studenterhuen trykker....og du har åbenbart ramt en "mentor" der fuldstændig har misforstået begrebet mentor....

Jeg synes at DU skal gå til skoleledelsen og referere samtalen....og be' om at blive flyttet over i en anden klasse, hvor du slipper for at blive konfronteret med dumhed (fra mentors side)....

Selvfølgelig skal du fuldføre dit studie når du er så tæt på....

KH:)Annette

... med Annette!

Den person har absolut ikke fattet hvad det vil sige at være mentor - tvært imod!

Ja, det kan godt være, at hun synes at du er dum.

Men hvad pokker er hun så selv???

Ja, undskyld, at jeg lige sank til hendes niveau et kort øjeblik.

Hun må jo være dårlig til at læse selv, når hun ikke ved, hvad en mentor står for - nemlig at kunne sparre med eleven, vejlede, rådgive og give feedback på en konstruktiv måde!

Jeg havde ærligt talt skrevet en - konstruktiv - klage til ledelsen!

NEJ du skal ikke droppe din uddannelse... så får hun jo ret... du skal bare blive ved med at knokle derud af og bestå.

Og ja så ville jeg skrive en klage til ledelsen over denne behandling som du på ingen måde har fortjent....

Vil sige jeg har selv stået med en lære, der fra jeg startede med at have engelsk (3-4klasse?) til jeg gik ud af den skole, (8.klasse) fortalte mig hvor elendig jeg var til engelsk og hvor meget spild af tid det var at prøve at lære mig det, for jeg ville aldrig blive til noget....

Sidste år bestod jeg en engelsksproget eksamen med et 12 tal, som den eneste

Må jeg spørge, var I kun dig og mentoren tilstede til den samtale?

Det lyder som en super-træls samtale, men jeg må indrømme, at for mig lyder det også som en samtale, der måske er forløbet ret meget anderledes, hvis mentoren havde mulighed for at beskrive, hvad hun synes, der blev sagt.

Kan du ikke bruge lidt til på at køle af og så genoverveje, om du kan have misforstået noget af det sagte?

Hvordan var dit forhold til mentoren inden samtalen? Kunne du lide hende? (Jeg tænker, at det godt kan have påvirket samtalen, hvis du er kommet derind med paraderne oppe...).

Jeg synes uanset, at du skal henvende dig til skolens ledelse, men det er nok bedst, hvis du først er kommet nogle dage på afstand og selv har tænkt samtalen konstruktivt igennem. Jeg synes så, du skal bede om en samtale med din mentor igen og så en 3. person - f.eks. skolelederen. Der må I kunne rede ud, hvad der foregår og hvad mentorens hensigt var.

Håber ikke, du tager min indlæg som endnu et rap over fingrene. Jeg siger ikke, at du lyver, men blot at vi indimellem hører tingene forkert og får dem til at passe ind i den sammenhæng, vi selv ser.

Håber, der kommer styr på det hele for dig, så du kan færdiggøre din skole. Mentor

Næææ den bedste måde at lukke munden på denne mentor er sørme da gennemføre med bravour!

Selvom man er talblind kan man sagtens skrive en velformuleret klage til ledelse på kurset. Måske har hun formuleret sig uheldigt, men måske har du også taget det for nært. Hvis hun direkte har brugt formuleringen "for dum til at tage en uddannelse" så er det problematisk, men hvis hun har sagt, at du er nødt til at have matematik for at gennemføre en bestemt uddannelse, så kan det jo egentlig være indiskutabelt. Optagelseskravene er som de er, og typisk er der en ganske udmærket grund at optagelsesfagene er som de er.

Jeg er selv selvdiagnosticeret talblind, og det er altså et kæmpe problem langt ud over matematiske problemstillinger, men også til alm. pengesager og alt andet, der skrives med tal, så det kan være velment at guide dig væk fra en uddannelse, som handler for meget om tal. Omend hun måske ikke har lydt synderligt velmenende.

Så nu skal du fokusere på de fag du er knald god til, og vælge videre uddannelse efter det, og så skide hul i hende, men evt. bede om endnu en samtale med hende, evt. med en bisidder, du kan vende tingene med bagefter, så lærer denne mentor måske også lidt om hvordan man taler til folk.

Jeg tænker straks, at der kan være himmelvid forskel på hvad der bliver sagt og hvad der bliver hørt.

Din mentor har nok en helt anden opfattelse af samtalen.

Når du er kølet af og har tænkt forløbet igennem igen - og du stadig mener, at samtalen forløb, som du beskriver her, så skal du selvfølgelig gå videre sagen.

Det mener jeg nu også at du skal alligevel. Du skal gå højere op i systemet, og fortælle hvordan du har oplevet det og foreslå at du har en bisidder med til de næste samtaler.

For du skal selvfølgelig fortsætte dine uddannelse.

Men jeg hæfter mig ved, at du har fået at vide, at du er forstyrrende og at det skulle komme fra flere lærere. Uanset ens vanskeligheder, så mener jeg ikke det er ok at forstyrre andres undervisning. Har du brug for time-out eller lign. så må du simpelthen liste ud af klassen og vende tilbage, når du er klar igen - eller hvad det nu handler om.

Og så må du ikke tage det her ilde op - men det er som at en studentereksamen er det eneste lyksaliggørende i vor tid. Hvilket betyder at for mange tager den uddannelsesretning. Der findes altså et hav af andre uddannelse, fx faglige, hvor man senere kan bygge mere teori på.

Det lyder som en træls og ukonstruktiv mentor-samtale, I har haft. Og uanset, man kan have forskellige opfattelser af, hvad der er blevet sagt og hørt - så ville jeg i dit tilfælde bede om at få en ny samtale - evt. med en 3. mand til stede.

Det kan også være at din mentor har haft en idé om, at det ville gavne at 'ruske op' i dig og sætte tingene på spidsen i forhold til noget adfærd, man gerne vil have forandret.

Din mentor refererer, at du forstyrrer og ikke deltager i undervisningen. Og det duer jo selvfølgelig ikke, uanset, hvor vanskeligt, man måtte have det.

Når jeg læser din gengivelse af samtalen, kunne det lyde som om mentoren synes der går vel rigelig 'forklar-mig-røv' i den i forhold til dine argumenter om, at skolen er en udfordring for dig (som jeg læser linket er det matematik/tal, du er blind på - ikke andre fag).

Som gengivet her, synes jeg ikke at samtalen er grebet særlig godt an - og resultatet er også derefter. Men frem for at blive vred og 'skulle vise' nogen, vil det nok være allerbedst, hvis du kunne få etableret en ordenlig dialog om, hvorfor billederne af dine uddannelsesmuligheder er så forskellige. Og dét måske hellere i dag end i morgen, hvis der er noget der skal nå at blive rettet op inden du er færdig med uddannelsen, for det gælder sørme også for dig om at få så god en eksamen som muligt.

MH Nana

Tina, Trille og Hak:

jeg kan sagtens se jeres undren. men jeg forstyrer ikke i timerne, jeg sidder og følger med så godt jeg kan, og deltager som jeg kan formå. (rækker hånden op, er deltagende i gruppearbejde mm.)

når mit hoved engang imellem bliver fyldt op til randen, med information, "kobler" jeg ud, ved lige at lave en lille krydsedulle på et papir, eller se ud af vinduet (noget der på ingen måde er forstyrende)

og ja studentereksamen, er gjort til " vejen til lyksagelighed" og

"uden en studentereksamen vil du ikke lykkedes i livet, derfor skal du død og pine have den!!"

men nu er det sådan, at jeg gerne vil have den eksamen, da jeg tidligere har gået på erhversskoler (grundforløb) og også forsøgt, mig med andre uddannelsestilbud. og gang på gang vender jeg tilbage til STX'en fordi jeg føler det er med den, jeg er mest sikret, for fremtiden. og jeg skal bruge den, i de uddannelser jeg har kigget på, der for mig kunne være interessante.

jeg ved godt, at jeg ikke kommer ud med et gennemsnit, hvor jeg kan vælge og vrage af hensyn til videregående uddannelser. men målet er et gennemsnit, som jeg selv kan være stolt og tilfreds med.

jeg er klar over at jeg kan have misforstået med hensyn til Mentorsamtalen, hvor jeg iøvrigt har haft et fint forhold til læren tidligere. men når mentor selv ligger sådan ud:

"Nå Ida du har det jo ikke særlig godt, så du skal ikke gå her"

og så derefter kommer med kritik, og afbryder mig, når jeg prøver at forklare mig, så lægger hun jo selv ud, med en dårlig kommunikation lærer- elev imellem.

og man kan sagtens have den studieretning jeg har valgt, med dispensation. ellers gik jeg der jo ikke

Du skal ikke give op nu du har jo gennemført første år så selvølgelig kan du også gennemføre 2 år, du må ike lade dig slå ud af en dum mentor som ikke formår at være mentor på en god og motiverende måde.

Jeg har en kammerat som oplevet noget nær det samme i folkeskolen med en lærer,hun havde startet en runde i klassen hvor de skulle fortælle hvad de gerne ville være når de blev store,hun spurgte ind til hver elevs valg og roste dem, bare ikke min kammerats valg, den eneste kommentar han fik da han sagde at han gerne ville være professionel skiløber var, det kan du jo aldrig bliv det er da en latterlig drøm at gå rundt med, du kommer aldrig videre i livet hvis du holder fast i den drøm. Men gæt engang hvad han blev i dag arbejder han som professionel ski og klatre instruktør om sommeren i Danmark og om vinteren i Frankrig og han elsker sit job.Han besluttet sig for at bevise at han godt kunne han fandt ud af at han havde talent for det og knoklet derefter på for at nå sin drøm.

Så bare klø på så skal det nok gå, bare du ikke tager andre menneskers dårlige kritik til dig men gør hvad du kan så kommer du styrket ud på den anden side.

Kan godt forstå du er ked af det med det din mentor har sagt.... synes du selv skal sætte dig ned og tænke over hvad, du selv vil og om du vil kæmpe for det.

Min ene gymnasielærer sagde til mig foran en hele klasse som jeg vel havde kendt i 2 uger at jeg ville aldrig blive til noget, hvis jeg var så dum og ikke kunne gøre det bedre end den stil jeg havde afleveret (hun gav mig da også 03 for den....og det gjorde hun faktisk hele året - skr godt indhold men den var fuld af røde streger pga stavefejl, heldig var jeg noget heldigere med min censor til eksamen.) Gad godt se hende nu hvor jeg har gennemført en lang universitets uddannelse og arbejdet som læge de sidste 6 år

Jeg var ikke dum , blot ordblind, hvilket hun måske havde kunne forstå hvis hun spurgte lidt ind til de andre fag og hvordan jeg klarede mig der...for der fik jeg 11 i alle matematiske fag(inkl kemi og fysik) og 10 i resten, men det var hun ikke intereset i, hun ville blot stemple mig som den der aldrig ville blive til noget.

Jeg er dog meget stædig og ingen skal bestemme hvad jeg kan og ikke kan, ud over mig selv. Ingen hemmelighed at det krævede meget at læse på universitetet, men jeg elskede det, og var især glad for at jeg ikke fik røde streger i det jeg skrev

Mit motto har altid været : jeg vil, jeg kan, jeg skal.

Du skal ikke give op! Du kan sagtens, f**k mentoren!

I 9. klasse fik jeg at vide, at jeg ikke duede til noget. Jeg var doven, forstyrende og alt for dum.

Jeg tog 10. klasse, med samme resultat. Kom ind på handelsskolen, hvor jeg gennemførte med et snit over 7. Er lige startet på universitetet, og kan ikke andet end grine, af den lærer, som mente jeg aldrig blev til noget. Din mentor kan da fise af h***vede til, når mentoren kun kan komme med negative kommentarer!