er også en sorg, men faktisk lige så meget et chok som man skal videre fra og med.

Der er også sorg forbundet ved at måtte sælge heste pga. økonomi, helbred eller lign, hvor hesten ikke dør, men man mister den.

...man beholder sine heste længe nok, så kommer det helt af sig selv.

Du kan sikkert finde en del tråde herinde om sørgende hesteejere. Jeg havde min gamle hoppe i næsten 19 år. Hun døde som følge af en afklemt tarm, som forårsagede voldsomme smerter.

Vi kæmpede for hendes liv, desværre forgæves. Ser i bakspejlet skulle hun have været aflivet på stedet. Tarmen var klemt af, og hun ville være dø i løbet natten, hvis ikke min mand havde tjekket hestene så sent den aften.

Herinde husker jeg bedst Lykke, som havde gangartsheste og mistede en amerikansk importeret hoppe. Det var vist et meget voldsomt traume for hende. Som jeg husker det, var hoppen ifolet - og begge gik tabt.

Der var også en Irish cob, som druknede.

For mig var det at miste min hest meget voldsomt. Hun havde fulgt mig det meste af mit liv, og med hende sluttede en hel æra.

Heste har vi stadig, vi har bare ikke Gry. Knap halvanden år efter tænker jeg stadig på hende næsten dagligt.