Der er faktisk en masse spændende problemstillinger i det her.

Ja, det lyder til, at dine bedsteforældre er ekstremt traditionelle. At de gerne vil have at alting skal være, som det altid har været uden tanke for at tingene jo altså forandrer sig, det... er jo lidt pusseløjerligt set udefra.

På den anden side, så er det deres fest. De betaler. Deres dag.

Så står du der som gæst. Du lyder til at være meget tro mod den person, som du nu engang er. Du har omvendt også dine "traditioner", som du naturligvis vil være tro mod og jeg kan immervæk godt forstå, at du stejler over, at bedstemor vil bestemme din påklædning (jesus... ). Og så lige "detaljen" med, at du ikke ønsker at sidde ved din mor og søster.

Det er bare ikke din fest. Det er ikke dine penge, der betaler gildet. Det er ikke din dag.

Jeg kan såmænd både give dine bedsteforældre og dig ret. Det er deres dag, men de prøver at presse noget ned over dig, for at få dig til at være, som du engang var. De tager godt nok forandringer dårligt.

Men det kan du ikke rette på nu!

Er den 3. mulighed, at du slet ikke er med til festen? Skriv et pænt brev med tillykke på dagen osv. og vedlæg det en fin gave og luk den der?

hej.

ja det kan nemt blive svært med det familie.

Det er jo lige en sag for Mads og monopolet. men ellers er heste-nettet jo også et glimravende sted.(og det mener jeg) at drøfte det.

Jeg synes at du skal holde fast i den tøjstil, som du nu engang har. Selvfølgelig kan man sagtens holde fast i dig selv i dit tøj, og så kan du jo vælge at nedtone de ting den dag, som du ved måske vil falde din familie allermest for brystet. Men jeg vil godt nok også være ked af hvis nogen skulle dikterer mig, hvad jeg skulle komme i. Og det vil jeg heller ikke finde mig i. Der kan være i indbydelsen at der er en bestemt dresscode. og så må man jo udfra sin personlige stil prøve at ramme det. Er der ikke skrevet noget i indbydelse, så må man komme i det som man finder er pænt selskabstøj, og det er jo vidt forskelligt.

Med hensyn til bordplan. hmmm. tja jeg synes du har gjort hvad du kan for at påpege, hvordan du har det med det. Men ligesom de ikke kan dikterer dig hvad du skal have på, tænker jeg at du heller ikke kan dikterer, hvor du skal eller ikke skal sidde. man kan indgive ønsker. lige som dine bedsteforældre har gjort i forhold til dit tøj.

Så er det op til dig, om du vil komme til festen, og det er op til dine bedste forældre om de vil inviterer dig, velviden hvilken tøjstil du har . Håber du kan bruge det til noget. Men igen det er svært. og der kan være mange følelser i klemme, når det er familie. men prøv ikke at ligge for mange følelser i sådan noget som det her.

hilsen Rikke.

hej

kan se at både Camilla og jeg har skrevet samtidig. lidt sjov. med samme kommentar til mads og monopolet.

Rikke

Hvad kan vi sige andet end "great minds think alike"

Tak for svarene I to.

Jeg er ganske enig i, at det er deres fest, og at man kommer i passende tøj. Men som Rikke også skriver - og som jeg også har forsøgt at forklare mine bedsteforældre - så er det jo forskelligt, hvad man finder som værende passende/pænt. Jeg har ikke så meget imod ønsker fra deres side, men når de går direkte imod hvem jeg er, og de jo forsøge at prænge en 22-årig på, at hun skal gå i tøj fra deres ungdom, så bliver det altså for meget for mig.

Jeg er helt hundrede på, at de ikke fortæller nogen andre, hvad de skal tage på. Og der står ingen dress-code i indbydelsen.

Holder man kostume-fest, kan man jo også forlange, at folk kommer i kostume - men ikke diktere præcist hvilket, de forskellige skal komme i.

Det med pladsen spurgte jeg dem kun om fordi, at vi har et OK forholkd (de der dem i familien, jeg har mest med at gøre) og de har fulgt sagen med min mor og søster. Så derfor gik jeg egentlig ud fra, at det på en eller anden vis hang usagt i luften, at jeg da måtte sidde et andet sted. Men det gør dte jo så ikke, når familie sidder ved familie - uanset hvad.

Det er ikke umiddelbart en mulighed ikke at komme - så vil de nok være dybt skuffede og ikke tilgive mig indenfor de næste par år. Ligeledes med resten af familien.

Det er et stort pres, da det mere eller mindre bare er - sådan her er det. Ingen diskution. Og når resten af familien vil jagte mig for det ligeledes.

Men muligheden er der at møde op i sorte bukser og hvid skjorte. Så løber jeg bare ind i det problem, at folk uden tvivl vil kommentere, at jeg ligner en dreng. Jeg har kort, sort hår i drengefrisure, nogle halv-maskuline træk og bruger Aldrig make-up.

Og så lige.... Hvad er Mads og Monopolet? Har aldrig hørt om det...

Ej nu må du da stoppe.. "mig mig mig"...

Det er dine bedste forældre, de er traditionelle, det har de LOV til at være, det skal du bare respektere 100% og lad være med at kommentere på (Ja jeg står HELT af på den første kommentar ang deres bolig indretning og så din kommentar "allerede der er der gnidninger"... Det er VIRKELIG respektløst!)

De har lov til 100% at bestemme hvordan deres guldbryllup skal foregå! Dresscode er der til ALLE fester i min familie (Og i manges andre, der er helt almindeligt, helt ærligt!), og jeg ville bestemt ikke forvente nogen at møde op til et guldbryllup i hættetrøje og jeans, JA man skal ha lov til at være sig selv, men hvis ens identitet i den grad er i ens tøj, at man ikke kan ofre EN dag for sine bedsteforældre, så har man nok nogle størrer problemer.

Jeg har intet tilovers for dit indlæg, den eneste problem er dig og mangel af accept af dine bedsteforældres ønsker, man MÅ gå på kompromis med de ældre, de er fra en anden tid og vi kan ikke tvinge dem til at forstå hvordan vi lever nu tildags. Min bedste ville aldrig kunne forstå at jeg har en tattoovering og sådan er det bare, det vil jeg da ikke brokke mig over.

Jeg forstår GODT at du ikke ønsker at sidde ved siden af din mor, og det bør dine bedsteforældre jo også acceptere, men FLOT at de har inviteret din ven til deres guldbryllup.

Jeg fatter ikke du ikke kunne klæde dig efter deres ønsker, når det var til et billede til DEM, det syntes jeg er virkelig lavt, men jeg er også anderledes, jeg hoppede glædeligt i en hø sæk, hvis det ville glæde mine bedsteforældre på deres guldbryllups dag.

Tag en tudekiks, get over it, og giv dem denne ENE dag.

Nielson LP Horses - jeg tror, du har opfattet indlægget helt forkert.

Du skriver: "(Ja jeg står HELT af på den første kommentar ang deres bolig indretning og så din kommentar "allerede der er der gnidninger"... Det er VIRKELIG respektløst!)"

Men det var slet ikke sådan, det stod. Jeg forklarede blot det med deres indretning for at forklare, hvad det er, der er med at gøre - der står IKKE at "allerede her er der gnidninger" - det med gnidninger står i en helt anden sætning og har INTET med deres boligindretning at gøre. Jeg har intet imod deres måde at indrette på - ej heller deres måde at holde deres fest på, da alle har lov at gøre ting på deres måde - men det må jeg da også have lov til.

Jeg skriver IKKE at jeg vil møde op til guldbryllup i hættetrøje. Jeg ville skam hjertens gerne tage pænt tøj på, men det kan jeg ikke få lov til. Jeg skal presses tøj på DE mener er pænt.

Som jeg også skriver forsøger jeg at gå på kompromis og havde på intet tildspunkt tænkt mig at møde op i upassende tøj. Men jeg vil heller ikke have læglang nederdel og spranglet, alt for stor skjorte på.

Dette er bestemt ikke noget mig-mig-mig indlæg. Jeg spørger om folk har nogle idéer netop fordi, at jeg ønsker at finde en løsning, både jeg og mine bedsteforældre kan være med på.

Det mede foto'et ser jeg intet forkert i. Jeg havde snakket med arrangør af dette på forhånd der netop sagde, at jeg bare skulle komme i det, jeg havde lyst til. Jeg forklarede endda, hvad det var, og hun sagde, at det er fint - vi skal bare være os selv. Og jeg spurgte endda fotograf, om motivet på trøjen ville forstyrre på billedet, og det ville det ikke.

Du har virkelig opfattet det forkert. Helt generelt har jeg på ingen måder manglende respekt overfor hverken mine bedsteforældre eller ældre generelt - det eneste jeg ønsker, er selv at bestemme, hvad jeg tager på - der selvfølgelig vil være passende og nedtonet så meget, at det umuligt kan gå nogle på. Jeg vil bare gerne have bukser og skjorte på - that's it.

Jeg er endda altid den, der ender med, at sidde og lytte til de ældres lange historier, bare fordi, at de så gerne vil fortælle dem - mens alle mine jævnaldrende flygter før det når dertil..

Og du skriver denne ENE dag. Problemet i den sætning er, at jeg føjer dem stor set altid, hele året rundt og til alle lejligheder. Der er ikke tale om blot denne ene dag, det er virkelig omfattende hvordan, de vil bestemme, hvad jeg gør - og ikke kun med tøj.

Jeg vil ski ikke æde nogen tudekiks, for jeg tuder da bestemt ikke. Jeg vil bare gerne finde en løsning. Hvis jeg virkelig var respektløs, ville jeg ikke sidde her, og så ville jeg heller ikke snakke så meget med min bedstemor om det og prøve kjoler på. Så ville jeg blot enten blive væk eller troppe op i det, jeg vil, uafhængig af, hvad hun mener.

Men det er da fedt for dig, at du føjer dig alt hvad andre mener og lader dem styre, hvordan, du ser ud. Jeg gik også med det tøj, min mormor kom med fra genbrug, i alle de år, jeg boede hjemme (til jeg var 17). Jeg blev mobbet en del i skolen for det, men jeg gjorde det skisme alligevel. Jeg vil bare geren have, at når mine bedsteforældres venner kommer på besøg og ser billedet, så ser de mig for mig, og ikke mig for hvad jeg ikke er. Fordi jeg går op i det. Fordi det betyder noget for mig. Fordi mine bedsteforældre betyder noget for mig. Hvis det var nogle, jeg var ligeglade med, så ville jeg også være ligeglad med, hvad jeg havde på. Så kunne jeg møde op i en høsæk, no problemo.

Hvis jeg havde en tattoo (hvilket jeg ikke har endnu), så ville de nok sige, jeg skal sørge for at dække den, uanset hvorend, den så måtte være placeret. Eller bede mig flere måneder forinden (ligesom håret) om ikke at få den lavet før efter deres fest.

Så slap da lige af...

Ja det er en svær en. Jeg kan godt forstå du synes det er irriterene at din bedstemor vil bestemme dit tøj, men det guldbryllup er jo kun een gang og hvis du kan føle dig tilpas i sorte bukser og en hvid skjorte som du selv var inde på som kompromis, så lad være med at bekymre dig over at du vil se drenget ud. Du kan måske tage lidt makeup på i dagens anledning. Prøv at se det som en gave til din bedstemor at du gerne vil gøre hende glad. Mht du skal sidde ved siden af din mor og søster er måske et forsøg fra din bestemors side på at få jer på talefod igen, det er klart at hun gerne vil have i slutter fred, de gamle kan ikke lide når familien er splittet op.

Vh Charlotte

Ok, hvad har deres boligindretning så med noget afgøre og hvorfor kommentere på den?

Du skriver at problemet er i anledning af deres guldbryllup, og det er det jeg kommentere på.

Éen dag hvor man kan klæde sig på for sine bedsteforældre og hvad så hvis man selv syntes det er grimt? Det er deres dag.

Jeg har set brudepiger i hæsligheder men man ofre sig lidt for at glæde andre på DERES specielle dag.

Hvordan du går klædt til hverdag og hvordan de reagere på det, har jeg ikke kommenteret på, for det var ikke min opfattelse at det var det dit indlæg handlede om.

Mht photo, du snakkede med arrengøren, fint nok, men når nu det var et billede til dine bedste forældre og ikke arrengøren, hvorfor så ikke lytte til deres ønske?

Hvad du gør til hverdag, at du "lytter til deres kedelige historier" eller blev mobbet som barn, fordi du gik i "deres" tøj, har intet afgøre med hvad jeg skrev til dig, så det ignorer jeg bare, det er jo sagen uvedkommen?

Din umådeligt uintelligente kommentar om;

"Men det er da fedt for dig, at du føjer dig alt hvad andre mener og lader dem styre, hvordan, du ser ud." tror jeg også bare jeg ignorere.

Jeg syntes stadig du "tuder" og det sidste indlæg gør det bestemt ikke nemmere

Du sprugte om råd, mit råd var og er, gør hvad du kan for at glæde dem på deres dag, det er deres guldbryllup, det er dem det handler om.

Min fars kone syntes at en lårkort leopard kjole er smuk og passende til et bryllup= vi har alle forskellige meninger om hvad "passende" er, man må respektere fest arrengørens meninger.

Det er faktisk en ret svær situation ..

Jeg er absolut tilhænger at at være den man er, og jeg kan virkelig ikke lide at folk presser mig til at lade som om jeg er noget jeg ikke er.

MEN i den her situation tror jeg du bliver nødt til at indse, at du aldrig får dem til at forstå hvordan du har det. Du HAR talt med dem. Du HAR forsøgt at forklare dem det. De forstod det ikke. Jeg tror virkelig ikke du kommer videre med dem.

Nogle gange må man bare sluge kamelen, og så ofre sig lidt for dem man synes det er værd at ofre sig for. Jeg siger ikke du skal hoppe i kjolen eller føje dem hver gang, men for eksempel kunne du jo gå med til den hvide skjorte og bukserne. For helt ærligt: du kommer ikke videre med dem.

Og så vil jeg i øvrigt give mange af de andre ret: Det er deres dag, deres penge = de bestemmer hvem der skal sidde hvor, hvordan det skal foregå, og de kan faktisk også godt tillade sig at diktere en dresscode hvis det skulle være. Sådan er det bare, og det må man så bare leve med.

Jeg er absolut til hættetrøjer, jeans og nitter, og alligevel har jeg et job med dresscode der hedder jakkesæt, sorte bukser og skjorte. Fordi det er det absolut bedste studiejob. Hvis det er værd at ofre sin personlige stil for, så gør man det altså også - og det laver jo ikke om på den person du er indeni alligevel. Du er stadig dig, uanset hvad du har på eller hvordan du ser ud.

Charlotte: Jo, jeg tror også, at det med skjote og bukser bliver sådan, det er. Jeg har lige snakket med min bedstemor om det igen, og det gik ganske fint.

Nielson: Deres boligindretning osv. har det med sagen at gøre, at det forklarer hvilken type, der er tale om. Hvilket jeg finder fint at skrive lidt om, så folk har noget at forholde sig til, når nu, jeg beder om råd.

Mht. foto var min bedstemors problem at trøjen havde et motiv, som hun tænkte, måske ville genere på billedet, alt afhængig af beskæring. Derfor spørger jeg fotograf om det vil genere med beskæringen - det vil det ikke. Hvorfor skulle det så være et problem? Hendes problrm var, om det ville genere - det ville det ikke.

Det jeg forklarer har fint noget med sagen at gøre. Du kommer og beskylder mig for at være respektløs og ikke respektere de ældre, og at jeg bare denne ENE dag burde føje mig. Jeg forklarer dig dertil at jeg på ingen måder mangler respekt for de ældre og at jeg stort set altid føjer mig (altså er der ikke tale om "denne ene dag"). Det passer ganske fint ind - for trods du selv skriver, at du blot kommenterede på problemet mht. brylluppet, så foretager du dig nogle ret generelle og forhastede konklusioner - der er helt forkerte. Dette forsøger jeg blot at forklare dig.

Du kan ikke bare gå ind og læse et enkelt indlæg og så tro, du ved alt om trådstarter - men sådan gør mange herinde vist. Alt hvad du skriver er direkte forkert, og det, du ser som værende åh så forfærdeligt, er virkelig gjort med al mulig god tanke og overvejelse.

Jeg vil gerne høre dig ad hvorfor, du kommer ind i min tråd og skriver så grimt til mig? Du skriver til mig at jeg bare tænker på mig selv, at mine bedsteforældre har lov at være traditionelle og det skal jeg respektere, at jeg er problemet, at jeg opfører mig virkelig lavt osv. Oveni sætter du en sætning fuldstændig forkert sammen, så den giver en helt anden (og rigtig grim) mening - hvilket den slet ikke gør i mit oprindelige indlæg. Alt hvad du har skrevet er dirkete forkert. Og jo,det er det. Jeg kender mig, jeg kender mine bedteforældre/vores forhold - du kender ikke noget som helst bare ved at læse et enkelt indlæg og så tro, du ved alting.

Også dit andet indlæg er virkelig grimt. Det er virkelig spottende. Du vælger direkte at skrive, du vil ignorer mine sætninger, du direkte beskriver som umådeligt uintelligent. Ved du hvad? Den sætning, du beskriver sådan, skrev jeg bevidst for at vise dig, hvordan det er, når nogen kommer ind og opfatter ens ord forkert og derved antager noget dumt. Jeg er da godt klar over, det ikke var det, du mente - ligesom jeg ikke mener de grimme ting, du skriver. Er det ikke bare rart? Og hvem er det så i virkeligheden, der er "umådeligt uintelligent"?

Hvad i alverden har jeg gjort dig? Hvorfor skal du opføre dig så grimt?

Susbby: Tak for kommentaren. Jeg er skam helt enig. Jeg har heller ikke noget imod, at de vælger bordplan og dresscode - det var blet en forespørgsel, om jeg evt. kunne sidde et andet sted. Det kunne jeg ikke - så sådan er det. Dresscode skal jeg nok overholde, men de tager den bare lige til ekstremerne og vil bestemme præcis hvilket tøj, jeg vil have på. Men det bliver velnok bare bukserne og skjorten. Kamelen kan godt sluges - det er jeg ret vant til, men jeg synes alligevel, det ville være interessant at høre, hvad andre har at sige til det.

øhhhhhh, Er vi enige om, at dit indlæg handlede om, at dine bedste forældre ikke skulle diktere hvad du skulle have på, til deres guldbryllup? Eller om hvem du skulle sidde ved siden af? (bemærk at jeg i første indlæg skrev at de burde respektere dine problemer med din mor og ikke sætte dig der?)

Og igen mit råd var, stadig er, at du skal "føje" din bedstemors ønsker den ene dag og iklæde dig hvad hun ønsker.

Jeg kan stadig ikke se hvad boligindretning, dagligdags problemer, kedelige historier du skal lytte på, eller generelt diktatur over din tøjstil har afgøre med om hvorvidt de kan "bestemme" hvad du skal have på til brylluppet.

Hvis hun syntes at din trøje til billedet var forstyrrende, så syntes hun det, så er det vel ligemeget hvad fotografen syntes, hvis hun har det fint nok med trøjen, så fair nok. (hvad pointen så er har jeg mistet, men det er jo også lige meget )

HVIS jeg af indlæg nummer 1 havde fået det indtryk at dit problem ikke var i anledning af deres guldbryllup, men et generelt hverdags problem, hvor de altid presser dig til at gå med "deres" tøj, så havde mit svar selvfølgelig været anerledes, men det handlede indlæg nummer1 så vidt jeg kan se ikke om.. Det handlede om deres guldbryllup og det giver jeg min mening om, at du syntes den er ond eller spottende forstår jeg ikke, men ok.. havde jeg stoppet20 smileyer mere i den, kan det være det havde hjulpet.

SÅ Hvis det er sådan at dit problem rent faktisk alligevel drejer sig om, at bedste vil bestemme hvad du skal ha på til guldbrylluppet, så mener jeg stadig det er... Sødest... hvis du nu bare respektere det ønske på den dag.

... så synes jeg i høj grad at boligindretning og det at festen skal forløbe som ALLE tidligere fester, med samme bordplan, musiker osv er ret relevant.

For det viser at mormor har et eller andet der for HENDE er enormt vigtigt - grænsende til det OCD agtige om at alt SKAL være på en bestemt måde.

Den tanke havde jeg allerede længe før TS nævner at hun selv har en diagnose - og den tanke har jeg stadig. Mormor er nok ikke diagnostiseret, for hun er fra en generation hvor man bare har haft lov at have sine "særheder" og være lidt anderledes - uden at se det som sygeligt. Men hvis hun bliver hysterisk ved tanken om at ændre LIDT i bordplanen - så er der altså noget galt.

Jeg kan godt se at det er svært at klæde sig væsentligt anderledes end den stil man nu har - men måske kunne der findes et kompromis?

Sorte bukser og hvid skjorte vil få folk til at tro at du er en af tjenerne - så måske noget andet?? Det er ikke alle kjoler der er ankellange og ligner noget fra 50'erne - måske du vil kunne finde en der passer til din alder, og som også vil se smart ud når du får farvet håret blåt efter guldbrylluppet?

Hun har overvundet sig selv, og er gået med på en form for kompromis ved at invitere din ven med til sin fest - måske du kan indgå et kompromis ved at finde en kjole - men en der klæder DIG?

Nu har vi jo "kun" sagen fra din side, men jeg tror, at Lisbeth har fat i noget!

Det næsten ekstremt traditionsbundne kan jo godt være en form for OCD eller lignende.

Så det er "din diagnose mod bedstemors diagnose" og I vil naturligvis begge holde temmeligt hårdt på jeres.

At hun vil sætte dig med din familie er ganske givet heller ikke ondt ment. Enten vil hun gerne sætte en dialog i gang mellem jer eller også er det måske en "diagnose", der taler?

Jeg gad vide, hvordan din mor og søster har det med situationen? Har I tænkt jer bare at sidde og være skidesure på hinanden hele aftenen eller kan du mon sende dem en mail, der omhandler aftenen og HELT klare spilleregler om HVAD der må tales om og i særdeles hvad du IKKE ønsker bragt op under middagen?

Og ja... det kan godt være, at du er vant til at føje "de gamle" og sidder og taler med dem og hører på deres røverhistorier til langt ud på natten... Hvorfor skal det så være så stor en dag, som deres guldbryllup, at der gøres "oprør"?

Jeg tror på, at det er absolut muligt for dig, at style dig selv, så du selv synes det er okay og du klart er i festtøjet og ser feminin ud.

Hvad med sådan en kjole her:

... med en kjole hvor man kan have jeans eller leggings under - det fjerner det "kjoleagtige" og er et godt kompromis

Mads og monopolet er et radioprogram på p3 der sendes i weekenden. Det er en lille flok kendte mennesker, der snakker om dilemmaer som lytterne sender ind og kommer frem til en ide til at løse dem.

Nå og nu til dit spørgsmål. Synes faktisk der kommer en masse udemærkede ideer til dig. For mig personligt er det vigtig at føle sig tilpas, om det så er i "bar røv og ingenting" eller det stiveste puds. Selvfølgelig skal man også tage hensyn til en evt dresscode hvad enten den er officiel eller uofficiel. Det synes jeg faktisk også at du gør ved at tage de nye gule bukser på og en skjorte.

Som Nielson (LS Horses) skriver skal man selvfølgelig respektere de ældre (her slutter min enighed med de indlæg så også) de ældre skal også respektere de unge og forstå at verden ændre sig. Dermed ikke sagt at de selv skal tattoveres, pierces og farve deres hår skrigende pink, men de må forstå at der er altså noget mange unge har lyst til.

Deres generation trodsede med garanti også deres forældre og forargede alderdommen den gang de var 16-25 år.

Som skrevet i et tidligere indlæg: Hvis der er en dresscode så er det op til den enkelte at forsøge at ramme den så godt som muligt.

Held og lykke med det, håber det trods alt bliver en rigtig god fest for jer alle sammen.

Mvh Anja

Min første tanke var, at din bedstemor må have nogle komplekser af en art, det lyder meget overdrevet, med at bordplanen er den samme selvom flere er afdøde osv..

Og jeg kan så se på de andre indlæg, at jeg ikke var den eneste, med den tanke.

Jeg synes virkelig det lyder som om, at hun er bange for forandringer, måske har hun mistet, og føler derfor en stor trang til, at alt skal være som det altid har været, for så er det ikke farligt, og uha.

Trådstarter, jeg vil bare sige at jeg godt kan forstå din frustration. Den ene af mine forældre er også utroligt bange for forandringer, jeg måtte sjældent sove hos kammerater osv som barn, fordi uha det var jo ikke planlagt, og det var ikke noget der kunne kontrolleres, og det var en ændring af hverdagen! Og at have en sovende hos mig, var helt udelukket, selvom det var bedste-veninden. For uha forandring, så skulle der jo være morgenmad til endnu en person, og der skulle findes en ekstra madras og verden gik under..

Og så har mine bedsteforældre liiiiidt samme tendenser som du skriver, dog ikke halvt så slemme! De går altid ud over dem selv for at gøre alle andre tilfredse, selvom de har fest for dem, er det altid alle andre der skal have det bedst

Men, de har også det med traditioner - sådan noget som at dele seng før ægteskabet, er helt no-go. Jeg synes godt det kan være pinligt at have mon kæreste med på besøg hos dem; vi har været sammen i over fire år, og hader at skulle bede ham om at sove alene i et andet værelse end mig, men sådan er de.. Han prøver at forstå, selvom hans familie slet ikke er sådan, så han har svært ved det og føler sig afvist.

Og jeg er ked af at han skal anvises til et helt andet værelse end mig.

Men sådan er ældre mennesker tit - de er bare fra en anden tid. Jeg ved at det med ikke at dele seng betyder noget for dem, og det er deres hus vi sover i, så deres regler gælder. Derfor har je aldrig modsat mig det.

Og sådan er det bare, man må føje sig - til en hvis grad. Jeg synes du har gjort det godt, du har været i dialog med dem flere gange, i stedet for at surmule og møde op i provokerende tøj. Jeg forstår din frustration, jeg havde selv en meget rå/punket stil som teenager (er 21 nu), men folk fra den ældre generation er bare ikke med på det.

Jeg synes den kjole der linkes til er super sød, den kan jo peppes op medleggins og sneakers, så man ikke føler sig for tøset

Det er et sødt kompromis, jeg tror de vil værdsætter det.

Jeg synes virkelig det lyder som om din bedstemor har nogle problemer, at have den samme bordplan og gå i panik hvis den ændres, det er noget jeg kan genkende fra min egen forælder.. Totalt panik hvis NOGET er anderledes, fx også det med at det skal holdes samme sted og med samme musiker. Kan sagtens genkende det fra mit eget familiemedlem.

Jeg vælger at se det som en form for sygdom vedkommende ikke kan gøre for; jeg smiler og siger 'nej hvor hyggeligt', når fødselsdagen skal holdes på samme sted, år efter år...

Måske skal du også bare se det på den måde, hun har tydeligvis nogle komplekser, så hun kan ikke 'gøre for det'.

Og du er jo stadig sig selv indeni! Også selvom du tager kjole og leggins på du skal ikke tage det tøj på de anviser dig, men find noget du selv kan lide, som passer bedre ind. Det måtte jeg også gøre, selvom jeg kun ville have mit rå look

Resten af tiden, dvs i hverdagen, skal du ikke lade sig diktere. Bare sig jaja og lad den flyve, du er trods alt 22.

Bedsteforældre skal være traditionelle og gammeldags. De skal holde på tidligere tiders former og god tone - altså det der var god tone for to generationer siden.

De skal holde fast i deres tids traditioner og leve deres drømme og forventninger ud om hvordan det perfekte guldbryllup er - for dem.

Den unge generation i familien skal være med på det nyeste, provokerer lidt og holde nutidens tone. De skal leve deres drømme og forventning ud - for deres liv.

Disse to størrelser mødes ind imellem og man kan helt undre sig over at det overhovedet kan lade sig gøre.

Men heldigvis kan det lade sig gøre, når man holder af hinanden - og det gør du og dine bedsteforældre heldigvis.

Find et godt kompromis mht tøjet, som du kan holde ud og dine bedsteforældre ikke føler falder igennem.

Gør det samme med din mor og din søster, find en grimasse der kan passe, og kom gennem dagen, for guldbrudeparrets skyld.

Heldig du har dine bedsteforældre endnu - og tillykke med dem, på deres store dag.

Pøj pøj med det hele.

Jamen nu har de fleste jo sagt meget af det jeg ville sige, så har egentlig kun én ting tilbage nu:

Anede ikke Hyacinth fandtes i virkeligheden, og så i DANMARK!?

Hihi, undskyld, kunne ikke helt dy mig. Men din bedstemor lyder som Hyacinth.

Spøj til side, synes de andre kommer med gode input. Evt. find en kjole som DU føler dig tilpas i og som DU har valgt, men som samtidig er noget du kan bruge senere hen til arrangementer. Jeg er ABSOLUT heller ikke kjole-pigen og har det elendigt i en kjole, men har formået at finde nogle der er rockede og mest af alt lyder som nogen der kunne matche din stil

Ellers synes jeg at kompromiset med bukser og skjorte er fint, det er noget i begge kan være med på.

Hvad angår bordplanen, så er det vel ikke faste pladser til hele aftenen? Jeg tænker spisning og så er der frit slag? Du har jo din ven at støtte dig op af, og bliver din mor og søster for meget, så synes jeg du skal sige tak for i aften og gå, eller sætte dig et nyt sted.

Håber på en update om hvad du kom frem til og hvordan aftenen forløb.

Jeg er selv diagnosticeret - hvis man søger på mit navn herinde vil man vide, at jeg har en del problemer...

Og jeg kan se et mønster i det dine forældre gør, som springer mig som selv er diagnosticeret i øjnene.

Det med at alting skal være i samme system, være på fuldstændig samme måde hver gang, at man har MEGET svært ved at overskue ændringer - både af påklædning men også noget som fx bordplan, det leder mig hen på at dine bedsteforældre højest sandsynligt er en eller anden grad af austister.

Mennesker der er diagnosticeret med aspergers syndom har det nemlig ofte bedst, når ting forløber på den fuldstændig samme måde hver eneste gang. Det giver en forudsigelighed og en tryghed, fordi man så ved, hvad der skal ske.

Ændrer man i de trygge rammer, så har man pludselig ikke kontrol over, hvad der skal ske. Det lyder for mig som, at det er sådan dine bedsteforældre har det.

Jeg siger det ikke for at forsvare dem men for at du kan forstå, hvorfor de gør som de gør.

Den andfærd, der for udenforstående virkelig tåbelig, er for os, der kender diagnosen indgående fuldstændig logisk.

Man gør det sådan, fordi sådan har man kontrol over tingene.

Man ved PRÆCIS, HVAD der skal ske og HVORNÅR det sker. Det er for en del mennesker med austisme meget vigtigt, og de kan få ''meltdowns'' over, at tingene nu pludselig ikke kan være som de plejer.

De vil have, at du sidder sammen med din familie, fordi sådan har det være i alle de år, de har holdt fest - og sådan må det derfor blive ved med at være.

Jeg kan sagtens forstå, at du finder det fuldstændig håbløst, at sidde sammen med mennesker, som du har det meget svært med. Sådan har jeg det også selv men for dine bedsteforældre, så går alting i stykker, hvis de ændrer på det, som de kender.

De har kendskab til konflikten, fordi du fortæller dem om den.

Men en del mennesker, der er meget austistiske, har meget svært ved at sætte sing i, hvordan andre føler i den konkrete situation. Det kaldes en empatiforstyrrelse.

De er ikke ligeglade med dig. De forstår bare ikke hvor stort et problem det er for dig. Og heller ikke selvom du måske forsøger at forklare dem det.

Det skyldes nok, at den stress det er for de mennesker at arrangere en sådan fest gør, at der simpelthen ikke er ressourcer til at bruge kræfter på at lave en større psykologisk analyse.

Jeg er selv asperger, men jeg har en temmelig stor del sociale kompetencer i forhold til mange andre jeg kender.

Jeg kender en del mennesker, der slet ikke har nogen form for netværk. Mennesker, der er fuldstændig isoleret fra omverdenen.

Derfor så har dine bedsteforældre svært ved at forstå din situation, selvom du egentligt - forståeligt nok - har det meget svært med den situation, som du befinder dig i.

Hvad kan du så gøre?

Lad være med at Google Internettet tyndt for informationer om austisme.

Naturligvis findes der faktiske - og holdbare - informationer derude.

Men der findes mindst dobbelt så meget, som kun er halve - eller slet ikke engang det - sandheder.

Dette skyldes, at der er en del fordomme om menneskier med austistiske diagnoser af forskellig art, og hvilke mærkat man får sat på afhænger også af den, der uddeler det.

Du kan prøve at fremsætte forslaget om at ændre lidt i bordplanen igen, men brug en eller anden meget konkret grund til det - så vil de sandsynligvis forstå det.

Muligvis afviser de bare pr. refleks, fordi de lige skal have tid til at tænke over det - og have det ind og vende i ''maskineriet''. Det er en meget almindelig reaktion desværre.

Mht. tøjstilen, så lyder det som om, at det er meget vigtigt for dine bedsteforældre, at du kommer i kjole

Derfor vil jeg forsøge at se, om det er muligt at finde noget, som du kan lide, som er en kjole-agtig-ting, men som samtidig gør, at du er tilpas.

Det er nok desværre meget svært at overbevise dem om andet.

Visse mennesker med austistiske træk har en evne til at stå meget stejl på deres holdninger.

ro på hn,

de behøver ikke være ocder, apseger, autister eller noget i den dur, de kan også bare være vokset op med "sådan gør man".

hvis jeg var dig ts, ville jeg bide i det sure æble tage en kjole på, sidde ved siden af din mor og søster og så bare holde ud

det er trods alt kun den ene dag du skal holde det ud, og ja så ved godt at du går på kompromi alle de andre dage osv. men så tag kampen en mindre betydningsfuld dag..

hej igen.

ihh heste nettet er jo mads og monopolet. fantastisk. og Ts du skulle tage at høre nogle af deres udsendelser fantastisk P3, lørdag formiddag, du kan også finde dem på nette.

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg. Så synes jeg altså ikke man med djælens vold og magt skal proppe en ikke kjole menneske ned i en kjole. Jeg går altså også selv meget sjældent i kjoler og høje hæle og begår mig altså ganske fint til fester alligevel. Og det vil Ts sagtens kunne gøre. Det lyder som om Ts har fint styr på, hvad hun kan have på, som er hendes stil uden at forarge hele landsbyen.

Jeg læste ikke indlægget som fordomsfyldt, men som en miljøbeskrivelse man kan have med i sine overvejelser inden man svare på dette indlæg.

jeg synes det er super fint med alle de forskellige interessante vinkler på denne her situation. Jeg tænker dog ikke at du behøver at diagnostiserer din bedste forældre for at kunne forstå dem. Der er nogen mennesker, som bryder sig knap så godt om udvikling. og det er helt fint det er deres liv deres valgt. Du har dit liv og dine valg. Og de to ting kan sagtens mødes. uden at hele guldbrylluppet eksploderer.

Jeg læser ikke dit indlæg, som at du ingen respekt har eller bare vil provokerer.

Men det er en balancegang at holde fast i sig selv. det er vigtigt, men samtidig kan man også godt være lidt teflonbelagt og bare lade nogle ting glide af. Ikke vælge at tage notits af. i min optik så sætninger som er mynte på at man skal have dårlig samvittighed. skal man ganske enkelt lade passerer og ikke høre efter.

så jeg er helt sikker på at du kan finde den gyldne middelvej i det.

hvor du både kan respekterer dig selv og dine bedsteforældre.

God Fest.

Rikke.

Jeg forstår ikke i andre der svarer, bliver ved med at skrive ts foreslag om kjoler. Ts svarede mit indlæg for lang tid siden, at hun har fundet ud af det med tøjet sammen med bedstemor i fred og fordragelighed.

Vh Charlotte

når der kommer alverdens diagnoser frem.

Måske er de bare blevet gamle og derfor ikke kan overskue så meget længere.

Min bedstemor, som ellers er åndsfrisk, har efterhånden også ret svært ved forandringer og hun holder også meget af traditioner.

Hendes liv er jo qua hendes alder ret struktureret, det gør at hun kan overskue det hun gerne vil, ikek at hun er små-autistisk eller lider af gammelkone OCD.

De er altså også vokset op i en tid hvor man holdt mere på formerne (og ægteskabet, guldbryllup wow ).

I vores familie kalder vi det gammeldags og kvajet opdraget

Tak for svarene allesammen, det er dejligt og interessant med lidt forskellige vinkler og historier.

Jeg overkommer ikke lige at svare hver og en personligt - jeg er først lige kommet til computer og skal egentlig i seng. I morgen flytter jeg, og så er der ikke internet igen før tidligst sidst i næste uge.

Jeg synes det er svært at bedømme med nogle ældre, om de har noget "diagnoseværk" eller "blot er gammeldags". Nu skriver jeg godt nok mine bedsteforældre, men det er nu mest min bedstemor - min bedstefar følger bare med, men er generelt mere laid back - men han føjer hende, og hvis ikke, så hidser hun sig op. Jeg er selv overbevist om, at hun "fejler" et eller andet - hun er speciel på mange måder. Jeg skriver bedsteforældre/bedstemor, men det er egentlig min mormor og morfar - og min mor er også diagnosticeret. Og jeg også. Så jeg bør nok undgå selv at få børn. Men min mormor (og morfar) her har altid været sådan - det er ikke først kommet nu i alderdommen. Min mor er meget lig dem, og undskylder det med, at det er hun jo vant til hjemmefra. Jeg er helt anderledes, trods jeg også burde være vant til det hjemmefra (jeg ser det dog mere som, at jeg har lært, hvordan man IKKE skal gøre, fremfor hvad man skal gøre ).

Så jeg kender nu godt noget til psykiatrien og de forskellige mulige diagnoser. Jeg har selv nogle OCD'iske træk, men det er ikke noget, der på nogen måder "går ud over andre" - men blot ting som at fjernbetjeningerne skal vende den samme vej og med sammen mellemrum efter, at jeg (en sjælden gang imellem) har ryddet rigtig godt op, eller at sætninger gentages i mit hoved i meget svære tilfælde. Men det er nok til, at jeg kan sætte mig ind i hvordan, det føles. Jeg har forsøgt at snakke lidt med min mormors søns kone omkring om der kan "være noget galt med hende", men jeg får bare at vide, at det kan da godt være, men det er der ikke noget at gøre ved - vi skal bare lade dem have det, som de vil have det, for de er jo gamle efterhånden.

Det er lidt spøjst, for en her fortæller om sine bedsteforældre, der ikke vil have, at hende og kæresten sover i samme rum i deres hus. Sådan nogle ting går mine slet ikke op i - eller, de tænker det måske nok, men de siger ikke noget videre til det. Det kan være, det er forskelligt, hvad de tager med sig af traditioner.

En spørger, om vi (min mor, søster og jeg) vil komme til at sidde og surmule hele aftenen. Og nej, det går jeg da bestemt ikke ud fra. Jeg tager kun til festen hvis jeg er (så) sikker (som kan blive) på, at jeg kan klare mig gennem aftenen med et smil (falsk eller ej). Der er ikke nogen sure miner, det er ikke på den måde - jeg bryder mig "bare" ikke om dem, da min mor har behandlet mig ret dårligt. Jeg bliver ikke sur, men derimod trist, og kommer jeg ud for svær emotionel stress, så begynder alle mine symptomer igen på fuldt blus, og så skal jeg (igen igen) kæmpe et par måneder for, at få det under kontrol. Og har jeg fx tøj på, jeg slet ikke føler mig tilpas i, så vil jeg "være negativt indstillet" allerede fra start - ikke bevidst selvfølgelig, men med min diagnose kan det være svært at styre følelserne (ikke i form af udbrud af nogen art, min sygdom er "indadvendt" - men jeg kan få det rigtig dårligt). Derfor har jeg svært ved det - fordi, at det ikke blot er mine principper, der er på spil, men også mit psykiske helbred, der kan blive ødelagt i op til flere måneder efter. Det har jeg også fortalt dem, men det "ryger ind af den ene og ud af den anden". Det har jeg svært ved at forstå, da jeg generelt selv er meget empatisk. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan mine bedsteforældre, som er dem i familien, jeg har mest at gøre med, kan forstå så lidt om følelser. Men det er bare et emne, de ikke har forståelse for. De forsøger hele tiden at presse mig til at snakke med min mor, selvom de på nært hold har oplevet, hvor dårligt, jeg kan få det af det.

Min plan er at behandle dem, som er de folk, jeg ikke har nogen videre tilknytning til - altså hilse pænt, være venlig, svare på eventuelle ligetil spørgsmål - men sige til, hvis jeg ikke føler mig tilpas med samtalen, ligesom de færreste ville sidde og fortælle en fremmed alt muligt personligt. Men så vidt muligt lade være at vise, at der skulle være noget galt.

Hvordan de vil tage det ved jeg intet om. Hvis der bliver noget, er det nok min søster, der bliver hysterisk. Det er hun ret god til.

Jeg kan ikke sende dem en mail med "retningslinjer for kommunikation mellem os" - i min familie (her min mors side) spredes alt, og ingen ser noget fra andre sider end fortællers. Der er ingen tvivl om, at hvis jeg sender dem en sådan mail, så vil jeg blive bombarderet fra flere sider med beskyldninger og "det er godt nok for barnligt/dårligt", "det kan du ikke være bekendt" eller "nu må du tage dig sammen". Min familie er lidt af et minefeldt.

Kjolen, der er sendt billede til, er da ganske sød - men slet, slet ikke min stil. Men tak for indsatsen - og det er en god idé med en lang top af en art, hvis det endelig skal være.

En "sjov detalje" i alt det her er, at min farmor og farfar, der er af samme årgang (kun lige et par år ældre) er helt, helt anderledes. De bor i nye, moderne huse, går op i tidens indretning (de har endda ejet en møbelforretning), de har arbejdet hårdt hele livet (mens min morfar "bare" har arbejdet på havnen og min mormor altid har gået hjemme som husmor), er "pænt rige", tager på ferie flere gange årligt og så videre. De har virkelig fulgt med tiden. Min farmor kan også sende SMS'er - det kan min mormor ikke, og hun vil heller ikke lære det. Det er ret sjovt, når man færdes i to så vidt forskellige miljøer. Det gør jeg så ikke mere, men har da gjort det - og for blot en uges tid siden kørte jeg sammen med min morfar ude ved strandvejen her i Esbjerg, da vi kørte hjem ude fra min hest af. Min morfar kommenterede på alle de "forfærdeligt grimme" huse, der lå derude - hvilket er alle de virkelig moderne huse. Specielt de firkantede med fladt tag. Han synes, de er afskyelige. Da huskede jeg tilbage på, at min farmor altid har kommenteret det, når vi er kørt forbi sådan nogle - at de er jo bare SÅ flotte! Jeg synes oprigtigt, at det er interessant/sjovt. Min farmor og farfar synes dog, at min mormor og morfar er nogle triste folk. Noget andet interessant er, at min mormor og morfar har diverse fysiske skavanker og virkelig virker gamle (de spiser fed sovs, flæsk og kartofler HVER dag - uden grønsager) - mens min farmor og farfar er MEGET friske, cykler rundt, går til golf, bygger deres eget hus og hvad end, de render og finder på - og de spiser magert kød, grønsager, varierer meget og den slags. Desværre har de dog tilfælles ikke at have nogen som helst forståelse for hverken følelser eller individualitet - der er min farmor og farfar endda værst.

Og det smitter af på de næste generationer. Min farmor og farfars børn har rigtig gode jobs. Min far er selvstændig med to virksomheder. Min fars søster arbejder med at sælge biler - og hendes børn er i gang med uddannelse osv. Min mormor og morfars børn er ikke rigtig med "på det niveau" - min morbror arbejder på boreplatform og min mor går hjemme på kontakthjælp, hvilket hun stort set altid har gjort. Min far gik eftersigende fra hende fordi, at han ikke kunne forholde sig til, at hun ingenting ville med livet. Jeg selv har mentaliteten fra min fars familie (ambitiøs og energisk) - men det psykiske helbred fra min mors, så det er ikke helt nemt at få udrettet så meget altid.

Bare lige et par tanker med på vejen - jeg synes nemlig selv, at det er ganske interessant alt sådan noget med generationer/påvirkning osv. Generelt adfærd siger mig rigtig meget.

Hej TS,

tak for dit sidste lange svar, jeg synes også sådan noget er VILDT interessant, og jeg kan også nogle gange se den slags mønstre i min egen familie det er vildt spændende..