TS > jeg har besluttet mig for at jeg kun vil koncentrere mig om mit, og alt det fnidder fnadder gider jeg ikke være en del af, og jeg synes faktisk det går fint!

Uanset hvad du vælger bevidst, så ER du en del af det arbejdsmiljø. Ja, man kan vælge at deltage i det eller ikke deltage, men selv når du ikke deltager bruger du psykisk energi på 'ikke at deltage'.

Så det lyder som om din ryg og mave højt og tydeligt gør dig opmærksom på det du ikke vil høre - det er den hårde måde, men der findes endnu hårdere måde, som at man f.eks. bare dejser omkuld, besvimer el.lign.

Så gør dig selv den store tjenste at tage det her alvorligt, lyt til kiropraktoren og tag det her seriøst.

Og så skal du nok overveje hvordan du vil tackle det mht. din chef. Er det et reelt tilbud når du 'skal sige til' (hvorfor har du så ikke sagt til indtil videre...) eller er der andre i virksomheden du hellere skal gå til?

Hej.

Jeg har selv erfaring med stress på egen krop/psyke. I mit tilfælde også på grund af mit arbejde. I takt med at nogle sagde op, nogle blev fyret, en langtidssygemeldt - ja så måtte jeg rende hurtigere, og påtage mig mere end godt var. Over en længere periode blev jeg mere og mere træt. Så slemt, at jeg kunne falde i søvn mindre end 3 timer efter jeg stod op, vare flere gange ved at falde i søvn bag rettet på vej til eller fra arbejde (60km hver vej). Jeg kunne ikke få lov til at få fri/afspadsere for at komme til lægen, hvilket ikke kunne nåes uden for arbejdstiden. Til sidst meddelte jeg, at jeg var nødt til at tage til lægen, og havde fået en tid.

Jeg blev med det samme deltidssygemeldt af lægen, som vurderede at jeg var gået ned på grund af længerevarende stress, og hun mistænkte at det havde medført en depression. (OBS denne læge har stor erfaring inden for psykiatri og depression, så det er ikke én der bare udskriver antidepressiver).

Jeg havde ikke direkte tænkt stress og depression, blot at jeg ikke havde det så godt. Jeg fik efter nogle uger antidepressiv medicin, og blev også sat op i dosis 1-2 gange efterfølgende samt jeg blev henvist til e psykolog. Der ville gå op til 10 uger, før jeg ville have fuld effekt, og trætheden ville være det sidste symptom der forsvandt.

Efter aftale med arbejdspladsen arbejdede jeg 3 timer/dag 5 dage om ugen, for at bevare tilknytningen og gradvist sætte tiden op.

Desværre gik min bedring ikke så hurtigt, og jeg fik hurtigt at vide, at det altså kostede arbejdspladsen penge, selvom de trods alt fik sygedagpengerefusion.

Da jeg stadig ikke var kommet tilbage på fuld tid efter ca. 6 mdr. fik jeg en fyreseddel (begrundet med nedskæringer, men det tror jeg ikke på). Jeg blev fuldtidssygemeldt i min opsigelsesperiode, så jeg ikke skulle bruge den energi jeg havde, på et arbejde der gjorde mig syg og hvor de ikke længere ønskede mig ansat. (naturligvis efter aftale med sagsbehandler ved kommunen, min læge og psykolog).

Jeg synes ikke 14 dages sygemelding er meget, men det kommer vel fuldstændig an på situationen. Du bruger nok (mere eller mindre ubevidst) enorm energi på at undgå fnidder/fnadder osv. på din arbejdsplads. Det kan fylde langt mere end du selv tror.

Det kan være rigtig godt at meditere og bruge mindfullness. Selvom det kan være virkelig svært at koncentrere sig om.

Vh Jannie

Tak til jer to der har givet jer tid til at give feedback og gode råd.

Til sanne og Jannie:

Sanne, Du beskriver faktisk situationen meget godt, der er meget fnidder fnadder, vi er kun 6 fastansatte, som skal styre en rimelig stor butik, og vi render rigtig stærkt, og med en af de andre ansatte som intet laver overhovedet, og som oveni købet får lov til det, så føler man bare et press på en, fik ikke skrevet decideret om problemet før, men det er det store problem, snakkede også med min chef om det i februar, og der gav jeg det ligesom en chance... Min chef sagde at jeg ikke skulle påtage mig det ansvar at ordne ALT, jeg måtte nøjes med at koncentrere mig om mit eget... Men jeg er bare så stort et ordens-menneske, at jeg ikke kan være i et arbejdsmiljø hvor der er ting som foregår sådan, nu har jeg forsøgt sommeren over og lidt til, men jeg har nu set hvad det så gør ved mig i stedet. og igen jeg har aldrig troet jeg skulle tage min udannelse for at være et sted, hvor man er ligeglad med hvordan tingene kører, eller hvordan tingene ser ud.. Jeg vil så gerne tage min krop seriøst, men jeg ser mig virkelig bare som svag, hvis jeg gør... For det jeg fejler er jo ikke noget som folk ud af til kan se... selv min egen mor sagde idag : "Måske det ikke er den branche du skal være i, når du konstant er syg og sygemeldt" ... Værsgo , gok oven i hovedet på en der allerede ligger ned... Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad tænker andre om mig når jeg vælger og smide håndklædet i ringen?? Og med den ledighed vi har omkring i landet, hvornår får jeg mon nogensinde et job igen så ?? Der er så mange tanker omkring det her, og det fylder rigtig meget...

Desuden skal det nævnes at jeg ligesom Jannie, har omkring 50 km til og fra arbejde... Bare den lange køretur, gør det rigtig hårdt! For det er hårdt og kører 50 km til et arbejde man ikke har lyst til...

Jeg er også bange for at nogle skal opfatte mig som en person, der "bare" tror jeg kan sætte mig tilbage og sige: Det her job gider jeg ikke, hjælp mig lige videre!!

Heldigvis har fagforeningen været inde over flere gange, og da jeg ringede idag, kunne hun tydeligt huske mig, og hun fik hurtigt lavet en tid til mig så vi kunne finde en løsning sammen på hvad der skal ske!

Jeg ved bare det vil være en lettelse og kunne sætte en punktum for at jeg ikke skal arbejde der mere, men samtidig mega skræmmende... Men oveni det, er det jo også ekstremt skræmmende og have en krop der reagere sådan her!

I februar blev jeg ene og alene sygemeldt fordi min læge ikke ville have det ansvar at jeg besvimede mens jeg kørte den lange tur til arbejde!

Det skal siges at siden februar har jeg søgt andet arbejde, har også været til en jobsamtale, men pga for lav løn måtte jeg desværre takke nej! Men tro mig jeg kæmper for at finde andet job.

Men hold op det skræmmer mig og tage den endelige beslutning og sige stop mht det job, men i bund og grund ved jeg jo godt at det vil være det bedste for mig selv og min krop... som min kiropraktor sagde idag: Du er kun 26 år, og det er IKKE allerede nu du skal være udbrændt!

Håber i vil give svar på mit svar til jer..

og andre må også stadig gerne komme med inputs..

Man kan nemt føle sig alene i sådan en situation som den her :-/

med at spekulere på hvad andre mener, det må være deres problem. Du ved jo selv hvad der er galt, hvis andre ikke kan/vil forstå det.

Du skal lære et meget vigtigt ord (som jeg har lært på mindfullness kursus) nemlig ordet pyt. At kunne sige pyt med det, og lægge tingene fra sig. Det lyder nemt, men kan være svært.

Lyt til dig selv og din krop, lyt til din kiropraktor og læge. Du er alt for ung til at være udbrændt. Reagerer du ikke nu, så kan det blive meget meget værre. Måske ligefrem invaliderende, og jeg tvivler på dit arbejde er værd at risikere dit helbred for. Dér er kun dig til at tage beslutningen, hvis ikke din krop tager den for dig først.

Prøv at se det på en anden måde; hvilken tak får du fra dit arbejde for at du ødelægger dig selv og dit helbred ved at være der?

Kan fortælle at der blev ansat to vikarer på fuldtid, da jeg blev deltidssygemeldt. Begge blev nogle mdr. efter fastansat og jeg blev fyret få mdr. efter.. Tak for det siger jeg bare. Jeg er færdig med at blive syg af at få en andens forretning til at køre rundt. Der var ingen tak for sliddet eller ros for god indsats.

Heldigvis er det jo ikke alle arbejdspladser der er som din eller min gamle. Jeg tror også, at der efterhånden er kommet en del fokus på, at det psykiske arbejdsmiljø også er vigtigt.

Nej, det er ikke nemt at få job pt. jeg har selv endnu ikke fået nyt arbejde efter min fyring. Jeg har gået arbejdsløs i 2 mdr. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få et arbejde før eller siden. Der dukker altid noget op - på en eller anden måde, så løser tingene sig altid for mig.

Selvfølgelig er det ikke sjovt, men jeg ser det som en chance for at koble af, få massere af frisk luft og motion, så jeg kan få det bedre. Medicin er jeg trappet ud af for flere mdr. siden. Det havde flere bivirkninger end effekt på mig.

Den lange køretur til/fra arbejde er ikke nem. At falde i søvn eller besvime kan nemt ske, fordi din hjerne siger, at nu kan du slappe af.. også selvom det kræver fokus og koncentration at køre bil. Jeg var selv så ræd for at køre galt - tænk hvis det går ud over andre end én selv. Jeg er glad for, at jeg ikke længere er på den arbejdsplads, for det var ikke dét værd. Jeg savner da kollegaerne, arbejdsopgaverne trivedes jeg fint med. Bare ikke den manglende kommunikation, information, og de urimelige arbejdsvilkår, som jeg mener jeg blev udsat for.

Vh Jannie

I foråret talte min krop også med STORE bogstaver til mig!

Først fik jeg influenza, så fik jeg mellemøresbetændelse, så lungebetændelse og ny omgang influenza... Alt sammen på 2½ uge!!

Aldrig i mit liv har jeg været SÅ skidt og så længe... Min chef var forstående og bød selv ind med om det mon var stress? Så slog det mig at jeg i flere uger forinden, havde haft en nerve i højre øjenlåg, der sitrede (typisk stress tick) on-off hele dagen...

Havde ikke skænket det en tanke, men fik en samtale med min læge, som hurtigt kunne sige at det var vist ikke skudt helt ved siden af.. Så jeg har fået tilrettelagt min arbejdsplan lidt og er nu bevidst om at jeg skal slappe af i mit hovede.. For fejlen ligger hos mig selv, ikke på mit arbejde eller lign.. Jeg har bare store krav til mig selv, både proffesionelt og privat.. Dem skal jeg lære at skrue lidt ned på..

Jeg satser på at skrue ned med arbejde snart, så jeg kun har 1 arbejdsplads, lige pt har jeg 2, har nemlig noget deltid 3 gange om aftenen i ugen et andet sted, det skal jeg af med kan jeg mærke, det stresser mig helt fra morgenstunden, når jeg ved at jeg senere skal afsted midt om aftenen, det dur ikke... Så må de ekstra penge, altså bare undværes indtil jeg kan komme tilbage på alm tid på mit normalte hverdags arbejde...

Stress kommer jo af mange ting, men ofte er det en selv, der vil tage hensyn til andre/andet, istedet for én selv først...

Til Jannie:

Jeg ved godt jeg skal lade være med at tænke på hvad andre siger, en ting jeg alle dage kæmper med...! Men specielt i sådanne tilfælde som den her, som er en rimelig stor beslutning og tage, mht. at stoppe med at arbejde på sin arbejdsplads...

Jeg glæder mig nok bare til den samtale med min fagforening på fredag, så man kan få svar på alle sine spørgsmål!

Frygter bare når fagforeningen skal ringe til min chef!

Til Jeanette:

Det er faktisk rart og hører en helt anden version af en sag der starter sådan ud.. Jeg ville så meget ønske at min chef kunne se hvor meget jeg knokler på mit arbejde, hvor meget jeg gør for at tingene kan hænge bare lidt sammen, og at han så bare ville sætte lidt pris på det, at man kunne få lidt ros for det man laver... Men desværre, han er en MEGET ung chef, og det er hans først chef job det her, så vi alle sammen er en slags prøveklud for hans fejl.. og det har jeg desværre bare ikke psyke til..

Men hold op jeg tager hatten af for din chef, at han/hun behandler dig så pænt, og ligefrem selv byde ind med hvad der kan være problemet.. Her er min chef opdraget på den gamle måde: At sygdom skal arbejdes væk! SÅ kommer ALDRIG til at modtage forståelse for ham..

og man kan sige og også det der gør at jeg et eller andet sted ved at det her er den rigtige beslutning, at jeg har givet det en chance på lidt over ½ år, fra min sidste sygemelding.. Så føler et eller andet sted at jeg har kæmpet alt hvad jeg kan, og det er jo desværre bare blevet værre..

Men hold op det er skræmmende og finde ud af at sin krop kan tale til sig på sådan en måde, når man ikke lytter til den 1 gang

Jeg kan rigtig godt lide og er enig i Ole Vadums Dahl indsigt i, hvad årsagen til stress er helt inde ved kernen.

-At det handler om at den flinke side, den perfektionistiske side, slavepiskeren og den indre kritiker overtager styringen indeni, og så er vejen til stress lagt!!

Se ham her:

www.youtube.com/watch?v=RX8NW2d_Eys

Jo man kan blive så syg af stress at kroppen giver fysiske symptomer..

Har selv været så langt ude at lægerne var sikker på det var en blodprop i hjernen, men det var "bare" stress..Jeg fik regulær hukommelses tab, og kunne ikke skrive, huske ret mange mennesker, mistede balancen, kunne i cykle, ride osv..

De fleste af tingene er kommet igen hen ad vejen, men har stadig lidt bivirkninger af det og det skete tilbage i 2007.

Nu har jeg lært at være mere opmærksom på min krops signaler(og i bedre tid) fx får jeg en hyletone i det ene øre, og tics ved det ene øje (som Jeanette) når jeg presser mig selv for meget. Så ved jeg det er tid at slappe lidt af.

Grænserne for hvornår jeg er ved at være "overloadet" i hovedet er også markant mindre, men det håber jeg at lære at leve med. Fra at kunne have 100 vis af bolde i luften, kan jeg nu i en god periode have 3

Så pas nu på dig selv

Horseback: Jeg kan sagtens forstå dig. Det er nu engang lettere at lide af noget, som folk kan se.

Kunne der evt. være mulighed for, at holde et møde mellem dig, din chef og fagforeningen, hvor i kunne tale om arbejdsvilkårene/det psykiske arbejdsmiljø - måske kunne i finde en løsning, så du kan blive der. Måske er din chef ikke opmærksom på, at hans ledelsesstil måske ikke er den mest optimale i forhold til dig. Han tænker måske ikke over, at de fleste gerne vil have anerkendelse/ros for vel udført arbejde, og at evt. kritik kan siges på mange måder. Bare en tanke - men lettere sagt end gjort.

Ja, det er utrolig hvad ens krop kan/vil fortælle, hvis man ellers lytter.

Esma: Jeg har set det link før, på mindfullnesskursus. Jeg tror bestemt også at der er noget om det. Jeg kender det jo fra mig selv.

Vh Jannie

Hej,

Erfaring har lært mig én ting: Der er kun én i denne verden, der passer på dig - og det er dig selv!

Så gør det! For din egen skyld! Lyt til din krop, lyt til din kiropraktor og lyt til din mor

Held og lykke.

MVH

Jette

for guds skyld tag det alvorligt når der er nogen der har mistanke om at du lider af stress.

Jeg er lige blevet raskmeldt efter en sygemelding på ET ÅR! fordi jeg ikke lyttede til mig selv og min krop. Der var desværre ingen der havde sat mig ned før det skete og sagt til mig at der var noget galt. Det gik først rigtig op for mig da jeg lå i en ambulance og ikke kunne få vejret, at jeg var måske ikke heelt så godt kørende som jeg troede

Det skal siges at på trods af at jeg er raskmeldt så døjer jeg faktisk stadigvæk med min stress og tror jeg kommer til at have det i hovedet resten af mit liv. Der skal ikke så meget til før jeg ikke kan overskue tingene og alm hverdagsting som at skulle vaske tøj, gå ud med skraldespanden osv. skal næsten planlægges ind i min dag og der bliver skrevet huskelister hvis der er flere ting jeg skal på en dag bare for at få tingene ud af hovedet.

Jeg ville ønske at der var en der havde sat mig ned før alt dette og haft en alvorlig samtale med mig. Du mærker ikke til det som sådan.

Tingene køre jo fint nok, jah du har noget at se til, men det har alle andre jo også! og ja du er syg lidt oftere, men igen det er der også mange andre der er, du har måske en tendens til at blive lettere irriteret over småting, men det er jo bare en periode. DET ER DET IKKE! Det er tegn på stress!

Synes faktisk at der desværre er en tendens i vores hverdag hvor hvis man giver udtryk for at man har meget at se til så er der nok nogen der skal komme men en kommentar om at det er da meget normalt og hvorfor det virker uoverskueligt?! Det er kan jo sagtens virke uoverskueligt for dig og ikke for andre.

En ting der hjalp mig var min psykolog, mine nærmeste og at snakke med andre der led af det samme. Der er SÅ meget mere forståelse fra folk der selv har eller står i samme situation, andre kan sagtens forstå, men de ikke RIGTIG sætte sig i dit sted hvis de ikke selv har været der. Jeg led meget af tanker som jeg selv mente var uretfærdige og underlige som jeg ikke just havde lyst til at dele med andre, jeg skammede mig faktisk lidt. Men den gruppe jeg gik i med andre stress ramte kunne jeg dele det med og få forståelse fordi jeg var ikke alene om at have sådan nogle tanker. Det giver en SÅ meget.

så mit råd til dig er lyt til din krop der er en grund til at den reagere som du gør. Når du står i en sygemelding så vær ærlig overfor andre omkring din situation, det er ærlig snak og der er faktisk rigtig mange mennesker der viser forståelse mere end jeg havde regnet med. Din omgangskreds skal jo også vide hvad der foregår så de kan tage hensyn. for jo de bliver nødt til at tage hensyn. Det er dit liv og du skal forhåbenlig være her mange år endnu så hellere sig fra end at køre dig selv derud hvor du ligger i en ambulance og tænker "hvordan havnede jeg lige her?!"

OG så kan bogen "stress fri - på tolv uger eller mer" Varmt anbefales

Held og lykke med det hele

en blodprop i hjernen, som nok er udløst af stress over lang tid.

Faldt omkuld på mit arbejde og fik heldigvis hurtig hjælp således jeg kunne få trombolyse indenfor tiden.

Jeg er idag tilbage på arbejdet efter ca 1½ år. Har en god chef, der gør alt det rigtigt for mig i min situation, og har været der for mig hele tiden.

Og ja, har også i mit forløb fået at vide flere gange at det handler om at jeg er for perfektionistisk, og altid har tænkt på de andre inden mig selv.

Dette er noget jeg har arbejdet meget med i mit sygdomsforløb, med hjælp fra bl.a. min chef og en psykolog.

I dag er jeg bedre til at få sagt fra, og ligeledes får jeg meldt ud, når der er "fnidder" omkring mig, da jeg selv kan mærke at jeg ikke kan være i dette.

Jeg har i dag flere ting jeg har meget svært ved, pga. skader i hjernen, men jeg er tilfreds med mit job, og arbejder så med at finde strategier jeg kan bruge hvis noget er svært, og ellers er det jo ok at få sagt at jeg har brug for lidt hjælp.

Det er vigtigt at tænke over om arbejdet er det hele værd, dette har jeg gjort men har også fået meldt ud overfor kollegaer at jeg ikke kan klare alt det fnidder der har været. Så alle har gjort sig nogle overvejelser, og idag er det ikke så slemt som det har været.

at jeg er kommet under en § 56, som gør at når jeg er fyldt op i mit hovede og kan mærke at jeg er begyndt at få svært ved at overskue at skulle på en vagt (jeg er socialpædagog), kan jeg gøre brug af denne § og tage en dag hjemme. Dette er dog noget jeg arbejder hårdt på at kunne bruge uden at få dårlig samvittighed, men her er min chef også god til se behovet og tage snakken med mig, således jeg kan smide den dårlige samvittighed væk.

Jeg er også så lykkelig for at min chef er så forstående og villig til at hjælpe, istedet for bare at få mig ud af vagten hurtigst muligt!!

Mit stress er selvfølgelig ikke væk, langt fra.... Men jeg prøver ihærdigt at koble fra i hjernen og tillade mig selv at slappe af når jeg sidder i sofaen, istedet for at tænke "Ej jeg burde også lige støvsuge, eller jeg burde også lige gøre bilen ren"

Man bliver nødt til at give sig selv tilladelse til ikke at være overskudsmennesket, ikke at have top styr på alting og acceptere at ens hjem ikke er lige til en udgave af "Bo Bedre" photoshoot!

Ved ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis min chef ikke havde magtet opgaven med at tage hånd om sin medarbejder... Så var jeg nok langtids sygemeldt allerede....

Tusind tak for alle de svar og inputs der er kommet...

og hold da op det overrasker mig meget at der er sp mange som egentlig lider af stress... Et eller andet sted er det også "komisk" rart og vide at man ikke er alene om det her problem!!

En af jer beskriver mig fuldstændig som den jeg er.. Jeg er nemlig et ordensmenneske, der skal være orden i tingene, og jeg er perfektionist ud til fingerspidserne!! Jeg kan slet ikke holde ud når der roder det mindste!

Siden min sidste sygemelding, har jeg på arbejdet KUN koncentreret mig om mit eget, men samtidig har jeg alligevel været irriteret over rod, og over små skænderier på job osv... ! Så alligevel har jeg jo et eller andet sted brugt energi på tingene..

og jeg har det sku ikke godt når jeg kører fra job, og endnu en dag er gået, og jeg kan se hvilke afdelinger der er brugt "kærlighed & omsorg" på og hvilke der ikke er. I min verden burde alle på en arbejdsplads have sammen intentioner om at drive stedet i den rigtige retning, men det er det desværrre ikke her..

Jeg vil sige efter mit første indlæg, og efter jeres vidunderlige svar, har det virkelig givet mig stof til eftertanke, jeg har tænkt, tænkt og atter tænkt!

Når jeg virkelig mærker efter allerinderste inde, er mit ønske jo slet ikke og komme væk derfra, jeg kan jo skide godt lide mit arbejde!

Mit problem er egentlig at jeg får ikke den løn jeg skal have til det ansvar jeg har! Men det er bare så flovt og nævne, for det er et problem ALLE nok mener de sidder med på sin arbejdsplads! Derfor har jeg nok ligesom lagt en facade op og givet andre ting skylden, fordi tingene jo så hober sig op til at blive en stor ting...

Fik jeg den løn/det tal jeg sidder med i hovedet ville jeg synes det er fair at jeg laver alt det arbejde jeg gør.. Men det er hårdt og få en løn som er så lav at det er til grin, også samtidig skal man knokle ALT hvad lemmerne kan holde til.. Mens en anden ansat bare kan gnide sig i hænderne og ikke tager sit ansvar seriøst, og får kassen for det..

Det er der mit problem startede...

og har endda taget en løn samtale i februar med min chef, og kunne kun få 500 kr mere, fordi jeg ikke vidste nok initativ osv.. BULLSHIT!!! og det vidste han udemærket godt, men han havde ikke andet og sige derfor blev det lagt til grunden, han kunne ikke engang komme med grunde til hvad jeg kunne gøre for at komme op på det jeg ville!!

Det er virkelig hårdt, og det er uden tvivl det der gør at jeg synes alting er rigtig træls på arbejde, for bliver man ikke anerkendt overhovedet så mister man bare interessen og lysten til at gøre noget godt!

og behøver ikke nævne de ting der gør at det påvirker mig psykisk for det har i jo allerede hørt om..

Men i skal have TUSIND tak fordi i fik mig til at se tingene i øjnene, i har alle fået mig til at sætte mig ned, og tænke over hvad er det egentlig jeg dybest set er utilfreds med..

Så istedet for at gå til mødet i fagforeningen med et ønske om at komme væk derfra, vil jeg nu snakke med hende om det her med løn osv.. Om hun kan hjælpe mig til at tage en snak med min chef, og forklare ham tingene, og hvis ikke, om hun så kan gøre mig klar til en evt. løn samtale..

Men tror desværre ikke at en løn samtale vil gøre den store forskel, for har jo prøvet engang..

Det gør bare ondt indeni, at man får så lav en løn til hvor meget arbejde jeg udfører.. og har trodsalt været udlært i 6 år nu indenfor min branche.. og behøver nok ikke nævne at jeg ikke får ret meget mere end mindstelønnen..

Jeg ved fra andre kollegaer får meget mere end mig, og som har mindre ansvar.. Ved sågar at i nogle butikker får kassemedarbejdere mere end mig..

Det tærer utrolig psykisk på en..