Selvfølgelig var jeg med.

Jeg afleverede ham oppe ved dyrlægen, blev der imens han gav ham afslappende. Trak ham selv ud bag et hegn med græs hvor han stod og faldt mere og mere i søvn. Jeg valgte dog IKKE at se ham falde. Jeg sagde derfor farvel og aede ham de sidste par gange mens han var i live.

Så jeg vendte mig om og gik lidt væk da dyrlægen gav ham den sidste "dødende" sprøjte og jeg kunne kun lige høre et lille bump og så faldt han. Men jeg så det ikke, ligesom jeg også fravalgte at se ham ligge og lave de sidste "spjæt" når de er væk. Så da dyrlægen sagde "nu er han helt væk" vendte jeg mig om. Så gav de mig fred.

Jeg gik hen til ham, satte mig ved siden af ham. Han så faktisk ganske fredfyldt ud. Jeg kælede ham over det hele en sidste gang. Mulen, halsen, ryggen, maven, bagparten, hovedet, ørene. Sagde helt farvel og så tog jeg hjem med meget, meget våde øjne. Det var så hårdt. Men jeg er glad for at jeg var der.

Jeg var der ikke til min hests aflivning den 29. juli... udelukkende fordi jeg havde samme tanker som dig.. jeg var i stalden og var med til klargøring og bedøvelse, men da hun blev trukket ned hvor hun skulle ligge, var jeg ikke med...

Jeg havde diskuteret med dyrlægen om mine tanker, da jeg helt op til dagen ikke kunne finde ud af det og hun sagde jeg skulle lade være, hvis jeg ville få psykiske men af det... "hesten er ikke ved bevidsthed når den bliver trukket afsted og hun vil derfor ikke registrere om du er der eller ej.. hun bliver ikke gladere af at du er der," sagde dyrlægen og det vil jeg give hende ret i, for da jeg gik fra hende, da hun var bedøvet, var den hest og det blik jeg kendte, helt væk... så fortryder ikke mit valg og havde andre til at se for mig, så ved hun kom godt herfra... med en halvt tygget gulerod i munden

forstår udmærket dem der vil være der, men jeg har bare ikke psyken til det, så da dyrlægen sagde at hesten var bevidstløs, når den blev trukket væk, gik jeg vrælende ned i den anden ende af stalden og beroligede mig over at jeg ikke skulle vågne op mange år efter med mareridt om faldet...

Så det er en smagssag...

Jeg har fået aflivet 2 heste, og har både prøvet at være med hele vejen og ikke at være med.

Da min første hest skulle aflives holdt jeg hende selv. Hun blev først bedøvet, men ville ikke falde, så dyrlægen tog tilsidst boltpistolen. Det var en meget voldsom oplevelse. Det vil jeg ikke anbefale.

Da min anden hest skulle aflives, blev hun kørt ned til dyrlægen, og jeg sagde farvel til hende i stalden. Så trak en veninde hende ud og stod med hende mens hun blev aflivet. Bagefter gik jeg ud og sagde farvel.

Det var helt klart den bedste måde at gøre det på. Også at det var nede hos dyrlægen. Så skal du ikke have den døde hest liggende, og risikere at se når daka kommer og henter den, for det er heller ikke et pænt syn. Det kan jo ikke gøres pænt når så stort et dyr hejses op med kran. Det er bare ikke sådan man ønsker ens sidste billede af ens hest skal se ud.

Mine tanker går til dig, og jeg håber du får sagt farvel på den for dig bedste måde.

Hilsen Benedicte

Min blev slået ned med boltpistol og jeg var der, hele vejen.

Jeg så både "skuddet" at hun faldt og at hun blev afblødt.

Det er voldsomt at se og hører dem falde, men for mig var det slet ikke en mulighed ikke at være der.

Jeg var 16 da min förste pony blev avlivet og 17 da nr 2 skulle herfra.

Begge gange det mig, der stod med träktovet og nussede helt til det sidste.

Det var det rigtige for mig og selvom jeg absolut ikke syntes det var rart, så kunne jeg ikke forestille mig det på nogen anden måde.

Derudover har jeg gennem mit arbejde oplevet mange avlivninger og om man skal väre med eller ikke, afhänger helt af hvordan er som person og hvordan man reagerer.

Det sidste kan man selvfölgelig ikke vide för man har stået i situationen, men for hesten (eller hunden, katten, hamsteren eller hvad det nu ellers kunne väre) er det helt sikkert bedst at man ikke er med, hvis man ved at man bryder fuldständig sammen.

Det kan stresse dyret unödigt, hvis man gör.

Er man i tvivl kan man, som det står ovenfor, snakke med dyrlägen om situationen og i samråd emd dyrlägen bestemme hvad man synes er bedst. Din dyrläge kender måske både dig og din hest og kan hjälpe til med en beslutning.

Ellers har jeg i hvert fald aldrig väret med til at man ikke kan ombestemme sig i sidste öjeblik, hvis man alligevel ikke föler at man kan klare det.

Men märk efter med dig selv hvad du har det bedst med. Det er der ikke andre, der kan fortälle dig.

Selvfølgelig vil/skal man være der til det sidste, men forbered dig selv på at det er en voldsom oplevelse der muligvis vil hjemsøge dig. Nu kommer det naturligvis også an på hvor afklaret du er med at sige farvel.

I mit tilfælde, da jeg overværede min hest blive aflivet, havde jeg dårligt nok indset realiteten før han var væk. Det var, og er stadig hårdt, og jeg oplever tit at "genopleve" det hele igen. Det er virkelig ubehageligt og helt sikkert noget man skal være klar over når man står i den situation at skulle sige farvel til sin bedste ven.

Du må mærke efter med dig selv om du vil være der, men om ikke andet kan du have det med i baghovedet.

... ikke at være til stede med de to jeg har mistet.

Den første blev slagtet - det ville jeg simpelthen ikke overvære (med min egen - kunne nok godt tåle det med en andens). Der var det en god ven der kørte hende til slagteren og var der til hun var skudt.

For mig var det vigtigste at der var en jeg kunne stole på der var med og SÅ hende død - så jeg ikke skulle spekulere på om jeg kunne stole på at slagteren ikke solgte hende videre (man hører jo så mange rædselshistorier)

Med min anden hest, Monty, var valget også "nemt". Han var så enormt påvirkelig af mit humør, at han ville vide at noget var galt hvis jeg var der - så der var det min staldvært der var til stede - og jeg så ham da jeg kom hjem (hun havde dækket ham til, men jeg løftede et hjørne af presenningen så jeg kunne se bagbenene, med den specielle bagsko og en sko der var tabt.

Jeg har egentlig aldrig betragtet Baloo som påvirkelig af mit humør - han er et meget roligere gemyt end Monty var. Så når jeg har tænkt over hvad jeg vil når hans tid kommer, har det egentlig altid været at jeg ville være der. Men jeg har efterhånden opdaget at han ER påvirkelig af mit humør - han reagerer bare ikke udad med f.eks. angst som Monty kunne finde på. Jeg har opdaget det ved at jeg faktisk har problemer med at få ham i trailer - når vi skal nogen steder.

Træner vi bare for at træne, går han oftest op og ned som om han blev betalt for det - men skal vi køre vil han ikke ind. Så HAN lader altså sin reaktion påvirke af at jeg er lidt nervøs (jeg føler mig ellers ikke mere nervøs ved at køre med trailer - men spekulerer ofte lidt på at jeg nu skal være sikker på en parkering jeg kan komme ud af igen osv).

Nu gør jeg et forsøg med det - for vi skal "i byen" på søndag - så nu får BÅDE hesten og jeg rescue remedy de næste par dage - så må vi se om vi er roligere

Men det har selvfølgelig igen bragt mig til tanken om det ikke er at gøre min hest en bjørnetjeneste hvis jeg er til stede den dag han skal herfra - for der tror jeg at jeg skal have 5 liter rescue remedy intravenøst hvis jeg ikke skal udstråle ren elendighed.

Så hellere en han kender og stoler på - men som ikke er lige så påvirket.

Jeg kan ikke holde ud at være den der holder, derfor har jeg heldigvis en sød mand, som gerne holder. Jeg er med, men går for mig selv, når de får den sidste sprøjte. Bagefter går vi sammen hen og siger "farvel", lægger en blomst, tager grimen af og lægger en presenning over. Jeg tænker, at mine heste ikke har noget ud af, at jeg hylder i stride strømme. Jeg har for mange år siden fået aflivet en hest, hvor staldejeren holdt den. Jeg så den ikke efter den var død, og det fortrød jeg, da jeg i lang tid drømte, at jeg bare havde glemt hesten...

Selvfølglig skal man være der...!

Jeg fik min gamle dreng slået ned den 22. juli - og jeg var der... Helt til det sidste...!

Han har været ALT for mig gennem de sidste 8 år, han var min allerbedste ven - min første egen hest - mit et og alt...!

Jeg ville aldrig, ALDRIG overlade min hest til en anden i sidste sekundt - og jeg ville aldrig be andre om at gennemgå den slags for mig...

Det er min hest - mit ansvar...

Og så jeg skylder hesten det - den hest som brummede af mig når jeg viste mig - den hest der kunne få mig til at føle mig som den eneste i verden - den hest som altid har været der for mig, når jeg havde det skidt...

Skulle jeg i sidste øjeblik vende den ryggen...? Aldrig...

Jeg skylder hesten at være der - at følge den hele vejen "hjem"... at være den allersidste der siger farvel, og være den evige "ankersten" som den altid har kunnet regne med...

Det er mit sidste ansvar som heste ejer - og aldrig om jeg kunne finde på at bakke ud...

Og jeg har ikke fortrudt det... ikke et sekundt, det er ualmindeligt hårdt at stå dér og se sin hest falde - og det er ualmindeligt hårdt at sidde tilbage og se det igen og igen inde i sit hoved - men jeg ville ikke have været foruden... Og jeg tror også et eller andet sted at det har hjulpet mig til at komme videre - at kunne sige "han var min helt til det sidste - og han vidste jeg altid var der for ham - helt til det sidste..."

Min hest - mit ansvar...

Mvh. Lotte

Jeg har altid selv været med lige til det sidste, på nær den sidste jeg fik aflivet, der kørte min veninde ham ned til dyrlægen hvor han blev aflivet.

Eneste grund til jeg ikke var med, var mit helbred, og jeg har fortrudt mange gange jeg ikke var med - føler jeg svigtede hesten, bl.a fordi han var den eneste jeg ikke var hos, lige til det sidste.

Som Asfaloth, føler jeg også at jeg skylder dem at være med til det sidste.

Men jeg har så også fuld forståelse for dem der ikke kan klare at være med.

Som en anden skriver er det bedre man ikke er med, hvis ens følelser stikker af med én, hvilket hesten jo hurtigt opfanger.

Men personligt, vil jeg helst være med hele vejen, hvad enten de bliver skudt eller sprøjtet ned.

Mvh

Janni

Jeg har heldigvis endnu ikke været der.

For en måneds tid siden, troede jeg at min 'gamle' vallak skulle aflives - han er her heldigvis endnu, men det kan hurtigt vende - så jeg har haft noget tid til at tænke over, hvordan det skulle ske.

Min hest er meget følsom og kan mærke på 20m's afstand, hvis han 'skal noget' (ormekur, smed, dyrlæge, eller bare en tur i traileren), når jeg kommer ud på folden.

Jeg er meget følsom og sentimental, og jeg ville stortude fra længe før dyrlægen ankom.

Derfor er det helt udelukket, at jeg selv skal være der. Det er jeg simpelthen ikke i stand til, og jeg er sikker på, at det vil gøre hesten mere ondt end godt, for ikke at tale om den stakkels dyrlæge.

Men det skulle ske hjemme og jeg har allerede lovning på fra et fornuftigt og nervefast menneske, at hun vil holde ham for mig. Ellers vil min mand.

Jeg ville sige farvel til min hest aftenen før og så komme tilbage og sikre mig, at han var død, når dyrlægen var kørt igen.

Asfaloth: "Min hest - mit ansvar". Nemlig! Derfor er det også ejeres ansvar, at hesten kommer væk på bedst mulig måde. Er det ikke at have en følelsesmæssig berørt ejer stående ved siden, men en anden part som kan tackle det så hesten ikke bliver påvirket, er det den løsning man skal vælge for hestens skyld.

Man skal ikke selv overværer for hvilken som helst pris!!

I den situation er der ikke noget rigtigt og forkert.

Alle bør gøre som de synes er rigtigt for dem.

Hvis hesten er i trygge omgivelser og sammen med et menneske som den kender/er hestevant, så er den fuldstændig ligeglad når den først er bedøvet.

Det der med at man skylder hesten at være der - er rigtigt for dem der tænker sådan - men ikke sikkert det er det for andre.

En aflivning kan være voldsom og man ved ikke på forhånd, hvordan den vil forløbe. Hvis man ved med sig selv, at man ikke vil kunne bære, at leve med de billeder på nethinden resten af livet, så skal man ikke være der.

Hvis man har det bedst med at huske hesten som levende, skal amn heller ikke være der.

Ved man med sig selv, at man sagtens kan klare at være der, så skal man selvfølgelig være der.

Så TS gør hvad DU har det bedst med og er rigtig for dig - uden dårlig samvittighed over, at andre gør noget andet.

Kram til dig - det er trist tid du går i møde.

Jeg havde valgt at jeg ville være der for min hest , men gå væk og lade min kæreste holde hende når hun skulle have den sidste sprøjte .

Men da jeg stod i det virkede det bare helt forkert at forlade hende, hun var faldet i søvn i mine arme , og det virkede bare så rigtigt at jeg selvfølgelig skulle blive ved hende ..

Selve aflivningen var heldigvis ikke en voldsom oplevelse for mig , det hele foregik stille og roligt og jeg fortryder på ingen måde at jeg blev ved hende !!

Min hest blev aflivet 22 april i år .

Som du kan læse er vi alle forskellige, nogle er der hele vejen, andre får sagt farvel før eller efter den er aflivet.

Så lyt til dig selv og din mavefornemmelse.

jeg sendte selv en pony afsted i sidste uge, min datters, hun er 12 år - hun var med da dyrlægen kom for at høre hvad han dage om ponyes tilstand og mulighed for helbredelse, prognosen var dårlig, hun havde selv sagt aflivning og var parat - da jeg trak til vejen gik hun ind, og kom ud da dyrlægen var kørt og kyssede og krammede sin pony.

synes man skylder ens hest at være der!

Jeg har været med hver gang, og har selv holdt dem.

Det er ikke voldsomt, hvis de bliver aflivet med en sprøjte.

Jeg ville have det dårligt over bare at overlade dem til en anden.

Jeg holdte selv min gamle pony selv om det ikke var meningen.

Jeg fik min gamle elskede pony aflivet i 2002.Jeg havde aftalt med parten at hun godt måtte være der og en rideveninde kom for at hjælpe og skulle holde ham,men da han fik den første sprøjte så jeg over på dem de sad og holdt om hinanden og græd som pisket, så jeg måtte selv holde ham og jeg har ikke fortrudt det, han faldt ikke med et brag som dyrlægen frygtet men kom stille og roligt ned at ligge og var væk kort efter.

Jeg har heldigvis ikke selv mistet andre heste i min tid og glæder mig ikke til det bliver min tur igen så jeg har aftalt med de 3 vi har nu at de lever de næste 100 år.

Jeg syntes ikke at man skal være der hvis man ved at man ikke kan klare det, man kan evt ha en med som kan overtage hvis det bliver for meget så man ikke får en dårlig oplevelse ud af det.

Jeg fik for første gang aflivet en hest i år, sidst i april. Jeg var der, holdt selv, og blev der til hun var faldet og var helt væk. Det var utrolig hårdt, især da dyrlægen kom med den sidste sprøjte, der fik jeg godt nok gevaldigt ondt i maven Men jeg fortryder det ikke på nogen måde. Medina var ret speciel, og jeg ville have haft det rigtig dårligt med at overlade hende til en anden, plus at nu ved jeg præcis hvad der foregik.

Min hund blev aflivet for 2 år siden, hun sov også ind i mine arme. Synes dyr fortjener at være sammen med deres ynglingsmenneske når de skal herfra.. Men jeg respekterer selvfølgelig også at nogen ikke kan klare det, og i heste tilfælde når hesten først er tungt bedøvet, ja så opdager de nok ikke noget alligevel, som en anden skriver. Men jeg ville føle jeg svigtede mit dyr, hvis jeg forlod det inden det var væk.. Så jeg vil altid være der, selv om det er hårdt.

Og stort kram til dig i øvrigt, det er jo en forfærdelig ting at skulle igennem Jeg kom relativt hurtigt oven på igen, da det var det eneste rigtige at gøre. Og prøver at mindes de gode ting

Jeg ville helt sikkert være der til det sidste!

Jeg har slet ik lyst til at være der, men jeg SKAL, for det er den sidste rejse.

Jeg har været med til nogle aflivninger, men det er heldigvis over 13 år siden sidst.

Min ene hest ska afsted i løbet af efteråret, og jeg SKAL self være der.

Jeg har kendt hende i 18 år, selv er jeg der osse på den sidste rejse.

Men det blir den værste dag i mit liv, men det er det bedste for hende.

Som ponymor skriver, så er der intet rigtigt og forkert i sådan en situation. Kun du kan mærke, hvad der er rigtigt for dig og din hest. Jeg håber du får en ok oplevelse med det trods alt.

Jeg har heldigvis aldrig prøvet, at skulle aflive en hest endnu, men det kommer på et tidspunkt indenfor ikke alt for mange år

Min gamle Chanell er den eneste pony, jeg nogensinde har haft og hun lever endnu. Hun er 25 år nu og jeg har haft hende siden hun var 3 år, så det bliver ekstremt hårdt, at tage beslutningen om aflivning.

Jeg er meget i vildrede, om jeg vil være der eller ej.

Hvis Chanell kan mærke, at jeg er nervøs/ked af det, så reagerer hun promte ved selv at blive nervøs og urolig. Så på den ene side synes jeg måske, det er bedst, hvis jeg holder mig væk, men på den anden side, synes jeg, at jeg skylder hende, at være der til det sidste.

Jeg har, for mange år siden, bestemt mig for, hvis det er muligt, at Chanell skal til Givskud Zoo, så aflivning foregår med boltpistol og afblødning. Det bliver med boltpistol og afblødning uanset.

Hun skal under ingen omstændigheder aflives med sprøjte. Grunden til dette er, at hun ikke reagerer normalt på bedøvelse. Hun er en pony på 350kg og ved normal tandrasp, skal hun have 2½ x dosis til en hest på 550kg bare for at være væk i 15-20 minutter og der står hun stadig og lytter opmærksomt, går lidt frem og tilbage og tager hovedet ned fra hovedholderen, hvis hun kan komme afsted med det. Jeg kunne forestille mig, at det blev endnu værre, hvis hun er nervøs og lidt oppe at køre, fordi jeg er det, så hun stritter endnu mere imod bedøvelsen. Jeg skal ikke risikere, at stå med en pony, der tåger rundt i blinde og som skal stikkes igen og igen og igen med bedøvelse og derefter skal have nok lilla vand til 25 fuldvoksne tyre.

Nææe den dag det skal ske, tager jeg både min mor og min kæreste med og så må vi se, om jeg bestemmer mig for, selv at holde træktovet eller om en af de to skal holde hende og jeg så bare skal se hende bagefter - for se hende, når hun har fået fred, DET skal jeg!

Jeg mener at man skylder sit dyr at være der for det, om det så er en hest, hund eller kat osv. Så derfor er jeg der ALTID for mit dyr, oss ved det sidste åndedrag.

Først og fremmest: Hvor gør det mig ondt at du står i den situation, er virkelig ALDRIG sjovt! Så tanker herfra!

Nu har jeg ike som hesteejer stået i den uheldige situation af skulle tage den tunge beslutningen og føre den til dørs.

Dog har jeg som part været med på sidelinjen. Jeg må ærligt indrømme at jeg synes processen lige fra udredelsen, sidste behandling, når beslutningen tages og til dagen oprinder og så selve dagen........... det er RÆDSELSFULDT!!!!!

Jeg havde besluttet mig for ikke at være tilstede på dagen, men kunne sipelthen mærke at det var en skrup forkert beslutning. Så fra jeg satte mig i bilen for at køre ud i stalden, til jeg lukkede mine øjne om aftenen under dynen, trillede tårene konstant ned af kinderne fuldstændigt hæmningsløst. Det var simpelthen så svært at styre den sorg det var at sige farvel og kunne om aften spore en dyb sorg som bare gjorde fysisk ondt i brystkassen.

Jeg var ikke med under selve aflivnings processen for at give ejer plads og rum til at være alene med hesten og omvendt. Men så ham ligge efterfølgende hvilket var hårdere end hårdt!!!!

Var SÅ svært at se et så prægtigt, stolt, kærligt dyr med personlighed af kaliber og elsket til op over begge øre ligge der på siden. Da han ellers altid stod prægtigt og stolt med ørene fremme og ALTID var glad.

Var svært at acceptere at dyrets skæbne var bestemt for den, og svært at finde sig til rette med den magt vi har som mennesker over så prægtigt et dyr, på trods af at det er det bedste for det pga. smerterne.

På trods af at jeg var skånet for at stå med den endelige beslutning og at jeg ligeledes ikke var med under selve aflivnings seancen, så har processen sat DYBE ar i sjælen - det var bare EKSTREMT hårdt. Selv her et helt år efter, triller tårene stadig ned af kinder i mindet om et eminent venskab.

MEN MEN MEN på trods af arrene så vil jeg til en hver tid gøre det samme igen. Og hvis jeg nogensinde står i samme situation igen bare med min egen hest, vil jeg være der HELE VEJEN, ved hvert step uanset aflivningsmetode. Jeg mener virkelig at det er det mindste man kan gøre, for at følge venskabet pænt til dørs - at tage det sure med det søde.

Har man sagt A, må man også sige B

Derfor synes jeg at du skal være der for din pony til sidste sekund. Det sætter en hel del dybe ar på sjælen, men for mig er det absolut ikke en mulighed lade sin kompagnon i stikken når det bliver svært. Jeg tror på at de udmærket har en bevidsthed om at man er tilstede!!

Hvis du beslutter IKKE at være tilstede under aflivningsprocessen, vil jeg stærkt anbefale dig efterfølgende at registrere at hun ER aflivet, eller få en anden (du kender godt og har tillid til) til at tjekke det hos slagteren!

Pøj pøj herfra!

Jeg har aflivet tre heste, og ved dem allesammen har jeg været tilstede.

Fælles er, at dyrlægen har givet dem en bedøvende sprøjte på staldgangen, hvorefter jeg har trukket dem ud til det sted, hvor de skulle ligge. Her har jeg kysset, krammet og nusset, intil det bedøvende virkede.

Herefter har dyrlægen givet hesten de sidste sprøjter, og overtaget trækketovet, og jeg er gået et par skridt væk indtil hesten er faldet, hvorefter jeg er gået tilbage, og har siddet med hesten til det sidste ..

Min dyrlæge vil ikke have, at man selv holder tovet når hesten falder.. Dels fordi de kan vælte ind i en, men også fordi han ofte kan hjælpe hesten lidt idet den falder, således at den falder mest hensigtsmæssigt ..

Det kan se meget voldsomt ud når de falder, det er et stort dyr, og de falder (oftest) tungt!

Min den sidste trillede en omgang idet han faldt, men jeg var forberedt på det, den hest var en rigtig "drama queen", så selvfølgelig skulle han også gøre noget særligt ud af sin sidste rejse ..

Ingen af mine heste har haft trækninger efter de er faldet, når først de har lagt sig, har de ligget fuldkommen stille.

Jeg synes ikke at det er et spørgsmål om rigtigt/forkert, men et spørgsmål om, hvad der føles rigtigt! For mig er det meget vigtigt at være der når hesten bedøves og når den får sprøjterne og falder, ligesom jeg gerne vil se den når den er død, så jeg ved, at den er væk!

Louise

Jeg var til stede da Cox blev aflivet.. Jeg så ham få det afslappende også trak min far ham derhen hvor han skulle have den sidste sprøjte, dog valgte jeg ikke at se ham falde. Efter han var faldet, var jeg henne og nusse ham, kyssede og sagde ordentlig farvel. Herefter blev han flyttet hen hvor han skulle ligge, når daka skulle hente ham dagen efter. Det var super hårdt, men for mig var det vigtigste at sige ordentlig farvel. Jeg fortryder ikke at jeg ikke så ham falde.

Jeg fik aflivet min ponyhoppe for nogle år siden. Havde allieret mig med min far, som er hestekyndig og som kendte min pony godt. Meningen var at jeg skulle have være med, men havde min far som back-up hvis jeg ombestemte mig.

Det endte med at dyrlægen sendte mig om på folden til min vallak inden han sprøjtede hende ned. Jeg påvirkede hende simpelthen for meget. Og derfor tog det også en noget større dosis end ellers at få hende ned.

Er super glad for min far var der til at stå med hende - og for min fantastiske dyrlæge som pakkede det pænt ind at nu skulle jeg altså gå min vej. Så hende ikke efter - har aldrig brudt mig om at se døde dyr så det valgte jeg ikke at gøre. Men VED hun var væk - og ikke den hest jeg kendte.

Så om man "kan" eller "ikke kan" er noget man selv kan mærke. Men om ikke andet så sørg for at have en back-up hvis du vælger at være med og ikke kan gennemføre alligevel. For det ER en voldsom oplevelse!

Jeg var med og holdt ham selv, da dyrlægen gav ham sprøjten.

Det skylder man sin hest, sådan har jeg det virkelig.

Hej alle. Tak for jeres svar.

Det skete så i onsdags, og jeg var der igennem hele processen. Min hest har altid været en meget mentalt 'fast' pige, så jeg valgte at være der, selvom jeg måske ikke helt var i mit es.

Hun blev aflivet med sprøjte, og det var faktisk roligere end jeg havde forventet. Hun klarede det, ligsom alt andet, så fint. Hun fik det bedøvende og der gik maks 10 sekunder så hang hun med hovedet. Så fik hun den sidste sprøjte og lagde sig langsomt ned og sov ind. Min dejlige pige.

Det er utrolig hårdt at sige farvel til en man elsker så højt. Jeg kan slet ikke forstå hun er væk, efter 6 års dejligt selskab. Har de sidste par dage lige måtte tænke mig om engang, fordi der nu kun er 4 heste på marken.

Døden er enden på et liv, ikke en kærlighed.

Det skal min hest i hvert fald ikke stå alene.

Jeg har været hos 2 ud af de 4 heste, jeg desværre har fået aflivet.

Den første stod inde på det gamle KVL, og skulle opereres i den ene bagkode, hvor jeg sad og ventede derhjemme mange km fra København. Kirurgen ringede mig op derinde fra, imens hesten stadig var i fuld narkose, og gav mig den dårlige nyhed; skaden var alt for omfangsrig til, at han ville kunne redde ham og anbefalede aflivning.

Jeg græd som pisket, og ville ind til ham. Men at lade hesten stå og vente på mig nogle timer indtil jeg kunne nå ind til ham, ville være dyrplageri. Så dyrlægen undlod simpelthen at lade ham vågne op igen.

Det tog utroligt hårdt på mig,og i lang tid følte jeg, at jeg havde svigtet ham.

Nr. 2 og 3 heste har jeg selv stået med ved aflivning, hvor dyrlægen har givet dem sprøjten. Det var SINDSYGT hårdt. Nr. 2 var det kun dyrlægen og jeg, når 3 var min kæreste (nu mand) sammen med mig også, men jeg havde det værre med tanken om, at andre skulle sørge for det. Og på en eller anden måde følte jeg, at jeg ellers svigtede min hest..

Nr. 4 hest fik jeg min mand til at være der sammen med dyrlægen. Sidney elskede min mand, de var simpelthen pot og pande, og min mand tilbød selv at gøre det, fordi jeg efterhånden ikke kunne gøre det igen igen igen.. Men det er også KUN fordi det var min mand. Ingen andre havde fået lov til at gøre det.

Men når alt det er sagt, så er vi forskellige. Og man må gå ud fra at enhver aflivning gjort af en dyrlæge, gøres på bedst mulige måde og at hestens stresses mindst muligt.

Hvis man har en person, man stoler 100% på, og som gerne vil gøre det sammen med dyrlægen, kan jeg sagtens forstå at nogle vælger at få det gjort sådan.

Det ER hårdt at se sin hest falde. Det skærer dybt i hjertet! - også selvom det er det bedste for hesten på sigt.

Jeg har en veninde, som netop har fået aflivet sin hest. Den havde et brud på en halshvirvel, og kunne ikke bruges som dressurhest længere. Hun ville ikke selv stå med det.. Ikke fordi hun er speciel følsom hvad det angår med hesten (den passes til UG, men er udelukkende en brugsgenstand for hende ellers. Og duer den ikke som ridehest, med alle de penge hun betaler hver måned for den, må den videre enten ved aflivning eller sælges til en, der synes det er fedt med en hyggehest. Men hun ville ikke stå og se den falde, så hun fik en dame som hesten kendte oppe i stalden til at være der sammen med dyrlægen).

Efter jeg sagde farvel til min sidste hest, har vi købt gård, og meningen er, at jeg skal have heste igen. Når tiden en gang (om forhåbentlig mange år) kommer til, at man skal sige farvel igen, så står jeg/vi der selv igen med hesten..