Spændende læsning, tak for det!
Jeg har været uheldig med, som nyuddannet, at være havnet på en rigtig dårlig arbejdsplads med et miljø, som fik folk til at flygte eller gå ned med stress på stribe. Så kom jeg et sted hen, hvor jeg, efter at have skaffet firmaet en kæmpe omsætning på 14 dage, blev sparket ud uden løn, og derefter til et lille sted, hvor chefen fandt på ting hele tiden, og det hele skulle helst have været i går, og jeg fik nærmest intet i løn. Umiddelbart var jeg glad for chefen, men det var stressende, forvirrende og træls, men dog til at holde ud som den midlertidige løsning både hun og jeg vidste, at det var.
Nu har jeg så fået et fast job. Umiddelbart var mit indtryk af stedet rigtig dårligt, den første uge af ansættelsen blev det kun værre, og så er det faktisk gået rigtig fint den første måned. Umiddelbart et godt sted at være, søde kollegaer, og egentlig en god stemning. Men jeg har været der lidt over en måned, og nu begynder det hele egentlig at ramle - igen. Folk siger op fordi de ikke kan få rimelige lønstigninger, der gøres en kæmpe forskel i lønningerne, og kun dem, der er rygklappere for chefen, har noget at skulle have sagt.
Alt dette kommer sig af, at en lønning ved et uheld havnede på mit bord, og da en af mine kollegaer i forvejen havde pippet lidt, så talte jeg med hende om det. Hun får 28.000 kr. om måneden, hun har en ph.d. og en postdoc, passer sine ting, tager ofte de opgaver, de andre ikke gider at have, men rygklapper, det er hun ikke. Det, der ved et uheld landede på mit bord var, at en af vores andre kollegaer, som "kun" har sin kandidatuddannelse, får 8.000 kr. mere hver måned! De to er ansat samtidigt, hvor de begge var "nyuddannede", den ene som kandidat, den anden som ph.d. og postdoc. Sidste år kunne der ikke blive tale om lønstigninger fik de at vide, men kandidaten fik altså en lønstigning pr. 1/2.
Samtidig fortæller flere af mine kollegaer, at de tidligere ansatte har sagt op, fordi der er for travlt, og fordi der ikke bliver lyttet til det fra ledelsen. Og så hedder det sig, at vores direktør bare er til pynt, og at han ikke er interesseret i at køre firmaet - det virker også sådan, synes jeg. Ledelse, det er der ikke noget af, så på den måde kan det godt være et sted, jeg kan holde ud at være, for der er ingen fare for, at man får en overhaling af chefen, for han er ligeglad.
En måned er ikke lang tid at give en ny arbejdsplads, men jeg må nok indrømme, at jeg simpelthen ikke endnu engang gider at være på en arbejdsplads, hvor der ikke er proffesionelle mennesker, som er interesseret i at køre firmaet bedst muligt. Jeg trives slet ikke i et miljø med ligegyldighed og inkompetence, og selvfølgelig har lønnen også noget at sige! Hvis jeg fik samme løn som min kollega, 8.000 kr. mere hver måned, så ville mit liv da se helt anderledes ud! Så ville vi i løbet af ingen tid kunne betale vores banklån ud og begynde at spare sammen til ombygning, eller endda bare låne til det og så komme videre i livet. Og eftersigende fik en af de kollegaer, som er taget derfra, en meget høj lønstigning uden at behøve at forhandle om lønnen på sin nye arbejdsplads. Så nu overvejer jeg at søge væk, dels pga. lønnen, dels pga. stedet. Men hvor er det dog umådeligt træls - hvor svært at det at finde en god arbejdsplads??
Men hvad er vigtigst for jer?
forstået på den måde, at den viden man har og den (lange) tid man har lagt i sin uddannelse, den skal også afspejles i lønnen. Jeg har valgt min uddannelse ud fra det synspunkt, at det er noget jeg skal glæde mig til hver dag, og gerne vil lave resten af mit liv. At der er en ok løn oven i, er noget jeg der som et absolut plus - jeg tror bare ikke jeg duer til at leve for havregrød og ikke kunne købe det jeg gerne vil have.
