ikke engang at de spøger jer om de ting....

Det er voksene mennesker, hvis ikke de kan købe mad til dyrene, så skal de ikke have dyr, længere er den ikke.

Jeg låner gerne penge ud, hvis venner pludselig står i en lortesituation, men som du selv skriver så er der jo opstået et mønster.

I gør dem en bjørnetjeneste ved at låne dem penge, de skal selv finde ud af deres egen økonomi. Tilbyd hellere at hjælpe med at finde et nyt hjem til hunden.

Og hvis folk jeg kendte pludselig prøvede på at køre på min skyldfølelse ville jeg tænde helt af, DET skal i ikke finde jer i!
Gør det klart for dem at den opførsel ikke holder.

Kan kun give dig ret i det du selv siger, kan man ikke selv passe eller brødføde sine dyr, så skal man altså ikke have dem

fårstår slet ikke at man kan spørge andre om den slags, måske en gang, men det lyder til at være ret ofte ..

Jeg synes det lyder til, at i har været søde og medfølende, og hjulpet dem meget.

Men i skal også kunne sætte en grænse, og som der også bliver sagt, så gør i dem en bjørnetjeneste = de lærer ikke selv at styre deres økonomi.

Jeg tror kun den slags mennesker forstår en helt kontant udmelding: sig, at i desværre ikke kan låne dem penge, da i ikke har råd. Det kan de ikke blande sig i/argumentere imod, da de jo ikke kan tage penge i ikke har (selvom i måske har dem - dog lyder det som om, at i fx havde en stram måned her, og så er det jo ikke forkert at i ikke kan give 200 kr ud i luften).

Hvis i ikke vil lyve, så simpelthen sig, at i desværre ikke lan låne dem penge. Så er den ikke længere.

Nu ved jeg ikke hvor hårde i har lyst til at være, men de burde næsten få at vide, at man ikke skal have dyr, hvis man ikke har råd..

Kan sagtens forstå i føler jeg udnyttet, for det er min klare overbevisning, at det bliver i.

Jeg ved ikke HVOR vigtigt det her bekendtskab er for jer, men jeg ville melde ud, at det skaber ubalance i et venskab og at i ikke længere vil være med, men gerne hjælpe dem med at lægge et budget.

Bliver de fornærmet, tja, så var det bekendtskab nok ikke vigtigere.

Mavefornemmelsen plejer at være rigtig nok, føler man sig udnyttet, bliver man nok udnyttet og det bliver man bitter af i længden.

Det er bestemt ikke første gang at de beder om at låne penge... Det sker ca. hver måned når der er gået 3 uger...

I starten kontaktede vi også dem for at ses til en kop kaffe og en snak, og det har været hyggelig nok... Vi hører mere eller mindre kun fra dem når vi er sidst på måneden, eller hvis vi tilfældigvis løber ind i dem - vi bor i samme område...

Så nu er vi holdt op med at kontakte dem, og har, efter vi opdagede mønstret, besluttet at skal de have noget foder fra os, må de betale for det...

Da de for noget tid siden gerne ville købe et marsvin af os, faldt det godt nok ikke i god jord at vi ville have 100 kr. for det, før de kunne få grisen med hjem... "Det er vores sidste penge"... Damen prøvede endda at spille mig og manden ud mod hinanden... Hun havde spurgt mig på sms og de kunne tage marsvinet med hjem, og jeg havde skrevet at de kunne få gris og bur med hjem for 100 kr... Da hun skrev til min mand, var det blevet til at, jeg havde lovet at de kunne få grisen med hjem uden at betale...

Så det er nok et bekendskab der er ved at glide ud, og jeg tror heller ikke at vi sælger flere dyr til dem, men jeg ved ikke helt hvordan jeg evt. skulle få flettet ind at de skulle sælge nogen af deres dyr... Jeg har prøvet med at give råd, ved at forestå dem sider på nettet, hvor de kan læse om de dyr de har og den bedste måde at passe dem på, eller debat sider hvor de kan stille spørgsmål til nogen der nok ved mere end jeg, men det er som at smide vand på en gås...

jeg også prøvet og jeg synes det er uforskammet at de kan finde på at spørge overhovedet.

I mit tilfælde var det også et vennepar som havde lånt ret mange penge i banken da deres datter skulle have ny hest.

Hestekiggeriet trak ud inden de fandt den rette og imellem tiden fik forældrene så lige brugt pengene på motorcykler og udstyr i stedet.

Jeg havde lige fået afgjort en erstatningssag efter et biluheld og havde derved fået udbetalt et ret pænt beløb, derfor spurgte de så om de kunne låne 50.000 kr af mig til hest, tror jeg så nogenlunde sådan ud jeg lånte dem ingenting, de er voksne mennsker og voksne mennesker må tage ansvar. Jeg ville bestemt også stoppe med at låne jeres bekendte penge det er jo en skrue uden ende.

Har kun 4 ord til sådanne mennesker:

Meld dem til luksusfælden!

De har TYDELIGVIS et pengeproblem og en økonomi der er løbet løbsk - de har brug for professionel rådgivning.

Bum.!

Går den så går den - og den har gået hos jer.

Hvordan kan det være at I sælger dyr til dem, når I ved, at de ikke har råd til at fodre dem?

Hvis de bekendte ikke har større betydning, så klip dem fra.

Det benytter sig jo tydeligt af jeres "omsorg" og det har dannet det mønster, der her beskrives.

De har gjort det før, hvorfor skulle det ikke blive ved med, at gå?

Jeg havde ikke brugt min tid på sådanne mennesker!

Jeg må så indrømme, at jeg er egoist - jeg låner simpelthen ikke penge eller dyre ting ud, såsom bla hestetrailer, bilen osv.

Som teenager blev jeg snydt for en hel tier og fra den gang besluttede jeg: ALDRIG at låne ud mere - spørger så heller aldrig selv, om jeg kan låne.

Efter min mening skal man ikke skafte sig ting eller dyr, hvis man ikke har lidt penge i 'sikkerhed', hvis der en dag skaulle komme uforudsete udgifter.

Dyrene skal da slet ikke lide på den bekostning.

Bare min mening.....

... kn man godt hjælpe sine venner. Men de skal ikke regne med (og misbruge) ens hjælp hver eneste måned - og lade andre få dårlig samvittighed fordi DE ikke har tilpasset deres forbrug efter deres indkomst.

Drop samvittigheden - og sig kort og godt nej til yderligere hjælp.

Nu var det slangerne de ikke havde mad til... Marsvinet får det samme som deres mus... Har foreslået rigtig marsvine mad, men det er ikke faldet i helt god jord...

Jeg giver de andre ret: Det er ikke i orden at spille på samvittighed. Og ikke i orden at det gentager sig igen og igen og igen og.....

Men samtidig må jeg tilstå at jeg jævnligt låner af mine venner. Relative småbeløb: 100-200 kr sidst på måneden (Smedens kat døde af dårlige undskyldninger, men her kommer min alligevel: Jeg er på pension og betaler af på et banklån) Helt og adeles egen skyld.....

Spørger jeg en ven, så gør jeg meget ud af at fortælle at jeg ikke bliver sur over afslag, ikke kræver en begrundelse eller lign.

Og jeg betaler ALTID tilbage senest som aftalt.

Jeg har en kat, som er første priortet. Dvs jeg køber altid foder og kattegrus til mindst en måned, så det ikke går ud over den.

Det lyder mest som om I er nyttige idioter for dem - forstå mig ret.

Og det lyder jo heller ikke som om I har særligt meget med dem at gøre mere, ud over at de bruger jer som stabil pengemaskine.

Jeg tror at I egentlig HAR besluttet jer for at droppe dem, I mangler bare lige det sidste lille skub og det har I så fået herinde

Jeg vil rigtig gerne tro på det bedste i mennesker, derfor tog det noget tid at opdage mønstret og lidt længere tid at tro på at der var mennesker vi anså for at være vores venner der ville udnytte vores hjælpsomhed på den måde...

Et af de første skridt på vejen væk fra dem, har været at betegne dem som bekendte i stedet for venner... Det næste var at stoppe med at kontakte dem, lige nu er vi på det trin der hedder at vi ses når vi har lyst - forstået på den måde at vi godt kan sige nej til at ses, selv om vi i virkeligheden ikke har noget andet vi skal lige der, hvor de gerne vil se os... Sidste gang at vi sagde nej, fik jeg besked om at de følte at vi lukkede dem ude... (Jeg var så ikke klar over at vi altid skulle sige ja til at ses på deres primisser...) Så nu går kommunikationen gennem min mand, for jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at sige nej til at drikke kaffe, hvis vi lige har siddet dagen før og snakket... Det er fint at være impulsiv, men jeg kan simpelthen ikke se nogen af mine venner hver dag over længere tid... Ikke en gang min familie... Jeg har brug for min "alene-tid"... Og jeg har åbenbart en knap de har fundet, som min mand ikke har...

Jeg føler med dig og tro mig, jeg har været der - og ved heldigvis bedre nu..

Jeg har ryddet op i folk og har fået det MEGET bedre med mig selv.

Man bliver for flink - det koster dig emotionelt og finansielt. Modtager gider ikke engang at takke ordenligt med andet end brok og besvær og er svær til at tilbagebetale pengelån/tjeneste uden deres højlydte brok/problemer..

Du skal holde fast i at du har ret til at sige nej tak. Du har ikke brug for den slags "venner".

Mvh

Mona