Nu skal jeg ikke tolke for meget på det du skriver.. Men hvis hun ikke rigtig vil have jer på besøg, så synes jeg det er mærkeligt at hun skal have en gave for alt i verden?

Altså. JO det er sødt at give en gave, men pointen går jo lidt tabt hvis man alligevel ikke ser hinanden på selve dagen.

Måske kan du gå en mellemvej og købe gaven en anden dag, og give den næste gang i ses, eller sende den med posten også selvom den kommer nogle dage for sent.

Med en del familie i udlandet og fjerne egne af Danmark, er det ikke ualmindeligt at jeg får fødselsdagsgaver flere uger efter haha, for det skal jo passe med hvornår man ses

Det har nu aldrig gjort mig noget, og tror heller ikke din mor bliver ked af at få den et par dage for sent (du kender hende bedst, så det skal du nok vurdere).

Men det er det jeg ville gøre

Ja altså, det er mig, der har besluttet, at mine børn giver mormor en fødselsdagsgave - for at de også lærer / beholder glæden ved at give gaver, i stedet for bare at modtage Men jeg havde nok ikke lige gennemtænkt, at det bliver så bøvlet.

Og så er det sjovt, at du kobler gaven sammen med besøg - jeg har tænkt, at børnene får gaver ved mormor, og så giver det god mening at de også giver hende en gave. Men vi inviterer jo sådan set også til fødselsdag Og jeg har faktisk før tænkt, at det er noget tamt for mine børn, at de ikke kan få lov til at aflevere gaven og se glæden hos mormor.

Tak for dine tanker om gave-givning. Jeg har besluttet, at vi dropper at give mormor gaver. I stedet finder vi nogen at give gaver til, hvor vi kan aflevere dem. Så bliver det ikke lige til fødselsdag, but who cares - faktisk synes jeg også, at de bedste gaver er dem, der ikke skal gives, men dem man bare har lyst til at give fordi...

mvh. tina

Jeg synes det er rigtig fint at du opdrager dine børn som du gør og at de skal forstå det at give gaver selvom du ikke selv bruger det. Jeg synes da at børnene skal finde en gave til mormor og give den til hende næste gang de ses. I må vel besøge mormor engang imellem??? Men jeg er helt enig i at gaver skal gives personligt, og så hellere en anden dag end at få gaven med posten på fødselsdagen.

Vi giver kun gaver hvis vi ses. Med mindre det er børn der holder fødselsdag. De får uanset, men voksne får kun gaver hvis de holder fødselsdag. Det har nu altid fungeret ganske fint.

Godt at høre, at gaver for flere af jer hænger sammen med at ses Vi har set mormor to gange i år, morfar ingen gange. Jeg regner ikke med, at vi ser dem, før vi skal udveksle julegaver - og så giver det vist mere mening at give julegaver til begge bedster til den tid

Og nej, som sagt besøger vi dem ikke, da vi aldrig bliver inviteret. Jeg kan godt høre, at det lyder mærkeligt for jer, og det er faktisk også både mærkeligt og trist for mig, der har haft et fantastisk tæt forhold til min farmor. Men min mor og hendess mand ønsker ikke sådan et forhold til mine børn. Det er trist, når mine børn er rigtigt glade for mormor og morfar, men desværre ikke noget jeg kan ændre på...

mvh. tina

Jeg synes ikke det er mærkeligt Tina.. Sådan nogle mennesker findes også i min familie (på min stedfars side heldigvis, så dog ikke biologiske).

Om jeg fatter det. Tænk at være så bitter, at man ikke snakker med sin egen søster, og ikke tager afsked med sine egne forældre inden de dør.

Ja sådan nogle mennesker findes åbenbart, for sådan er min stedfars mor.

Det er uhyggeligt hvor bittert et menneske kan blive. Vil heller ikke se ét af børnebørnene, men ser gerne de andre.

Så jeg synes ikke det er mærkeligt Tina, jeg synes bare det er trist og synd for jer

Rigtig sødt af dine børn stadig at tænke på mormor og gerne vil give en gave.

Tak Sophie - det er faktisk meget rart, når andre forstår, selv om det kan være svært for mig selv at forstå nogle gange Mine børn er jo bare fem år og glade for mormor og morfar, der var mere interesserede, da børnene var små.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er enormt svært at håndtere den store kærlighed, de har til mormor og morfar, når jeg ser på, hvor stor ligegyldighed der bliver sendt den anden vej (morfar kunne ikke komme til deres fem års fødselsdag, for han skulle til fodboldkamp - vi lagde datoen for fødselsdagen fast tre måneder i forvejen af hensyn til bedsternes planlægning). Jeg har inviteret og inviteret og vredet min hjerne for at komme på aktiviteter, der kunne interessere bedsterne, for at pleje forholdet, men der bliver sagt nej tak. Nu har jeg givet op og står bare i et hjørne og kigger på og venter på, at det går op for mine børn, at deres store kærlighed ikke bliver gengæld. For h.... det er bare så overhovedet ikke sjovt at se på!!! :-/

Nå, men faktisk så sidder jeg nu også og tænker, at det nok i virkeligheden er en rigtig god ide at skrue ned for, hvor meget krudt vi bruger på bedsterne og deres gaver. Vi plejer at hjemmelave og det tager en krig... men jeg tænker at det jo er en måde at fastholde den der enormt store kærlighed til dem. Jeg tror sørme, at vi smutter ud og køber en julegave til bedsterne i år, og så laver de hjemmelavede gaver til nogle andre - så fokus og de kærlige tanker bliver kanaliseret lidt nogle andre steder hen

mvh. tina

Har du talt med bedsterne om det? At du er rigtig ked af at de ikke synligt gengælder deres børnebørns kærlighed. Har i haft en hel åben og ærlig snak om det?

Nej det lyder bestemt ikke rart Tina.. Især ikke at se børnene være så glade for dem, det bliver heller ikke rart for dem når de begynder at opdage, at der ikke kommer så meget den anden vej..

Selvfølgelig er kommunikation vejen frem, men for nogle mennesker er der ikke så meget at gøre (jeg kan ikke tale på dine vegne Tina, kun ud fra mit eget eksempel).

De første måneder af min stedfars og mors forhold ville de ikke lukke min mor ind i deres hjem, fordi min mor var fraskilt.

Til deres bryllup græd min stedfars mor.

Og det skal siges min mor ALDRIG har gjort dem noget.

De er syge i rugen rent ud talt, de har selv udtalt at det er fordi min mor er fraskilt og 5 år ældre end stedfar, og de ønsker KUN det BEDSTE for deres lille dreng.

Han ville oprindeligt være kok, men måtte blive læge i stedet grundet forældrenes pres.

Sådan nogle mennesker kan man altså ikke have en fornuftig samtale med.

De gør også forskel på børnebørnene, kører helt til Nordsjælland for at passe to af dem, men vil ikke komme til fødselsdag hos den ene der bor 5 km væk.

Nå det var bare så du ikke følte dig helt alene omkring det Tina, der findes virkeligt skøre mennesker derude.

Og for at være ærlig - hvis de har et eller andet form for problem, så er det altså DEM der skal komme til Tina og ikke omvendt. De må tage en snak omkring det, i stedet for at lege kostbare (som det virker til ud fra din beskrivelse).

Det er faktisk ikke Tinas opgave at tage det ansvar.

Jeg synes sagtens i kan give en købe-gave og lade det være dét.

Vi har haft så åben og ærlig en snak, som man nu kan have i min familie Jeg har spurgt min mor om, hvilken slags bedsteforældre de gerne vil være, og jeg har fortalt hende, at både jeg og børnene gerne vil, at de har et tæt forhold og ofte kontakt. Min mors svar var, at hun ikke selv var vokset op med et tæt forhold til bedsteforældre, så det var ikke naturligt for hende. Desuden talte hun meget om, hvordan hun lever sit pensionistliv med en masse indhold og socialt liv, så hun ikke bliver alene og afhængig af børn og børnebørn.

Jeg synes ikke, at jeg fik et klart svar på hende om, hvad hun gerne ville, men da invitationer fortsat blev besvaret med flest nej tak, og der ikke siden er blevet inviteret til besøg hos bedsterne, tænker jeg, at det jo nok er svaret - interessen er simpelt hen ikke så stor.

Som sagt har interessen været der før, men dalede kraftigt for nogle år siden, hvor der skete to ting: Mine børn blev større og mere mobile (bedsterne er ikke så godt gående), og min halv-efternøler-bror fik børn, som er fælles børnebørn for min mor og hendes mand. Dem kan jeg høre, at de tit ser og passer.

Om forskellen skyldes det ene eller det andet eller noget helt tredje ved jeg ikke, og egentlig er jeg også ligeglad med hvorfor. Det jeg bare kan se er, at interessen for mine børn er ret lille.

Nå, men det var jo en helt anden diskussion, end om mormor skulle have fødselsdagsgave eller ej Men faktisk meget givtig for mig, for jeg har da fået tænkt både over gaver og også andre former for "energi og kærlighed". Og jeg har besluttet, at jeg nok bare generelt skal skrue lidt ned på omtale af bedster, da det skaber en slags øh... kunstig "tilstedeværelse", som jo nok i hvert fald ikke gør børnenes forventninger mindre. Hvis det giver mening for andre end mig

mvh. tina

Det giver rigtig god mening og jeg synes da det lyder til at du har gjort dit for at få tingene til at lykkes.

Nøj hvor jeg kender det! altså mest det med kontakten til mormor og morfar der i mit tilfælde er skildt. Mormor er værst, rigtig dårlig til alt omkring min søn - som er første barnebarn. Hun fik simpelthen en mand der skulle have al opmærksomheden, og hun ville ikke ende som hendes egen mor, som var/er Bedstemor med stort B.

I stedet kottede hun forbindelsen til mig (hendes datter) i 2 år, før jeg tog kontakt igen.

Jeg talte først om mormor da hun kom ind igen, og da hun så kom ind var det ikke helhjertet. Så suk.. en dag ad gangen.

Jeg kan rigtig godt li din måde at opdrage på, men med sådanne bedsteforældre, så hellere brug krafterne på nogle børnene ser oftere. Dem de kender og dem de godt kan lide at være sammen med.

Så får dine børn også et "rigtigt" udtryk af nogle som sætter pris på gaven/tanken mm.