Jeg oplever også runners high som en meditationslignende tilstand. Min krop løber bare - nærmest af sig selv. Jeg ER bare. Naturen føles mere intens. Jeg er næsten tanketom.

Jeg ved ikke, hvad det er du oplever og jeg ved ikke, om der er forskellige former for runners high, altså om det kan opleves forskelligt.

Måske har du rigtig mange tanker og kommer derfor ikke ind i den meditationslignende tilstand, men du mærker den øgede energi??

Jeg mærker runners high fra omkring 6 kilometers løb.

Jeg løb tidligere til/fra træning (dengang der kun var små 10km hver vej, nu er der for langt), og på tilbagevejen skete det tit et par minutter efter Skejby/Lisbjerg-bakken -- der kom kun ren ilt ind i lungerne, temperaturen faldt, benene vejede ingenting og gik som trommestikker, modvind og regnvejr forsvandt (og sjovt nok var der altid grønt lys i alle krydsene?? Hmmmm ). Flere gange smuttede jeg lige gennem Trøjborg og ud i Riis Skov bare for "at krudte af" og løbe en halv time ekstra, eller ned i den godt bakkede universitetspark. Totalt evnesvagt, hvilket man så bliver mindet om næste morgen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på meditation, men som jeg opfattede det, var der mere tale om at der blev lukket for energitilførslen til alt der lå højere end rygmarven. Tidsfornemmelse og bevidste tanker forsvandt. Jeg havde ikke kunnet løse en andengradsligning eller svare på hvad statsministeren i Burkina Faso hed, hvis jeg var blevet stoppet. Men jeg havde nok heller ikke opdaget hvis jeg var blevet stoppet.

Hvorvidt der er tale om "runmers high" tror jeg ikke du kan afgøre så nemt ud fra andres ord og subjektive formuleringer: Hvor mange løbere har skrevet om det her OG har en PhD i evolutionsbiologi og 10 års erfaring med undervisning i meditation?

Som de andre skriver så er runners high nok noget man oplever meget individuelt, jeg tror ikke at der er en følelse der er mere rigtig end en anden.

Jeg oplever af og til at jeg lige pludselig er kommet flere kilometer fremad uden at jeg har bemærket det fordi jeg åbenbart var i en eller ande form for meditativ tilstand. Jeg oplever også af og til sådan noget der ligner din følelse af et energiboost som får mig til at grine eller smile helt for mig selv mens benene bare kører og jeg får lyst til at hoppe og lave gadedrengeløb. Det har jeg hidtil ikke tænkt på som en slags runners high, men snarere som en helt banal glæde ved at mærke min krop og se på naturen omkring mig og glæde mig over livet som helhed. Men hvad ved jeg...

Det er i hvert fald fedt når det sker, det giver en lyst til at gøre det igen (det er vel lidt ligesom... det mellem 5 og 7 )

Lene

Det meditative aspekt oplever jeg også. Jeg glemmer hverdagen og slapper af når jeg løber. Som du siger kroppen løber bare af sig selv og jeg følger bare med...og der er bare mig og mit løb....

så jo det oplever jeg også.....

Men det andet ved jeg ikke helt hvad er... en pludselig for nemmelse af, at være høj og utrættelig og at energien kommer strøøøømmende igennem en....det er skønt!! og en følelse af lykke...

Kan det være en Sekond wind så?

Kender ikke så meget til hvad tingene hedder

Lenucia: Ja det er ca sådan et kraaaaftigt boost der får en til at ville hoppe og springe, smile og le og får så en overvældende oplevelse af sprudlende energi....

Og det skiver lydder meget som det.

Føler mig utrættelig og uovervindelig....

Jeg har også prøvet det da jeg før i tiden løb længere ture, men her kom det først efter 8-10 km - er enig i den lidt specielle fornemmelse af en rus, lethed, uanede mængder af energi og sådan en lidt ved siden af sig selv oplevelse..

Ærger mig over at jeg ikke oplever det længere fordi jeg ikke løber mere end 6-7 km pr tur..øv

Mette

Jeg kan høre, at jeg ikke er den eneste der har prøvet det.

Jeg behøver dog ikke, at løbe, så langt igen før at det kommer, heldigvis og det kommer gerne et par gange undervejs.

Hvis jeg løber en tur hvor det ikke kommer er jeg sååååå skuffet man venter ligesom lidt på at det kommer, for det er så fedt så fedt.

Men der er ikke nogen der ved hvad fænomenet hedder?

Uh, det fik jeg dengang jeg løb regelmæssigt! Fik det for det meste kår jeg løb 7,5 km-løb.

Som mange skriver er det individuelt: jeg oplevede at jeg ikke kunne mærke smerten og udmattelsen i mine ben, så kunne jeg bare skrue tempoet op og køre på det føles så fedt!

Den meditative tilstand kom jeg faktisk altid lidt i, allerede efter de første kilometer. Men jeg ELSKER også bare naturen og mærke den friske luft og bare nyde det hele. Så det kom meget nemt til mig, det med at gå ind i mig selv og bare nyde det, og ikke ane hvor længe man havde løbet.

Synes dog det meditative stadie er svært at nå, herinde i København.. Jeg løber i Søndermarken, og der er ALTID folk der går tur, løber eller lufter hunden. Synes godt jeg kam blive revet ud af det hele tiden, når man aldrig rigtig får lov at løbe 'alene'. Især når de buttede madammer med deres hunde glor helt vildt, det synes jeg er ret belastende, man ved jo godt man ser dum ud når man puster og stønner og er rød i kinderne

Når jeg engang skal bo på landet, så kan jeg løbe helt alene og uforstyrret!

Men for at vende tilbage til Runner's High, så mener man at det skyldes vores måde at overleve på. Hvis vi løber for at flygte fra et rovdyr, så hjælper det ikke noget at blive træt og give op. Derfor får man dette boost af ikke bare velvære, men også smertedæmpning (mener det er endorfiner, som er kroppens eget morfin). Det gør at vi ikke mister håbet, og derfor bliver ved med at kunne flygte fra rovdyret

Ja, det med at det skulle være en slags overlevelsesmekanisme har jeg også læst. Smart nok, men egentlig kan man vel risikere at løbe ind i en skade fordi man måske presser kroppen mere end man burde og den kan ikke føle smerten.

Sakset fra Wikipedia:

A publicized effect of endorphin production is the so-called "runner's high", which is said to occur when strenuous exercise takes a person over a threshold that activates endorphin production. Endorphins are released during long, continuous workouts, when the level of intensity is between moderate and high, and breathing is difficult. This also corresponds with the time that muscles use up their stored glycogen. During a release of endorphins, the person may be exposed to bodily harm from strenuous bodily functions after going past his or her body's physical limit. This means that runners can keep running despite pain, continuously surpassing what they otherwise would consider to be their limit. Runner's high has also been known to create feelings of euphoria and happiness.

Det tyder på at der er tale om runners high, når vi oplever boostet.

Sidst jeg var ude og løbe blev jeg jagtet af en arrig lille hund som allerede een gang har bidt mig på en løbetur (til blods), men i stedet for at løbe fra den vendte jeg mig og knurrede og klappede i hænderne. Grrrr.... møgkøter!

Lene: hahaha, jeg kan lige se sådan en tæppetisser spæne rundt og jagte løberne, haha

Godt du gav igen af samme skuffe!

Hvor er det spænende, at høre om hvordan det hænger sammen. Hvorfor vi får den meditative tilstand og hvorfor boostet kommer.

Det her passer bare så godt på det jeg oplever...

Runner's high has also been known to create feelings of euphoria and happiness.

mht den meditative tilstand oplever jeg også, at det er vigtigt, at få ro...det er nemlig svært hvis der sker for meget omkring en og byen er ikke så godt et sted for mig.

Jeg bor dog heldigvis på landet, så det er ikke et problem, det er så skønt at det er så roligt.

Så kan den dumme hund lære det ...løbere er ikke byttedyr....

Ja, det samme læste jeg om second wind, og det med runners high der skulle komme efter at løberiet er overstået. Det stemmer dog ikke overens med alt hvad jeg ellers har læst om runners high, så jeg tror at der er nogen der har fået blandet begreberne sammen.

Runners high sker mens man løber, men ikke altid. Og jeg ved egentlig ikke om det bliver sværere at opnå tilstanden jo bedre i form man bliver. Jeg synes det er længe siden jeg har oplevet boostet, men den meditative tilstand hænder. Måske fordi kroppen ikke bliver så træt, så man ikke har brug for det længere?

Ja, køteren burde lære det. Sagen er at den har været oppe og slås med vores egen hund som er 3 gange så stor, fordi den lille blev ved med at gø provokerende, og det gad vores til sidst ikke, hvorefter han reagerede. Der skete ikke noget, men nu er den lille hund sur hver gang han ser mig, også selvom jeg ikke har vores hund med. Og en dag sidste år kom han styrtende ned af en skråning, bed mig i lægmusklen (et dybt hul der blødte en del) og forsvandt lige så hurtigt igen.

Ejerne er virkelig flinke mennesker, så jeg havde næsten ikke lyst til at de skulle få det af vide, men da jeg så talte med min nabo sagde hun det videre (de er i familie). De undskyldte mange gange. Men hva', der kom et fint ar, og så var den potte ude.

Nu gider jeg bare ikke at det sker igen, jeg vil have lov til at nyde min eventuelle runners high. Herude på landet er det nemlig muligt, inde i byen er der for mange forstyrrende elementer.

Jeg er faktisk lige kommet hjem fra en 6 km (der var meget mudder på grusvejen), men ingen runners high denne gang. Solnedgangen var dog smuk, og det kan vel næsten være lige så godt.

Lene

Jeg er glad for, at det ikke bare er mig der er "pylret" og ikke kan slå fra, fordi jeg løber i storbyen

Men ork, det er kun nogle år endnu, så flytter jeg ud og får en lille landpraksis et sted

Dumme køter da.. De kan være SÅ arrige, de små hunde. Den forbinder dig tydeligvis med, da din hund sagde "stop". Er den ikke bag hegn?

Åh jeg må sige, trods mange andre mennesker i Søndermarken, at jeg også havde en dejlig løbetur i dag jeg er stadig igang med at komme oven på efter mange års pause; lige nu løber jeg intervaltræning for at komme i form. I dag var det 2 km. Ikke særlig langt, men jeg nyder at tage det i små trin løbe-tiden bliver sat op for hver ny træning, og gå-tiden sættes ned.

Til sidst er det så meningen, at man skal løbe 5 km i streg.

Det ser jeg frem til

Så kommer der også noget motivation i træningen, fordi man hele tiden skal kunne løbe i længere tid.

Men jeg nød det, fordi det liiige var tusmørke, og luften var helt frisk pga frosten og alle træerne var så flotte og gamle..

Er glad for jeg i det mindste kan løbe i en stor park, frem for til offentligt skue på asfalten! Dét gad jeg ikke.

I fælge visse artikler kan en runners high faktisk kun opnås når man føler at man falder i et med naturen, så det er altså ikke kun dit indtryk at storbyen er for kaotisk til at det kan lade sig gøre. Men derfor er det alligevel dejligt at du kan løbe i en park, og det er den helt rigtige metode at gå langsomt frem. Pludselig løber du bare hele strækningen.

Jeg er også ved at komme mig over en måneds pause med julemad og familiebesøg, man mister alligevel ret hurtigt formen.

Nej, hunden er ikke altid bag hegn, herude på bøhlandet kender alle hinanden og der er langt mellem husene, så det plejer ikke at være noget problem (vores egen får dog aldrig lov til at løbe frit rundt som han vil uden ledsager).

Det bliver dejligt når dagene bliver så lange at man ikke behøver at løbe midt om eftermiddagen, men kan gøre det lige før aftensmaden (i Italien spiser man sent). Det med at løbe i mørke er jeg ikke vild med, for der er dælme mørkt her (og mange vilde dyr).

Lene

Det er selvfølgelig bedst at tage det i langsomme trin, men kan godt mærke jeg bliver utålmodig nogle gange! I mine gode dage løb jeg 5 km uden stop jo

Det resulterede også i, at jeg før jul sprang en uge over i programmet = meeega ondt i den der muskel der sidder foran på skinnebenet.

Tror ikke jeg fik en egentlig seneskedehinde betændelse, for det gik væk igen efter nogle dage. Men jeg lærte ihvertfald både at holde mig til programmet, og at strække ordentligt ud

Plus jeg fandt en vildt god video på nettet, som viste hvordan man løber "rigtigt", så man undgår den slags skader. Smart.

Gud ja, det er dig der bor i Italien hvor må det være fedt!

Jeg har kun været der på ferier, men elsker deres (mad)kultur!