Du er næppe den eneste. Jeg er heller ikke den store fan af nye mennesker, men jeg har så mange gange oplevet, at de nye mennesker kan blive nye, gode venner, så jeg er blevet bekræftet i, at det er ud af døren og af sted!

Jeg er så også 35 år - det lyder som om, at jeg har haft flere år at øve mig i det end dig

Du er, som du er.

Men... det skal ikke forhindre dig i, at stille krav til dig selv. Engang kunne du kun kravle og ikke gå. Det lærte du, fordi du ville. En gang kunne du ikke læse og skrive. Det lærte du, fordi du ville!

Så hvad vil du gerne nu?

Tusind tak for svar, er rigtig glad for at høre, at jeg ikke er den eneste der har det sådan :')



Og til alle andre der læser det her.. Har virkelig brug for en jeg kan skrive med, fordi jeg får ingen støtte overhovedet nogen steder fra i øjeblikket, og er sunket ret dybt pga det her

Du kunne godt lyde som om, at du er introvert.

Prøv at google det og du vil finde MANGE artikler, sider, beretninger fra andre, der har det som dig.

Det væsentligste er, at du har det hyggeligst i mindre selskaber og du har det nok allerbedst, når du er alene. Du "lader op" når du er alene.

Men det betyder ikke, at du ikke kan begå dig sammen med flere mennesker. Du skal bare (bare... det er meget let at skrive) være bevidst om, at du ikke påtager dig for meget på én gang, men sørge for at indlægge pauser, så du igen kan møde verden med et smil! Pausen kan såmænd være helt nede på kun ti minutter og op til flere dage ad gangen!

Jeg synes klart, at du skal tage hen til din veninde. Sørg for at lægge pauser ind og bare sig det som det er. Er du så heldig, at din veninde har en hund? Måske kan du lige gå en tur med den i løbet af aftenen, så du lige får ro i hovedet og så kan hyggesludre med hele to veninder hele aftenen

Det er 100% mig du beskriver.
Har det allerbedst når jeg er alene og hygger mig usandsynligt meget i små selskaber, altså helst kun bare mig og 1 veninde.. Føler mig bare tryggest på den måde
Kan også sagtens være med i større selvskaber, bare der ikke er folk som jeg føler mig utilpas ved.
Altså når jeg har sat mig i hovedet, at jeg ikke kan lide en bestemt person, så skal der meget til før jeg kan blive overbevist om det modsatte

... at din venindes veninde (lad os kalde hende Klara) er "dum"?

Nu er jeg bestemt ikke fortaler for, at man skal ignorere sin mavefornemmelse (for den har oftest ret), men nogen gange må man lige hive fornuften henover.

Har du mødt Klara før? Har Klara sagt/gjort noget direkte, som gør at dine følelser for hende er berettiget?

Eller går du og digter lidt rigeligt om hvad du mon tror, at Klara tænker om dig? For så tør jeg næsten garantere dig, at du tager fejl, for du kan sikkert læse tanker lige så lidt som jeg kan

Hehe, hun hedder Astrid
Altså Astrid har jeg mødt mange gange før, men har aldrig knyttet venskab til hende. Jeg var på ridelejr i Tørring med hende og nogle andre veninder sidste år, hvor hun blev sur over ingenting.. Hun blev helt vildt sur over, at hun mente, at jeg redte halen forkert, og hun satte altid mig til sidst i køen fremfor alle andre.... Kunne bare slet ikke ta' hende

Jeg har så vidt vides ikke nogen issues med det sociale, kan godt lide at være sammen med andre, men lader også bedst op alene.

Nu ved jeg jo ikke, hvor lang tid planen er, at Astrid skal være der i weekenden, men udsigten til en hel weekend med en person, som jeg i bund og grund ikke bryder mig om, ville bestemt heller ikke give mig nogen god mavefornemmelse, mulighed for pauser eller ej.

Afhængigt af, hvor nært og tillidsfuldt mit forhold til min veninde var, ville jeg enten sige at "Du ved jo at Astrid og jeg ikke lige er sådan BFF, så jeg springer lige over denne gang", skrue varigheden af mit besøg kraftigt ned til et tidsrum, jeg vidste, at jeg kunne holde til, eller også ville jeg nok "blive" lidt sløj eller få hovedpine og melde afbud til det hele.

Men jeg er også med på, at hvis det er en automatreaktion på nye mennesker eller mennesker man ikke kender godt, så skal man arbejde med den. Jeg synes så ikke, at det er en god ide at arbejde med den ved at tvinge sig selv til en hel weekend i selskab, man synes er svært - man BLIVER træt på et tidspunkt. Så heller flere korte hyggestunder, som man kan sætte sig selv op til i visheden om, at man kan komme hjem og tanke op igen om ikke så længe.

mvh. tina

Du skal vende din tankegang.

Tænk på, at du til hver en tid kan sige "tak for denne gang" og søge hjem i fred. Lad vær med at føle dig tvunget/fanget.

Du kan arbejde meget med dig selv, ved at tænke anderledes og altid tænke, "jeg kan jo bare sige nej, vi lever i et frit land" .

Jeg synes du skal tage afsted med godt mod og en god indstilling HVIS du har mulighed for at tage hjem når du ikke magter mere.

Det er altså sundt at se andre mennesker, også flere ad gangen og måske kan du blive positivt overrasket.

Du har ikke nøde at "elske" din venindes veninde, men blot acceptere hende og være høflig og høre hvad hun har at byde ind med. De fleste mennesker har gode sider og gode input, dét gælder blot om at se dem.

Og lad være med at være jaloux. Du bliver ikke en mindre god veninde af at din veninde har flere end dig. Deltag i snakken, lad vær' med at surmule over at i er 3, det kan meget vel være dig selv der har trukket dig andre gange og du derved får følelsen af at veninden foretrækker andres selskab.

Husk blot altid " du kan blot sige nej tak, du kan sige tak og gå din vej", så er det valg og ikke en påtvungen situation du befinder dig i, og det gør alt meget lysere

hvis din mavefornemelse sig at du skal blive hjemme, så skal du blive hjemme... længere er den ikke, ellers kan du hvis du har mod på det, forklare din veninde at du er ikke tryg ved at hende den anden veninde er der, og du havde faktisk regnet med at det bare var jer to,

livet er simpelthen for kort til at være i tvivl, du skal gøre det som du har det bedst med, intet andet...

og du skal være velkommen til at skrive til mig

Hej.

Din mor skal tage dig alvorligt.

Du har lov, at være den du er.

Det er bare topmoderne og in at være udadvendt og omstillingsparat.

Det er vi bare rigtig mange, der ikke er. Faktisk sikkert ca. halvdelen af os.

Højst sandsynligt er du god til at mærke dig selv og du er sikkert også god til at læse "undertekster". Dvs. forstå hvad der ligger bag det andre siger.

En af mine døtre sagde som temmelig lille om en voksen dame. "Hvorfor smiler damen som en ulv?"

Og det var et meget påklistret "pædagogsmil".

Det er meget moderne,at sige til andre: " du har godt af, at komme lidt ud". Mange af dem,der siger sådan, ville sikkert have godt af, at komme "lidt ind".

Selvfølgelig skal man udfordre sig selv, men det skal være i et tempo man kan holde til.

Kærlig hilsen Dorte.

Jeg er selv introvert og har det ligesom dig, jeg bryder mig ikke om at tilbringe en hel weekend med folk jeg ikke kender og i bund og grund ikke kan lide. Hvis jeg absolut skal, så skal jeg nok gøre det.

Ligesom dig har jeg en mor der ikke rigtig kan acceptere mig for det, senest blev hun sur på mig fordi jeg oveni at skulle til en mundtlig eksamen og skulle lave en fremlæggelse foran hele min klasse, ikke også havde overskud til at rende rundt i flere timer til udsalg med hende.

Kan fortælle jeg for ganske nylig har fået nyt job, jeg fortalte til samtalen at jeg er introvert, min nye chef lyttede meget interesseret til hvordan det gør mig anderledes en ekstroverte, og han vendte stort set alt til hvordan det var en fordel for mig i den stillig jeg har fået (i en kundeservice afdeling, med masser af mennesker igennem).

Men du skal gøre op med dig selv hvad du vil, og måske overveje om din veninde i virkeligheden er en veninde, hvis ikke hun har nok i blot at være sammen med dig, men er nød til at invitere flere, og oveni købet en hun ved du ikke rigtig kan sammen med

Kan ikke lade være at tænke, at du selv er ked af at blive holdt udenfor, men er det ikke lidt det samme du selv er ved at gøre?

Måske denne pige faktisk har meget at byde på, hvis du giver hende en chance? Du vil sikkert også gerne selv have en chance hos andre, selv om du måske er kommet til, at sige/gøre noget uheldigt første gang du mødte dem

Der kommer til at være mange situationer i dit liv, hvor du vil være tvunget til at være sammen med folk, som ikke lige er din kop te. Det kan være klassekammerater, kollegaer, en chef, eller en kommende svigermor

Er du bange for at blive domineret, eller talt grimt til? Så øv dig i at sige fra overfor folk face-2-face, men gør det på en god måde, og vær altid høflig. Når du først er blevet god til at sige til og fra, så vil du sikkert blive meget mere selvsikker socialt

Du lyder lidt som mig, da jeg selv var teenager

Jeg er i øvrigt stadig introvert, men jeg hadede når nye mennesker lige blev "hægtet på", for så skulle jeg være meget mere på, forholde mig til dem, og det gjorde mig meget mere træt.

Og det er ikke rart, når mna bare havde set frem til en weekend med sin gode veninde.

Som andre skriver: lær at sige nej. Og faktisk: lær at sige nej, uden du behøves at komme med en undskyldning.

Jeg er 23 og øver mig stadig, det er ikke nemt jeg har altid følt jeg "skulle" komme med en undskyldning overfor andre, når der var noget jeg ikke havde lyst til, eller når jeg fik nok af selskab (introvert).

Du bestemmer helt og aldeles over dit eget liv, og det er okay at sige "jeg tror jeg smutter hjem nu, det var hyggeligt at se dig/jer", når du får nok af Astrids selskab (hvis du gør! Du bør næsten give det en chance).

Hvis de så spørger, så kan du godt opfinde en hovedpine, men i det lange løb bør du øve dig i at tro på dig selv, og vide dit eget værd, så du ikke føler behov for at please, og gøre noget du egentlig talt ikke har lyst til.

Hvis du går helt i baglås må du jo meddele din veninde, at du havde glædet dig rigtig meget, men du synes Astrid ikke var så sød overfor dig på ridelejren, så du vil helst springe over denne weekend. Kom evt. med forslag til en anden gang i kan ses.

Kære TS, jeg har en idé om hvordan du har det.

Jeg har i mange år kæmpet for og mod mig selv. I nat tabte jeg en halvleg (men ikke kampen), og fik nedskrevet dette:

"Jeg lever ikke, jeg overlever kun.
Ja, det er sådan jeg føler. Jeg har indre dæmoner som jeg ikke kan få bekæmpet dog oftest holdt nede, men ikke i aften.
I aften er de fremme.
Det eneste der holder mig er min mand. "Jamen det er da godt!?"
Nej, for uden ham ville der ikke være noget som holdt mig her. Jeg ville kunne finde fred i sindet/sjælen.

De eneste mennesker jeg har inde i mit liv er mine forældre og min mand.
De er de eneste mennesker som ville lægge mærke til hvis jeg ikke længere var til.

Jeg er meget introvert, men en del i mig kæmper imod dette, jeg ville gerne være social, men kan ikke rigtig finde ud af det. Og det gør det heller ikke lettere, at andre ikke ønsker at være sociale med mig.
Til eks. firmafest står jeg oftest alene, mingler jeg med mine kollegaer føler jeg at de flytter sig fra mig hvis ikke fysisk så mentalt.

Jeg har altid forsøgt at holde en facade, da jeg var ung og blev mobbet - der var ingen hjælp at hente ved de voksne, så jeg søgte ind i mig selv, søgte væk fra andre mennesker, væk fra mine klasse"kammerater".
Jeg havde kun mine dyr at snakke med.
Siden flyttede jeg fra byen til Jylland over til en kæreste, som på ingen måder var god for mig - Vi nåede at være sammen i 7 lange år, mens i forholdet flyttede vi tilbage til min "hjemby", her mødte jeg mine mobbere - som ikke var kommet videre og stadig kaldte mig @!#$.

Jeg ser ikke mig selv som selvmorderisk, men som en stærk person der forsøger at kæmpe, men fra tid til anden taber halvlegen, og må kæmpe videre.
I aften har jeg tabt en halvleg.
Imorgen kæmper jeg videre."