Ja undskyld den lurede overskrift, men det er sådan set sådan jeg har det pt. og har haft det de sidste 3 år 
Det startede tilbage i maj 2011 hvor jeg efter en del "løse" job, fik et fast job i et supermarked, jeg var med til at starte det hele op på ny, og det var utrolig spændende, jeg fandt mig endelig til rette i mit job! 
Desværre sker der det at jeg en dag i oktober 2011 da jeg er ved at håndtere en kasse med nogle æbler i, får overbalance grundet for lidt plads på lageret, og jeg derved får et vrid i min lænd!
Smerten kan jeg slet ikke beskrive for jer, men idet jeg rejser mig, er det som om en står med en kniv midt i min lænd, og skiller mig på midten, min forbindelse til mine lår, knæ og fødder er på et split sekund væk, da jeg forsøger og gå rundt for at få smerter væk, begynder jeg og se stjerner, og få det skidt, en kollega kommer tilfældigvis i det samme, og ser at jeg er helt hvid i hovedet, og da det faktisk er pause tid, går vi op og holder middagspause, turen op af trappen var ulidelig, men man gør det jo bare så godt man kan! Men f... det gjorde ondt! 
Så pligtopfyldende jeg nu engang var, forsøger jeg og gøre mit arbejde færdig, havde stadig 2 paller frugt og grønt som skulle på plads, men efter et kvarter, må jeg opgive, kan ingenting! 
Får det sagt videre til cheferne, som overhovedet ingen forståelse har for mit uheld, efter ½ time smider jeg håndklædet i ringen, og ringer efter min daværende kæreste (han havde fri, da vi stod og skulle over på læsø til et guldbryllup, så snart jeg fik fri), hans far kører med, så min egen bil kan komme med hjem!
Jeg får, imens jeg venter på dem, en akut tid ved min læge, og efter 2 timer, (de havde ikke tid før), kører min mor mig derop. 
Lægen undersøger mig, smerterne er aftaget en smule da jeg har lagt stille og roligt på sofaen, men så snart jeg bevæger mig, læner mig op, eller går gør det ekstremt ondt! 
Lægen konkludere at det tyder på jeg har en diskuprolaps, og at jeg under ingen omstændigheder må tage med til guldbryllup da der ingen decideret alarmberedskab er på Læsø, så jeg må blive hjemme, for hvis jeg nu skulle få det værre i løbet af dagene!
Min mor er rystet, for lægen sender mig "bare" hjem, med smertestillende piller, og ordinere ro, og ingen løft! Hun prøver og spørge om ikke der er andet han kan gøre, men nej. det er der ikke siger han! Han var sådan gammeldags læge, og en af de rigtig trælse og sure!! 
Min daværende kæreste er utrolig ked af at jeg ikke kommer med til festen, og jeg selv græder, både fordi jeg os er ked af det, men samtidig fordi jeg ikke fik nogen hjælp af lægen og smerterne gør bare SÅ ekstremt ondt!
Det her skete torsdag, og jeg komme hjem og min mor hjælper mig så jeg kan blive i stuen og sove, da vi havde trapper op til soveværelset, og så kører hun igen, og beder mig ringe ved det mindste. Min kæreste tager os afsted! 
De smertestillende begynder i løbet af fredagen og hjælpe en smule, min krop bliver mere sløv, og jeg kan i det mindste "holde det ud", lørdag kommer min moster forbi (har været i pleje hos min mor og onkel hele mit liv), og kan se på mig at jeg har MEGET ondt!
Vi kører en tur til vagtlægen, men han kan intet gøre, mener han, og beder mig kontakte egen læge mandag, hvilket jeg gør, men han siger bare jeg ikke har givet det nok tid!
Når man gentagne gange får de her beskeder smidt i hovedet, ender det med at man begynder selv og finde løsninger, man begynder og acceptere at de her smerter, bare er noget man må leve med. 
Da jeg har været sygemeldt i 3 uger, starter jeg på job, og den første uge var et helvede, jeg havde SÅ ondt, og forsøgte og gøre tingene så godt jeg kunne, oven i disse smerter fra skaden, begyndte jeg nu og få spændings hovedpine i op til 2 gange om ugen, og jeg lå bare og kastede op når det var rigtig slemt!
Mit liv var seriøst et helvede! Det påvirkede mig og min kæreste forhold rigtig meget, og vi endte med at slå op i december!
Jeg begyndte i Januar, og starte i motionscenter, og de første 14 dage på trods af jeg startede stille op, gjorde det så ondt i min lænd, var forbi lægen igen, som roste mig til skyerne for at jeg var startet med at træne, for det mente lægen var vejen ud af mine smerter! Jeg bad om ikke han kunne sende mig i røngten, scanning et eller andet, for jeg synes ikke det kunne passe jeg skulle have SÅ ondt!
Nu var smerterne gået fra det med at det føltes som en kniv i lænden, ned til at være snurrerne i benene, tæerne var mange gange i løbet af dagen iskolde, jeg følte jeg sommetider mistede balancen når jeg gik, og det gjorde ondt hver gang jeg løftede noget tungt, jeg kunne ikke længere sidde ned på en stol i særlig lang tid af gangen, kører bil var en udfordring fordi der ved brug af kobling og bremse kom belastning på lænden, men jeg GJORDE DET, livet skulle jo gå videre og arbejdet skulle passes!
Tilsidst blev jeg så træt af denne læge, at jeg skiftede til min gamle læge,dette var i 2012, de fik journalerne fra mig, og læste det igennem, og lægen henviste mig videre til røngten af ryg, senere røngten af lænden + scanning af lænd!
Hvergang håbede jeg der kom et svar som kunne fortælle mig hvorfor jeg havde så ondt!
Men nej, lægen kontaktede mig, og fortalte at der altså ikke var noget unormalt på disse billeder der gjorde at jeg skulle have de smerter som jeg synes jeg havde!
Jeg var grædefærdig, men kæmpede videre i mit liv, livet kunne jo ikke bare stoppe fordi at jeg havde ondt.
Jeg begyndte og mærke hvordan mine nærmeste ikke forstod min situation, og som om de ikke troede på når jeg havde ondt, vi ved alle hvordan folk opfører sig, når de siger et, men mener noget andet!
Jeg følte igen at jeg måtte gøre noget, og tog kontakt til en fysioterapet, tjah, og efter 8 behandlinger måtte han opgive, for mine smerter forsvandt ikke, og de øvelser han gav mig, gjorde kun mine smerter værre!
Herefter opsøgte jeg en kiropraktor, på trods af at alle havde frarådet mig det, men jeg var seriøst desperat! 
Hun undersøgte mig, og kunne fortælle at mit bækken var møg hamrende skævt, og at hun med få behandlinger, kunne sætte det på plads, jeg var hos hende 4 gange og hun udrettede mirakler, følte jeg.
Min krop havde stadig smerter, men ikke i samme grad som før.
Min træning i motionscenter gjorde at jeg kunne holde mit job ved lige, og dette passe jeg til UG!
Desværre sker der et lederskift vinteren 2012-januar 2013, og herefter går jeg ned med stress og bliver sygemeldt, går hjemme i 3 uger, og får det nogenlunde bedre! Her kan jeg mærke at smerterne forsvinder en smule, så snart kroppen får ro, dog skal jeg træne 3-4 gange om ugen, misser jeg en træning, er min krop fyldt med smerter og jeg har svært ved at komme ud af sengen, fordi mine ben stivner!
Da jeg starter på job igen, gør det selvfølgelig skide ondt, da min krop lige skal igang igen, men det går, og jeg forsøger og komme igennem sommeren 2013, det var nogle hårde 8 uger, da vi var en turistbutik, og jeg må igen forbi kiropraktoren, og hun sygemelder mig på steder, da min lænd og bækken igen havde "slået" sig løs.
Jeg var hjemme i en uges tid august 2013, og det blev bedre, så længe jeg ikke arbejdede, kunne jeg holde smerterne ud, jeg havde ligesom opgivet og gå til lægen, for når der var 2 læger som ikke kunne sige hvad jeg fejlede, og røngten billeder og scanninger, heller ingenting viste, var jeg begyndt og tro at jeg bare skulle have det sådan her!!
Da jeg kommer tilbage på mit job, kunne jeg godt mærke stemningen IKKE var ok, og det ender med jeg bliver fyret, dog uberettiget finder fagforeningen ud af, tak for @!#$ siger man så!
Jeg bliver sygemeldt i min opsigelsesperiode, hvilket er frem til december 2013!
Her går det nogenlunde med min krop, og jeg føler lidt at jeg igen kan trække vejret, besøger ikke kiropraktoren i de 3 mdr. men træningen skal stadig holdes ved lige, ellers går det galt! 
Jeg skal selvfølgelig ud og søge nyt job i januar 2014, og i marts finder jeg et, men da jeg har været der i 1 mdr. må jeg sige op , min krop kan slet ikke holde til dette! Lægen var igen med indenover, og han sender mig igen i røngten og scanning, igen viser det ingenting!
Jeg kan slet ikke beskrive hvor frustrerende det er og sidde med så mange smerter som bare ødelægger ens liv, og man kan ikke få svar på hvorfor?! For s... det er hårdt !!
Igen får jeg henvisning til en fysioterapeut (prøver selvfølgelig en anden denne gang), men nej efter 3 gange, og jeg kun får mere ondt vælger vi og stoppe behandlingerne!
Igen tager jeg sagen i egen hånd, og jeg begynder og gå en masse lange ture + jeg træner fortsat i motionscenter.
Da jeg har gjort dette i 1 mdr, begynder jeg og udvide gå turene med løbe ture, dette gør jeg i yderligere 1 mdr. Folk kigger jo åndsvagt på mig, når jeg siger at jeg kan løbe på trods af mine smerter, men det er IKKE engang løgn, selvfølgelig gjorde det p...ondt i starten, men så snart jeg var i gang og kroppen var varmet op, havde det virkelig en lindrende effekt, dog havde jeg selvfølgelig også nedturer, hvor jeg kun kunne ligge på sofaen og have meget ondt af mig selv! Men jeg havde ikke andre muligheder!? For hvem skulle hjælpe mig?!
Jeg bliver raskmeldt efter 3 mdr. begynder og søge job, prøver en mindre supermarkeds butik, og her går det virkelig godt, startede oktober mdr. 2014 og det kørte bare! Jeg følte bare jeg havde fundet et sted jeg kunne holde til! Jeg har dog fat i min læge, da jeg virkelig gerne vil finde årsagen til de her smerter, og jeg får en henvisning til en reumatolog, hvor jeg har tid d. 20 januar
Men nej, så heldig skulle jeg ikke være!
D 8 januar i år, sker det samme som i 2011, fuldstændig identisk smerte jeg får i min lænd, og det var bare ved at tage en pengeskuffe ud af et pengeskab! Amen jesus crist!!
Jeg får fortalt chefen det, og han er rigtig flink, og smider varer på en vogn så jeg ikke skal løfte så meget, jeg var så heldig at jeg havde lukkevagten denne dag, og det skete kl. 7 om morgenen!!
Hele dagen bed jeg smerten i mig, indtil vi lukkede kl 19, og jeg kunne sætte mig ud min bil!! SÅ kom tårerne, for satan mand det gjorde ondt!!
Trøstede mig selv med at jeg bare skulle hjem i et bad, og så slappe af på sofaen, og så ville det hurtigt gå i sig selv igen!!
Men nej natten til torsdag, blev slem, det gjorde så hammer ondt!!!
Meldte mig syg torsdag til arbejde, og fik en akut tid, det lyder måske åndsvagt for nogen, men jeg var "glad" for det var sket igen, da jeg følte at mine nuværende læger altid har lyttet mere til mig end den 1 gjorde da skaden skete, så jeg var naiv og tænkte at nu hvor de kunne se smerterne i "aktion", ville der ske noget drastisk!!!
Jeg kunne godt tro om!!!
Tror i ikke jeg blev sendt hjem med endnu en besked om, at det lignede en diskuprolaps, men at de intet kunne gøre da der kun var 14 dage til jeg skulle til reumatologen! SÅ jeg skulle gå hjem og forholde mig i ro, og spise nogle smertestillende, og være sygemeldt indtil reumatologen havde set mig?!
Jeg var grædefærdig!!!! og vred!!! men uanset hvad jeg sagde til lægen, var bare at lægerne på sygehuset, intet kunne gøre for mig alligevel, så det nyttede ikke og indlægge mig for yderligere undersøgelser!
Jeg kontaktede så selv endnu engang en fysioterapeut, dog i en helt anden by end hvor jeg bor, og hvor det nærmere er et gentoptrænings center! Hun undersøgte mig, og kunne udelukke en diskuprolaps med det samme, hun mente nærmere at jeg havde fået et vrid i lænden!
Alt træning frarådede hun mig, jeg må ikke arbejde, ikke løfte tunge ting, osv.
Jeg har nu gået der 10 gange, og det går stille og roligt fremaf, jeg er nu tilbage til sådan som jeg havde det inden d. 8 januar!
Jeg har os været forbi reumatologen!
Han kunne fortælle at jeg er 1,5 cm kortere på det ene ben end det andet, og det er det venstre ben der er kortere, og det er os i venstre side/hofte jeg får de her voldsomme smerter i perioder, hvor der gør EKSTREMT ondt!
Han har nu bestilt omvendt af hvad jeg har fået før, han har bestilt mr-scanning af lænden, og røngten af bækken og hofter! 
Jeg tør ikke tro på at de billeder og scanninger viser noget, jeg føler at jeg løber panden mod muren, og bare sidder fast!!
Det er begyndt og påvirker mig SÅ meget psykisk!
For jeg kommer ingen vegne i mit liv, føler jeg er smidt tilbage til da skaden skete første gang!
Samtidig skal man forhold sige til at man er en person som ikke piver særlig meget, hvilket gør at ens nærmeste har svært ved at tro på at man virkelig har ondt?!
Det er hårdt, frustrerende! og jeg ved snart ikke hvor længe jeg kan klare det her!!
Jeg håber og ber virkelig til at disse scanninger og røngten billeder denne gang, giver et svar på noget!!! Men jeg tør ikke længere og tro på det!!
Kære Ænder, hvis i kom så langt, så lig endelig en besked.
Jeg vil utrolig gerne hører fra anadre der har siddet i lign, situation eller som sidder i samme situation pt?
Jeg mangler nogle og dele denne frustration med....
(går dog også til psykolog så har prof folk og snakke med men det er jo (heldigvis, ønsker det ik for nogen) ikke en som har det her smertehelvede som jeg sidder med)
Tak fordi i læste med!
