Ja, både chefer og alle kollegaer med facebook.

vi er omkring 30 ansatte og mange af os ses også privat. Så det føles helt naturligt.

Ikke på min nuværende arbejdsplads. Har kun været der i 2-3 mdr. så sådan et forhold har vi ikke endnu.

Men det kommer an på mange ting om jeg vil være venner med kollegaer og især chefer på facebook. Hvis jeg føler en chef prøver at agere venner med én, så tager jeg afstand - for jeg vil gerne holde det professionelt.

Ellers har jeg ikke noget imod det - har intet at skjule

... venner med de fleste af mine kollegaer i min egen afdeling - men ikke med min chef.

Jeg kan se på hans profil og på mine tidligere kollegaers profiler at han gerne er venner med tidligere ansatte - og den dag jeg ikke længere er ansat vil han HELT sikkert få en venneanmodning.

Men han har selv givet udtryk for at det KAN hæmme nogen at deres chef læser med, så han synes ikke at det er en god ide. Og det er jeg ganske enig med ham i - også selv om jeg ikke skriver noget der ikke kan læses af alle.

Nu har jeg ikke facebook, men havde jeg ville jeg aldrig være "venner" med mine kollegaer på facebook.

På min arbejdsplads har vi fornyligt haft en episode grundet et billede der netop var havnet på facebook, der resulterede i en tjenestelig samtale. Hører ligeledes ofte kollegaer sige: Ja så har hun meldt sig syg, men sidder på facebook hele dagen.

I bund og grund synes jeg, at facebook bør være adskilt fra ens arbejdsliv.

Absolut ikke - det kommer ikke dem ved

Hverken kollegaer, chefer eller noget.

Tidligere kollegaer har jeg dog.

-Og det har været svært, for alle ansøger alle - men har holdt fast i min overbevisning.

Hvis de skal vide hvad jeg lavede i weekenden, skal det være op til mig om det fortælles

Jeg er venner med nogle af mine kollegaer, men bestemt ikke allesammen!

Dem jeg er venner med, er dem jeg har det bedst med - og som jeg også sagtens kan se privat .. Dem jeg ikke er venner med på FB ville jeg ikke ses med privat, derfor har jeg ikke ansøgt dem.. Til gengæld ville jeg godkende anmodningen hvis de anmodede om venskab - hvilket de endnu ikke har gjort..

Jeg er ikke venner med min chef, og kunne aldrig finde på, at ansøge hende - hun ville heller ikke ansøge mig, hun er ikke venner med nogle fra arbejdspladsen..

Louise

jeg er ven med en fra mit firma, og vi er omkring 30 ansatte, min mand er så ven med nogle af dem også, da han kendte dem før jeg startede der. Men jeg ved ikke om det er noget jeg ville eller ikke ville, nu har ret mange i mit firma bare ikke facebook generelt, så er det jo så nemt

Aldrig i livet. Er ikke venner med hverken kollegaer eller chef.

Måske - men så ville jeg smide dem i en gruppe, hvor de kun har begrænset adgang til statusopdateringer, billeder mv. Måske bare, så andre kan se vi er bekendte.

jeg er venner med enkelte kollegaer, jeg har været ansat en måned så kender ikke så mange endnu

Jeg har ikke noget problem med det, men jeg risikere så heller ikke at blive kaldt ekstra ind eller noget, så på den måde har det ingen "konsekvenser" og så har jeg for mange at se nok et ret kedeligt liv så der ikke så meget at følge med i

Jeg skriver lidt om min søn og poster lidt billeder der, så familien længere væk kan se hvad der sker herover i familien kbh, og så bare ting som hav en god dag eller lign.

Ville så heller aldrig rase ud over arbejde på face eller andre sociale medier for den sags skyld

Nu er det sådan at jeg ikke har et arbejde, da jeg har et handicap ADHD) og nogle andre problemer (har svært ved) og jeg ikke kan arbejde, hvor der er mange mennesker og i 37 timer om ugen, sådan er det og det har jeg lært at leve med

I det system jeg er i, hvor mine kontaktpersoner er ansat i, har jeg mine Støttet/kontaktpersoner som venner på Facebook og jeg har også chef af det system som ven på facebook, men det er mere som støttet og hjælp, hvis der skulle opstå noget - kan ikke lige forklare det, da det er svært at skrive det

Ud over det er jeg KUN venner med dem, som jeg er venner med i virkeligheden også. Da min profil på FB er en privat profil og forum for en dagbog eller hvad man skal kalde det

Hvis jeg havde et arbejde er min personligt holdning til at jeg ikke vil havde min chef og mine kollegaer med mindter jeg ser nogle af mine kollegaer privar

Jeg er heller ikke venner med alle dem jeg gik i skole med, da jeg har haft masser af træls oplevelser og disse oplevelser er desværre et sår der ligger dybt i mit hjerte. Og jeg er heller ikke venner med de lære jeg havde fra da jeg gik i skole og det er simpelthen pga. alt hvad jeg har været igennem af træls ting i min skoletid.

Det er ihvertfald helt sikkert en situation jeg vil overveje en ekstra gang næste gang jeg får et fast job (skal studere pt.), for jeg har nemlig også oplevet at blive kaldt til samtale på baggrund af sladder fra nogen kollegaer, der mente at fordi jeg lagde et billede op af nogen kammerater (som jeg ikke engang selv var med på..) så måtte det betyde at det var taget DEN DAG jeg var syg..

Det var det ikke, og jeg var syg, og dette var min chef bekendt med (jeg havde noget virus på det tidspunkt der on/off kunne fremkalde influenza lignende sygdom) men hun håndterede bare denne episode så dårligt og uprofessionelt, og lod som om hun troede på mig hvorefter hun sladrer videre om det med mine kollegaer når jeg vender ryggen til.

Siden kunne mine sidste 2 mdr på arbejdspladsen kun gå for langsomt, det var så ubehageligt at være genstand for sladder på en i forvejen lille og indspist arbejdsplads.

med de kollegaer fra tidl. jobs, som jeg sås med privat/svinger godt med - vi var også FB-venner, imens vi arbejdede sammen. Der er dog nogen, som jeg modtog anmodninger fra, som jeg (på akavet vis ...) ikke accepterede, f.eks. vores HR-dame (lille firma, så hun var en del af ledelsen) og en meget kristen kollega, som jeg havde set lagde rimeligt ekstremistiske kommentarer på andres status/væg.

Min tidl. boss var jeg ikke FB-venner med, da jeg arbejdede for ham, men han ansøgte om venskab det øjeblik, jeg forlod firmaet - han er stor tilhænger af sociale medier, så det er helt fint - jeg har så placeret ham i min gruppe af "bekendte", der ikke kan se alt, hvad jeg offentliggør derinde.

Niks!

Jeg har kun et studiejob hvor jeg møder ind 1 gang om ugen, men aldrig om min chef skal vide hvor fuld jeg er nede i fredagsbaren!

Eller hvor meget jeg æææælsker min kæreste.

Ej, det er bare for uprofessionelt og det skal lige siges at min chef er MEGA afslappet, det er et stort firma der tjener mange penge, men han vader bare rundt i strømpesokker på kontoret og snakker om Game of Thrones med mig i en halv time (af min arbejdstid).

Han er mega cool og ville helt sikkert ikke rynke på næsen af mine fulde-billeder fra byen, meeeeen, det er ikke en del af mit liv som jeg synes min chef/kolleger skal have indblik i

Hvad jeg har lavet i weekenden svarer jeg på hvis de spørger, men de skal egentlig helst bare vide at jeg er sød, pligtopfyldende og altid møder ind til tiden

De behøves ikke have andre billeder af mig end dét

Er til gengæld venner med en stor del af dem på min årgang på studiet, men det er jo helt noget andet.

Nej - jeg er bestemt ikke venner med hverken kollegaer eller chefer på faceb. Det kommer sig af at facebook er mit privat, og forbeholdt de jeg taler med og omgåes i min fritid.

Jeg er venner med et par tidl. kollegaer på face - godkendt efter vi ikke længere har arbejdet sammen.

Har oplevet en der var i samme virksomhed som jeg selv fik en diskusprolaps - hun var så venner med mange fra virksomheden på face. Hun valgte så at tage med sin mand til et arrangement hvor hun så bliver tagget med nogle af hendes venner.
Der bliver også lagt billeder ind.
En i virksomheden får så åbenbart MEGET ondt i enden, og flyver hen til chefen om mandagen og fremlægger at hende her altså har været til bla bla bla og om nu også det er etisk korrekt når man er sygemeldt

Tænker at hun jo kan have haft gode dage, der har gjort hun har kunne tage afsted.

Hun bliver så indkaldt til en samtale under sin sygdom hvor chefen konfrontere hende med sin viden, og mener at man ikke kan rende rundt til arrangementer når man er sug????!!!???

Hun forklare at hun har været afsted i sammenlagt 4 timer om dagen, og har haft en campingvogn til at hvile sig i.. Chefen er meget uforstående overfor dette, og det hele ender med at hende der var til arrangementet bliver opsagt..


Det er netop en af grundende til jeg IKKE vil være venner med kollegaer der.. Sæt man blev syg, men havde en god dag og det så gav en kollega ondt i enden...

Jeg er venner med de af mine kollegaer som jeg har et egentligt forhold til Alt andet hører til på LinkedIn

Jeg har ikke en facebook profil - men det har min kat

Min kat er ikke venner med mine medarbejdere eller overstående.

FB bruges meget sjældent og katten har kun få venner.

Det er jo blot en virtuel sladder-klub

Mvh

MonaK

Nej hverken cheferne eller medarbejdere.

Jeg arbejder på en skole og der er derfor også jævnligt elever der sender venneanmodninger til mig på FB. De bliver afvist venligt med en forklarende besked om at skolen er min arbejdsplads og at min FB er en fritids-ting.

Den eneste undtagelse der er fra den "regel" er et par stykker af tidligere elever som gerne har villet holde kontakten efter de er gået ud af skolen. Og det er også dejligt at kunne følge lidt med i hvordan det går dem fremad.

Jeg er FB venner med både kolleger, leder og elever. Jeg er så heller ikke fuld hver weekend, eller bruger FB til at rase ud. Mine elever må godt opleve at deres lærer er en person med et liv udenfor skolen. Jeg er opmærksom på, hvad jeg lægger op på siden, og jeg sender aldrignanmodninger til eleverne. Det fortæller jeg dem samtid med at de får at vide at de gerne må ansøge. Jeg vil ikke lægge pres på nogen. Til gengæld har jeg via FB fået nogle oplysninger om eleverne, som jeg kan bruge i mit arbejde. Kærestesorger osv. Dette fortæller jeg også til elever, så de selv er opmærksomme på, om de har lyst til at jeg skal vide sådan noget om dem. Har endnu ikke oplevet problemer med FB i de 8 år jeg indtil nu har været overbygningslærer.

Ha ha Alice - Det er nu heller ikke fordi jeg er fuld hver weekend (det er vist år siden det er sket) og jeg raser heller ikke så meget... Nårh, jo en gang imellem gør jeg vel

Jeg lægger aldrig noget på nette, FB eller andre steder, jeg ikke har lyst til at blive præsenteret for igen. Men lige som der er forskel på hvad jeg taler med forskellige mennesker om, så er der også "voksenting" som hverken de store og små elever eller lærere har forudsætninger for at forholde sig til.

Inden jeg fik job i skoleverdenen arbejdede jeg bla. som håndværker og jeg kan huske engang hvor der var en af de nye lærlige der spurgte mester om hvorfor han altid kørte hjem til frokost? Mester svarede at det havde han altid gjort fordi at svendende skulle have lov til at spise deres mad i fred og kalde ham et dumt svin i middagspausen hvis de havde lyst. Det var deres pause!

Det syntes jeg egentligt er et godt princip og det er primært derfor jeg holder snot for sig og skæg for sig...

Ud over det så er der et par andre grunde som er lidt mere dystre.

Jeg har tidligere arbejdet på en institution med vanskelige unge hvor vi havde en sag med beskyldninger fra en af de unge piger imod en mandlig lære omkring tilnærmelser og det der var værre. Skolen havde en politik om åbne døre og ingen privat kontakt til eleverne. Et udemærket princip og det viste sig også at det som pigen havde som "beviser" nemlig upassende SMS'er, var sendt fra en venindes mobiltelefon uden veninden viste det! Det kunne meget nemt have blevet en særdeles mudret affære, hvis ikke skolen havde denne holdning.

Ud over det så er jeg skolens "IT mand". Det er lidt det samme som at være tandlæge til et selskab hvor folk begynder at sidder og gabe op og vise deres tænder frem for at få gode råd Bortset fra at FB giver mulighed for at udstille deres dårligt vedligeholdte computere 24/7 på FB - det kommer bare ikke til at ske!

Hvis jeg var en mandlig lærer, tror jeg faktisk også jeg ville overveje det med privat kontakt (sørgeligt, men ikke desto mindre). Jeg har bare oplevet flere gode ting med FB end dårlige. Vi har naturligvis snakket om det til møder på skolen, og konklusionen var, at det måtte vi selv styre.

Jeg lagde engang et billede af mig selv og en gammel ven ind på min profil ( jeg var nok 6 år gammel da billedet blev taget) Det havde eleverne en fest med i to dage og så var den skid slået Som dig, Jens, har jeg samme princip - læg ikke noget ud du ikke kan tåle at se igen. Det gælder nu al min færdsel på nettet. Det kunne nogen lære af. (Har en gang lavet en "fejlvurdering" og det blev hurtigt rettet)